Manden, der har svækket folkeskolen og gymnasiet, bliver hyldet af ærbødige mikrofonholdere. Måske kan Corydon som kommende generaldirektør i DR sone sine synder.

Der fremføres af og til kritik af den uædle journalistiske disciplin mikrofonholderi. Sportsjournalister kritiseres for at have berøringsangst over for diverse landstrænere og topspillere. Aktørerne på og uden for fodboldbanen fremstår undertiden som én stor dysfunktionel familie.

Her er det et lidt andet eksempel på mikrofonholderi, der skal belyses: Tilfældet Bjarne Corydon. Over for den tidligere finansminister, chefredaktør for Dagbladet Børsen og kommende generaldirektør for DR fremstår garvede journalister og mediekommentatorer, som ellers opfattes som kritiske og kompetente, underligt berøringsangste.

Tidligere og nuværende topfigurer fra politik og erhvervsliv kan få særdeles kritiske og nærgående spørgsmål, men over for Corydon står pressens mænd og kvinder med hatten og mikrofonen i hånden – som servile undergivne.

For udenforstående forekommer dette højst besynderligt. Er det fordi, journalisterne falder for mandens robuste charme? Et par selvironiske og tilsyneladende høflige bemærkninger synes at være nok til at fremkalde brede smil hos repræsentanter fra mediedanmark. Corydon skaber tryghed. Eller gør han? Er journalisterne i virkeligheden bange for manden med basstemmen?

Lærerkonflikten

Der er i hvert fald oplagte spørgsmål, der ikke stilles. Ingen journalister konfronterer Corydon med den forringelse af folkeskolen og gymnasiet, der fandt sted på hans vagt i 2013.

Da nyheden om den kommende DR Generaldirektør breakede, og Corydon indledte et sandt triumftog gennem medierne, blev der på DR’s hjemmeside bragt 20-30 historier om den kommende topchef. Ingen af dem nævnte lærerkonflikten med et ord.

Måske er den glemt. Måske er den aldrig blevet forstået. Eller også betragter man den som en slags manddomsprøve? Corydon klarerede sit nødvendige svendestykke: at sætte de genstridige lærere på plads.

Jeg skrev selv for nylig et kritisk indlæg i POV International: Generaldirektøren. Mediedanmark har glemt, at Bjarne Corydon har svækket skolen og gymnasiet • POV International. Det blev mødt med tavshed. Ingen invitationer til hverken Deadline eller debatprogrammer. Nu prøver jeg igen:

Hjertebarnet

Hvorfor konfronterer ingen journalister Corydon med den svækkelse af folkeskolen og gymnasiet, han har en væsentlig del af ansvaret for? En svækkelse, som mærkes tydeligt i sektoren godt ti år efter skolereformen og lærerlockouten, som i afgørende grad forringede lærernes arbejdsvilkår. Skolereformen?

Jamen var det ikke daværende undervisningsminister – og nuværende sygeplejerskestuderende – Christina Antorinis anliggende og ansvar? Nej, den elendige skolereform, som skulle finansieres ved at lærerne skulle løbe stærkere, var primært finansminister Corydons og Moderniseringsstyrelsens værk. Ligesom den hemmelige arbejdsgruppe, som planlagde lockouten og desavoueringskampagnerne mod folkeskole- og gymnasielærerne.

At skolereformen var et finansministerielt anliggende, fremgår umisforståeligt af den daværende departementschef Martin Præstegaards afskedstale til Bjarne Corydon i 2015:

»Folkeskolereformen er dit hjertebarn. Du har selv kaldt den for den vigtigste reform, som regeringen har gennemført. Den skal give mere og bedre undervisning til vores børn gennem en nyog anderledes måde at arbejde på (…) Reformen mødte modstand fra lærerne, men du og dine ministerkolleger stod fast. Godt gået!«

Godt 10 år senere er lærerflugten i folkeskolen alarmerende. Omkring hver femte underviser har i dag ikke en læreruddannelse. Arbejdsmiljøet er forværret, undervisningens kvalitet presset.

Det toneangivende medie Weekendavisen har for nylig (6.6.) – omsider – erkendt, at skolereformen var en katastrofe. Men hvis den erkendelse skal tages alvorligt, må chefredaktør Martin Krasnik tage næste skridt: at spørge sin kollega Bjarne Corydon, hvor godt han selv synes, det går?

Et svækket gymnasium

Også gymnasiet blev »normaliseret« – for nu at bruge Corydons sjælløst teknokratiske sprogbrug. Det foregik lidt anderledes end hos folkeskolelærerne. Gymnasielærernes daværende formand Gorm Leschly valgte nemlig – med en pistol for panden – at stemme ja til den skelsættende overenskomst, der forvandlede underviserne fra en slags åndsarbejdere til ind- og udstemplende anakronistiske tandhjul i undervisningsindustrien.

Der har lige siden 2013 været glødende diskussioner blandt gymnasielærere: Hvad nu hvis vi havde stået fast som Anders Bondo Christensen og folkeskolelærerne? På kort sigt havde det med usvigelig sikkerhed udløst en lockout, men på længere sigt havde det måske gavnet sektoren? Et nej havde i hvert fald været det værdige valg. Etc.

Det er ikke mit ærinde her at bidrage yderligere til disse spekulationer. Jeg kan bare – »i al stilfærdighed« (for nu at benytte en yndet Corydon-frase) – konstatere, at OK13 forandrede gymnasiet.

Engang hed det spøgefuldt, at jobbet som gymnasielærer var det bedst betalte halvdagsjob i verden. Muligvis er der stadig forestillinger om et bekvemt liv som gymnasielærer uden for branchen. Ingen, der kender gymnasiet indefra, er dog i tvivl:

I dag er det benhårdt at være gymnasielærer. Arbejdsbyrden for den enkelte gymnasielærer er øget markant siden 2013; skønsmæssigt har »normaliseringen« ført til et merarbejde – Corydon ville nok sige »produktivitetsstigning« – på 30-40 procent. Det betyder ikke, at gymnasieeleverne får bedre undervisning. Tværtimod spises de af med samlebåndsundervisning af stressede lærere.

Også for gymnasielærerne var OK13 det store syndefald. Og Bjarne Corydon er – for nu at udtrykke det lidt højstemt – den skyldige.

Men som kommende generaldirektør har Bjarne Corydon mulighed for at sone sine synder. Han har selv bebudet, at han står fast på »faktabaseret journalistik«. Det burde da også være en selvfølge – men i disse tider er det nok værd at understrege.

Så herfra skal der lyde en opfordring: Hvis DR under Corydon virkelig vil være bannerfører for faktabaseret journalistik, som han selv lover, så er første skridt enkelt – men afgørende: Stop mikrofonholderiet. Drop selvcensuren. Se kritisk tilbage på 2013. Det fortjener både lærere, elever – og seere.