Tamilsagen kom til at sætte rammen for dansk udlændingedebat frem mod 2001. Historiker Mathias Kobberrød Rasmussen beskriver forløbet indgående i sin bog Tamilsagen og udlændingepolitikken 1982-2001. Historiker, ph.d. Jens Lei Wendel-Hansen anmelder.

Jeg er af den opfattelse, at monologen ”Mens vi venter på retfærdigheden” fra 1992 fremført af skuespilleren Peter Larsen er blandt dansk politisk satires mest imponerende bedrifter.

I tv-udgaven varer monologen i underkanten af fem kvarter. Peter Larsen agerer kultursociologen Jørgen Andersen fra Københavns Universitet, der fremstiller en række hypoteser om ”den mafiøse virkelighed her i landet”.

Genstanden for monologen var Tamilsagen, ’foredraget’ blev afholdt, mens man ventede på undersøgelsesrettens konklusioner, og manuskriptforfatteren var journalist Nils Ufer, som havde dækket sagen for Weekendavisen.

Alene tilstedeværelsen af en sådan en-mands-teaterforestilling om en ikke i sig selv let tilgængelig forvaltningsretlig sag om sagsbehandlingsproblemer i Justitsministeriet understreger, at der her må være tale om mere end bare en almindeligt politisk skandale.

Imponerende bog

Mathias Kobberrød Rasmussen har med bogen ”Tamilsagen” begået en imponerende dybdegående fremstilling af den sag, der endte med at koste justitsminister og dansk politisk koryfæ Erik Ninn-Hansen sin post som minister, sin post som Folketingets formand og, ville nok en del sige, sit gode eftermæle.

Tamilsagen omhandlede den berostillelse af tamilske familiesammenføringssager, som Justitsministeriet forestod mellem september 1987 og januar 1989, og bogen sætter Tamilsagen ind i en samlet udlændingepolitisk sammenhæng.

Den virker til at begrunde Ninn-Hansens beslutning politisk og vandrer i virkeligheden netop ind i det spøjse delvist politiske, delvist juridiske land, der er ministeransvaret.

Denne sammenhæng er relevant og virker til at give et godt og fyldigt indblik i baggrunden for den diskussion, der for de af os, der tilhører den yngre halvdel af nationens årgange, har syntes evig. Den virker til at begrunde Ninn-Hansens beslutning politisk og vandrer i virkeligheden netop ind i det spøjse delvist politiske, delvist juridiske land, der er ministeransvaret.

Bogen beskriver særdeles overbevisende, nuanceret og forbilledligt afbalanceret både udlændingespørgsmålet fra 1980’erne til 2001 og selve Tamilsagens forløb fra dens begyndelse i 1987 til domfældelsen i 1995.

Hvordan tamilsagen satte scenen for 2001

Sagen endte nemlig – efter Undersøgelsesrettens aflæggelse af rapport – i Rigsretten, hvor Ninn-Hansen i 1995 blev dømt fire måneders betinget fængsel. Rigsretten er den retslige instans, der dømmer ministre, der har forbrudt sig mod deres ministerielle ansvar og pligter.

I henhold til Grundloven kan en minister anklages for Rigsretten af enten kongen, altså regeringen selv, eller af Folketinget. Rigsretten består dels af folketingsvalgte dommere, der imidlertid ikke må sidde i Folketinget, og så et tilsvarende antal højesteretsdommere.

Modstanderne af en rigsretssag bagatelliserer sagen og siger, at det vil blive for dyrt. Tilhængerne, at det måske er dyrt, men det lige præcis er i en sag som denne, at en rigsretssag skal bruges

Bogens fokus er på selve sagen, dens politiske forudsætninger og dens forløb, og hvordan den sætter scenen for den udlændingedebat, der intensiveres i 1990’erne og ender med at sætte scenen for regeringsskiftet i 2001, hvor højrefløjen vinder regeringsmagten – ikke mindst på udlændingespørgsmålet.

