Hermed fortsættes Repliques sektion med anbefalinger udi livskundskab og livsforståelse. Savoir-vivre-redaktionen ønsker glædelig sommer og er tilbage med flere anbefalinger til efteråret.

Oplevelse: Kunsthal Aarhus

Der tales og skrives gerne om de små, grønne urbane oaser, især hvis de går for at være oversete.

Sådan et sted er Kunsthal Aarhus. En beskeden hvidkalket kunstbygning fra 1917, som findes i en lillebitte firkantet park, helt klemt inde mellem andre af det ældre Århus’ langt større prestigebygninger. Byretten, kreditforeningens domicil, det tidligere erhvervsarkiv og Frimurerlogens palæ.

Storstad og provinsialitet i ét. Men tag ikke fejl. Intet sted i den jyske hovedstad bærer som dette præg af de øverste socialgruppers internationale kulturpræferencer. End ikke museet Aros, hvis glaskulørte selvkroning kan ses hæve sig bag den gamle byretsbygnings sorte tag, kun 100 meter væk.

Kunsthallen og dens gård er en ægte oase, fuldbyrdet med luftspejlinger for enhver

Da jeg besøger parken og kunsthallen en solbadet majdag, er der ingen udstillinger åbne. Måske fordi kunstakademiet har haft en afgangsudstilling kort forinden, og rummene skal gøres klar til ny samtidskunst. Men jeg gør brug af den gratis entré og bestiller en americano i caféen. Imens min fortyndede espresso fremstilles uden hastværk af den engelsktalende og mediterrant udseende barista, tager jeg et kig i den lille butik.

Der er ingen postkort fra egnen, ingen brætspil, ingen illustrerede kalendere, ingen paraplyer eller nøgleringe med kunstmotiv. Der er bøger med smal lyrik og kunstteori. Titlerne ser intersektionelle ud, i krydsfeltet mellem æstetik og politik. Ved et bord nærved sidder tre unge mennesker, som taler skiftevis fransk og engelsk. Måske stamgæster. Det er svært at se, hvor studieopholdet ender og turismen begynder, men hvis jeg savnede forklaringer på bøgernes titler, er jeg sikker på, at de havde svarene.

I den grusbelagte gård med stålbænkene og cafébordene nyder jeg kaffen og solens stråler i ligefuldt mål. Ved andre borde sidder små grupper af veninder i muntre samtaler. Et ældre ægtepar forlader kunsthallen, måske skuffede over, at der ingen udstillinger var. Jeg for min del betragter det oprindeligt påtænkte statsbibliotek og arkiv, Hack Kampmanns historicistiske pragtværk fra 1898. Bagsiden er mere prunkløs, men synet værd. Kunsthallen og dens gård er en ægte oase, fuldbyrdet med luftspejlinger for enhver.

J.Aa.

Rejsemål: Vesttjekkiet – Pohraničí

I tråd med almindelige rejsevaner, besøg i nærtliggende lande, har visse været i Tjekkiet. Prag, oftest. Det er også en smuk by.

Det vestlige Tjekkiet, grænseområdet nær Tyskland, det benævnes vist Pohraničí på tjekkernes hvislende modersmål, er dog også værd at besøge. Området er nemt at nå per bil, så længe man agter sig for den vanskelige passage over Malmbjergene (Erzgebirge), hvorfor grænseovergangene nær den tyske motorvej A93 anbefales. Det ses, blot på et kort, at der er tale om et grænseområde, historien nødigt har set alt for passérbart.

Her er kønt. Når højdedragene er passerede på vej derned, er de pæne at betragte. Med dem følger dale – og ikke sjældent vandløb og søer. Der er tyndt befolket, og dermed følger tætte skove, afbrudte af landsbyer, hvor det desværre også stedvis ses, at socialismens tvillingebroder, fattigdommen, har sat sig triste spor under østblokkens diktaturperiode. Visse steder ender bivejene uden varsel ved syv huse og en grusvej eller to hjulspor – eller endog blindt. På sin vis fascinerende.

