Redaktør, ph.d. Jens Lei Wendel-Hansen tager os med til de amerikanske sydstater for at undersøge den konservative tradition, som i århundreder har præget dette område. Her udfordrer han vores forståelse af, hvordan fortidens forsvar for slaveriet og de dertilhørende værdier har formet sydstaternes historieopfattelse og konservative tradition. Du kan tegne abonnement på Årsskriftet Critique her.
Forud for det republikanske primærvalg i New Hampshire blev kandidaten Nikki Haley på et vælgermøde i slutningen af december 2023 stillet spørgsmålet, hvad årsagen til Den Amerikanske Borgerkrig var. Tydeligt utilpas ved spørgsmålet forsøgte hun alligevel at besvare det:
I think the cause of the civil war was basically how government was going to run, the freedoms and what people could and couldn’t do, […] I think it always comes down to the role of government and what the rights of the people are, and I will always stand by the fact that I think government was intended to secure the rights and freedoms of the people. It was never meant to be all things to all people. Government doesn’t need to tell you how to live your life. They don’t need to tell you what you can and can’t do. They don’t need to be a part of your life. They need to make sure that you have freedom. We need to have capitalism, we need to have economic freedom, we need to make sure that we do all things so that individuals have the liberties so that they can have freedom of speech, freedom of religion, freedom to do or be anything they want to be without government getting in the way.
Inden denne noget besværede boltren sig i amerikanske politiske klicheer havde Haley indikeret, at hun ikke synes, det var et nemt spørgsmål.
Det var spørgeren ikke enig i. Han kvitterede for svaret ved at udtrykke sin forundring over, at Haley kunne besvare det stillede spørgsmål uden en eneste gang at inddrage ordet ”slaveri”.
Den Amerikanske Borgerkrig varede fra 1861 til 1865 og blev udkæmpet mellem den nordlige og den sydlige del i USA. Krigen var en kulmination på stadig større konflikt mellem staterne i syd, hvor de sortes slaveri ikke bare var lovligt, men afgørende for områdets næsten udelukkende landbrugsbaserede økonomi, og staterne i nord, hvor industrien var begyndt at fylde mere i den dog stadig overvejende landbrugsbaserede økonomi, og hvor slaveriet var blevet afskaffet en stat ad gangen.
Med valget af republikaneren og slaverimodstanderen Abraham Lincoln til præsident i 1860 meldte først staten South Carolina og siden seks andre slavestater (Mississippi, Florida, Alabama, Georgia, Louisiana og Texas) sig ud af unionen ud fra den frygt, at Lincoln ville undergrave slaveriet som institution. Som følge af krigsudbruddet den 12. april 1861 meldte yderligere fire slavestater (Virginia, Arkansas, North Carolina og Tennessee) sig under de såkaldte Amerikas Konfødererede Staters (C.S.A.) fane.
Slaveri spillede så afgjort en nøglerolle i konflikten, og det er der ingen grund til at tro, at Haley ikke godt er og var klar over. Haley er tidligere guvernør i South Carolina, oprørets ophavssted. Hun har tilmed selv været konfronteret med det røre, som Sydstaternes, og dermed i særlig grad hendes egen hjemstats, historiekultur stadig skaber.
Det var Nikki Haley, der som guvernør lod fjerne Konføderationens karakteristiske kampflag 1863-65, det blå andreaskors med hvid kant og 13 hvide stjerner på en rød baggrund, fra flagstangen foran South Carolinas delstatsparlament i Columbia.
Det skete i 2015 som en følge af den hvide nynazist Dylann Roofs massakre på ni sorte borgere i en kirke i Charleston. Roof havde netop hyppigt ladet sig fotografere med netop Konføderationens kampflag og ved sydstatssoldaters krigergrave og dermed sat sine synspunkter i forbindelse med sydstatsikonografien.
Den kryptiske udtalelse fra Haley i 2023 kan læses som et udtryk for et behov i Sydstaterne for at drage noget konstruktivt politisk af Sydstaternes løsrivelse og kamp under Den Amerikanske Borgerkrig. Sådanne forsøg fremstår normalt, som det også fremgår i Haleys udtalelse, i en konservativ form, i hvert fald ud fra en amerikansk betragtning.
I vore dages USA – efter opgør med både slaveriet og de efterfølgende 100 års segregation i Sydstaterne – vil en tilsyneladende tilslutning til politisk racisme efterlade en amerikansk politiker med et vist forklaringsbehov. Den republikanske kandidat til præsidentvalget i november 2024, Donald Trump, har over for beskyldninger om racistiske udtalelser tilmed som præsident i 2019 erklæret sig som ”the least racist person there is anywhere in the world”.
Dette er dog siden blevet betvivlet fra anden side – ikke mindst, da Trump over for en forsamling af sorte journalister beskyldte den demokratiske præsidentkandidat Kamala Harris, der er af delvist indisk, delvist jamaicansk afstamning, for at vildlede den amerikanske befolkning, hvad angik hendes etnicitet.
I et sådant politisk klima må et forsøg på at drage noget som helst positivt af Sydstaternes kamp i Den Amerikanske Borgerkrig nødvendiggøre et med kirurgisk præcision anlagt snit, der magter at fjerne slaveriet som årsag til Sydstaternes opstand, uden at Borgerkrigen ender med at være meningsløs.
Det har ofte været gjort ved at henvise til states’ rights, altså betoningen af den enkelte stats rettigheder over for en klart afgrænset føderal autoritet. Den finder sin juridiske og moralske støtte i det tiende tillæg til den amerikanske forfatning, som blev tilføjet i 1791:
The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.
Med denne henvisning bliver Den Amerikanske Borgerkrig til en kamp for den enkelte stat til selv at bestemme sin egen skæbne og slaveriet bagatelliseret som bare et af disse emner – en institution, der sikkert alligevel var gået i sig selv kort tid efter Borgerkrigen.
Et eksempel på denne tilgang er den konservative teoretiker Russell Kirks kapitel om sydstatskonservatisme i afhandlingen The Conservative Mind fra 1953.
Bogen var fra Kirks side et ideologi-arkæologisk projekt, hvor han forsøgte at lokalisere, eller etablere, en historisk konservativ tradition i USA i samspil med den britiske.
Her blev de to plantage- og slaveejere i Sydstaterne John Randolph (1773-1833) og John C. Calhoun (1782-1850) til de fremmeste repræsentanter for en sydstatskonservatisme baseret blandt andet på deres opfattelse af toldspørgsmålet og delstaternes frihed.
Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.