Hvis DRʼs dækning af krigen i Gaza lader noget tilbage at ønske, er der måske intet nyt under solen. Tidligere minister og medlem af Radiorådet, Flemming Kofod-Svendsen beretter her om 1980ʼernes kritiske undersøgelse af DRʼs dækning af Israel og borgerkrigen i Libanon.
Sommeren 1982 rasede krigen igen i Mellemøsten. Libanon var stedet. Israel førte krig mod PLO. Især de elektroniske massemedier gav en intens dækning. Som krigen skred fremad, studsede jeg over Danmarks Radios nyhedsformidling. Man hørte tårnhøje tal på flygtninge. Sproget i nyhedsformidlingen var ofte både følelsesbetonet og værdiladet. Informationer fløj gennem æteren uden nærmere dokumentation.
I slutningen af juni 1982 besluttede jeg i min egenskab af medlem af Radiorådet, dengang Danmarks Radios øverste myndighed, at foretage en nøjere undersøgelse af Danmarks Radios dækning af krigen i Libanon. Foreningen Aktive Lyttere og Seere stillede gratis deres båndmateriale til rådighed for både juni, juli og en del af august 1982.
Jeg organiserede så arbejdskraft til at afspille de ønskede bånd. Omkring 50 frivillige hjælpere fra Ordet og Israel, Dansk Zionistforbund og Kristeligt Folkeparti gik i gang med båndafspilning og ditto-afskrivning. Resultatet blev et omfattende materiale, der i nedskrevet form fyldte flere hundrede tætskrevne A4-ark.
Undersøgelsen af Danmarks Radio
Jeg kunne så gå i gang med den egentlige undersøgelse. Resultatet blev tre efterkritik-indlæg, hvor jeg påviste flere kritisable ting i Danmarks Radios behandling af Libanon-krigen. Disse efterkritik-sager blev behandlet ved åbne programudvalgsmøder den 1. marts, den 12. april og den 9. august 1983. Det skete hver gang på baggrund af forud udsendt svarmateriale fra Danmarks Radio.
Efterkritik-indlæggene, Danmarks Radios svar og de stenografiske referater fra programudvalgsmøderne i Radiorådet fylder i alt cirka 200 A4-ark. På baggrund af sagens akter skrev og udgav jeg i 1984 bogen Sandheden er det første offer. Om Danmarks Radio og Libanon-krigen. Bogen udkom på forlaget Samleren.
Min kritik af Danmarks Radio samlede jeg i følgende seks punkter med Danmarks Radios respektive svar:
1) Fejlagtige oplysninger om antal sårede, dræbte og flygtede
Uden angivelse af nogen usikkerhed fastslog både radio og TV, at allerede efter en uges krig i Libanon var cirka 600.000 mennesker fordrevet fra deres hjem af israelske bomber,
10.000 civile var dræbt, mens andre 10.000 var såret. Jeg kritiserede måden, hvorpå man bragte disse nyheder fra de internationale nyhedsbureauer. Der var nemlig tale om nogle hastige overslagstal præget af de første dages paniksituation, eller måske snarere tal, der var blevet udsendt af PLO som led i mediekrigen.
Men Danmarks Radio bragte disse tal som fastslåede kendsgerninger, hvor man stort set undlod at nævne alle de med tallene forbundne usikkerhedsfaktorer. I stedet burde Danmarks Radio have foretaget en grundig research af kildematerialet. Det kunne man blandt andet have gjort ved sine Mellemøsten-korrespondenter.
Især burde tallet 600.000 flygtninge have pirret den kritiske sans, eftersom der kun boede cirka 550.000 mennesker i hele Sydlibanon, som Israel besatte i løbet af kort tid. De 30.000-50.000, der flygtede, vendte stort set alle sammen tilbage til deres hjem efter få dage.
Danmarks Radio svarede, at man ikke mente, at man havde et selvstændigt ansvar. Man skød skylden over på de internationale nyhedsbureauer. Hertil er at sige, at man kan videregive forkerte oplysninger på forskellig måde. Danmarks Radios egne medarbejdere på stedet har heller ikke bragt færre forkerte tal end de internationale nyhedsbureauer. I hvert fald burde man have korrigeret de fejlagtige oplysninger lige så bombastisk, som de blev bragt.
2) Sammenblanding af begreberne PLO og palæstinenserne
Med konkrete eksempler påviste jeg, at i adskillige udsendelser både i den direkte nyhedsformidling og i programmet Udefra’s baggrundsinformation sammenblandede Danmarks Radio begreberne PLO og palæstinenserne eller brugte en sprogbrug, så man reelt identificerede de to begreber.
