Håndboldsporten har – til trods for danske lands- og klubholds ubetingede succes ved udøvelsen af det – et spaltet ry i dens hjemland.
For visse er det en folkelig, underholdende sport med tjubang: hal-stemning, flydende spil og masser af mål. For andre er det en provinsiel og dermed anløben sport med for meget tempo.
I sidstnævnte sammenhæng spejles håndbold nok for meget i fodbold, der i hvert fald fra 1970’erne og frem har nydt godt af en vis, måske endog stigende intellektuel esprit.
Håndbold er ikke fodbold. Det er en anden sport – og skal man endelig spejle dem er det givet, at det er indbygget i selve håndboldens regler, at man ikke kan udøve sporten med en udpræget defensiv strategi.
Denne synes fra tid til anden at appellere særligt til visse af fodbold-æggehovederne, der er nyderne af føromtalte esprit. Fodbold kan spilles bevidst efter kampe med et eller uden mål, det er ikke muligt i håndbold.
Håndbold rummer en indre jævnbyrdighed og vil altid indeholde et offensivt og et defensivt element, da man simpelthen ikke kan pakke sig foran ens eget mål og forsvare et udgangspunkt med 0-0 og et point.
Den kulturelle og intellektuelle indplacering af håndbold i Danmark er muligvis også påvirket af, at det er en sport, hvor jyderne har fortrængt sjællænderne og københavnerne. I 1984 endte klubber som Gladsaxe/HG, Helsingør IF, Hellerup IK og Holte IF i den øvre del af tabellen i herrernes bedste række, 1. division.
Virum-Sorgenfri og Rødovre var også med, og så var mere end halvdelen af pladserne besatte. Her fyrre år senere kan sjællænderne og københavnerne blot stille med TMS Ringsted – uha, uha, Sjællands omtrentlige randrusianere – og så Nordsjælland i den bedste herrerække, og der er tilmed kommet fire hold mere med i rækken.
*
Håndbold er dog en særdeles interessant og givende sport at følge, og om lidt begynder verdensmesterskaberne. Den er interessant og givende, fordi en række af fordommene ikke passer. Det gør ikke håndbold tilfældig, at den frie dispositionsret over den stillede trup – de begrænsede udskiftningsregler, syv skal blot spille mod syv, så at sige – giver meget varierede opstillinger.
Det bidrager til en konstant spændingsfaktor og en konstant – intellektuel – strid om, hvem der mest optimalt kan imødegå hinanden. Det at udtænke den mest optimale holdopstilling, forud for og under en kamp, for slet ikke at tale om i løbet af en turnering som et verdensmesterskab, er formentlig et af de mest oversete, men også mest centrale aspekter ved håndboldsporten. Mandskabspleje og resurseoptimering turde være intellektuelle øvelser.
Håndbold er heller ikke en banal, individualistpræget sport, hvor Mikkel Hansen’er og Anja Andersen’er på egen hånd kan vinde kampe, endsige turneringer. Håndbold er en kompleks blanding af kollektivet og individet: sporten kan ikke fungere uden såkaldt opspil, det vil sige spil-tilrettelæggelse, der eksempelvis tilgodeser dygtige skytter.
For tilskueren kan dette aspekt også synes usynligt, da tilskuerøjnene naturligt vil søge bolden, uagtet man sidder i hallen eller ved skærmen. Man skal koncentrere sig en del for at se løbemønstre og afskærmninger (”screeninger”), der fører til opspil og mål.
Det er dog en integreret og udmærket kvalitet ved sporten – som ved så mange andre sportsgrene – at den geniale ener kan være afgørende og skabe målene selv. Apropos individualisterne og Mikkel Hansen, kan der ses eksempler og en sublim duel her, hvor en anden af sportens store individualistlegender, makedoneren Kiril Lazarov, også udfolder sig.
Det er også værd at nævne, at håndbold er en kulturbåren sport, måske endog en ædel sport. Håndbold er en fysisk kontaktsport, ikke sjældent udkæmpet af føre mænd, som må vedligeholde en kulturel overenskomst: det fysiske aspekt skal altid afvejes med og mod den latente fare for, at spillerne kan skade hinanden alvorligt.
Ingen har interesse i at slå hinanden til lirekassemænd – knuse testikler eller stikke øjne ud, for nu at nævne visse af de heldigvis få fra rædselskabinettet – så alle skal i rimeligt omfang passe på hinanden.
Lykkeligvis præges eksempelvis de store slutrunder af, at der findes en del dygtige dommere med en imponerende forståelse af sporten.
Det er på sin plads her at fremhæve det nordmakedonske dommerpar, Nachevski og Nikolov, der heldigvis er med ved det stundende verdensmesterskab, trods et vist blæsevejr uden for banen, og de to herrer kan forhåbentlig på ny bidrage til, at netop de helt afgørende kampe, også på dommersiden afgøres af de allerbedste.
Dertil skal fremhæves en stadig velfungerende selvjustits blandt spillerne.
*
Det danske landshold er forsvarende verdensmestre. Det har i øvrigt vundet de tre seneste verdensmesterskaber og er dertil forsvarende olympiske mestre og må derfor leve med en stor favoritværdighed.
Dog er det den første turnering i mange år uden de stærke, bærende kræfter Mikkel Hansen og Niklas Landin. Vort lille land er dog storproducent af førsteklasses håndboldspillere, så der er nok nye at tage af. Man kan nok særligt vente sig meget af målmanden Emil Nielsen, der gang på gang storspiller i andre sammenhænge.
Det er dog på kanten af det latterlige, at førsterunde-modstanderne for det danske landsholds vedkommende udelukkende er sekundanationer som Italien, Algeriet og Tunesien. Det seriøse verdensmesterskab begynder for flere mandskabers vedkommende, herunder det danske landsholds, først ved de fire mellemrundepuljer.
Er eller bliver man interesseret i sporten, kan man med fordel også følge andre landshold. Vort nordiske broderfolk fra Island er blandt håndboldsportens entusiastiske udøvere, og med et befolkningsgrundlag på 400.000 er det imponerende, at islændingene kan stille med et særdeles slagkraftigt landshold med spillere fra flere af Europas bedste klubber og ligaer. Islændingene spiller også gerne tempofyldt, angrebsfokuseret håndbold og er altid garanter for underholdning.
Håndbolden har en del regionale kraftcentre og repræsentanter for en særegen kultur, og man kan også vælge sig Sloveniens og/eller Kroatiens landshold til nærmere undersøgelse.
Førstnævnte er i pulje med Island og stiller med et hold, der har en flot fjerdeplads ved de olympiske lege bag sig, og som har en generation, der efterhånden skal have gode resultater med sig hjem. Kroatien er på hjemmebane i en del af turneringen og slås med at tilfredsstille et forvænt hjemmepublikum, der tror de mange medaljer fra perioden 2003 til 2016 giver sig udslag i en permanent favoritrolle.
Holdet har dog efterhånden fuldbyrdet et generationsskifte og stiller med en stribe, yngre kræfter, der må og skal have et godt resultat som ambition. Slovenien og Kroatien er håndboldbalkans bedste bud på udfordrere til mere traditionelle favoritter som Danmark, Sverige, Frankrig og Spanien.