“Trump vil udgøre et vendepunkt for sine allierede over hele verden. Mange vil lade sig overbevise af fornuften og falde fra. De, der bliver, risikerer at blive trukket ned i radikaliseringens kaninhul – og blive dér.” Det skriver den konservative historiker Bård Larsen fra den norske tænketank Civita.

Det er sjovt, eventuelt nedslående, at gå igennem gamle tekster. For omkring 15 år siden skrev jeg en artikel i Minerva om ekstremisme, populisme og radikalisme.

Dele af den tekst gengiver jeg her, men i revideret form. Mit syn dengang var, at højreradikalisme ikke var et stort problem og i hvert fald ikke mainstream på nogen som helst måde.

Begrebsforklaringerne fra dengang holder nok stadig, mens det politiske landskab har ændret sig dramatisk. Højreradikale bevægelser og ledere stormer frem. Skellet mellem de ideologiske akser er blevet mere diffust.

En komplicerende faktor er, at den “nye” metode for autoritær omvæltning består i at tage politisk kontrol over institutionerne, såkaldt ”state grabbing”, og ikke nødvendigvis at ødelægge dem som sådan. De autoritære klæder sig i fåreklæder og hejser ytringsfrihedens faner.

Hvem havde troet, at vi i FN skulle se USA stemme på samme side som banditstater som Rusland, Nordkorea og Hviderusland i et fælles svigt mod Ukraine?

Eller at den amerikanske vicepræsident skulle sendes til sikkerhedskonferencen i München ”with a mission”, nemlig at fortælle os, at USA og Europa ikke længere har noget værdifællesskab, og at det, der skal redde os, er de højreradikale.

Begreberne skifter betydning

Vi er altså kommet dertil, at begreber som “radikal” og “ekstrem” har ændret konnotation. Eller rettere: Betydningen af begreberne har fået fornyet og lokalt virkende kraft.

Begejstring for højreradikale i dag er knap nok sammenlignelig med de fjernere venstreradikale drømmerier under den kolde krig og senere. Den liberale verden rystes i sin grundvold af hjemlige radikale brandstiftere, og de kommer i al væsentlighed fra vores egen højrefløj.

Forholdet mellem ekstremt og radikalt er i og for sig enkelt nok. Den ekstreme vil bruge vold for at nå sine mål og knuse sine fjender, mens den radikale vil bruge politiske metoder til at ændre det bestående og skabe et helt nyt samfund – eller genskabe en mytisk fortid.

Højreradikale bevægelser og ledere stormer frem. Skellet mellem de ideologiske akser er blevet mere diffust.

Den ekstreme og den radikale er nogle gange enige om målet, men uenige om metoderne. Man kan også sige, at ekstremister simpelthen er voldelige radikale.

Flydende udtryk som “yderste højre” og “yderste venstre” har sin stærkeste berettigelse et sted i dette felt.

Hvad er populisme?

Populisme kendetegnes ofte af overbudspolitik og simple løsninger. Den gennemgående tone er, at “almindelige mennesker” eller “folk flest” bliver kørt over af eliten.

Forestillingen om en stærk leder, der let kan løse alle problemer, er også et velkendt træk i populistiske bevægelser, men tipper da over i det radikale. Populisme er i det hele taget en meget rummelig samlebetegnelse.

Der ligger også begrebets begrænsning. Lidt forenklet kan man sige, at både Senterpartiet og Trumps MAGA-bevægelse er populistiske, uden at dette gør os klogere.

Heller ikke, at Norges mest eksponerede populist er den allestedsnærværende kommunist Mímír Kristjánsson.

Hvis vi forholder os til den mest almindelige definition, som for eksempel ekstremismeforskeren Anders Jupskås har argumenteret for, kan vi sige, at højreradikale oftest er populister, mens langt fra alle højrepopulister er højreradikale.