Jeg påpegede, at PLO repræsenterer nogle palæstinensere, men ikke dem alle. Det er ikke Danmarks Radios opgave at anvende en sprogbrug, der automatisk gør PLO til alle palæstinenseres talsmænd. Især fandt jeg det kritisabelt, at man har jongleret med udtalelser fra israelske kilder. De anvendte begrebet PLO eller PLO-terrorister. I flere tilfælde blev det ”oversat” til palæstinensere.
Danmarks Radio svarede, at man utvetydigt måtte indrømme og beklage, at man i nogle tilfælde har sammenblandet begreberne PLO og palæstinenserne.
3) Personificering af krigen
Jeg påviste, at man ofte talte om Begins og især Sharons krig, to dengang fremtrædende israelske politikere, mens man ikke på samme måde havde talt om Brezhnevs krig i Afghanistan eller Thatchers Falklandskrig. Denne stærke personificering bar præg af et meget forenklet historiesyn.
Danmarks Radios dækning af Libanon-krigen var for ensidig. Man var ikke balanceret og nuanceret. Man var i for høj grad for PLO og imod Israel. I adskillige tilfælde brugte man en stærkt følelsesladet terminologi.
Det normale er at tale om regeringens EU-politik og ikke regeringschefens EU-politik. Men i tilfældet Israel, som er et demokrati, brugte man ofte en sprogbrug, der syntes at tilsidesætte, at Begin og Sharon var valgt ved frie og hemmelige valg.
Danmarks Radio svarede, at man ikke mente, at man har personificeret i højere grad, end det kan forsvares, når man skal tage rimelige pædagogiske hensyn.
4) Følelsesladet terminologi
Både i de direkte nyhedsudsendelser og i den kommenterende baggrundsinformation brugte man en følelsesladet terminologi, der stillede Israel i et dårligere lys end fortjent. Man brugte ord som massemord, myrderier, sønderbombning. Stemmeføringen bar ofte præg af moralsk indignation. TV’s billedmateriale understøttede den følelsesladede terminologi.
Danmarks Radio svarede, at man måtte indrømme, at sprogbrugen i flere tilfælde ikke var rimelig. Der havde blandt andet været nogle uheldige overtoner. Men man undskyldte sig med, at den internationale tone havde været hård over for Israel, og det havde ”smittet af” på Danmarks Radio.
Den indrømmelse burde få til følge, at Danmarks Radio gennemdrøfter sin sprogbrug og bestræber sig på at præstere sober journalistik og ikke panik- og revolverreportage.
5) Manglende alsidighed i panelsammensætning
Når udsendelsen Udefra arrangerede debatudsendelser, indbød man naturligvis ikke de samme personer hver gang. Der skete en vis udskiftning. Man havde paneldeltagere med meget forskellige indfaldsvinkler til stoffet.
Dog havde man alligevel ofte sammensat panelet således, at resultatet hyppigt blev en mistænkeliggørelse af Israel, mens PLO blev behandlet med fløjlshandsker. Og emnerne blev ikke tilstrækkelig alsidigt belyst. Især kneb det med baggrundsinformation.
Danmarks Radio svarede ved længe at bortforklare den notoriske ensidighed i emnebehandlingen. Det skulle for eksempel være vanskeligt med kort varsel at få en alsidig panelsammensætning. Man prøvede også at dække sig under, at andre lande ikke havde udvist større alsidighed eller givet mere baggrundsinformation. Den refleksion burde få Danmarks Radio til at løfte ambitionsniveauet med henblik på at etablere alsidigt sammensatte debatpaneler.
6) Dokumentation og kildebrug
Påfaldende mange gange havde Danmarks Radio bragt informationer uden kildeangivelse. I andre tilfælde havde man ofte brugt kildehenvisninger som ”nogle velunderrettede embedsmænd”, ”indsigtsfulde iagttagere”, ”nogle kritikere” med videre.
På den baggrund bad jeg om en redegørelse for kildebrugen. Det første svar, jeg fik fra Danmarks Radio, var meget afvisende. Her mødte man Danmarks Radio i al sin magt, vælde og fuldkommenhed. Naturligvis havde man lavet en helt igennem god dækning af Libanon-krigen.
