Kampen om historien er også kampen om nutiden. Anders Orris anmelder Katja Hoyers DDR-bog Beyond the Wall, der til tider tangerer historieforfalskning.

En forbemærkning til nærværende anmeldelse: redaktionen antager ikke, at tidsskriftets læsere er stærkt optagede af detaljerne ved Tysklands historie i det 20. århundrede. Den antager derimod, at tidsskriftets læsere er et bolværk mod kommunisme, almen venstreorienteret historieforfalskning og beslægtet misbrug af historien til politiske formål.

Redaktionen har sine kilder, og det stod klart, at den tysk-britiske historiker Katja Hoyer (f. 1985) har skrevet en bog omhandlende DDR’s historie, Beyond the Wall, som kunne være af interesse med ovenstående forbemærkning in mente. Nogle af tidsskriftets læsere har måske ikke fået en tilpas baggrundsviden om, hvilken størrelse DDR var. Man fortæller nødigt noget om kommunismens kolossale forbrydelser i undervisningssystemet.

Der er tale om den kommunistiske diktaturstat, som blev etableret i den af Sovjetunionen besatte del af Tyskland under Den Kolde Krig. DDR eksisterede mellem 1949 og 1990, hvor staten afskaffede sig selv, for at blive en del af det forenede Tyskland, hvis geografiske udstrækning vi kender i dag.

Mistænkelige forhold

Inden vi kommer til substansen er det værd at dvæle ved nogle andre forhold, som lider af den skavank, at de er mistænksomt anlagte fra begyndelsen. Det kan være snedigt at udgive en engelsksproget om tyske forhold. Over det meste af den vestlige verden går det tilbage med tysk-kundskaberne, anglificeringen har godt fat, men der er stadig tyskfokuserede universitetsinstitutter nok at tage af. Her optages der studerende, som måske nok interesserer sig for tyske forhold og tysk kulturarv, men som lige har det svært med det der sprog.

Skriver man en engelsksproget bog er der således sikkert god mulighed for at tiltuske sig en plads på pensumlisterne ved institutterne i København, Lund eller Oxford. Særligt i den første, prægende studiedel. Nøjagtigt som fransksprogede værker engang fandtes på pensumlister, indtil de ikke fandtes der mere, således efterhånden også med de tysksprogede værker. Alt skal være på engelsk i klart sprog – og det er således nyttigt, hvis man vil præge en generation af germanister, at udgive en engelsksproget bog om et væsentligt kapitel af nyere tysk historie.

Manipulation

Blot når man får Beyond the Wall i hænde ses det, at der er noget specielt ved bogen. Normalt trykker man rosende omtale fra anmeldelser på omslaget, typisk fra anerkendte aviser og tidsskrifter. På bogens omslag er der optrykt rosende omtale fra en række løsrevne, men dog navngivne personer, uden kildeangivelser. It explodes many of the lazy Western clichés about East Germany mener en Andrew Roberts, for eksempel. Det står ikke klart, om det er en af Katja Hoyers venner.

Nå, tager man fat på læsningen, fortsætter den tvetydige oplevelse. Alene forordet: Western consumerismkontrasteres, omtrent-underforstået negativt, med DDR. Social mobility provided unprecedented opportunities for the working classes står der beskrivende om DDR, allerede på næstfølgende side.

Den ikke helt så forhåndsorienterede læser, formentlig uanset politisk observans, væves så stille ind i Hoyers ladede fortælleteknik. Der gås nemlig pænt og redegørende frem, klassisk kronologisk, så man følger DDR’s omskiftelige historie som en stille iagttager. Fremstillingen er i øvrigt løbende krydret med personlige beretninger af lidt tvivlsom kvalitet. Jævnt hen gode fortællere skaber dog alt i alt en fortælling med glød.