Nøglebegreber er det liberale demokrati og pluralisme, og at disse både er middel og mål. Politiske radikalister ønsker at rive systemet helt eller delvist op med rode. Fremskrittspartiet (en blanding af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti) regnes derfor som et populistisk parti, men ikke højreradikalt.

Ekstremismen

De venstreekstreme, som der heldigvis ikke er mange tilbage af, er revolutionære, vil omskabe staten fuldstændig og overtage “det borgerlige voldsapparat” (politi og forsvar) med vold eller terror som fødselshjælper. I Norge er Arbeidernes Kommunistparti (AKP-ml) fra 1970’erne det nærmeste, vi kommer en venstreekstrem gruppering af betydning.

De venstreradikale vil – formodentlig ad demokratisk vej og ikke med vold – erstatte det liberale demokrati med noget andet (ifølge dem mere demokratisk), såsom et socialistisk samfund. H

vad et socialistisk samfund egentlig indebærer, er ofte diffust, men det fremgår som oftest, at der er tale om en politiseret stat frem for en liberal, “neutral” stat (som de under alle omstændigheder ser som tjener af borgerskabet). Dagens venstreradikale findes særligt i Rødt (svarende til Enhedslisten), men også blandt enkelte på venstrefløjen i SV (svarende til SF).

De højreekstreme vil styrte statsmagten med vold og “gøre noget” ved samfundets demografiske eller etniske sammensætning. I Norge har vi en tradition for forskellige små højreekstreme grupper, de fleste med nazistiske forbindelser.

Højreekstreme har også stået bag en række drab og terrorhandlinger på norsk jord, med Breiviks massedrab i en særklasse.

Hvad vil højreradikalismen?

De højreradikale vil omkalfatre statsmagten, men også det liberale demokrati (den dybe stat), som ifølge dem hverken har vilje eller evne til at beskytte majoritetskulturen og nationen. De vil standse det dybe kulturelle forfald, før det er for sent.

De benytter sig flittigt af pseudo-demokratisk retorik, såsom at de repræsenterer “det egentlige folk”. Erstatningen kan være et diktatur, men oftere i dag en løst defineret “illiberal” nationalstatsløsning.

Det indebærer en gradvis politisering af institutionerne, kontrol over medierne og valgsystemet samt andre former for ideologisk nepotisme. De ønsker at ændre det multikulturelle samfund gennem kulturel assimilation (helst) uden brug af udenom-parlamentarisk vold.

Det indebærer en gradvis politisering af institutionerne, kontrol over medierne og valgsystemet samt andre former for ideologisk nepotisme.

Blandt højreradikale er Viktor Orbán og Donald Trump forbilleder.

Historisk findes der mange eksempler på højreradikalisme, særligt i mellemkrigstiden. Sven Elvestad drev valgkamp for Frisindede Venstre samtidig med, at han hyldede Mussolini og ønskede fascisme “uden diktatur”.

I dagens Europa finder vi partier med klare højreradikale tendenser, såsom Frankrigs Nationale Samling, Tysklands AfD og Frihedspartiet i Østrig.

Ingen toneangivende organisationer i Norge repræsenterer sådanne synspunkter i dag. Men højreradikale findes i rigt mål på nettet, ofte på ret aparte og tydeligt konspirationsorienterede hjemmesider, i dele af Fremskrittspartiets vælgergrundlag og ikke mindst i kommentarfelterne hos diverse kulturkrigere på sociale medier.

Derudover udviskes skellet mellem højre- og venstresiden stadig mere, hvilket særligt ses i sammensmeltningen af autoritær højrepopulisme og venstreorienteret økonomi, kendt i folkemunde som “hesteskoen”. Der er god grund til at tro, at antallet af nordmænd, der sympatiserer med højreradikale ideer, vil vokse, ligesom det sker i resten af den vestlige verden. Norge er en del af verden.

På venstrefløjen har radikalismen stået stærkt i toneangivende partier, der har vaklet mellem demokratiforståelse og troen på proletariatets høj- eller lavpotente diktatur, mens en tilsvarende mellemposition næsten ikke har eksisteret på den norske højrefløj efter Anden Verdenskrig.