Programchefen i Kultur- og Samfundsafdelingen talte endog om, at jeg havde benyttet de enkelte radio- og TV-udsendelser, som en vis herre skulle læse Bibelen. Mine krav om sober og alsidig nyhedsformidling forstod han tilsyneladende ikke.
Da jeg dernæst afslørede, at der var direkte fejl i de skriftlige svar, Danmarks Radio havde givet mig, fik piben en anden lyd. Man blev nu villig til at gå ind i en dialog og indrømmede og beklagede en række begåede fejl.
Danmarks Radio svarede ved at give en grundig redegørelse for, hvor kompliceret nyhedsformidlingen er, og hvor mange fejlmuligheder, der reelt foreligger. Men det ændrede ikke den kendsgerning, at til trods for vanskelige arbejdsforhold havde man været for overfladisk i sin kildebrug og for tilbageholdende med at korrigere begåede fejl.
Undersøgelsens konklusion
Undersøgelsen pegede mod følgende konklusion: Danmarks Radios dækning af Libanon-krigen var for ensidig. Man var ikke balanceret og nuanceret. Man var i for høj grad for PLO og imod Israel. I adskillige tilfælde brugte man en stærkt følelsesladet terminologi.
Man levede kort sagt ikke op til de almindelige retningslinjer for programvirksomhed i Danmarks Radio med hensyn til saglighed, upartiskhed og alsidighed, som Radiorådet den 21. juni 1977 havde vedtaget vedrørende Almindelige retningslinjer for programvirksomheden i Danmarks Radio.
Eller som TV-Avisens daværende chef Lasse Jensen udtrykte det i Weekendavisen den 20. maj 1983: ”Verdenspressen – og specielt TV – lod sig rive med af PLO-propagandaen. Billedet af krigen var ikke nuanceret.
TV lod sig rive med af en anti-israelsk stemning, som mediet selv havde været med til at opbygge. Billeder af de meget få ruiner fik fortrinsret fremfor billeder af alle de huse, som ikke blev ramt. Mange af ruinerne stammede ovenikøbet fra borgerkrigen i 1977.”
Israel og Hamas i dag
Den 7. oktober 2023 gennemførte Hamas et rædselsfuldt terrorangreb i Israel, hvor uhyggeligt mange jøder blev dræbt, og Hamas tog mange jøder som gidsler. For at forsvare sit land og sine indbyggere måtte Israels regering af al kraft prøve at bekæmpe Hamas.
Jeg har ikke lavet en undersøgelse af Danmarks Radios behandling af den krig, der stadig raser mellem Israel og Hamas. Men her har jeg mange gange i Danmarks Radio bemærket en fremstilling, hvor fokus er kommet til at ligge på, hvor meget Israel beskadiger og ødelægger i Gaza, og hvor mange palæstinensere, der er døde eller er blevet såret i krigen mellem Israel og Hamas.
De menige palæstinensere har brug for vores støtte og opbakning, og man bør stille sig spørgsmålet, om Israel i sin kamp mod Hamas kunne have taget større hensyn til den palæstinensiske civilbefolkning.
Men det er tankevækkende, hvor hurtigt det i Danmarks Radio og de skrevne medier blev glemt, at det var Hamas, som med sine terrorhandlinger var krigens årsag. Under krigen har Hamas’ ledere og krigere gang på gang skjult sig bag Gazas civilbefolkning for eksempel på hospitaler og skoler med flere steder, så civilbefolkningen på grund af Hamas’ ageren er blevet påført ekstra lidelser.
Denne virkelighed, grundet Hamas’ taktiske og strategiske handlinger, har Danmarks Radio slet ikke magtet at informere kvalificeret om. Når Danmarks Radio så til stadighed informerer om, hvor mange palæstinensere Israel har dræbt, men samtidig tier om Hamas som årsag til krigens udbrud og Hamas’ krigeres brug af civilbefolkningen som skjold, kommer Danmarks Radios fremstilling af krigens forløb til at gøre Israel til krigens egentlige skurk og ikke Hamas.
Det er også tankevækkende, hvor lidt fokus der har været på Hamas’ rædselsfulde behandling af de israelske gidsler, hvor kvinder er blevet voldtaget med mere.
Selv om jeg ikke har udarbejdet samme grundige undersøgelse af Danmarks Radios behandling af krigen mellem Israel og Hamas som af Libanon-krigen, sidder jeg dog med det spørgsmål, hvor meget Danmarks Radio har lært af de betydelige indrømmelser og beklagelser, som Danmarks Radio gav af deres fremstilling af Libanon-krigen for mere end fyrre år siden.