På denne baggrund kan bogen varmt anbefales enhver, der måtte interessere sig for denne debat eller denne periode i dansk politisk historie.

Mere om ministeransvar, tak

Derimod sættes sagen kun i begrænset grad ind i en samlet historie om ministeransvar. Det bliver nævnt, at rigsretssager hører til undtagelserne, at Rigsretten senest havde været sat i 1910.

Forfatteren nævner også, lidt henkastet, at Ninn-Hansen havde spillet en rolle i det mislykkede forsøg på at rejse tiltale mod grønlandsminister Johannes Kjærbøl, efter at M/S Hans Hedtoft i januar 1959 var gået ned med 95 sjæle ombord som en følge af, at Kjærbøl mod Den Kongelige Grønlandske Handels kaptajners anbefaling havde insisteret på at indføre vintersejlads til Grønland.

anklagen er politisk, og at ingen oppositionspolitiker vil stille sig i den situation selv at få en rigsretsanklage tilbage i fjæset, når han er blevet morgendagens minister.

Forfatteren undlader imidlertid at plukke den lavthængende frugt, som jeg ikke selv skal være for stor til at pille, at citere Ninn-Hansen for i debatten om rigsretsanklagen at have udtalt:

”Det er efter forslagsstillernes opfattelse en afgjort nødvendighed at få denne sag opklaret og afgjort på retligt grundlag. Hvis folketinget undlader at reagere i tilfælde som disse, kan man risikere gentagelser.”

Det kan man vist trygt kalde skæbnens ironi.

Når det kunne have været forfriskende, at bogen også havde skrevet sig ind i Rigsrettens og ministeransvarets historie som helhed, så er det, fordi de seneste to rigsretssager netop bør lede til opfattelser om brugen af dette redskab – om det virker eller ikke.

Argumenter for og imod rigsret

I al Kobberrød Rasmussens nøgtern- og ordentlighed botaniserer han ikke i de forskellige politikeres argumentation for eller imod en rigsretssag. Det ville ellers have været såre relevant. Argumenterne er nærmest præcis de samme som blev brugt i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg og for den sags skyld også minksagen.

Modstanderne af en rigsretssag bagatelliserer sagen og siger, at det vil blive for dyrt. Tilhængerne, at det måske er dyrt, men det lige præcis er i en sag som denne, at en rigsretssag skal bruges. Hertil føjes, at man næppe ville bruge det samme argument i en hvilken som helst anden del af retssystemet.

I reglen stilles der betragteligt færre forslag om at rejse rigsretssag, end der er beskyldninger mod ministre for at overtræde ministeransvarlighedsloven – ikke mindst at vildlede eller decideret lyve for Folketinget.

Det kan jo forekomme os almindelige mennesker ejendommeligt. Det hænger naturligvis sammen med, at anklagen er politisk, og at ingen oppositionspolitiker vil stille sig i den situation selv at få en rigsretsanklage tilbage i fjæset, når han er blevet morgendagens minister.

Dertil kommer, at i et land med parlamentarisme er det sjældent for en regering at blive mødt med en rigsretsanklage fra parlamentets flertal. Man har jo i sagens natur normalt flertallet på sin side.

Det har ikke desto mindre den konsekvens, som Kobberrød Rasmussen også nævner, at ministrene i praksis er retsligt immune – også hvad angår ministeransvarsloven, som jo dermed ikke reelt opretholdes.

Kobberrød Rasmussen holder sig tilbage med at spekulere i eventuelt politiske motiver for rigsretsnedsættelsen, og det er nok fornuftigt, men til gengæld drager han faktisk interessante pointer frem til diskussionen.

Tamilsagen medførte nemlig en opstramning internt i Justitsministeriet i forhold til at følge lovgivningen tæt.

Man kunne jo gøre sig den overvejelse, om ikke en større regelmæssighed med rigsretssager, når disse faktisk var relevante, på længere sigt kunne medføre, at ministre fik ministeransvarlighedsloven skrevet med flammeskrift på deres nethinde. Det ville nu nok være nogle sølle millioner værd.