Hvis et parti har erklæret (på en urokkelig måde), at de ser det liberale demokrati som både middel og mål, kan det hverken betegnes som ekstremt eller radikalt. Det er et banalt, men enkelt, point. Skismaet står altså mellem at forstå politik som en evig proces, hvor magten fordeles og skifter hænder, og at forstå politik som et endemål, hvor magt giver ret.

Venstreradikalismens lange spor

Så hvordan kan man “måle” om nogen er højreradikale eller yderste højre? Her findes ingen autoriseret vægtning. Der findes få radikale partier eller personer, der åbent erklærer, at de ønsker at afskaffe demokratiet.

Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad der står i deres programmer og/eller hvordan de udtrykker sig offentligt. Derudover kan deres holdning til autoritære regimer og ledere i andre lande give ret klare indikationer på deres demokratiske sindelag.

Det er for eksempel vanskeligt at tolke visse europæiske højrepopulistiske partiers tætte forbindelser med Putins parti Forenet Rusland som andet end autoritært og radikalt.

Den norske venstrefløj til venstre for Arbeiderpartiet har næsten konsekvent, gennem alle årene siden Anden Verdenskrig og frem til og med den uforbeholdne omfavnelse af Venezuelas autokratiske leder Hugo Chavez, givet mere eller mindre helhjertet støtte til autoritære socialistiske regimer.

I SV fandt denne forbrødring sted samtidig med, at partiet erklærede sig som demokrater. Men var det troværdigt, altså i den forstand, at deres støtte til autoritær socialisme “udenlands” ikke havde nogen som helst betydning for deres syn på demokrati derhjemme? I partiprogrammerne til SV vrimlede det med lovord om at skabe et socialistisk samfund, men uden at dette blev konkretiseret.

Partiet stod altså i spagat mellem folk, der ønskede en socialistisk stat, og folk, der blot ville have en mere retfærdig fordeling. Alt i alt gav det dengang åbenbar mening at omtale SV eller i det mindste dele af SV som et venstreradikalt parti, eller som yderste venstre.

Hvornår er man højreradikal?

Hvad så med højrefløjen? Bliver for eksempel en nationalkonservativ til en højreradikal, hvis vedkommende støtter Donald Trump?

Eller sagt på en anden måde: Er det troværdigt, at en nationalkonservativ bliver fornærmet over at blive omtalt som højreradikal eller som en del af “yderste højre” og samtidig støtter Donald Trump?

Altså en højreradikal præsident med enorm magt, der, ud over at være en notorisk løgner, blankt afviser demokratiske valgresultater, ophidser højreekstreme tilhængere til at angribe den folkevalgte forsamling, for siden at benåde dem?

En lederskikkelse, der i bedste fald kan betegnes som protofascist? Det er et åbent spørgsmål. Verden er global, uanset om man vil det eller ej.

En konservativ er af natur kulturpessimist.

Hvis vi oplistede ti punkter med konservative bekymringer, små og store, som for eksempel globalisering, indvandring, wokeisme, grøn omstilling, hedonisme, liberal atomisme, mangel på autenticitet, afkristning, transaktivisme og kulturelt forfald, så deles disse meget ofte af både almindelige liberalkonservative og radikalkonservative.

Problemet er, at de mest alarmistiske problemformuleringer kan blive overdrevent tillokkende for visse personer.

Det siver igennem sprækkerne, også fordi næsten al radikalisme er ekstreme varianter af noget, der i udgangspunktet er forsigtigt og moderat. I den konservative historie har der altid eksisteret en radikalkonservativ, en Spengler, altså en person, der mener, at verden er på randen af kollaps, og at kun en omvæltning og en stærk leder kan redde nationen fra undergang.

Det er ganske enkelt ikke sundt for en gennemsnitlig konservativ at blive besat af woke-fænomenet.

Trump rydder vejen for højreradikalismen

Der er ingen tvivl om, at Trumps første præsidentperiode åbnede dørene for mange højreradikale, der tidligere havde holdt sig i skyggen i Vesten. Den kommende periode, altså Trumps anden, vil åbne dem på vid gab.

Vi går ind i en alvorlig og kritisk tid, hvor den virkelige modsætning vil være mellem demokratier og autoritære regimer. Det er en illusion at tro, at man kan balancere mellem begge uden at tage ansvar for konsekvenserne. Bordet fanger.

Dette gælder, selv om vi på en eller anden måde må forholde os til Trump de kommende år, hvad enten vi vil det eller ej. Det vil nødvendigvis medføre en del pragmatisme, som vi for eksempel har set fra Jens Stoltenberg (tidligere NATO-chef).

Realpolitisk samarbejde handler om nødvendighed, ikke mindst i sikkerhedspolitikken. At støtte trumpismen er imidlertid noget ganske andet. Det indebærer at adoptere politiske synspunkter, holdninger og adfærd, der ikke er forenelige med et liberalt demokrati. Vi ser allerede trumpister, der forsøger at tage Stoltenberg og andre ansvarlige politikere til indtægt for deres egne dagsordener.

Så kan man sige, at hvem som helst ikke nødvendigvis er højreradikal, fordi man støtter trumpismen eller på andre måder videreformidler højreradikales tankegods. Men det er utvivlsomt yderst uansvarligt.

Alternativt kan man selvfølgelig også være kontrær, eller ganske enkelt opportunistisk demokrat (demokrat, når det passer, autoritær andre gange, alt efter behov). Hvorvidt det i så fald er retfærdigt at blive betegnet som “højreradikal” eller “yderste højre”, bliver snarere et spørgsmål om præcision end en skivebom.

En mindre gruppe af anti-woke (angiveligt) liberale udviser også “forståelse” for Trump og andre højreradikale kulturkrigere. Disse anti-wokere har, med en vis ret, gennem mange år set deres mærkesager blive latterliggjort og marginaliseret i den offentlige debat.

Så handler alt om Trump? Desværre er svaret næsten ja.

De er trætte og vrede over, hvad de opfatter som cancel-kultur, multikulturalisme og ideologisk sekterisme på den akademiske venstrefløj samt en eftergivenhed blandt andre liberale. Derfor kan Trumps korstog mod woke og politisk korrekthed fremstå som tillokkende.

De højreradikale kulturkrigere taler ytringsfrihedens sag, så at sige. Her opstår dog nogle åbenlyse blindspots. For eksempel at ytringsfrihedsfundamentalisten flirter med eller bagatelliserer en politisk bevægelse, der udgør en akut trussel mod demokratiet, de liberale institutioner og ytringsfriheden. Det oplagte spørgsmål er naturligvis, om det da overhovedet giver mening at kalde sig selv liberal.

Så handler alt om Trump? Desværre er svaret næsten ja. I hvert fald hvis spørgsmålet er, hvorvidt politisk radikalisme i vores tid er centralt for forståelsen af den nuværende udvikling. Den periode, vi går ind i, vil blive sjældent udfordrende og uacceptabel set fra et hvilket som helst liberalt standpunkt.

Trump 2 vil føre til begivenheder, som få af os kan forestille os, med en fuldstændig ubegrænset, hævngerrig og eskalerende Trump, der åbent beundrer brutale autokrater, og som nu også opfatter sig selv som Guds udvalgte, omgivet af hofnarrer, absurdisme og nogle af verdens rigeste mænd.

Trump vil udgøre et vendepunkt for sine allierede over hele verden. Mange vil lade sig overbevise af fornuften og falde fra. De, der bliver, risikerer at blive trukket ned i radikaliseringens kaninhul – og blive dér.

Artiklen er i en anden udgave bragt i det norske tidsskrift Minerva