Så kom den! Europa-Kommissionens store plan for, hvordan den europæiske konkurrenceevne skal reddes, så vi her på kontinentet ikke sakker bagud og ender som et gigantisk frilandsmuseum og legeplads for turisterne på krydstogtskibene. Det såkaldte ”konkurrenceevnekompas”.

Næ, Europa skal genfinde sin vitalitet, genoplive sin industri og blive et sted, man har lyst til at investere.

Den målsætning er det meget svært at være uenig i. Ikke mindst når afsættet er, at den europæiske konkurrenceevne og produktivitet er udfordret.

Vi tøffer billedligt rundt i slæbesporet en slidt Fiat fra 1980’erne, mens Teslaerne eller – endnu værre – kinesiske elbiler ræser forbi os i overhalingsbanen. Det er ikke holdbart i længden.

Analysen er, at EU’s virksomheder drukner i regler, har svært ved at finde finansiering til nye idéer og kun med møje og besvær kan bevæge sig ud over de landegrænser, som EU ellers har opløst.

Og løsningen er derfor også ligetil: Der skal gøres op med regler, der skal skabes bedre og nemmere adgang til finansiering, og det indre marked skal genoplives.

Begejstring i erhvervslivet

Konkurrenceevnekompasset vækker begejstring i de danske erhvervsorganisationer – og det er i lyset af det ovenstående næppe svært at forstå hvorfor. F.eks. foreslår Europa-Kommissionen en målsætning om at fjerne mindst 25 pct. af omkostningerne ved virksomhedernes administrative byrder.

Den slags politiske målsætninger er vigtige, skal jeg hilse at sige, for hverken kommissionen eller noget dansk ministerium har af sig selv et særlig stærkt behov for regelforenkling.

Men som altid, når det handler om EU, skal man lige læse efter en ekstra gang.

I EU har alting nemlig altid en ”forfatningspolitisk” dimension: Der er altid en løbende diskussion om, hvem der skal bestemme hvor meget og på hvilke områder. Det er en diskussion, der foregår både mellem EU og medlemsstaterne og mellem EU’s forskellige institutioner.

Ret skal være ret: Der er bestemt gode ting i udspillet. Man ønsker at stille større krav til ny EU-regulering om ikke at hæmme konkurrenceevnen. Det er godt. Man ønsker generelt at skærpe fokus på implementering af de regler, der faktisk vedtages.

Det er også godt. Og så ønsker man at binde både Europa-Parlamentet og ministerrådet til masten – ”the commitment to better regulation must be shared by alle institutions throughout the legislative process”.

Måske en erkendelse af, at det ikke har været tilfældet før. Og det er i særklasse vigtigt.

Husk at læse det med småt

Men Europa-Kommissionens konkurrenceevnekompas handler også om meget andet end opgør med regelbyrden. Mest af alt handler det om industripolitik.

Selvom de høje ambitioner om at fjerne administrative byrder er det, der måske er talt mest om, er det nemlig mere ønsket om ny EU-regulering, der fylder i kompasset. Og her er det værd at lægge mærke til, hvad det er for en ny regulering, der tænkes på.

For det første vil Kommissionen gerne have en langt mere ensrettet og styret erhvervspolitik med fokus på en række af Kommissionen udpegede strategiske sektorer – f.eks. AI, life science og forsvar.

Helt konkret handler det bl.a. om, at langt flere forsknings- og udviklingsmidler – både offentlige og private – med EU i ryggen skal skubbes i den retning, og om at EU vil skabe rammer for fælles indkøb af f.eks. kritiske råmaterialer og kritisk medicin.

Endnu vigtigere vil Kommissionen gerne skabe et såkaldt ”coordination tool”, hvor Kommissionens skal

”act together with Member States on common competitiveness priorities in selected key areas and projects deemed of strategic importance and of common European interest.”

