Franz Beckenbauer, Tysklands største fodboldikon, er død i en alder af 78 år. forfatter, lektor og tysklandskender Mikael Busch skriver om manden, tiden og fænomenet. Mikael Busch udgiver bogen Og til sidst vinder Tyskland. Fra miraklet i Bern til katastrofen i Qatar på Forlaget Grønningen1 forud for sommerens EM i fodbold i Tyskland.

VM i fodbold i 1974 var min første slutrunde. Jeg var 11 år gammel. Jeg så alle kampene i fjernsynet. Finalen mellem Vesttyskland og Holland så jeg sammen med en kammerat, hvis tante havde farvefjernsyn. Det var nok Holland og Polen, der spillede det mest seværdige fodbold under VM i 1974, men – af grunde jeg ikke helt kan forklare – holdt jeg med Tyskland.

Jeg tror, Paul Breitners mål i Tysklands første kamp mod Chile havde en vis betydning. Et perfekt langskud af den langhårede og langskæggede offensivt spillende back vakte min sympati. Måske spillede det også en rolle, at Forbundsrepublikken Tyskland var værtsland. Jeg havde også sympati for det argentinske landshold ved VM i 1978, selvom landet var et militærdiktatur.

Den afgørende faktor var dog nok Franz Beckenbauer. Jeg var stolt af spille med nummer 5 på ryggen for HGF’s (Hammel Gymnastikforening) drengehold. Ligesom mit idol. Der Kaiser – som Beckenbauer blev kaldt – kunne ikke sætte en fod forkert. Hans udstråling og ubesværede omgang med bolden var noget helt særligt. Med geniale afleveringer på 50-70 meter kunne han splitte ethvert forsvar.

Jeg fik Franz Beckenbauers første selvbiografi i julegave i 1976: Fodbold er mit liv – oversat fra tysk (Einer wie ich) af Flemming Toft. Bogen var skrevet af en ghostwriter, men det vidste jeg ikke noget om. Jeg slugte det hele råt. Jeg dyrkede bogens sort-hvide fotos.

Det første er af Franz og Brigitte Beckenbauer, der – siddende på havestole med siden til læseren – har lagt deres fire hænder oven på hinanden. De er afslappet og moderigtigt klædt. Franz er iført en langærmet sweater og skjorte. Brigitte en prikket kjole. Hun har højhælede sandaler. Franz og Brigitte smiler forelsket til hinanden.

Det næste foto er af Franz med alle hans tre sønner, Thomas, Michael og Stephan. Thomas, den ældste, står foran en trillebør, hvori de to yngste befinder sig. Franz står i baggrunden. Det fremgik diskret af bogen, at Franz Beckenbauer fik sit første barn, før han blev myndig. Franz Beckenbauer kunne næsten have været min far!

Nu er Franz Beckenbauer sovet stille ind i en alder af 78 år.

Stilikonet Franz Beckenbauer

Man skulle tro, at Beckenbauers tilnavn opstod med baggrund i hans eminente boldføling. I den nonchalance, næsten arrogance, hvormed han leverede chanceskabende afleveringer. Den utvungne måde han bar sin 181 cm høje skikkelse på, signalerede autoritet og naturligt ejerskab til egen banehalvdel – faktisk hele banen.

I virkeligheden kan oprindelsen til kejser-tilnavnet ikke fastslås entydigt. I nogle udlægninger stammer betegnelsen fra en artikel, der blev skrevet i forbindelse med en venskabskamp i Wien. Forinden var Bayern München-stjernen blevet fotograferet ved siden af en buste af den østrigske kejser Franz den første.

Ifølge en anden udlægning stammer udtrykket fra en artikel fra Bild-Zeitung fra den 10. juni 1969, hvori Beckenbauer betegnes som ”Kaiser der Nation”. I samme artikel får klubkammeraten Gerd Müller prædikatet ”Bomber der Nation”.

Franz Beckenbauers rolle i den tyske offentlighed rakte fra midten af 1960erne langt ud over det fodboldmæssige. Som den første tyske fodboldspiller, fik han en personlig rådgiver/manager, Robert Schwan. Beckenbauer var allestedsnærværende og kendt af de fleste tyskere.

Han blev opfattet som en slags entertainer. Han medvirkede i en række tv- og biografreklamer. Den første og nok mest kendte er en reklame for fødevarekoncernen for færdigretter Knorr, optaget i sort-hvid. En ung Beckenbauer løber i dynamisk stil med bolden og skyder. Voice over: ”ein Bombenschuss von Beckenbauer”.

