Den norske komponist Arne Nordheim (1931-2010) har sagt om sin danske kollega Bent Sørensens musik, at »den minder mig om noget, jeg aldrig har hørt«. Et citat der har fuldt Sørensens poetiske og sanselige musik lige siden. Bent Sørensen siger selv om musikken, at han forsøger at skabe stilheden i form af lyd.
Det er svært at beskrive med ord, hvad dette indebærer, men det høres tydeligt i musikken, der – med et lån fra Tarkovskijs beskrivelse af film som skulpturer i tid – på sært fascinerende vis synes skåret ud af stilheden som en skulptur, der giver plads til al stilheden omkring musikken, så man får øje på – eller rettere – øre for den.
Således eksempelvis i violinkoncerten Sterbende Gärten (1992-93), der indbragte Sørensen Nordisk Råds Musikpris i 1996, eller trippelkoncerten L’Isola della Cittá (2014-15), for hvilken komponisten blev belønnet med en Grawemeyer Award i 2018. Eller det mørktfarvede Shadowland (1988-89).
Udover Under Himlen (2004) har Sørensen ikke tidligere prøvet kræfter med opera. Noget der lignede lidt var Sounds Like You (2007-08), der dog mere er et hørespil med musikledsagelse, hvor to personer – »Manden« og »Kvinden« – mødes til en koncert og indleder et forhold. Vokalmusik er dog i øvrigt ikke Sørensen ukendt, således de fascinerende korværker The Echoing Garden (1992) og Sneklokker (2009-10).
Nu er tiden kommet til Sørensens andet favntag med den egentlige opera, Asle og Alida. Forlægget er Trilogien af den norske nobelprismodtager Jon Fosse (1959-). Fosse har selv skrevet librettoen, der ligesom forlægget er forfattet på nynorsk. Værket havde sin verdenspræmiere i Bergen i marts i år.
Wiktor Sundqvist som Asle og Louise McClelland Jacobsen som Alida. Foto:
Monika Kolstad. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.
I værket møder vi de unge elskende, Asle og Alida, der oplever den ene fornedrelse, udstødelse og gemenhed efter den anden, fordi Alida er blevet med barn uden for ægteskabet. De leder efter et sted at bo, men ingen vil huse dem. Eller næsten. Den unge kvinde vil gerne give husly til Asle, men ikke til Alida. Omvendt er den ældre ejer af et herberg vist kun interesseret i at give husly til Alida. Konsekvent i den henseende er kun den gamle kone, der skælder dem begge ud og siger, at de skulle skamme sig, fordi de lever i synd.
Karl Aage Rasmussen har sagt om Bent Sørensen, at han aldrig ville »finde på at dressere sin musik til at opføre sig som opera, den eneste mulighed var at få en opera til at opføre sig som hans musik«.
Dette er meget rammende for musikken i Asle og Alida, der umiskendeligt har den oven for nævnte karakteristika af poetisk stilhed. Betagende og smuk.
Mere halter det med at få operaen »dresseret«. For i ganske lange stræk har Asle og Alida samme problem som andre musikdramatiske værker af nyere dato, nemlig at musikken ikke er integreret troværdigt med historien og personerne. Man har følelsen af at sidde og lytte til to forskellige »bånd«. Således eksempelvis også i Thomas Adés’ The Exterminating Angel og Poul Ruders’ The Handmaids Tale. Tekst og musik gør ikke meget ud af at gøre hinanden selskab; og Sørensens stemningsfulde musik understøtter kun lejlighedsvist stemningen i de forskellige scener eller de forskellige karakterers personlighed.
Dette kom eksempelvis til udtryk i den næstsidste scene mellem Åsleik og Alida, hvor Sørensens stemningsmættede musik lød allerbedst, men hvor scenen desværre blev hæmmet noget af at førstnævnte bruger talte replikker, hvilket ikke er befordrende for forholdet mellem tekst og musik. Det gjorde det heller ikke bedre, at der nogle steder i værket var indlagt en båndoptagelse med noget talt monolog. Også dette var forstyrrende for den drømmende musik. De forskellige talte korindslag var også en kraftig bremseklods på den sørensenske sanselighed.
Bedst lykkedes det at integrere musik og tekst i scenen med den unge kvinde, der forsøger at indlade sig med Asle, hvor dette tydeligt kan høres i musikken, der her bliver varm og forførende. Tilsvarende lykkedes det godt i scenen, hvor Asle brutalt bliver slæbt væk, anklaget for en forbrydelse han måske har begået.
Musikalsk var der dog isoleret en del at hente. Ikke blot fik Det Kongelige Kappel under Eivind Gullberg Jensens ledelse flot de mange nuancer frem i Sørensens ikke helt enkle musik, men den nynorske tekst viste sig også ganske lyrisk og poetisk fremført af sangerholdet.
Virkelig god var Randi Stene i partiet som den gamle kone, der spytter eder og forbandelser ud over det stakkels unge par med en sådan indignation, at det gør ondt helt ned på tilskuerrækkerne. Også partiet som den gamle mand var i gode hænder hos Johannes Weisser, der ligeledes karakteriserede denne uhyggelige person ganske præcist, samtidig med at stemmen blev kastet fra den ene yderlighed til den anden i voldsomme udbrud. Bedst var formentlig Christina Jønsi i partiet som den yngre kvinde, hvis sande natur Jønsis flotte stemme ikke forsøgte at skjule.
Derimod savnede jeg lidt mere af de to hovedpartier, der blev sunget af hhv. Wiktor Sundqvist og Louise McClelland Jacobsen. Hvor de andre personer i stykket blev præcist karakteriseret, synes jeg ikke vi kom nok ind under huden på de to, der forblev for påfaldende anonyme og farveløse. Der var ellers rigeligt med materiale at arbejde med i både Fosses tekst og Sørensens musik.
Opsætningen havde Sofia Adrian Jupither stået for. Den foregik i det væsentlige i en stenet ødemark, hvor de to elskende vandrer hvileløst rundt for at finde husly. Suppleret med lysdesign af Ellen Ruge var dette ganske stemningsfuldt og passede godt til Sørensens musik, men blev lidt kedeligt i længden. Også her kunne man godt have gjort mere for at understøtte stemningsskift i historien.
På trods af de gode intentioner, forelæg fra en nobelpristager og musik af en af Nordens største aktive komponister, kommer vi nok ikke uden om, at Asle og Alida er en oplevelse, der bedst karakteriseres som middelmådig.
Asle og Alida. Musik af Bent Sørensen og libretto af Jon Fosse. Det Kongelige Teater, Operaen, den 23. maj 2025.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/asle-og-alida
Elisabeth Linton, Det stille, store drama (programindlæg)
Møyfrid Engeset, Hvem er hvem – Her kan du møde de seks roller fra A til Å (programindlæg)
Bodil Maroni Jensen, Operakomponisten Bent Sørensen (interview med Bent Sørensen i programmet)
Jögvan Helge Gardar, Eit lite språk med stor rekkevidde (programindlæg)
Karl Aage Rasmussen, Kærlighedens skrøbelige renhed. Indlæg i indspilningen af Bent Sørensens »Sounds Like You«, kan købes hos Danacord:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=34474
Alle de omtalte værker af Bent Sørensen kan findes og købes på komponistens side hos Dacapo:
