Trump
Foto: Gage Skidmore

Derfor bør vi håbe, at Trump opnår genvalg

20. september 2020
16 minutters læsetid

I danske såvel som mange amerikanske medier omtales Donald Trump ofte med lidet flatterende adjektiver som ”løgnagtig”, ”destruktiv” og ”splittende”. Dr.phil. Flemming Steen Nielsen tegner her et anderledes positivt billede af Trump og håber for Vestens skyld, at han opnår genvalg den 3. november.

Af Flemming Steen Nielsen

I forordet til sin seneste bog, Seeing Ourselves: Reclaiming Humanity from God and Science, omtaler filosoffen Raymond Tallis de seneste år som: ”… en tidsalder domineret af de sociale medier, i hvilken lederen af hvad man kalder Den Frie Verden er en destruktiv, løgnagtig rolling, som ophøjedes til embedet gennem reality-TV” (s. xv; min oversættelse).

Meninger over frisure

Jeg troede, jeg efterhånden var blevet immun over for den slags politisk korrekte mishagsytringer om USA’s folkevalgte præsident. Hvis man ikke kunne se bort fra amerikanske eller danske mainstream-mediers daglige latterliggørelse og misinformation angående Donald Trump (og hvis man ikke på alternative medier kunne glæde sig over mere voksne og velorienterede indlæg fra f.eks. Tucker Carlson, Victor Davis Hanson, Lars Hedegaard, Bent Jensen eller Asger Aamund), så ville man have svært ved holde humøret oppe i disse år. Men når en lærd, original, skarpsindig og modig tænker som Raymond Tallis i et værk om et helt andet emne påstår, at den amerikanske præsident er destruktiv, løgnagtig og barnligt stupid, føler jeg trang til at ordne og formulere grundene til min uenighed.

Efterhånden som jeg bemærkede, at et stor flertal af akademikere, politikere, venstreaktivister, Wall Street bankfolk, tænketanke, medier og underholdnings-industriens folk var rørende enige om at frakende denne Donald Trump enhver menneskelig og politisk værdi, så vaktes min mistro og interesse. Derfor har jeg i nogle år studeret fænomenet Trump ret grundigt – med henblik på hans meninger og beslutninger snarere end hans frisure og accent. Min konklusion er at han, så langt fra at være destruktiv, ubegavet og løgnagtig, allerede har vist sig at være en af de største amerikanske præsidenter.

Er Trump en løgner?

Det eneste, de fleste mennesker ved om Trump, er at ”han er løgner”. For mig at se lyves der mere om ham, end han selv lyver; og i en meget vigtig henseende lyver han ikke – nemlig i den forstand i hvilken de fleste andre politikere lyver. Typiske politikerløgne er: At love vælgerne noget, som notorisk aldrig nogen sinde kunne opfyldes; at love noget, man på ingen måde har til hensigt at opfylde; eller at udstede løfter under valgkampen, man så ikke opfylder, når man er valgt, selvom de godt kunne realiseres. Så vidt jeg kan se, er Trump enestående hvad angår både hans løfters klarhed og den energi, han har lagt i at indfri dem (se hertil Conrad Black: Donald J.Trump – A President Like No Other).

For eksempel lovede han at nedsætte skatterne; og hurtigt fik han The Tax Cut and Jobs Act of 2017 gennem Kongressen – med det resultat han havde forudsagt: Nye firmaer skabtes og dermed millioner af nye arbejdspladser (ikke mindst sorte og latinamerikanere nød godt af disse muligheder skabt af ”racisten” Trump). Firmaer som præsident Obamas industrifjendtlige politik havde fået til at flytte produktionen til tredjeverdenslande, begyndte at vende tilbage. I det hele taget medførte skattelettelserne et generelt økonomisk opsving og forøgede produktiviteten, beskæftigelsen og lønningerne – tilsyneladende uden at reducere skatteprovenuet (jf. Stephen Moore & Arthur Laffer: Trumponomics; Newt Gingrich: Trump’s America).

Trump lovede også en ny energipolitik, og han indførte straks en sådan. Man trådte ud af den patetiske Pariseraftale, og Obamas kostbare antifossil-politik afløstes af frihed til at udnytte nye udvindingsmetoder, hvilket førte til, at USA nu er energieksportør – hvorved landet frigøres fra mellemøstlige oliediktaturers jerngreb.

Som Churchill, Kennedy og Reagan, og i klar modsætning til Barack Obama og Hillary Clinton, er Trump af den overbevisning, at militær svaghed lettere fører til krig end militær styrke. Han havde lovet et stærkere forsvar og påbegyndte straks genopbygningen af USA’s skrantende militær. Besynderligt nok havde USA i årevis fundet sig i, at de fleste NATO-lande ikke havde betalt deres del af militærudgifterne. Jeg kan ikke se noget galt i Trumps krav om, at de lever op til deres oprindelige aftaler. De er nu så småt begyndt på dette.

Trump tilsidesatte som lovet den grotesk ensidige Iran-aftale og afskaffede myriader af andre skadelige aftaler, love og regler fra Obamas tid og tidligere (se Matt Margolis: Trumping Obama). Forresten kan det undre, at både danske og amerikanske liberalister og libertarianere ikke yder Trump den retfærdighed at anerkende, at han som måske den første moderne politiker i stor stil rydder op i sin nations love og regulativer.

Muren

Han lovede The Great Wall på grænsen til Mexico. Det Demokratiske Parti, som ellers historisk set har arbejdet for kontrolleret indvandring, modarbejder nu stædigt Trumps mur i Kongressen – hvilket er den eneste grund til, at den ikke helt er blevet en realitet. Nu har de pludselig intet imod en strøm af demokratisk stemmekvæg, selv om dette vil reducere lønningerne og føre til arbejdsløshed for de lovlige indbyggere. For Trump er en præsidents vigtigste opgave at beskytte landets borgere, og han mener, at kun en vel bevogtet mur kan holde islamiske terrorister og ulovlige stoffer ude. Som europæer i skyggen af den islamiske invasion (eller skulle jeg sige ”invitation”?) forstår jeg udmærket hans synspunkt. Det bør nævnes, at Trump ikke er imod immigration som sådan; blot ønsker han at sikre sit land imod ulovlig immigration (jf. Michelle Malkin: Open Borders Inc.: Who’s Funding America’s Destruction?).

Han lovede at håndtere problemet med Nordkorea – og gjorde det faktisk. Folk synes at glemme, at der for tre år siden herskede en udbredt frygt for, at Nordkorea ville ramme vestlige baser eller byer med kernevåben. Hvorfor hører vi efter Trumps samtaler med Kim Jong-un ikke mere om dette?

Han lovede at stoppe Obama-periodens fjendtlige behandling af Israel. Den afsky over for det moderne Israel, som hersker blandt europæiske og amerikanske intellektuelle, har altid undret mig. Selv beundrer jeg dette videnskabeligt og teknologisk avancerede og humane demokrati – det eneste i Mellemøsten. Tidligere præsidenter havde lovet at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, men havde fundet det ”umuligt” at gøre dette. Trump gjorde det bare.

Dette skulle være tilstrækkeligt til at vise, at Donald Trump hverken er ubegavet eller specielt barnlig. Desuden kan man pege på en række ”karaktervidner” til forsvar for det synspunkt, at han – selv om han konstant udskældes som ”uvidende”, ”uligevægtig”, ”sær” eller ”grov” – besidder gode politiske instinkter og et ikke ringe skarpsind. Victor Davis Hanson, Phyllis Schlafly, David Horowitz, Roger Kimball, Peggy Noonan, Lars Hedegaard, Newt Gingrich, Lou Dobbs, Nikky Haley, Denzel Washington, Dinesh D’Souza eller Arthur Laffer kunne nævnes. Her er aldeles ikke tale om tåber eller ignoranter.

