Hjemsøges vores samtid af tendenser, der allerede præsenterede sig selv for 100 år siden? Det er påstanden i Bo Heimans nye bog Hjemsøgt: 1925-2025, hvori han genbesøger året 1925 med henblik på at trække truende forbindelseslinjer til vores samtids politiske landskaber. Bogen anmeldes her af Frederik Thomsen.
Selvom året 1925 dels var rundet af en stærk diplomatisk optimisme (f.eks. Locarno-traktaten), var Europa endnu i dyb krise efter 1. verdenskrigs civilisatoriske sammenbrud, i hvis slipstrøm økonomisk ustabilitet og politisk radikalisering spredte sig over kontinentet. Krigen havde opløst tre af de fem europæiske stormagter – Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland -, der tidligere havde udgjort rygraden i magtbalancen på kontinentet. De gamle imperier var altså lagt i graven og i de forhenværende magters tomrum blev nye etableret.
I Rusland havde bolsjevikkerne f.eks. forvist Zaren fra magten og reduceret befolkningen til trædesten for det historiske maskineris »uafvendelige« fremmarch mod den videnskabelige marxismes dennesidige utopi. I 1925 afskaffede Mussolini desuden officielt parlamentarismen og gjorde fascismen til statsbærende ideologi i Italien, ligesom store dele af det øvrige kontinent var præget af ulmende mistro, spirende autoritære tendenser og ustabile magtbalancer, hvis underliggende spændinger senere skulle blive skæbnesvangre.
Den vestlige civilisations krise
Det er ikke helt der, vi er i dag, men Bo Heimans bog optegner indledningsvis konturerne af en samtid, hvor Europa igen – som i 1925 – fremstår vaklende, rodløst og politisk radikaliseret.
Vesten er altså igen ved at falde fra hinanden med følelsen af svigt og en gryende højreradikalisme til følge.
Her 100 år efter kan tilstanden imidlertid ikke henføres til en brutal skyttegravskrig, men udlægges derimod som konsekvensen af årtiers liberalisering, globalisering og værdirelativisme. I sine rammesættende kapitler beskriver Bo Heimann grundlæggende en årelang og efterhånden fremskreden opløsningsproces, der, foranlediget af ny-liberalismen og den venstresnoede postmodernismes syrebad, i stigende grad truer de vestlige samfunds velfærd, demokratiske tillidskulturer og sammenhængskraft. Vesten er altså igen ved at falde fra hinanden med følelsen af svigt og en gryende højreradikalisme til følge.
Imod denne opløsningsproces argumenterer Bo Heimann for en moderat konservatisme, der blandt andet appellerer til en »sund« patriotisme, national og økonomisk sammenhængskraft samt en fornyet respekt for grænser, hvorved han også gør sig til fortaler for et opgør med den »dekonstruktionsiver«, som igennem flere årtier har været en dominerende kraft i Vesten. I stedet er det nu igen tid til at bygge op med henblik på at skabe et mere fast fundament, hvorfra vi kan modstå tidens storme.
Bo Heimanns position kan derfor også læses som et bolværk imod de mere radikale elementer af tidsåndens nationalkonservative tidehverv. Et bolværk, der skal forhindre, at vælgerhavet endnu en gang skyller for langt mod højre og – som i mellemkrigstiden – skvulper ned i fascismens mørke afgrund.
Politik, kunst og filosofi i mellemkrigstidens Europa
Men forud for disse politiske konklusioner har Bo Heimann udvalgt og beskrevet en lang række nedslag i året 1925 fordelt på 12 kapitler, et for hver måned. Dette kompositoriske greb er tidligere blevet anvendt med stor succes i Daniel Schönpflugs vellykkede »Kometår: Verden i opbrud 1918-23″ (2018) samt i kulturhistorikeren Florian Illies anbefalelsesværdige bøger »1913: Århundredets sommer« (2014) og »Kærlighed i hadets tid: historien om en følelse 1929-1939« (2023). Og selvom det historiske kildemateriale ikke behandles med samme litterære sensibilitet og psykologiske indsigt som i disse værker, er valget af montageformen, hvor forfatteren anvender en mosaik af mikrohistoriske øjeblikke til at tegne et panoramisk billede af en tid, et ganske interessant valg, idet læseren her får mulighed for at forstå og sanse en historisk epoke igennem beskrivelsen af f.eks. stemninger og individuelle skæbner.
Selvom de efterfølgende års feberhede nytænkning kæntrede i endnu et civilisatorisk sammenbrud, afspejlede perioden en visionær og forhåbningsfuld energi, som udmøntede sig i en guldgrube af inspirerende billedkunst, musik, litteratur og filosofi.
I bogen trækker Bo Heimann desuden jævnligt tråde til aktuelle kulturelle eller politiske udviklingstendenser, hvorved historiske fakta blandes med forfatterens egne, essayistiske refleksioner og ironiske kommentarer. Det er da også tanken, at de mange nedslag i året 1925 skal gøre os klogere på vores egen tid, som ligeledes er præget af politiske opbrud, polarisering, teknologiske landvindinger, økonomiske ubalancer, stormagtsrivalisering samt en spirende mistro til politikere og etablerede institutioner (i dag man desuden tilføje en galoperende klimakrise).
