Den 26. august 1967 var der premiere på farvefjernsynet i Europa. Eurovision er blevet synonymt med noget andet i dag, for visse af os selve populærkulturens degeneration, men dengang var det primært forstået som en sammenslutning af europæiske fjernsyns- og radiostationer, som via fælles sendeteknologi kunne samsende programmer.
I sammenhæng med en større fjernsyns- og radioudstilling viste Eurovision, med base ved Sender Freies Berlin, hvilket næppe var noget tilfælde, den såkaldte Gala-Abend der Schallplatte.
Udsendelsen markerer en form for toppunkt for vestlig kulturel og teknologisk overlegenhed, ikke ulig månelandingen to år senere. Vesten i al dens magt og vælde. Levende billeder i klare, rene farver. De pågående amerikanere havde haft premiere på farvefjernsynet, men yankee’erne havde valgt den inferiøre, såkaldte NTSC-farvestandard, der af vittige sjæle rammende oversattes til Never The Same Color.
Det er indledningsvis værd at bemærke, at udsendelsen har solidt dansk islæt. Det dansk-østrigske ægtepar Vivi Bak og Dietmar Schönherr udgør værtsparret. Bak er smuk og charmerende, Schönherr enhver svigermors drøm. Det er særlig interessant – og en betydelig kontrast til vore dages anglocentriske verden – at værtsparret veksler mellem hovedsprogene, udsendelsen igennem.
Schönherr tager særligt kegler, når han kaster sig ud i kort, men træffende replikføring på både serbokroatisk og hebraisk, sidstnævnte fordi Israel medvirker i Eurovision-samarbejdet og er repræsenteret, i øvrigt med Esther & Abi Ofarim og en god indspilning af Morning of My Life.
Der er flere danskere. Ulla og Ulrik Neumann og Grethe og Jørgen Ingmann. Sidstnævnte med en desværre anglificeret udgave af Dansevise, men også en fortræffelig fortolkning af Amorada, der viser Jørgen Ingmanns musikalske genialitet. ”Die Gitte” [Hænning] er der såmænd også.
Anglificeringen begrænses ellers, og udsendelsen i øvrigt er en vidunderlig reklame for nationalstaternes og de mange sprogs Europa. Mellem linjerne er der dog lidt af hvert at spore, for eksempel meddeler Bak og Schönherr, at BBC lidt forsinket har tilsluttet sig udsendelsen, efter en i øvrigt fortrinlig serie af tyske træffere. Det engelske publikum har næppe orket for megen fremføring på netop dette sprog.
Virkemiddelsmæssigt er der også skruet op for de stærke farver, og det er nemt at blive revet med. Nord- og Sydeuropa er der: en drøncharmerende Wenche Myhre i gult, dejlige Vicky [Leandros], Griechin aus Hamburg, og en blændende trompetpræstation af italieneren Nini Rosso. Tysklands store betydning som bærende kulturnation kan der naturligvis ikke bortses fra, og både Udo Jürgens og Freddy Quinn bidrager med vægtige præstationer. Med flot stentorrøst fremfører Quinn – der er af walisisk-amerikansk-østrigsk ophav – blandt andet sangen Morgen beginnt die Welt og bygger i den smukt bro mellem tysk og engelsk.
Amerikansk populærmusik og kultur er også med, og en knivspids fingerpegeri fra europæisk fjernsyn mod amerikansk, uddøende sædvane har der nok været, da farvede amerikanske kunstnere er stærkt repræsenterede.
Gospelsangerinden Mahalia Jackson leverer en fin og karakteristisk alderdomspræstation, og en udmajet Nina Simone har nok fået en og anden konservativ europæisk familiefar til at bakke en ekstra gang på piben eller tage sig en dram, hjemme foran den dyrt indkøbte farvemodtager.
Simone leverer i øvrigt en stærk fremførelse af Blues for Mama. Til beroligelse leverer en uforglemmelig, ulastelig klædt Al Martino også en kælen udgave af klassikeren Spanish Eyes, så modpolen fra amerikansk kultur er også repræsenteret.
Storslået er det, der er flere uforglemmelige præstationer, og det er desværre svært at tænke sig en tilsvarende teknologisk og navnlig kunstnerisk magtdemonstration fra Europa i dag. Bagtæppet for musikpræstationerne er også en forunderlig kombination af tidens dygtigste:
universalgeniet Bert Kaempfert og en speciel, men særdeles effektiv forening af strygerne fra Sender Freies Berlin og radiostationen Südwestfunk’s berømte, rytmisk orienterede orkester. Interesserede i selve udsendelsen må forlade sig på internettets brudstykker, søg selv, eller henvende sig til Rundfunk Berlin-Brandenbrug, fra hvis arkiv nærværende forfatter bestilte en fuldstændig dvd-kopi. Dele af udsendelsen findes også udgivet på grammofonplade.
Endelig foreligger muligheden dog også for, at Danmarks Radio engang viser hele udsendelsen på ny. Den er såmænd en del af selveste Krøniken.