Reality-stjernen Trump

Kan Trump virkelig, som antydet af Tallis, alene takke sin store succes inden for reality-tv for, at han blev valgt til præsident? Faktisk var han gennem en del år kendt for sine stærke common sense-synspunkter på både inden- og udenrigspolitik (jf. Donald Simms: Donald Trump – The Making of a World View; Bill O’Reilly: The United States of Trump). Journalister og politikere over hele verden har fundet det dybt mystisk, at han overhovedet kunne vælges.

Der er dog intet mærkværdigt i dette, hvis man er opmærksom på den stedse kraftigere opsplitning, der har præget USA i de senere årtier. Befolkningen synes i stigende grad opdelt i to klasser; lad os kalde dem ”De Magtfulde” og ”De Forsvarsløse”. De Forsvarsløse (Obama’s bitter clingers eller Hillary Clintons ”basket of deplorables”) stod uden en forsvarer; de indså at Trump kunne udfylde rollen; og nu har de deres oprigtige og effektive talsmand (se K.T. McFarland: Revolution: Trump, Washington and We the People). Lidt om denne Great Divide, som den af og til kaldes:

De Magtfulde og De Forsvarsløse

For et par generationer siden kunne enhver borger i Amerika få en god uddannelse. I dag er skolevæsenet, som alle ved, en katastrofe. De Magtfulde er ubekymrede; de har råd til at sende deres børn i gode privatskoler og på fine universiteter. De Forsvarsløse kan være tilfredse med, at Trump udnævnte Betsy de Vos – en stor tilhænger af voucher-systemet (pengene bliver ved barnet og der er frit skolevalg og dermed konkurrence skolerne imellem) – til at bekæmpe lærernes almægtige fagforeninger; beskytte de yderst succesfulde, men mærkværdigt foragtede charter schools (jf. Thomas Sowell: Charter Schools and Their Enemies); samt genoprette professionshøjskolerne.

De Magtfulde bliver rigere fra en administration til den næste; de Forsvarsløse bliver fattigere og mere magtesløse, og middelklassen skrumper ind. Udlicitering (outsourcing) til den Tredje Verden er en fordel for rige virksomhedsejere, men betyder færre jobs for middelklassen og arbejderne. Banker og hedge funders bliver rigere og rigere, som regel med liden risiko for dem selv. Kongressen tager sig ikke af De Forsvarsløse, men både republikanske og demokratiske politikere kan købes af de rige via lobbyisme. Den voksende mængde regler og regulativer gør livet til et helvede for mindre virksomheder, som ikke har råd til at hyre kostbar juridisk assistance. Trump har afskaffet flere love og regler end nogen anden nyere præsident og arbejder på en lovgivning, der forbyder afgåede politikere og bureaukrater at slå sig ned som lobbyister de første fem år.

De Magtfulde starter krige for at bringe demokrati til Mellemøsten. De Forsvarsløse udkæmper disse krige og bliver dræbt i dem. Trump er den første amerikanske præsident i lang tid, der ikke har startet en krig. Han knuste ISIS ved snusfornuftigt at lade de militære ledere på stedet bestemme taktikken i stedet for Pentagon.

Som bl.a. Victor Davis Hanson og Kurt Schlichter har påpeget, har den store opsplitning også et geografisk aspekt, idet modsætningsforholdet i vid udstrækning består mellem kystbyerne og det mellemliggende flyover-country. Centralregeringen, de store lærdomscentre, finanscentrene og magtfulde Hollywood befinder sig på Øst- og Vestkysten. Kystbyernes rigdom og indflydelse vokser og vokser, og de trives med globaliseringen. Flyover-området mister jobs til udviklingslandene. Dets borgere prøver forgæves at udleve den amerikanske drøm – Hollywood parodierer og nedgør dem. Slagordet Make America Great Again lyder nærmest komisk i New York og Los Angeles (og i Vesteuropa), men giver god mening i Kansas (se Victor Davis Hanson: The Case for Trump; Kurt Schlichter: Militant Normals: How Regular Americans Are Rebelling Against the Elite to Reclaim Democracy).