Næste klip: En dyb tallerkenfuld dampende Knorrsuppe: ”Und das ist ein Bombentreffer von Knorr“. Sidste indstilling: En korthåret og smilende Franz Beckenbauer, iført den hvide tyske landsholdstrøje: ”Ja, Kraft in den Teller – Knorr auf den Tisch.” Beckenbauer smager på suppen og udbryder spontant et nydelsesfyldt: ”Mhh” – og tilføjer eftertænksomt: ”Eintopfqualität” (’kvalitet som en sammenkogt ret”). Beckenbauer er her selve inkarnationen af svigermors drøm.

Libero

Også som slagersanger gjorde Franz Beckenbauer sig gældende. I 1966 udgav han singlen Du allein. Det er dog nok mest nummeret på pladens b-side – Gute Freunde kann man nicht trennen – der har fået et efterliv som lydside ved diverse tv-indslag. Beckenbauer var ingen gudbenådet sanger, men han sang rent.

Franz Beckenbauer kunne også opleves på filmlærredet. I den halvdokumentariske Libero (1973) medvirkede Beckenbauer i rollen som sig selv. Filmen skal forestille at give en realistisk fremstilling af fodboldstjernens liv på og uden for fodboldbanen. Der dvæles lige fra begyndelsen ved kejserens kælne boldbehandling i forskellige klubkampe.

Uden for fodboldbanen tegnes der et billede af naturens muntre, smilende – og nu langhårede – søn. Libero handler dog tydeligvis nok så meget om at give visse produkter en fremtrædende placering: f.eks Adidas, som figurerer på vægge og kroppe, og Mercedes, kejserens foretrukne køretøj.

Libero er ikke noget filmisk mesterværk, men den giver – uden at ville det – et autentisk indblik i samtidens Tyskland. Beckenbauer er et konservativt gemyt, men i filmen optræder han iført bøllehat, spraglet strandtøj og moderigtige bakkenbarter. Kejseren er også lidt af et stilikon og ses som gæst ved det eksklusive Wiener Opernball.

Franz Beckenbauer havde succes med alt, hvad han foretog sig. Torsten Körner, forfatter til Beckenbauer-biografien Franz Beckenbauer – Der freie Mann (Scherz 2005) skriver: ”Beckenbauer er noget i retning af Forbundsrepublikkens ønskesøn. Han har altid repræsenteret den permanente succes. Han har aldrig set kritisk bagud, men glad levet fremad. Dermed var han en ideel figur for den ældre generation, som ville befri sig fra fortidens skygger, fra det tredje riges byrde. Med Beckenbauer kunne man nyde øjeblikket.”

Beckenbauer kunne ikke sætte en fod forkert. Og dog. I 1970 begik han er bommert under optagelserne til en feature for public service-kanalen ZDF. Han kom til at betegne Willy Brandt som ”en ulykke for Tyskland”. Det udløser så stor indignation, at Beckenbauer måtte understrege, at han intet personligt havde imod Brandt, idet han dog samtidig gjorde opmærksom på, at han foretrak den konservative bayrer Franz Josef Strauss. I erindringsbogen Einer wie ich bestrider Beckenbauer hårdnakket overhovedet at have sagt noget ufordelagtigt om Brandt.

Trods denne politiske dumhed må man konkludere, at Franz Beckenbauer var og blev en uantastelig figur i den tyske offentlighed gennem flere årtier. Han var et geni på fodboldbanen, en dygtig forretningsmand og havde forstået at arrangere sig med tabloidavisen Bild. Betydningen heraf skal ikke underkendes.

Der kom først blæst om Franz Beckenbauers person langt senere.

Kejserens fald

Den 11. september 2005, på kejserens 60-års fødselsdag, arrangerer den tyske public service station ZDF en gallaaften. Med tv-stjernerne Günter Jauch og Thomas Gottschalk som værter hyldes manden, der tre gange har skaffet VM i fodbold til Tyskland: Som spiller (1974), som træner (1990) og som fodboldfunktionær (2006).

I løbet af det tre timer lange show er der strejftog gennem Beckenbauers liv og karriere. Undervejs kommer fodboldkoryfæer som Uwe Seeler og Günter Netzer på besøg i studiet. Også gratulanter fra andre sportsgrene – den vesttyske tennisstjerne Boris Becker og den østtyske skøjteprinsesse Katarina Witt – lægger vejen forbi. Aftenens æresgæst er Beckenbauers 92-årige mor Antonie. Kejser Franz, Forbundsrepublikkens ønskesøn, kan se tilbage på en strålende karriere, hvor alt er lykkedes. Han kan se frem mod et roligt, velfortjent otium. Franz Beckenbauer er Tysklands uantastelige kejser.