Der er således flere historiske paralleller på spil, hvilket gør Bo Heimanns rundrejse i mellemkrigstidens åndelige heksekedel til relevant læsning. Men selv hvor nedslagene ikke nødvendigvis reflekterer vores samtids udfordringer eller idéer, er det interessant at læse om denne historiske epoke, der ingenlunde blot var en optakt til 30ernes autoritære støvletramp. Som ’89 repræsenterede året 1918 nemlig også et lysende moment formet af en utopisk kraft koblet til ideen om fred, frihed og velstand, idet en ny verden skulle opbygges på den gamles ruiner. Og selvom de efterfølgende års feberhede nytænkning kæntrede i endnu et civilisatorisk sammenbrud, afspejlede perioden en visionær og forhåbningsfuld energi, som udmøntede sig i en guldgrube af inspirerende billedkunst, musik, litteratur og filosofi.
De mange nedslag i Hjemsøgt 1925-2025 kredser primært om Vesteuropa med enkelte afstikkere til blandt andet Argentina og Tyrkiet, og undervejs i bogen kommer læseren vidt omkring i datidens kulturpolitiske landskab, hvor vi blandt andet støder på kunstbevægelsen Der Blaue Reiter, fotografen August Sander, maleren Joan Miro samt en række interessante forfattere som Aldous Huxley, Sinclair Lewis, Joseph Roth, Virginia Wolf og Simone Weil.
I bogen krydsklippes der desuden imellem flere betydningsfulde politiske begivenheder som f.eks. Ku Klux Klans march i Washington, de franske og belgiske troppers rømning af Rhinlandet samt Hitlers gendannelse af det nazistiske arbejderparti NSDAP med ham selv i rollen som egenrådig »Führer« (efter hans kortvarige fængselsophold som følge af det mislykkede »ølstuekup« i 1923).
Moderationens dyd
Bo Heimann er en både vidende og underholdende rundviser i dette historiske landskab af litterære mastodonter, radikal massepolitik og innovative kunststrømninger, og forfatteren synes i høj grad selv rundet af de dannelsesidealer, han undervejs i bogen plæderer for. Indimellem kan man dog savne en større indlevelse i persontegningerne, og dermed også en mere stemningsmættet udgravning af tidens ånd, da den fragmentariske form netop giver mulighed for at spejle epokens kalejdoskopiske strøm af begivenheder, ideer og personer på en mere levende måde end den akademiske historieformidling.
Mange vil desuden finde fornuft i bogens jordbundne analyser og pragmatiske favntag med tidens politiske tendenser. Et favntag, som er renset for højsvungne teoretiske excesser og i stedet søger en gylden middelvej igennem tidens politiske kaos.
Og selvom koblingen af årene 1925 og 2025 bestemt er relevant, medfører denne vidtstrakte brobygning også, at den nuancerede kontekstualisering undertiden nedprioriteres, når forbindelseslinjerne trækkes på tværs af det historiske spænd. Dette er imidlertid en beskeden indvending, da ideen overordnet betragtet både er god og veleksekveret. Mange vil desuden finde fornuft i bogens jordbundne analyser og pragmatiske favntag med tidens politiske tendenser. Et favntag, som er renset for højsvungne teoretiske excesser og i stedet søger en gylden middelvej igennem tidens politiske kaos.
Under læsningen kom jeg derfor også til at tænke på Francis Fukuyamas reflekterede selvopgør med liberalismens aktuelle mutationer i bogen Liberalism and Its Discontents (2022), hvori han gør sig til talsmand for en art ukorrumperet liberalisme fra tiden før dens egne trossætninger blev radikaliseret med økonomisk nyliberalisme og excessiv identitetspolitik til følge. Bo Heimann kan siges at være ude i et lignende ærinde, idet også han synes at ville konsolidere det liberale demokrati ved at tæmme liberalismens individualisme og forpligte dens elitære repræsentanter på nationens demokratiske og folkelige sammenhæng.
Et prisværdigt ærinde, der i Heimanns optik blandt andet indebærer en revitalisering af det tyske dannelsesbegreb »Bildung« samt en genrejsning af lærergerningen og DR’s public service forpligtelse. Hertil kan tilføjes behovet for en øget økonomisk og national sammenhængskraft samt en sund patriotisme baseret på respekten for diverse nationale særkender – løsrevet fra fortidens chauvinistiske herrefolksmentalitet.
Historiens lektie
I dette lys er Hjemsøgt 1925-2025 også en kærkommen advarsel til vor tid, idet den blotlægger farerne ved at lade samfundets økonomiske og kulturelle sammenhængskraft forvitre. For nok er demokratiet mere rodfæstet i dag end i 1920erne, men de vestlige samfunds vigende sammenhængskraft har atter givet mæle til et højreradikalt bølgeskvulp, der vil omstyrte Vestens »afmattede« civilisation til fordel for mere organiske eksistensformer hinsides den liberale modernitets gradvise underminering af samfundets partikulære substans. Alt i alt er der således meget at hente i Bo Heimanns bog, som imidlertid er skæmmet af en mangelfuld korrekturlæsning.
Men har man interesse for mellemkrigstidens ideologiske spændinger og vibrerende kulturliv, såvel som vores samtids politiske tendenser, er Hjemsøgt 1925-2025 et både underholdende og tankevækkende bekendtskab.
Bo Heimann: Hjemsøgt 1925-2025
Forlaget Munch & Lorenzen, 2025