Tjekkerne er sympatiske og gæstfri værtsfolk. Dertil skal det nævnes, at man spiser godt og solidt.

Dejlige kurbyer som Karlsbad (Karlovy Vary) og Marienbad (Mariánské Lázně) har dog masser af prægtige bygninger fra navnlig det 19. århundrede, istandsatte og vedligeholdte af markedsøkonomi, flid og orden. Apropos orden, så er det bemærkelsesværdigt, at der ses fem-seks patruljevogne ved politistationen i Marienbad med 13.000 indbyggere. Vognene ses tilmed køre rundt i byen med betjente i. Efter danske forhold er det bemærkelsesværdigt, at der i det hele taget er en velbemandet politistation i en by af den størrelse. Det turde ellers være os, der har proportionsløst mange offentligt ansatte.

Nå. Hvis man er til den slags, nærværende forfatter er, så er kurhotellerne i de to byer fortræffelige. Tjekkerne er sympatiske og gæstfri værtsfolk. Dertil skal det nævnes, at man spiser godt og solidt. Tjekkiets ry som hjemland for godt øl (og mineralvand, pardon til Kaptajn Haddock) er velfortjent. Landets fortsat rimelige prisniveau bør også tiltale en turist. Når man spadserer rundt i det offentlige rum, kan man forresten notere sig det velgørende fravær af (kultur)fremmede fredsforstyrrere.

Tjekkiet er nemlig et særdeles kultiveret og selvbevidst land på mange måder, og man synes endnu kollektivt at vide hvad fortabelse af frihed og selvstændighed fører til.

A.O.

Gastronomi: Cafeteria-kroen, Gl. Hampen

Tiden står stille i Gibeons dal. Men heldigvis ikke kun der. For jeg ved ikke, hvor det ligger.

Til gengæld har jeg et par gange gæstet det gode spisested Cafeteria-kroen i Midtjylland. Gennem Midtjylland skærer sig en hovedvej, der til sidst fører til Viborg, hvis man kommer sydfra, og hjem, hvis man kommer nordfra. Og det er just dér, et sted omkring landsbyen Gl. Hampen, hvor tiden også står stille, at nogen har strøet dette etablissement. Udefra set er det småforfaldent. Ikke mindst på sådan en dag, hvor skyerne har trukket sig sammen og lagt sit grå hundetæppe over sjælen. Indvendigt er det imidlertid ligeså slidt, men som det vågne øje snart ser, er dette hele pointen. For ja, her står tiden stille.

Ude bagved – i nærheden af toilettet – kan man se en solbleget menu fra 1970’erne, da verden endnu var ung. Morgencomplet til 32,50. Fiskefilet med pommes til 35,50. Der også kylling med de samme pommes. Og naturligvis forskellige schnitzler med demonstrative mængder af ærter. Sildemadder tillige. Dette er den danske tunge og de vante ord! Et hjem for sjælen og maven på vej mod hjem.

Alt på bakke. Desværre blev jeg denne gang skuffet, idet der var for lidt sovs. Der må man ikke fejle. Alle ved, at sovs redder alt. Og lidt skulle der trods alt reddes.

Og på væggen hænger et tilfældigt sammensat udvalg af redskaber fra endnu ældre dage. Jo, tiden står stille, og alt er som frosset, undtagen priserne som jo må justeres engang imellem, men derfor kan stedet godt pege bagud til sandere tider. Det er en glemt tid, der mindes en endnu mere glemt tid. Ak – og følger man nu døren ud, så kommer man til bagsiden. Her kan man leje en hytte. Og foran hytterne er der opstillet nok et toilet. Her pyntet med dekorative pissoirer i mere end mandfolkehøjde.

Selv valgte jeg en oksesteg, der serveredes med kartofler og bearnaise. Dertil cola med sugerør. Alt på bakke. Desværre blev jeg denne gang skuffet, idet der var for lidt sovs. Der må man ikke fejle. Alle ved, at sovs redder alt. Og lidt skulle der trods alt reddes.

Jeg overvejede om jeg skulle købe en træsko, for det kunne man også.

C.S.