Men pludselig forsvandt Franz Beckenbauer ud af den tyske offentlighed. Noget var gået galt. Faktisk flere ting. På det personlige plan oplevede Beckenbauer den tragedie at miste sin søn, Stephan Beckenbauer, der døde af en tumor i hjernen i sommeren 2015.

Samme år – 2015 – begyndte et par journalister fra ugemagasinet Der Spiegel at undersøge pengestrømmene i forbindelse med tildelingen af VM til Tyskland i 2006. Franz Beckenbauer havde forinden rejst verden rundt for at fremme det evt. tyske værtskab. De to undersøgende journalister gik ikke specifikt efter at finde noget snavs på kejseren.

De var bare interesserede i at skabe lidt transparens i den i reglen dårligt belyste proces forud for tildelingen af en VM-slutrunde. Franz Beckenbauers gode navn dukkede imidlertid op under arbejdet.

Hans bankkonto var involveret i en transaktion på 6,7 millioner euro, der via dunkle omveje landede i Qatar på FIFA-funktionæren Mohamed bin Hammans konto. Efter alt at dømme skulle det – i FIFA-sammenhænge – relativt beskedne beløb anvendes til at købe stemmer, så Tyskland kunne sikre sig værtskabet. Altså penge under bordet. Bin Hamman blev senere fjernet af FIFA på grund af korruption.

Beckenbauer tilbageviste beskyldningerne. Han blev bakket op af DFB, det tyske fodboldforbund. Men det stoppede ikke her. I september 2016 kom det frem, at Franz Beckenbauer havde modtaget 5,5 millioner Euro for at have stået i spidsen for organisationskomiteen i forbindelse med VM i 2006.

Dette arbejde skulle ellers forestille at være frivilligt (’ehrenamtlich’). Beckenbauer blev bakket knap så meget op af DFB i denne sag. Det årtier gamle samarbejde mellem Beckenbauer og tabloidavisen Bild hørte også op. Kejseren var faldet. Han var faldet dybt. Han blev skandaliseret i medierne. Den ’lysende skikkelse’ var slukket.

Lad os glæde os over, at Tyskland fik VM?

Beckenbauers helbred begyndte at skrante. Han gennemgik en hjerteoperation. Mon ikke møgsagerne gjorde ham syg? Måske havde han heller ikke tacklet disse sager lige så elegant som han i sin tid ryddede op på fodboldbanen i rollen som libero. Man kan undre sig over den ellers så selvsikre og medievante Beckenbauers håndtering af pressen. Han var før sluppet godt fra lidt af hvert. ”Den kære Gud glæder sig over ethvert barn”.

Med denne afvæbnende bemærkning var Beckenbauer omkring årtusindeskiftet sluppet uden de store moralske skrammer fra at være blevet far til et udenomsægteskabeligt barn. Kunne Beckenbauer ikke have gjort noget lignende med hensyn til VM-tildelingen i 2006? Kunne han ikke – elegant og med et afvæbnende smil – henvise til, at ”verden er nu engang, som den er”. Lad os glæde os over, at Tyskland fik VM? Det ville næsten lyde som et citat fra Theodor Fontanes roman Effi Briest. Mon ikke folket ville have været tilbøjeligt til at tilgive kejseren?

Beckenbauer valgte i stedet en ny, ret uheldig mediestrategi. I et interview med Süddeutsche Zeitung hævdede Beckenbauer, at han havde underskrevet alt muligt i rollen som præsident for organisationskomiteen. Af og til havde han endda leveret blanco-underskrifter. Han havde haft meget travlt med at fremme Tysklands sag som værtsland.

Samtidig havde han også været præsident for FC Bayern München. Han havde med andre ord ikke haft tid til at sætte sig ind i alle mulige detaljer. Sagde manden, som i årtier havde forhandlet kontrakter og rettigheder på højt niveau. Den måtte han vist længere ud på landet med. Denne strategi forekom næsten dummere end tavshed og benægtelser.

Man må dog – uden dermed at forsvare Beckenbauer moralske modus operandi – sige, at der er et element af hykleri, når tyskere glæder sig over, at Tyskland blev værtsland i 2006 og de samme tyskere fryder sig over kejserens dybe fald. Uden Beckenbauer havde Tyskland næppe fået tildelt VM for anden gang.

Ære være kejserens minde.