For ikke så længe siden satte jeg mig for at læse en bog. Mother Earth hedder den. Og måske læseren nu tror, at det er et-eller-andet bittert og bistert værk om klimaet og verdens forfald, så tager De fejl.

Og dog. For bogen – der i øvrigt er skrevet af Alexander Rich Henningsen – er både bitter og bister og handler på en eller anden måde om klimaet. Og så er den helt ufattelig morsom og helt ufattelig uhyggelig på samme tid.

Er De forvirret nu, kære læser? Så er De det med rette, så tillad mig et par uddybende ord om denne både underholdende og yderst læsværdige bog.

Bogen tager os med ind i det inderste indre af den offentlige sektor. Her møder vi den nyuddannede fuldmægtige Andreas, der er havnet ombord på det politiske prestigeprojekt ”Mother Earth” (der lægger navn til bogen).

Projektet er en klimavenlig eller endda klimaneutral bygning – mere bæredygtig og grøn end nogen bygning før den, smukt beklædt med træ. Og dertil skal bygningen naturligvis rumme både offentlige institutioner, plads til unge og hvad-ved-jeg. Og kunst, ikke at forglemme.

Alt det udenom

Andreas har en kæreste, der vistnok vil være kunstner og sikkert mener alt det rigtige, men som i virkeligheden går mere op i at mænge sig med de fine og i øvrigt have en kæreste med et vigtigt job.

Og Andreas har en chef, hvis politiske kompas bestemt ikke fejler noget, men hvis faglige integritet nok er mere udfordret. Og øverst sidder Liselotte, der skal sætte rammer og retning, mens hendes privatliv åbenlyst ligger i ruiner.

det er jo en velkendt historie, der fortælles: Om overdrevne og urealistiske, politiske ambitioner. Om ting, der skal gå alt, alt for stærkt i det politiske og administrative system.

Vores ven Andreas skal sammen med disse og flere kolleger i den ikke videre definerede ”Økonomiforvaltningen” sikre opførelsen af ”Mother Earth” – et monument over dansk klimapolitik og rummelighed og alt godt.

Vi møder også teknikeren fra Teknologisk Institut og dennes aktivistiske søn, der sammen genopbygger et forhold baseret på forargelse over det tilsyneladende klimaneutrale projekt.

På en eller anden måde kom denne anmelder ved læsningen til at tænke på sin sproglige aversion mod ordet ”omkring”. Mange danskere bruger i flæng dette ord som synonym for ”om” eller ”vedrørende”, men ordet ”omkring” har jo sin egen betydning. Det refererer til det, der er rundt om. Ikke kernen, men alt det der måtte omkranse denne.

Og netop sådan er det med alting i bogens morsomme beskrivelse af livets gang i bureaukratiets snirklede gange. Alting handler om det, der er omkring selve projektet. Om relationer. Om form. Om personlige ambitioner. Om ligegyldigheder. Om politik. Men aldrig om projektet selv. Ja, det går først for alvor galt, når nogen faktisk begynder at interessere sig for selve projektet.

Dømt til at gå galt

Hvis De, kære læser, allerede her tænker, at det på en eller anden måde lyder både velkendt og som noget, der er dømt til at gå galt, så har De naturligvis fuldkommen ret.

Og selvom man som læser er helt på det rene med, at alt må gå galt i denne ”forvaltningsgyser”, som bogen kalder sig selv, drages man alligevel ind i de mange krydsende historier. For så slemt kan det da ikke være?

Men jo, det kan det. Og det er netop det, der gør læsningen af denne bog til en både underholdende og uhyggelig affære. Man kan – når grinet har lagt sig – ikke komme uden om netop bitterheden og bisterheden både hos snart sagt alle i bogens omfattende persongalleri og hos en selv som læser.

For det er jo en velkendt historie, der fortælles: Om overdrevne og urealistiske, politiske ambitioner. Om ting, der skal gå alt, alt for stærkt i det politiske og administrative system.

Om ikke at sige fra, fordi det går på tværs af både karrierer og politiske hensyn. Om hvordan konkret faglighed må vige, når tilsyneladende handlekraft og en plads foran pressens blitzlys er vigtigere.

Og ikke mindst om, hvordan mennesker mest af alt bare er mennesker med fokus på alt det, der er omkring selve projektet. På relationer. På form. På personlige ambitioner. På ligegyldigheder. Og på politik.

Alexander Rich Henningsen: Mother Earth – en forvaltningsgyser. Gutkind 2024