KRONIK – Donald Trump har været en præsident i en måned. Hvad har han udrettet – og hvad er der udsigt til? Det ved månedens kronikør noget om, for han har arbejdet for fire amerikanske præsidenter gennem årtier.

Donald Trump er acquired taste. Donald Trump er en bølle. Donald Trump er et frisk pust. Donald Trump er en oligark. Donald Trump er en dømt forbryder. Donald Trump er personificeringen af den amerikanske drøm. Donald Trump er en forkælet narcissist. Donald Trump er ____________ (udfyld selv beskrivelsen).

Ingen amerikansk politisk figur i de sidste hundrede år har fået så megen omtale og inspireret så meget kærlighed og had som Donald John Trump. Ikke engang Bill Clinton eller John F. Kennedy med deres hyperaktive libidoer, ikke Nixon med Watergate, ikke Bush med Irak-krigen, ikke Obama for konstant at spille racekortet og heller ikke Franklin Roosevelt med sin socialistiske tilgang til at løse USA’s økonomiske problemer.

Hårdføre pionertyper

Man skal sandsynligvis tilbage til Abraham Lincoln for at finde et USA så splittet og en præsident, der samtidig er så beundret og foragtet af så mange. Når det er sagt, har europæerne store problemer med Trump og med stærke ledere, især dem med enorm magt, der er villige til at bruge den. Deres minder om fascisme og lange historier med indbyrdes krige har gjort dem mistroiske overfor ledere, der taler om nationalisme og om at gøre deres eget land bedre end de andre.

Det ligger dybt i den europæiske natur at misbillige sådanne ledere. Nu skal europæerne håndtere en leder, der minder dem om, at USA stadig domineres af hårdføre pionertyper, som hellere vil lytte til en, der lyder mere som John Wayne end Barack Obama. Håb var aldrig en plan, og det vidste de fleste amerikanere, selvom Obama-administrationen brugte det som et forsøg på radikalt at ændre den amerikanske kultur.

Årsager

Med det som baggrund for nutidens virkelighed er det værd at gentage nogle få fakta: Donald Trump vandt et stemmeflertal (over 77 millioner af dem) og 312 valgmandsstemmer (42 mere end nødvendigt for at blive præsident), og han erobrede seks stater fra Demokraterne, hvilket sikrede hans sejr (alle andre stater stemte som i 2020).

Trump blev valgt, fordi et flertal af amerikanere ønskede en grundlæggende forandring i økonomien, indvandringspolitikken, kulturen og måden, politik blev ført i landet. De ønskede en “straight talker” og en “straight shooter” – en person, der ville rydde op i Joe Bidens og Kamala Harris’ rod. De ville have en sikker grænse, mere ytringsfrihed, ingen mænd i kvindesport, lavere priser med en mere stabil økonomi og respekt på verdensscenen for, hvad USA står for og har gjort siden slutningen af Anden Verdenskrig.

De ønskede også færre udlandseventyr og at undgå nye krige. De ville have en, der sagde højt, at Amerika ikke er et racistisk land, og som kunne vende destruktive politikker, der favoriserede folk udelukkende på grund af deres hudfarve eller køn. De ønskede meritokratiet tilbage og regnede med, at Trump kunne levere det.

2.0

Det bringer os til i dag – måned ét og år ét af Trump 2.0. Siden sin indsættelse har han haft travlt med at underskrive præsidentielle dekreter, der ophæver mange af Biden-administrationens politikker. Den vigtigste af dem er dekretet, der erklærer en national nødsituation ved den sydlige grænse. Trump lovede at gøre Amerika sikkert igen ved grænsen og er fast besluttet på at opfylde løftet, om nødvendigt med militæret.

Dernæst kommer deportationerne af kriminelle illegale immigranter, og det vil snart blive fulgt op med at fratage føderal finansiering fra stater og byer, der nægter at samarbejde med de føderale myndigheder om at videregive oplysninger om illegale immigranter, som de beskytter under deres selvudråbte “sanctuary city/state”-status.

