Hermed fortsættes Replique’s sektion med anbefalinger udi livskundskab og livsforståelse.

Oplevelse: Steen Rasmussens Quinteto med optræden af Leo Minax

På en råkold februar-aften begav jeg mig – i mine tre og en halv ledsageres gode selskab – ned på Svendborg havn, på jagt efter lys i mørket og lidt varme i den danske vinter.

Det håbede vi at finde i Svendborgs jazzklub, i regi af hvilken den danske mesterpianist Steen Rasmussen gav koncert med brasilianske Leo Minax. Når økonomien ikke rækker til at rejse mod varmere himmelstrøg, må man jo bringe dem hertil.

Til vores store gru viste det sig hurtigt, at den stedlige jazzklub holdt til – eller rettere: lånte lokaler – i et enormt, brutalistisk betonbyggeri, til daglig vistnok beboet af et maritimt uddannelsessted. Glas og beton, glas og beton, alt er glas og beton, som prædikeren vistnok har udtrykt det et sted.

En nedslående oplevelse, men heldigvis gradvist opblødt af bossanova-toner med skandinavisk twist og Leo Minax’ vokal.

Og hvad synger han så om, denne brasilianer? Ja, den tilhører, som ikke er kyndig udi det portugisiske sprog, véd det ikke – men man kan alligevel høre det (og forvisse sig om det ved oversættelsesarbejde og præsentationerne på gebrokkent engelsk). Leo Minax synger om det, man kun kan synge om på sit modersmål: kærligheden. Kærligheden til fædrelandet, til det smukke køn, til naturen, til familien.

Når man kommer ud af koncertlokalets trygge mørke, rammer verdens nødvendighed af beton hårdt. Men for en stund – i Minax’ univers – fik man lov at glemme den. Og det er ikke så lidt endda. Til gengæld må man så leve med, såfremt man medbringer en smuk ledsagerske, ikke helt at vide, om den varmblodede forsanger lægger an på hende.

Hermed anbefalet til en regnvejrsdag – i meteorologisk såvel som eksistentiel forstand.

M.B.

Rejsemål: Seoul

For de af os, der indimellem rejser med arbejdet, går turen oftest til industriområder i Tyskland eller Sverige. En sjælden og kærkommen undtagelse havde jeg for nylig med en rejse til Seoul.
Seoul tænker man måske som en lidt hektisk, østasiatisk storby med højhuse og neonlys. Men det er også en ganske naturskøn by, ved Han-floden omgivet af bjerge, der ligger så centralt at man, når jetlagget er aftaget, kan vandre en tur til Namsan-tårnet før dagen går i gang.
Man mærker hurtigt konturerne af den helt anderledes koreanske kultur.

Folk er høflige og afmålte, og hverken mennesker eller bygninger synes opsatte på at tiltrække sig opmærksomhed. Man møder et skønt velordnet (homogent) samfund, der midt i al den koreanske teknologifascination føles sært gammeldags i sin orden og, fornemmer man, pligtopfyldenhed.

Vi ved jo godt, at der gemmer sig rigeligt med problemer i den koreanske kultur; børn, der går i skole til langt ud på aftenen, forældre, der arbejder endnu længere, et bizart forhold til plastikkirurgi (der ofte gives som dimissionsgave af forældre), og de højeste selvmordsrater blandt bare nogenlunde udviklede lande. Men som turist en uges tid mærker man de mørke sider mindre end de lyse.

Man bør besøge både Krigsmuseet og Gyeongbok-paladset. Både fordi de er besøg værd i sig selv, men også fordi de på hver sin måde fortæller om miraklet på Han-floden; at Sydkorea fra at være et økonomisk underudviklet land i 1953 nu er så velstående som Frankrig og Storbritannien. Og minder os om, at det i hvert fald én gang i historien er lykkedes USA at lave en militær aktion i et fjernt fremmed land, der var en ubetinget succes.

Kulinarisk hverken kan eller skal man undgå den traditionelle koreanske barbecue, hvor oksekød steges på en kulgrill placeret midt i bordet. Blandt tilbehøret findes den fermenterede kål kimchi, som koreanere spiser til alt, men som henhører mere under kategorien af kulturelle end kulinariske oplevelser. Praktisk talt ingen taler engelsk – som et signal om, at Vestens indflydelse ikke altid strækker så langt og dybt som vi selv tror. En rejse til Seoul minder os om, at det måske ikke kun er slemt.

R.P. 

Gastronomi: Café Danmark, Esbjerg

Det er svært at sige om frokostrestauranten er særligt dansk. Smørrebrødet – også som bestanddel af en frokostanretning – er dog. Fænomenet er foreviget i populærkulturen gentagne gange, her er et eksempel.

Kombinationen frokostrestaurant og smørrebrød eller en veludtænkt frokostanretning er dermed særligt dansk. Det kræver forståelse af et komplekst, indlejret kulturelt ritual: man begynder med fisken – silden, hvis den er der. Æg og rejer. Ål. Hønsesalat kommer før lidt kraftigere kødtyper, for eksempel mørbrad med svampe à la crème. Stærk filterkaffe – ”mokka” – og kransekage gør godt, efter serveringen. En fuldstændig, dansk smagsoplevelse.

Men også underspillet, for en dansk frokostrestaurant må ikke være prætentiøs. Det er ikke velset, hvis en tjener (indgående) præsenterer serveringen et sådant sted, apropos det indlejrede kulturelle ritual. Man forventes at kende fremgangsmåden, når maden kommer på bordet. Man bliver ikke spurgt om man vil have hønsesalat, før man får sild. Svaret er givet af en kulturel sammenhæng, af tavs viden.

Et fremragende sted at gå hen i den henseende er Café Danmark i den i øvrigt gemytlige vesterhavsby Esbjerg. Ganske uprætentiøst beliggende i et roligt kvarter, bag indgangsdøren et hyggeligt lokale med særdeles charmerende, stedtypisk udsmykning. Stilsikker kvalitet, dejlig mad, kompetent betjening. Det er meget klædeligt, at indehaverne ses på stedet, både serverende og bag disken, og sørger for der er voksne til stede. En fornøjelse hver gang.

A.O.