Historiker cand.mag. Mathias Kobberrød Rasmussen giver i Årsskriftet Critique 2024 en grundig analyse af Tamil-sagen og rigsretten som institution. Hans artikel skildrer ikke alene en vigtig politisk skandale, men kaster også lys over de historiske og institutionelle implikationer, der stadig er relevante i dag. Med denne artikel minder han os om, hvordan fortidens beslutninger fortsat former vores politiske og juridiske institutioner. Bestil abonnement her.
Tamilsagen var den altoverskyggende politiske skandalesag i Danmark fra 1988 til midten af 1990’erne. Den blev ”startskuddet for debatten om principperne for ministerbetjening”, der siden er søgt indkredset i en række udvalgsbetænkninger. Det mundede i 2015 ud i det såkaldte Kodex VII, der beskriver embedsmænds pligter og ansvar. Heri indgår, med direkte henvisning til Tamilsagen, ”brud på lovlighed og sandhedspligt” i mødet med stærke ministre.
Politisk og juridisk har næppe nogen anden enkeltsag i efterkrigstidens Danmark haft større betydning for magtudøvelsen på Slotsholmen, vælgernes syn på magt og politik lige såvel som mediernes stigende indflydelse på selvsamme.
Jeg vil derfor betegne Tamilsagen som en moderne urskandale, der kun tåler sammenligning med Albertisagen i 1910, der førte til den fjerde rigsretssag og dennes stadfæstelse af den siddende statsministers tilsynspligt med sine ministre, samt Hans Hedtoft-skibsforliset i 1959, der var et mulehår fra at ende som den femte rigsretssag.
I stedet førte den til vedtagelsen af ministeransvarlighedsloven i 1964, som Erik Ninn-Hansen havde en væsentlig aktie i qua sin rolle som forhandler for Det Konservative Folkeparti.
Den femte rigsretssag blev 30 år senere Tamilsagen, hvorfra en lige linje kan trækkes til 2021, da Inger Støjberg i den sjette rigsretssag idømtes to måneders ubetinget fængsel. Hun havde i lighed med Ninn-Hansen, og trods sine embedsmænds advarsler, tilsidesat familiesammenførtes ret til et familieliv i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og udlændingelovens bestemmelser samt ministeransvarlighedslovens embedsforpligtelser.
De to rigsretssager afspejler, at udlændingepolitikken gennem 30 år har været den centrale kampplads for dansk værdipolitik, der har dannet rammen for en række uforsonlige konfrontationer om, hvordan det danske samfund skal reguleres og administreres, samt hvem der har adgang til nationalstaten og dens velfærdsgoder.
Ninn-Hansen og Støjberg har herigennem formået at rykke grænserne for udlændingepolitikkens arbejdsradius i et forsøg på at beskytte nationens værdimæssige integritet, hvilket har ført til sammenstød med både nationale og overnationale retlige forpligtelser.
Jeg vil indledningsvis spørge, hvorfor lige netop Tamilsagen, som en ud af mange politiske skandaler i 1980’erne og 1990’erne, endte med en rigsretsdom og en betydning, der langt oversteg de andre skandaler, der gav regeringerne talrige anledninger til at nedsætte kommissioner og afskedige ministre. Brugen af kommissionsundersøgelser eskalerede i netop disse år som en alternativ måde at føre politik på.
Fra regeringens side var det et forsøg på at skrinlægge politisk ømtålelige sager. Svarene herpå skal afsøges i de kræfter i samfundet, der i 1970’erne og 1980’erne skabte grobunden for oprykningen af den udlændingepolitiske dagsorden.
Den spæde start
I 1970’erne viste følgerne af det foregående årtis gæsterarbejderindvandring sig for alvor i det danske samfund. Denne ledte tusindvis af arbejdere fra Middelhavslandene og Pakistan til Danmark efter ufaglært arbejde. Årene gik, og arbejderne rejste ikke hjem trods økonomiske kriser og indførelsen af et regulært indvandringsstop i 1973; tværtimod bosatte de sig i stor udstrækning i landets større byer og hentede deres familier herop, uden at de socialdemokratiske regeringer anså dette som noget større problem.
Politisk var tilgangen laissez-faire og uden nogen langsigtede målsætninger. Udlændingeloven bestod af en rudimentær seks-siders bemyndigelseslov under titlen Udlændinges adgang til landet m.v. (LBK 224 af 7. juni 1952). Disse politiske og retlige omstændigheder var ganske ude af trit med virkelighedens stigende indvandring, der blev synlig i offentligheden og afstedkom konfrontationer mellem danske myndigheder og udlændinge.
Mest opsigtsvækkende var Martinez- og Cagara-sagerne i 1977-82, der under stort mediepostyr blotlagde en række konflikter, der ikke kunne løses under den gældende lovgivning. Mexicanske Jaime Okusono-Martinez blev administrativt udvist af den daværende socialdemokratiske justitsminister Orla Møller under anklage for terror- og spionageforbindelser.
Men han havde boet i Danmark i seks år, hvorfor indfødsret var inden for rækkevidde, og venstrefløjen blev derfor aktiveret af dette formodede overgreb mod en udlænding, der retligt set stod meget svagt over for de danske myndigheder. Det samme gjorde Luzviminda Cagara Hansen, der var opvokset i Danmark og i 1979 blev idømt fire og et halvt års fængsel for smugling af narkotika.
Også hun skulle udvises, dog først efter endt afsoning. Sympatien for ofrene voksede proportionalt med dækningen i pressen, der generelt formidlede denne sympati til offentligheden i følelsesladede vendinger.
Martinez-sagen, der ad tre omgange blev debatteret i folketingssalen, blev den direkte anledning til nedsættelsen af det såkaldte fremmedlovudvalg i 1977, der skulle forberede en helt ny og detaljeret udlændingelov. At højesteretsdommer, og fra 1981 præsident samme sted, Peter Christensen, sad for bordenden, viste, at den socialdemokratiske regering nu begyndte at prioritere dette nye politikområde, der hidtil havde ligget lavt på dagsordenen.
Christensen var flankeret af dygtige embedsmænd, jurister og ansatte i politiet, der over fem år afgav to grundige og omfattende betænkninger. Men helt usædvanligt og ganske betydningsfuldt opstod en uoverensstemmelse i udvalget: Et mindretal anført af juraprofessor og senere formand for Dansk Flygtningehjælp Hans Gammeltoft-Hansen argumenterede for, ”at man på visse punkter snarere bør tilstræbe adækvate gennemsnitsregler end restriktive minimumsregler, uanset om et relativt lille antal udlændinge vil kunne benytte sådanne regler til uberettiget at skaffe sig adgang til landet”.
Heri lå en mærkbar lempelse af adgangen til landet for flygtninge og familiesammenførte; i praksis ville mindretallet således tilgodese et forventet bredt flertal af berettigede flygtninge over et mindre antal uberettigede flygtninge. Efter mange sværdslag med flertallet, der ville prioritere samfundsøkonomiske og administrative hensyn samt opretholde den daværende praksis, hvor justitsministeren havde den afgørende stemme i asylsager og administration, lå et udkast til en ny udlændingelov på bordet i 1982.
Men forinden var banen blevet kridtet op til yderligere konfrontationer mellem socialdemokrater og de borgerlige anført af De Konservative.
Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.