Trumps løsning på problemet om The Great Divide og De Ubeskyttedes krise er at styrke den amerikanske fællesskabsfølelse og forbedre mellem- og underklassens livsbetingelser uden at svække overklassen – alt sammen gennem et gigantisk økonomisk opsving. Hans løsning er naturligvis i bund og grund en kapitalistisk løsning i klar modsætning til demokraternes bevægelse henimod en slags radikal socialisme eller kommunisme – den ideologi som har ført til totalstat og umådelige menneskelige lidelser når og hvor den er forsøgt realiseret (jf. Dinesh D’Souza: United States of Socialism).

Trumps plan til genoplivelse af de Forenede Stater opsummeres glimrende af Victor Davis Hanson, når han taler om

den helbredende idé om en hurtig økonomisk vækst og … millioner af nye, velbetalte jobs. At tro på, at økonomisk fremskridt stadig var muligt, var samtidigt at indrømme at amerikanerne tidligere havde været bundet på hænder og fødder, nedslåede uden grund eller pinligt vildledte. Derfor: Sæt dem fri. Lad dem føle glæden ved at arbejde, ved at blive velhavende, og lad dem nyde deres overflod. Så vil de måske chokere verden med deres produktivitet og videbegær. (Victor Davis Hanson: The Case for Trump, s. 83-84; min overs.)

Er Trump destruktiv

Er Trump specielt destruktiv? Det mener jeg ikke – undtagen i den forstand at hans valgsejr, hans energi og hans hurtige resultater må være oplevet som yderst ødelæggende for hans modstandere. Det må have føltes yderst generende for f.eks. en Washington-politiker, en tidligere præsident eller en beundret politisk kommentator at se Trump på præsidentposten mod alle odds og straks præstere løsninger på mange økonomiske og politiske problemer, som betragtedes som uløselige i umindelige tider. Yderst misundelsesvækkende at se amatøren være en bedre politiker end politikerne!

For eksempel havde Barack Obama på sin uforligneligt autoritative manér deklareret, at den fremtidige økonomiske vækst aldrig ville kunne komme over 2%. Ikke desto mindre påstod han, i samme øjeblik væksten steg til 4% under Trump, at dette skyldtes hans egen politik. Mainstream-medierne pegede aldrig på denne og lignende modsigelser. Det var, som om de havde indgået en tavs overenskomst om i stedet at kritisere og forvrænge enhver af Trumps ytringer og forbigå alle hans succeser. De fremturer også – på en måde, jeg ikke mener at have observeret i et moderne demokrati i fredstid – ved systematisk at fortælle direkte usandheder om hans og hans families privatliv (se Kurt Schlichter: The 21 Biggest Lies about Donald Trump).

Det Demokratiske Parti valgte at ophøre med næsten al almindelig politisk debat og alt arbejde for deres egen agenda for i stedet at forsøge at afsætte en lovligt valgt præsident. Hvis jeg har lært noget af Mueller-undersøgelsen og de mislykkede forsøg på impeachment, så er det, at Trumps modstandere har forsøgt (på profylaktisk vis kunne man sige) at få ham dømt for handlinger, de selv er rædselsslagne for at blive anklaget for, såsom Hillarys relationer til Rusland eller Hunter Bidens til Ukraine. Dog, hvis de håbede på at ødelægge hans fokus på jobbet, tog de ganske fejl. Hans mentale robusthed og hans personlige energi er enestående (Doug Wead: Inside Trump’s White House); og jeg frygter ikke, at deres systematiske terror vil gøre ham ukampdygtig. Jeg er mere nervøs for, at han vil blive myrdet ved et attentat.