Det lugter rigtig meget af dirigisme, hvor man fra EU’s side på forskellig vis favoriserer udvalgte styrkepositioner og styrer medlemslandenes ageren på området.

Selvom ordet ”teknologineutralitet” bliver nævnt flere gange i kompasset, så er det ikke et ord, der synes at blive taget særlig alvorligt i udspillet i sin helhed. Med afsæt i Kommissionens ønske om en meget aktiv og styrende industri- og erhvervspolitik, er billedet måske snarere det modsatte.

Det kan godt være, at analysen bagved er korrekt – at Europa er udfordret f.eks. når det kommer til AI – men man åbner meget hurtig og meget nemt en Pandoras æske af regulering til fordel for særinteresser og politisk udpegede yndlinge, når man går denne vej.

Flere reguleringsområder i horisonten

For det andet peger Kommissionen på en række nye og spændende reguleringsområder. F.eks. vil man gerne have en langt større rolle at spille, når det kommer til uddannelsespolitikken og arbejdsmarkedspolitikken – områder, der ellers traditionelt ligger hos medlemsstaterne.

Og selvfølgelig er der grænser for, hvor langt man kan gå lige nu, men hensigten synes ikke at være til at tage fejl af. Kommissionens analyse er, at der er behov for langt mere EU på disse ellers følsomme områder.

For det tredje ønsker Kommissionen at skabe helt nye rammer for medlemslandenes økonomiske koordinering. Det tyder på, at Kommissionen ønsker at løsne på de fiskale rammer i EU.

Som man skriver:

”Going forward, strengthening debt sustainability through gradual fiscal consolidation should increasingly go hand in hand with safeguarding public investment and securing greater national ownership and better enforcement.”

Prisen for at lempe på de fiskale rammer for medlemslandene er naturligvis, at EU skal fylde mere.

Har vi blik for, hvad det indebærer?

Kommissionens tiltag falder på et tørt sted. Der er ingen tvivl om, at den europæiske økonomi er udfordret. Og der er som nævnt ovenfor også flere steder, hvor Kommissionens forslag utvivlsomt er den helt rette medicin.

Men den grundlæggende analyse synes skæv. Europa – EU – har næppe brug for mere statsstyrede investeringer. Der er brug for, at det overhovedet bliver mere interessant overhovedet at investere.

Her kommer vi ikke uden om f.eks. skattespørgsmålet. I EU har vi f.eks. en bund under selskabsskatten – måske der i stedet burde være en top?

Og det er i øvrigt en tanke, man sagtens kunne lege mere med generelt: Kunne man give bedre plads til reguleringskonkurrence mellem EU’s medlemslande.

Måske er der slet ikke behov for alskens rapporteringskrav – men blot for ensartede regler for håndtering af konkurser. Måske er der slet ikke behov for EU-standardstørrelser på vinflasker – men blot for minimumsstandarder på milljøområdet. Måske er der mere behov for at sikre, at der ikke reguleres end for EU-regulering.

Dereguleringspolitikken handler ikke om dergegulering

Tankerne her selvfølgelig både overfladiske, hurtige og ikke mindst kætterske, og udspillet peger på flere måder i den stik modsatte retning.

Kompasset handler med andre ord meget lidt om deregulering – altså egentlig afskaffelse af regler. Det handler om at reducere de administrative byrder, dvs. gøre f.eks. rapportering nemmere. Men de to ting er ikke nødvendigvis det samme.

Og tilbage står det store og ganske uafklarede spørgsmål om, hvordan de høje ambitioner om regelforenkling reelt skal indfries i praksis. Det er nemlig betydeligt nemmere at finde flertal og opbakning til nye regler end til at fjerne regler; der er altid nogen, der er (højlydt) imod.

Når man skræller alle de fine ord væk, er billedet af udspillet, at Kommissionen ønsker mere EU. Det er næppe overraskende, og det er næppe en vej til mindre EU-regulering på den lange bane.