Interessant nok er indvandring også et problem i Europa, hvor flere nationer oplever en højredrejning i deres politik for at sikre deres grænser mod massiv illegal immigration. Som Trump gentagne gange har sagt: “Uden en grænse har du intet land.” Andre dekreter vedrører pålæggelse af toldsatser på visse lande, der enten har undladt at tage hånd om handelsubalancer med USA eller nægter at fjerne ikke-toldmæssige barrierer, som har givet dem en konkurrencefordel.

Trump mener det alvorligt, når det gælder om at finde en mere fair handelsbalance og få flere amerikanske varer ud til udenlandske forbrugere. Lande med store handelsoverskud med USA bør være forberedte, for toldhammeren vil falde, især inden for specifikke produktkategorier, som kan påvirke mange lande i EU.

Opgør med woke

Der er to køn: mand og kvinde. Aldrig før i hele Amerikas historie har en præsident været så dristig at sige det, som videnskab, biologi og vi alle i den virkelige verden altid har vidst. Ved at komme med denne udtalelse og underskrive dekreter, der beskytter kvinders rettigheder i sport, samt ved at udfordre den magtfulde “alternative seksuelle livsstils”-lobby, har Trump trukket en linje i det kromosomale sand.

For at rette op på skaden på den amerikanske kultur krævedes denne erklæring samt en eliminering af radikal ”DEI”, ”CRT” og andre racistiske og anti-meritokratiske tiltag i det amerikanske militær og i regeringsinstitutioner. Det forventes, at amerikansk industri vil følge trop og generobre retten til at forfremme og belønne medarbejdere baseret på præstationer frem for kvoter.

Det er også en opvågnen for de amerikanske universiteter, der modtager føderale midler, om at afskaffe deres “woke” ”DEI”-politikker og personale, ellers vil de miste finansieringen.

Grønland

Hvad betyder det at udvide amerikansk rækkevidde ud over det mulige? Og hvad med Panamakanalen og Grønland? Hvad vil Trump, og vil han få succes?

Det kan være for tidligt at sige, hvor seriøs præsidenten er omkring at få Panamakanalen tilbage til USA, men én ting er sikkert: Hvis omkostningerne ved at bruge kanalen ikke nedsættes for amerikanske kommercielle og militære skibe, vil præsidenten handle. Hvordan, ved vi endnu ikke. Når det gælder Grønland, har præsidenten vakt en sovende kæmpe ved at påpege, at den danske regering, som mange kritikere siger, har sovet i timen i forhold til Grønland/Danmark-forholdet.

Ved at åbne muligheden for et salg eller en anden form for partnerskab/forvaltning mellem USA og Grønland har Trump faktisk øget Grønlands ejendomsværdi og tvunget den danske regering til at se visse ubehagelige realiteter i øjnene og rette op på nogle af ulighederne i forholdet ved at sende flere ressourcer dertil. Det er den gode nyhed.

Den mindre gode nyhed er, at ved at gøre hele spørgsmålet offentligt har både USA og Danmark gjort det sværere at forhandle deres positioner. Ånden er nu ude af flasken og kan ikke sættes tilbage, så begge lande må tage et skridt tilbage og overveje deres muligheder fremadrettet. Direkte konfrontation over spørgsmålet vil ikke løse det, ligesom det heller ikke vil hjælpe at søge beskyttelse fra større lande i EU.

Trump truer ikke med at invadere Grønland eller tage det med magt. Hans udtalelser om ikke at udelukke magtanvendelse var rettet mod Panamakanalen, ikke Grønland.

Det varme jern

Hvor er det hele på vej hen?

Bottom line er, at når det gælder Trump-administrationen og de kommende fire år, må verden simpelthen lære at forvente det uventede, og heri ligger udfordringen. Kan diplomater og verdensledere finde et nyt, højere niveau af fleksibilitet, eller sidder de fast i det gamle diplomatis verden med diplomatiske notater og endeløse diskussioner, der ikke fører nogen vegne? Det vil vi snart finde ud af, for Trump-holdet ved, at de fleste af de ændringer, Trump ønsker, skal komme før midtvejsvalgene i 2026. Jernet er varmt.

Hvornår og hvor vil det slå til næste gang?