Twitter-diplomatiet

Jeg mente en overgang, at Trumps brug af Twitter var irriterende og måske hans største svaghed; men så sagde en meningsfælle til mig: ”Hvad pokker skal manden ellers gøre? 90% af pressen ønsker ham afsat og forvrænger alt, hvad han siger, i de mest vanvittige retninger!” Jeg måtte give ham ret og tænker nu, at det egentlig er en fremragende (om end naturligvis risikabel) måde at meddele sig direkte til det amerikanske folk, han her har valgt. Formentlig ville Trump slet ikke være blevet præsident uden de sociale medier. Hans holdninger og løfter ville være forblevet ukendte for den brede befolkning. De sociale medier indebærer ganske vist mange farer; men de giver dog adgang både til den brede befolknings meninger og til enspænderes indsigter.

Jeg ser det af og til fremført i den danske debat, at Trump er en forfærdelig præsident, fordi han ikke tager afstand fra amerikanske borgeres ret til at eje våben, hvad der skulle være årsagen til de udbredte skoleskyderier og lign. Selv har jeg altid ment, at dette spørgsmål er mere kompliceret end som så. Nok er jeg glad for, at vi i Danmark ikke har en tradition for ”et våben i hvert hjem”; men kan jeg udelukke, at jeg ville bevæbne mig, hvis jeg var borger i USA? Forbryderne vil altid kunne anskaffe sig våben, det ville selv den strengeste lovgivning ikke kunne forhindre; og politiet kan ikke beskytte os alle i alle situationer; så ville det ikke være fair, om vi lovlydige borgere også kunne bevæbne os? Hvem siger forresten, at det i disse folkevandringstider ikke en dag bliver en sidste udvej for danskerne?

Trump og globaliseringen

Er Trumps politik ødelæggende for globaliseringen? Hvis man ved ”globalisering” forstår en bevægelse i retning af en multikulturel utopi, dvs. afskaffelse af nationale grænser og traditionelle kulturer og koncentrationen af politisk magt i overnationale organisationer evt. kombineret med en verdensregering, så deler jeg Trumps afvisning af denne. Mener man derimod med dette udtryk den frie udveksling af ideer og varer mellem individer og lande i en global markedsøkonomi, så deler jeg hans begejstring for den. Den har jo løftet milliarder af mennesker ud af ekstrem fattigdom på bare et par decennier.

Men forudsætningen er selvfølgelig ”a level playing field”, som det ofte udtrykkes. Liberalistiske økonomers og EU-politikeres klager over, at Trump skader verdensøkonomien ved at indføre told på visse varer fra visse lande, er efter min mening unfair og hyklerisk. De må dog f.eks. vide, at EU har pålagt amerikanske biler en told på 10% imod 2,5% den anden vej. Er det for resten ”protektionisme” at modarbejde virkninger af tidligere protektionisme fra visse handelspartneres side? Er det ikke snarere protektionisme, når lande understøtter visse erhverv eller holder arbejdslønnen kunstigt lav? Og er det ikke ganske fair, at Trump korrigerer for sådanne urimeligheder? Han udtrykte for resten sin fundamentale liberalisme fint i de ord, der fik C7 ministrene til at gyse: ”No tariffs, no barriers. That’s the way it should be. And no subsidies.

Pandemien og truslen fra Kina

Frem til det tidlige forår 2020 havde Trumps økonomiske politik været yderst vellykket. Lav arbejdsløshed, millioner af nye jobs, høj forbrugeroptimisme, aktiemarkedet i nye højder osv. (Andrew F. Puzder: The Trump Boom: America’s Soaring Economy and the Left’s Plot to Stop It – Afterword). Der var derfor al grund til at formode, at Trump ville vinde fire år mere i Det Hvide Hus. Men så tabte en kinesisk laboratorietekniker et reagensglas med virus (eller hvad det nu var, der skete), og COVID 19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele verden – og ikke mindst i USA. Så nu kan ingen rigtig vide, om Trump eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident. Selvfølgelig bekymrer det mig, om Trump ville tabe. Det ville være katastrofalt – ikke alene for USA, men faktisk for hele den vestlige civilisation, og bl.a. af følgende grund:

Uden at de fleste vestlige politikere og intellektuelle har en anelse om det, arbejder Kinas Kommunistiske Parti målbevidst på at underkaste resten af verden det kinesiske totalitære styre (se Peter Navarro & Greg Autry: Death by China; Bill Gertz: Deceiving the Sky: Inside Communist China’s Drive for Global Supremacy; Robert Spalding: Stealth War: How China Took Over while America’s Elite Slept; Michael Pillsbury: The Hundred-Year Marathon). I min levetid har USA spillet en afgørende rolle i sejren over to dødsensfarlige totalitære bevægelser: Nazismen og Sovjetkommunismen. Desværre tror jeg, at en tredje lignende fjende af det åbne samfund er ved at vokse sig stor – en situation, der minder mig om 30erne i Europa, da Winston Churchill var næsten alene om at indse den nazistiske trussels alvor.

Mens Vestens regeringer ser til med Chamberlain-agtig naivitet, vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. Vigtigere er det imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping, misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina – som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som én enkelt økonomisk aktør, hvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.

Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom; blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv af illegale eksportsubsidier; reducerer sine  produktionsomkostninger ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt; og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af hundredtusinder studerende og turister.

Amerikanerne inviterede venligt Kina til at indtræde i WTO i 2001, og har siden hyppigt kunnet få de kinesiske delegater (og endog Præsident Xi selv) til at indrømme og undskylde overtrædelser af de internationale handelsregler – altid efterfulgt af yderligere overtrædelser. Hver gang er undskyldningerne blevet mødt med glæde og optimisme. Jeg antager, der lyder en del triumferende fnisen i Beijing (som i Berlin i gamle dage).

Er et rigt Kina et civiliseret Kina?

Det synes at være den almindelige antagelse blandt amerikanske politikere, at et rigere Kina automatisk ville begynde at opføre sig mere civiliseret. De indså aldrig, at kinesisk tænkemåde adskiller sig afgørende fra vestlig. Medens det f.eks. i Vesten er grundlovens rolle at sætte grænser for statens magt over borgeren, så er dens rolle i Kina ”at sikre statens magt og rettigheder over for individets friheder og rettigheder samtidig med at den udstikker borgerens pligter” (Jonathan D.T. Ward: China’s Vision of Victory, min overs.).

Tilsvarende er den kinesiske vision for verdens fremtid en tilstand hvor resten af verdens nationer får rollen som Kinas vasaller, og ikke, som vi ser det i Vesten, som nationernes sameksistens under loven. Grunden til, at kinesiske politikere står så uforstående over for enhver tale om demokrati og individets rettigheder, er den helt anderledes kinesiske vision. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de opfatter verden af i dag som totalt domineret af USA – en tilstand, der ret snart skal afløses af et jævnbyrdigt Kina og senere af kinesisk verdensherredømme.

Donald Trump er den eneste magtfulde vestlige politiker, som er opmærksom på Kinas store plan (se Newt Gingrich: Trump vs. China: Facing America’s Greatest Threat; Nick Adams: Trump and Churchill: Defenders of Western Civilization). Som bekendt har han allerede haft et vist held med at skabe handelsmæssigt større ligevægt; og det er tydeligt, hvor meget det bekymrer ham, at hans rival Joe Biden synes afhængig af Kina og ganske uvidende om situationens alvor.

Et sidste eksempel på Trumps klarsyn: Hvis man finder det lettere komisk, at han iværksatte en genoplivning af USA’s rumprogram og endda stiftede The United States Space Force, så giver dette faktisk god mening i lyset af den energi, med hvilken Kina arbejder på at kunne dominere rummet militært (jf. Peter Navarro: The Coming China Wars).

Der er mange gode grunde til at håbe på, at Donald Trump vinder en klar sejr den 3. november.

Flemming Steen Nielsen er dr.phil.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside