Europa stander i våde: Krig ved østflanken. En storebror, der ikke gider os mere. En uoverskuelig, økonomisk situation. Et teknologisk kapløb, der vindes af kinesere. En migrationssituation, der til stadighed skaber usikkerhed og utryghed blandt europæerne. Regulering af og kontrol med europæernes dagligdag og fælles samtale. Et stadig mere modløst kontinent.

Jo, problemerne er skam både store og reelle her i »den gamle verden«. Men så er det jo heldigt, at vi har en fælles, europæisk union til at tage hånd om disse grundlæggende udfordringer og problemer, som Europa står i og med.

At europæerne bliver nødt til at tage Europa mere alvorligt, turde efterhånden være åbenlyst for enhver. Selv redaktøren for nærværende tidsskrift har begået en slags opus om nødvendigheden af et stærkt Europa. Endda sammen med ingen ringere end Søren Pind.

Men ét er erkendelsen af at have problemer. Noget andet er beslutningen og handlingen: Hvad skal der til? Hvad skal der ske herfra? Og her er spørgsmålene, uklarhederne og tvivlen stadig rådende.

Eller det vil sige: Det er den for nogle. For mange steder rundt om i Europas hovedstæder er konklusionen nemlig entydig og klar: Europas udfordringer kræver mere EU.

Flere finansielle muskler til unionen. Fælles gæld til unionen. Mere koordinering og styring – også selvom man kalder det et opgør med EU’s omsiggribende regulering. Mere fælles dit og mere fælles dat.

Men er det nu så simpelt som det?

Sikkerhed – hvis vi ville

For hvad er Europas overordnede udfordringer egentligt? Hvorfor er det, at vi er »alene hjemme«?

Lad os begynde med det, der for mange synes som det mest akutte i dag: Europas sikkerhedspolitiske arkitektur synes styrtet i grus. Amerikanerne insisterer på, at vi selv skal kunne gøre tingene, truer med at snuppe vores territorium og synes stadig mere ligeglade med den krig, der nu på tredje år raser på EU’s dørtærskel. Verden er vitterlig af lave.

Hvis de europæiske lande ønskede det, kunne de i morgen prioritere en massiv oprustning over hele linjen

Men det er jo grundlæggende et problem, som vi selv har skabt i Europa. Det er os selv, der gennem årtier har demonteret enhver form for militær kapacitet. Det er os selv, der ikke har villet set i øjnene, at russerne havde andre interesser end at sælge billig gas. Det er os selv, der ikke har villet tage ansvar. Europas sikkerhedspolitiske problem er netop det: Europas.

Hvis de europæiske lande ønskede det, kunne de i morgen prioritere en massiv oprustning over hele linjen. Men det ønsker man mange steder ikke, for det vil kræve (økonomiske fravalg) – og Rusland ligger jo ikke i baghaven for alle lande.

Så er det nemmere at lade EU og fælles gæld finansiere gildet. Altså bare mere af det, vi har i forvejen, og som jo netop ikke har løst udfordringerne.

Vækst – hvis vi ville

Vi kan også kigge nærmere på den økonomiske politik. Det er ikke ligefrem fordi Europa har udvist prangende resultater, hvad det angår, de seneste par år. Og ser man på den teknologiske udvikling, der skal drive værket, så er det ikke ligefrem fordi kineserne eller amerikanerne er bagefter.

Hvis de europæiske lande ønskede det, kunne man i morgen prioritere en ganske omfattende deregulering i EU.

Men også det er jo grundlæggende et problem, vi selv har skabt i Europa. Det er os selv, der har insisteret på at udvide regelmængden ad absurdum. Det er os selv, der har troet, at grøn omstilling ikke kostede noget som helst.

Det er os selv, der har hvilet på de økonomiske laurbær og ladet andre diktere den teknologiske udvikling. Europas økonomiske problem er derfor også netop det: Europas.

Hvis de europæiske lande ønskede det, kunne man i morgen prioritere en ganske omfattende deregulering i EU. Men det ønsker man mange steder ikke, for det vil kræve (regulatoriske) fravalg.

Så det er nemmere at skubbe mere ansvar i retning af Bryssel og centralisering på europæisk plan. Altså bare mere af det, vi har i forvejen, og som jo netop ikke har løst udfordringerne.

Åndelig oprustning – hvis vi ville

Så kan vi kigge på kontinentets kulturelle politik sådan i den bredeste forstand af dette ord. Her har vi gennem mange år ført en politik, der nærmer sig det selvmorderiske.

Importen af mennesker, der ikke ønsker at annamme europæisk kultur, er fortsat trods intens modstand; en opgørelse viste for f.eks. nylig, at over 40 pct. af alle børnene i folkeskolerne i den østrigske hovedstad Wien var muslimer.

Vi indfører i Europa rask væk koranlove og sender satirikere i armene på politiet, mens vi læser om terrorangreb af både den ene og den anden slags i en notits på side 18, fordi det er blevet hverdag.

Og også dette er jo grundlæggende et problem, vi selv har skabt i Europa. Det er os selv, der har insistereret på, at vores egen kultur ikke var værd at forsvare.

Hvis de europæiske lande ønskede det, kunne man i morgen etablere et ganske anderledes migrationsregime og insistere på at styrke kontinentets og landenes særegne kulturelle baggrund.

Det er os selv, der ikke tør sige fra og sige nej, når problemerne vælter ind. Det er os selv, der har skammet os over vores egen baggrund og historie. Europas kulturelle – civilisatoriske, for at bruge et dyrt ord – problemer er derfor netop også det: Europas.

Hvis de europæiske lande ønskede det, kunne man i morgen etablere et ganske anderledes migrationsregime og insistere på at styrke kontinentets og landenes særegne kulturelle baggrund.

Men det ønsker man mange steder ikke, for det vil mange steder kræve et betydeligt opgør med de seneste mange års civilisationspolitiske tænkning. Så er det nemmere at lukke øjnene og lade EU’s regler fortsat styre løjerne. Altså mere af det, vi har i forvejen, og som jo netop ikke har løst udfordringerne.

Hvorfor mere af det samme?

Unionen står med andre ord foran en ny storhedstid – hvis blot man får smedet, mens jernet er varmt, og kriserne kradser.

Men er det klogt? Det korte svar er selvfølgelig nej. Der er ingen tvivl om, at Europas udfordringer er store og reelle. Men der bør heller ikke være tvivl om, at udfordringerne i vid udstrækning er noget, vi har skabt selv. Også – måske især – inden for rammerne af EU.

Derfor er det oplagte spørgsmål at stille sig selv: Hvis vi skal have et stærkere Europa, skal vi så partout også have et stærkere og mere centraliseret EU? Hvorfor er det, at alle Europas udfordringer altid søges løst med den samme løsning?

EU er en regulerende stat. En politisk størrelse, der laver regler og ensretter. Det er selve unionens eksistensgrundlag og -berettigelse. Og der kan da også være meget godt ved det.

Men det er bare ikke en løsning, der duer til alting. Slet ikke når netop det på mange måder er grundlaget for mange af de problemer, vi står med.