Man skal som sagt vide noget om DDR’s tid på forhånd, for at undgå at blive præget af denne fortælleteknik og denne glød. Kvalitetspræget historieformidling skal gerne rumme denne glød, men også et nøgternt syn på fortiden. Man skal forstå tankemønstre, personlige motiver, sociale, kulturelle og materielle forhold med mere, uden at lade sig forblænde.

Det siges, at man skal lære om historien for at kunne lære af den, men de fleste synes at være for optagede af det sidstnævnte. Med en sidebemærkning lærer mange overfladisk om historien for at kunne fælde håndfaste domme på baggrund af den.

For tiden er det meget moderne at lære overfladisk om historien, for at lære det af den, at historien var en frygteligt sted at være. Overklassen undertrykte underklassen, mænd undertrykte kvinder, når de ikke bankede dem. De socialt velfungerende undertrykte afvigerne, igen gerne kvinder, og de var i øvrigt slet ikke socialt velfungerende. Ofte ”klamme magtmennesker”.

”Vi” undertrykte kvinder, sigøjnere, tatere, negre, homoseksuelle, grønlændere, forældreløse, åndssvage, enlige mødre og mange andre. Med tiden sikkert også færinger, islændinge, nordmænd, sydsvenskere, hjemmetyskere, roepolakker, amagerhollændere, alsingere og mange andre.

Det godhjertede Tyskland

Katja Hoyer vil grundlæggende set to ting med sin bog. For det første vil hun en fortælle en anden historie om DDR end den, der påstås være den officielle. Hun mener der er for megen tavshed, tabuisering og forvrængning. For det andet vil hun fortælle en historie om forestillingen om et ”andet Tyskland”, hvilket ikke fremgår så tydeligt af bogen, men løber som en understrøm gennem den.

Det karakteristiske for Hoyers forestilling – og med hendes så mange andres – er, at det ”andet Tyskland” altid er deres venstreorienterede, hvis de selv skal sige det godhjertede bud på et. Man taler ud fra et overbevist, politisk-moralsk privilegium. Mere om dette senere.

Vist skal man forstå personer i fortidens motiver, men man skal vare sig for at overtage deres selvforståelse. Hoyer svigter på denne konto. Hun overtager i så stort omfang DDR’s selvforståelse, at det skævvrider hele hendes fremstilling. Der er mange eksempler, men nærværende anmeldelse skal indskrænke sig til to.

Overtager DDRs selvforståelse

For det første spiller Hoyer en plade, der sad fast i samme rille under Den Kolde Krig: DDR var – modsat det frie, demokratiske Vesttyskland – en konsekvent anti-fascistisk og anti-nationalsocialistisk stat. I DDR dyrkede man myten om, at man havde gjort op med den nationalsocialistiske tid og ikke havde tidligere nationalsocialister rendende rundt i regeringskontorerne.

Underforstået: som man havde det i Vesttyskland. GDR [DDR] made anti-fascism its foundational dogma skriver Katja Hoyer, men præciserer og udglatter derefter, arketypisk, at der dog var undtagelser, men de skyldtes manglende undersøgelse af jødeudryddelserne. Denazificiation in the East was deeper skriver Hoyer og tilføjer, at man afskedigede lærere, embedsmænd og politifolk og erstattede med dem med det, Hoyer kalder ideologically less problematic individuals. Kommunister og stalinister, med andre ord.

Nærværende anmelder skal indskrænke sig til at påpege, at DDR’s højesteretspræsident mellem 1949 og 1960 – og i øvrigt fremtrædende systemfunktionær, helt til 1989 – Kurt Schumann meldte sig ind i det nationalsocialistiske parti i 1937. Dertil at en af DDR’s mest fremtrædende systemfunktionærer, den øverstansvarlige for det kommunistiske, systembærende parti SED’s kadreafdeling mellem 1960 og 1989, Fritz Müller, indmeldte sig i det nationalsocialistiske parti i 1939. Müller var i praksis en blanding af en kommunistisk HR-chef og første-indpisker.

For det andet hævder Hoyer, som antydet tidligere, at DDR tilbød sine borgere en betydelig social mobilitet, kombineret med tilsvarende betydelig social tryghed. Kvinderne kom på universiteterne; i DDR var der – modsat i Vesttyskland, landet er konsekvent til stede som den onde anden i Hoyers bog, apropos overtagelsen af DDR’s selvforståelse – rigeligt med billige daginstitutionspladser.

I takt med tiden affandt borgerne sig med DDR og muren og arbejdede eller studerede, mener Hoyer. Astonishingly rapid pace of social progress kalder Hoyer det. Subsidized rents, food, cultural offerings and childcare meant that there were few existential concens skriver hun et andet sted og anfører i øvrigt senere sidstnævnte trommehvirvel som en af årsagerne til, at man drak så meget alkohol i DDR.

Man kan diskutere substansen, men ikke overtagelsen af DDR’s egen selvforståelse. Man kan heller ikke diskutere, at disse privilegier jo kun gjaldt de velafrettede. Det er til overflod dokumenteret, at det paranoide DDR-styre udfrøs og forfulgte sine kritikere, blandt andet ved at nægte dem og deres familier studiepladser og goder, medens de pudsede sikkerhedstjenesten, Stasi, på dem.

Decideret apologi

Det leder til det næste, for i flere sammenhænge går Hoyer videre fra overtagelsen af DDR’s selvforståelse til det, man kan kalde apologi, altså i praksis forsvaret for en bestemt, værdipræget tolkning af tilværelsen, vendt mod afvigere. I klart sprog: verdenstolkninger, hvor overholdelsen af den rette lære står over anførelsen af faktiske omstændigheder. Nærværende anmeldelse må indskrænke til et, dog afgørende eksempel.

It is questionable if an open border between the two Germanies would ever have been feasible skriver Hoyer, da hun overvejer baggrunden for opførelsen af Berlinmuren og styrets evindelige kvaler med, at så mange frem til 1961 udvandrede til de frie Vesttyskland via den åbne sektorgrænse i Berlin. I øvrigt – som sædvanlig – uden at Hoyer overvejer, hvorfor så mange ønskede at udrejse fra øst til vest, hvorimod man ikke så horder af folk, der ville den anden vej.

Det var noget med penge og højere lønninger, bedre forbrugsmuligheder, må Hoyer medgive, men så skriver hun: a classless society, by definition, prevents above-average lifestyles. Det må være Katja Hoyer, der taler med sig selv, og her afslører hun sit apologetiske forhold til DDR og længslen efter den styreform, det kommunistiske styre foregav af arbejde efter.

Der er mere med den der grænse, på mange måder et lands stærkeste ydre kendetegn. Som bekendt spærrede DDR sine egne borgere inde og foranstaltede en grænse, der jog dem, der kom den nær, en skræk i livet. Pigtråd, mure, bøse grænsevagter, stop, kontrol, undersøgelse af biler, konfiskation af tidsskrifter, tvangsveksling for at skaffe hård valuta, maskineri der automatisk affyrede geværsalver og meget andet. Man må se langt efter billeder eller almindelige menneskers beskrivelser af sådant i Hoyers bog.

Der er det absolut nødvendige om eksempelvis Peter Fechter, udvandreren, der blev skudt af DDR-grænsevagter i 1962, i Hoyers tolkning nærmest fordi han dummede sig og var overmodig, og så skal vi i anden sammenhæng have ondt af nogle unge DDR-grænsevagter, der sad og frøs i deres vagttårne. Tilmed har Hoyer den flabethed at skrive, at det, DDR-styret gjorde, når det armerede og forstærkede grænsen, kan beskrives med udtrykket ”beef up”.

Historieforfalskning

Endelig slår Hoyers fremstilling over i rendyrket revisionisme, altså grænseområdet til egentlig historieforfalskning, i hvert fald stærkt afvigende tolkninger af det, den autoritative historievidenskab meddeler. I mere hverdagsagtige termer blot noget, der er så indlysende forkert og urimeligt, at det kun kan skyldes ideologisk forblændelse.

Hoyer skriver i sin bog, hvis man læser hendes fremstilling fremadskridende over to sider, at Berlin-blokaden i 1948 var amerikanernes skyld. Situationen var som følger: i juni 1948 afskar Sovjetunionen Vestberlin – den del af byen, der var under amerikansk, britisk og fransk, fri forvaltning – fra omverden. Ingen forsyninger slap igennem. Den eneste adgang til Vestberlin var via flyvning og herigennem holdt vestmagterne byen i live i et års tid. Blokaden begyndte, helt utvivlsomt, med at Sovjetunionen aktivt traf valget om at spærre vestberlinerne inde.

Hoyer viser sig dog som en epigon af DDR-historieskrivningen og skriver, at konflikten begyndte med at Amerika gav økonomisk hjælp til Vesttyskland og Vesteuropa. Amerikanerne pressede Sovjetunionen til at indføre blokaden. Senere skred Sovjetunionen og DDR i øvrigt som bekendt til at spærre østberlinerne og østtyskerne i det hele taget inde. Alt sammen for kommunismens skyld.

DDR-myte

Dertil dyrker Hoyer en anden DDR-grundmyte så intensivt, at det også er i omegnen af revisionisme. Hoyer skriver adskillige gange, at DDR’s økonomiske vanskeligheder havde baggrund i landets manglende naturresurser og angiveligt beskedne befolkningstal på i omegnen af 16 millioner mennesker. Nord-nordvest for DDR lå og ligger der er et land med 5 millioner indbyggere, uden naturresurser af betydning, som i efterkrigstiden evnede at skabe en åben, udviklingsorienteret økonomi med almen velstand og stærke demokratiske og retlige institutioner. Tilmed uden at spærre landets befolkning inde bag en mur. Gæt selv hvilket.

Intetsteds skriver Hoyer i øvrigt noget om, at selve DDR’s økonomiske system – den kommunistisk-marxistiske økonomiske tænkning – udgjorde et problem for landet. Noget så banalt som det forhold, at styret fastfrøs priser og lod lønninger stige konstant forbigås af Hoyer. Folk fik mere og mere i løn, men forbrugsmulighederne forblev begrænsede, så folk havde flere og flere penge i banken, fordi de ventede på forbrugsmulighederne.

DDR havde til sidst enorme mængder opsparet, kunstig købekraft: befolkningen blev indbildt en velstand, der ikke afspejlede virkeligheden. Man måtte vente længere og længere på en Trabant eller en telefon. Så sent som i 1980 måtte det, Hoyer kalder for østblokkens næstmest udviklede økonomi, og det, styret selv mente var verdens niende- eller tiendestørste industristat, afsætte penge, vesttyske mark, naturligvis, til at nød-importere blandt andet cykeldæk, kiks, chokolade, sokker, undertøj og sko.

Grundløgnen

Det er en grundløgn, at nogen objektivt kan opgøre menneskers behov og i forlængelse heraf organisere og regulere økonomien og bestemme priserne. De organiserende vil  som resultat blot herske over de organiserede, der, til trods for de ellers ihærdige organisationsbestræbelser, så påfaldende ofte må undvære eksempelvis cykeldæk, kiks, chokolade, sokker, undertøj og/eller sko.

I en langt mere lødig bog om DDR’s sidste små tyve år, standardværket Die heile Welt der Diktatur af den tyske historiker Stefan Wolle, nævner han et forskningsprojekt, en række sociologer gennemførte efter 1990 med en række af DDR-styrets chefplanlæggere.

Forskningsprojektet var samtalebåret. Selveste chefplanlæggeren over dem alle, Günter Mittag, politbureaumedlem i en evighed, sådan var det i øvrigt i DDR, magthaverne lod sig ikke sådan udskifte, leverede følgende sprogblomst til forskningsprojektet: ”Die Dialektik im eigentlichen Sinne ist die Erforschung der Widersprüche im Wesen der Dinge selbst, und damit hatte ich immer zu tun und habe es nicht geschafft.”

Slige teoretiske absurditeter kan man i længden kun tvinge begavede mennesker til at tro på ved udbytning og tilknyttet bestikkelse; den brede befolkning må underkastes et tyranni for at leve med konsekvenserne af sådant tankespind.

På flapteksten til Hoyers bog står der følgende: this is the definitive history of the other Germany, the one beyond the Wall. Det er noget sludder. Læs Stefan Wolles i øvrigt også kronologisk fremadskridende, særdeles velskrevne bøger om DDR’s historie. De er fortsat standardværkerne.

Hvad med totalitarismen?

Til sidst er det værd at nævne, at selv i detaljen er Hoyers bog en underlig fisk. Hoyer gennemgår også kultur- og musiklivets vilkår i DDR. Styrets ekstremt paranoide tilbøjeligheder – og afgrundsdybe totalitarisme – afspejles ved, at det i flere tilfælde forbød musikgrupper at indspille og fremføre musik.

Styret raslede for eksempel med sablen mod det folkekære orkester Puhdys, der i 1970 fik læst og påskrevet. Orkestret skulle skoles ideologisk og holde op med at synge på engelsk. Hvis det rettede ind, kunne det få ophævet dets forbud mod at optræde. Hoyer har dog følgende kommentar: As they [Puhdys] began to write their own material in German, their venues became bigger and eventually their freedoms greater. Det var sørme storsindet af styret. Man aner i øvrigt en portion Denglisch i baggrunden. Her såvel som mange andre steder.

Katja Hoyer har dog ingen kommentar til det forhold, at styret tillod sig at forbyde orkestre at indspille musik og optræde. Det kan kun skyldes ideologisk forblændethed og misforstået kærlighed til det fortabte, venstreorienterede ”andet Tyskland” i form af DDR. Dette Tyskland er aldrig tilfreds med menneskene som de er: de må altid være materiale for arbejdet med at skabe det ideelle menneske, det veltilfredse og velafrettede sociale dyr.

Günter Schabowski, mangeårigt politbureaumedlem og i øvrigt manden, der med sin søgen efter ordene slog hul på Berlinmuren den 9. november 1989, skriver i sin tankevækkende bog Der Absturz, at den afgørende væsensforskel mellem DDR og de kapitalistiske samfund var, at DDR-systemet konsekvent søgte at bevidstgøre mennesker.

De vidtforgrenede forsøg på at detailregulere økonomien, mod dens funktionsmåde, højstemt kaldet love, og i forlængelse heraf etableringen af omfattende social ingeniørkunst, kunne kun fungere, hvis alle underkastede sig det kommunistiske styres diktater og lagde sig i selen. DDR kunne kun bruge de bevidstgjorte pionerer eller de bevidstløse trælle; kritikere eller modstandere stod kun til fortabelse. Dem måtte Stasi tage sig af.

Zum Jubiläum präsentiert sich die DDR als politisch stabiler und ökonomisch leistungsfähiger sozialistischer Staat mit moderner Industrie und Landwirtschaft, mit aufblühender Wissenschaft und Kultur. Unter Führung der SED gestalten die Bürger aller Klassen und Schichten die entwickelte sozialistische Gesellschaft in den Farben der DDR als einen Prozeß von Kontinuität und Erneuerung. Mitarbeiten, mitplanen under mitregieren ist in der DDR lebendiger Ausdruck sozialistischer Demokratie.

Således skrev DDR-styret i forordet til landets statistiske årbog, udgivet i juni 1989. Landet løj altså for sig selv og omverden til det sidste.

De befæstede grænser, muren og Stasi. Livsløgnen. Der er intet DDR hinsides dette.

Katja Hoyer: Beyond the Wall: East Germany, 1949-1990. Forlaget Allen Lane, 2023.