KRONIK – Ægteparret Rune og Eva Selsing analyserer i deres bog Den borgerlige orden hadets filosofi og forudsætningerne for det borgerlige liv. Filosoffen Kai Sørlander – månedens kronikør – har læst bogen og overvejet dens analytiske afsæt.
De vestlige, liberale demokratier er i krise. I bogen Den borgerlige orden – med undertitlen Om angrebet på det almindelige menneske – giver Eva og Rune Selsing en diagnose af denne krise. De redegør udførligt for, hvorledes det almindelige menneske og den traditionelle borgerlige samfundsorden indefra har været udsat for et ideologisk angreb fra det, som de kalder hadets filosofi.
Det er en filosofi, som bygger på tænkere som Nietzsche, Heidegger, Sartre, Foucault og andre, og som gør op med absolutte sandheder og objektive værdier. I stedet kræver den, at den enkelte skal blive sig selv og sætte sine egne værdier og sandheder, og derfor nedgør den også det almindelige overtagne liv som uegentligt og uautentisk.
Et politisk memento
De to forfattere peger på, hvorledes dette filosofiske kompleks fører til social opløsning og til ulykkelige mennesker uden holdepunkt. Noget, som vi desværre kan konstatere er sandt. Og heroverfor sætter de en forpligtelse på det, som er os givet som betingelse for, at vi kan blive modne og ansvarlige personer: familien, den kulturelle overlevering, nationen, kort sagt den borgerlige orden. I direkte modsætning til “hadets filosofi” hævder de, at vi først bliver egentlige og autentiske i erkendelsen af vor forpligtelse på – og støtte til – denne orden.
Dette er et vigtigt politisk memento. Men filosofisk er argumentationen mangelfuld. I og med at den kritiserer ”hadets filosofi” – eller hvad jeg mere neutralt vil kalde den postmoderne relativisme – for at føre til social opløsning og ulykkelige mennesker, så springer den over spørgsmålet, om denne filosofi er sand.
Den giver ikke en direkte filosofisk kritik af den postmoderne relativisme. Og det skurrer lidt imod, hvad forfatterne selv skriver om idéernes magt. Hvorfor skal idéerne bag den postmoderne relativisme så kun imødegås med deres sociale og psykologiske konsekvenser og ikke med en stringent analyse af deres rationelle holdbarhed?
Grundlagene
Endvidere accepterer de to forfattere den borgerlige orden som den historisk givne danske og vestlige orden, der bygger på sekulariseret kristendom. De forpligter sig på denne orden, fordi man gennem en sådan borgerlig forpligtelse undgår social og psykologisk opløsning. Hermed går forfatterne ikke bag om den historisk givne samfundsorden og spørger om, hvorledes et samfund af rationelt forpligtede personer bør opbygge deres politiske beslutningsproces og bør uddanne sig til at opretholde denne beslutningsproces. Det vil sige, at de ikke opbygger en egentlig politisk filosofi som grundlag for den samfundsorden, som de forpligter sig på.
Hvis man filosofisk skal underbygge den argumentation, som de to forfattere har fremført, så skal man altså gøre to ting. For det første skal man påvise, at den postmoderne relativisme bygger på et principielt uholdbart grundlag. Og i og med at man gør det må man også implicit fremføre et positivt alternativ til den postmoderne relativisme: en filosofi, der bygger på et holdbart grundlag.
For det andet skal man vise, at man på dette alternative filosofiske grundlag kan begrunde en rationel etik – og derpå yderligere en rationel politisk filosofi. Og denne rationelle politiske filosofi skal så efterfølgende holdes op imod den historisk givne borgerlige orden, så vi kan eksplicitere, hvorledes de forholder sig til hinanden.
Det absolut nødvendige
Hermed står vi over for de dybeste og vanskeligste filosofiske spørgsmål overhovedet, og jeg kan her kun markere, hvorledes de skal besvares. Det tillader jeg mig, fordi jeg har skrevet bøger – specielt Den rene fornufts struktur – hvori jeg allerede har fremlagt tankegangen i besvarelserne i mere indgående form.
Som sagt bygger den postmoderne relativisme på Nietzsches og Heideggers forkastelse af absolutte sandheder og objektive værdier. Henholdsvis Nietzsches perspektivisme og Heideggers historicisme. Og det afgørende er, at betragtet som filosofi er begge disse positioner selvmodsigende.
Man kan ikke hævde, at sandheden afhænger af ens perspektiv, uden dermed at hævde noget, som forudsættes at være sandt uafhængigt af perspektiv (eller fra ethvert muligt perspektiv). Man kan ikke hævde, at sandheden er afhængig af ens historiske ståsted, uden dermed at hævde noget, som forudsættes at være sandt uafhængigt af historisk ståsted (eller fra ethvert muligt historisk ståsted).
Dette viser, at Nietzsche og Heidegger – og dermed den postmoderne relativisme – ikke forstår dybden i den filosofiske spørgen. Hvad der også kommer til udtryk, når Heidegger karakteriserer spørgsmålet om væren – hvad vil det sige, at noget er? – som det mest grundlæggende spørgsmål.
Men man kan ikke rent principielt fastlægge, hvad der er det mest grundlæggende spørgsmål, uden at man allerede har fat i noget, som er absolut nødvendigt. Det mest grundlæggende kan ikke fastlægges uden det absolut nødvendige. Og så kan spørgsmålet om væren altså rent principielt ikke være det mest grundlæggende spørgsmål. Det må være spørgsmålet om, hvad der er absolut nødvendigt: hvad der er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes.
Relativismens uholdbarlighed
Når vi skal sætte en positiv filosofi op i kontrast til den postmoderne relativisme, så skal vi altså begynde med spørgsmålet om, hvad der er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes, og så skal vi desuden have med, at den postmoderne relativisme er uholdbar, fordi den er inkonsistent. Implicit i denne argumentation ligger, at modsigelsesprincippet – eller konsistenskravet – må stå som grundlag for, hvad der er absolut nødvendigt.
Følgelig må det, som er absolut nødvendigt – og som det er filosofiens opgave at bestemme – være det, som implicit er givet alene med modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori (den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem påstande). Det absolut nødvendige er altså det, som – ved en transcendental deduktion – kan udledes fra dette grundlag.
Hvorfor skal idéerne bag den postmoderne relativisme så kun imødegås med deres sociale og psykologiske konsekvenser og ikke med en stringent analyse af deres rationelle holdbarhed?
Uden her at gå nærmere ind på denne transcendentale deduktion skal jeg nøjes med at henlede opmærksomheden på, at man på det anførte grundlag umiddelbart kan definere forskellen mellem nødvendige og empiriske påstande, og at man så fra begrebet om en empirisk påstand videre kan gennemføre en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, der implicit må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse – og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer. (Hvorledes dette nærmere skal gøres, kan man følge i min bog Den rene fornufts struktur).
Begrundelse af en politisk filosofi
Det må være denne filosofi, som positivt skal sættes op imod den postmoderne relativisme. Kun således kan man rent idémæssigt bekæmpe denne relativisme. Og undlader man denne kamp, så svækker man den rationelle position, fordi idéer har afgørende indflydelse på, hvorledes vi opfatter – eller misopfatter – verden og vor situation i verden. Falske idéer skal eksponeres og fortrænges af sande idéer.
Det er et udtryk for vor svækkede intellektuelle situation, at vor akademiske elite mangler tankekraft til at konfrontere den postmoderne relativisme på denne rent filosofiske måde. Og her bliver forfatterne af Den borgerlige orden selv et symptom på denne manglende tankekraft.
Men det er som nævnt ikke kun omkring selve kritikken af den postmoderne relativisme, at argumentationen i Den borgerlige orden filosofisk set er utilstrækkelig. Det er også omkring grundlaget for den borgerlige orden: at der ikke gøres noget forsøg på at begrunde en politisk filosofi, men at den borgerlige orden tages som historisk givet. Her tages det heller ikke helt alvorligt, at idéer har betydning.
Falske idéer skal eksponeres og fortrænges af sande idéer. Det er et udtryk for vor svækkede intellektuelle situation, at vor akademiske elite mangler tankekraft til at konfrontere den postmoderne relativisme på denne rent filosofiske måde
På dette sted skal jeg også nøjes med kort at markere, hvorledes en politisk filosofi skal begrundes. (Den udførlige begrundelse findes i mine politisk-filosofiske bøger, men er også markeret i Den rene fornufts struktur). Den politiske filosofi drejer sig om spørgsmålet om, hvorledes et samfund af personer bør indrette deres fælles samfundsorden – specielt den politiske beslutningsproces.
For at kunne besvare dette spørgsmål må man først besvare det etiske spørgsmål: spørgsmålet om, hvorledes man som rationelt forpligtet person overhovedet bør handle. Fra de betingelser, der må sættes til et svar på det etiske spørgsmål, kan man slutte til selve svaret, som jeg har kaldt det etiske konsistenskrav, og som indebærer, at man som person bør handle i konsistens med, at man selv og andre personer kan opretholde eksistensen som personer.
Fra dette etiske konsistenskrav kan man så videre slutte, at et samfund af personer bør indrette sig således, at de hver især kan opretholde deres eksistens som personer, og at de endvidere grundlæggende har lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces.
Politisk-filosofiske veje
Disse politisk-filosofiske krav er rationelle idealer. Det er noget, som vi som personer bør stræbe efter at realisere, og som vi altså bør uddanne os selv til at kunne leve op til. Men det er et empirisk spørgsmål, om vi som de faktisk levende mennesker, som vi er, generelt har rationalitet nok til at kunne realisere dem. Det kan kun historien vise. Og historien fortæller os, at vi i den vestlige kultur har været nærmest ved at realisere idealerne. Spørgsmålet er så, hvad der forklarer dette faktum.
Skyldes det, at vi har været særligt rationelle? For mig at se skyldes det snarere, at kristendommen – med sin egen adskillelse af religion og politik – har hjulpet os godt på vej. Og det bør have en afgørende indflydelse på, hvorledes vi helt konkret politisk forholder os til spørgsmålet om, hvorledes vi fortsat kan sikre en stabil demokratisk udvikling af de vestlige lande.
Men man kan ikke rent principielt fastlægge, hvad der er det mest grundlæggende spørgsmål, uden at man allerede har fat i noget, som er absolut nødvendigt
Dermed kommer jeg i den konkrete politik ikke så langt fra forfatterne af Den borgerlige orden, selvom jeg kommer der ad en helt anden – politisk-filosofisk – vej. Så på sit eget niveau er bogen god. Den påpeger de undergravende og ulykkelige konsekvenser af en dårlig filosofi. Men den er mangelfuld på det egentlige filosofiske niveau.
Dér er den symptom på samme intellektuelle svækkelse, som vi ser på universiteterne, og som vi ser alment i den vestlige verden. Når vi erkender idéernes betydning, så må vi ikke lade selvmodsigende filosofiske idéer stå uimodsagt på det filosofiske plan. Så er det ikke nok at gå politisk imod idéerne. Så skal de modsiges principielt, og så skal de mødes med en konsistent filosofi.
