Kan samfundskontrakten opretholdes med social ingeniørkunst? Nej, den består i lige så høj grad i stabil infrastruktur og hårdt arbejde. Få steder viser det så tydeligt som det berømte tyske motorvejsnet. Anders Orris fremhæver i månedens kronik, hvorfor forfaldet er et gennemgribende problem i hele Europa.

Den vesttyske regering besluttede, sidst i 1950’erne, at iværksætte et stort byggeprojekt. Det nationalsocialistiske styre havde i 1930’erne, af militære grunde, accelereret udbygningen af motorvejsnettet, på tysk kaldet Autobahn(en), og lagt et omfattende planarbejde til grund.

Dette planarbejde fulgte man også efter krigen. Et hovedsigte ved dette planlægningsarbejde var at forbinde det råstofrige Ruhr-område med storbyen Köln og videre sydpå til endnu et kraftcentrum, Frankfurt. Dette realiseredes ved anlæggene af den endnu ikke fuldt gennemførte motorvej med nummereringen 1, i øvrigt en del af den såkaldte fugleflugtslinje mellem København og Hamborg, og så motorvejen mellem Köln og Frankfurt med nummereringen 3.

Tyske ingeniører – er der monstro stadig en mytisk klang ved benævnelsen? – kunne altså rigtig udfolde sig.

Den økonomiske vækst i efterkrigsårene nødvendiggjorde dog et nyt anlægsarbejde, en ny korridor, mellem Ruhr-området og Sydtyskland. Derfor iværksattes byggearbejdet med motorvejen med nummereringen 45, som skulle forbinde Dortmund med Tysklands midte, området ved Wetzlar-Gießen, derfra til Frankfurt og videre sydpå.

A45 – vejstrækningen vil herefter blive benævnt sådan – var således et særskilt initiativ fra den vesttyske regering, et delelement i det såkaldte Wirtschaftswunder, det økonomiske mirakel, den dygtige, konservative regering under ledelse af mænd som Konrad Adenauer og Ludwig Erhard afstedkom i halvtredserne og tresserne. Mirakuløst, ikke mindst fordi planlægningsarbejdet måtte tage hensyn til det stærkt kuperede, af bjerge og dale prægede område mellem Dortmund og Wetzlar-Gießen.

Tyske ingeniører – er der monstro stadig en mytisk klang ved benævnelsen? – kunne altså rigtig udfolde sig. Teodolitter, tegneborde, armeret beton, trafikprognoser, tung trafik. Hele beregnings- og anlægsmaskineriet kom af stald. Fra 1963 til 1978 gik det derudad. I rekordåret 1971 åbnedes alene her på A45 74 kilometer motorvej. Det er svært ikke at få nævnt, at det tog dansken fjorten år at anlægge den små hundrede kilometer lange, sønderjyske motorvej mellem Skærup og Frøslev (årene 1970 til 1984).

Forfaldet sætter ind

Allerede dengang var der dog vist noget råddent ved forbundsrepublikken. 1950’erne var blevet til 1970’erne. Mavesure, cigarrygende kontroltyper var blevet til smarte, cigaretrygende hurtigsnakkere med folk til papirarbejdet. CDU-regeringer var blevet til SPD-regeringer. Var rustbeskyttelsen af armeringen nu god nok? Var dimensioneringen virkelig gennemarbejdet? Begrebet byggesjusk udødeliggøres af kriminalassistent Jensen i denne vidunderlige scene fra filmen Olsen-banden går i krig fra netop 1978.

Mange vil helst diskutere familie-, udenrigs-, fødevare- og/eller socialpolitik; for visse kammer det over i blasert, social ingeniørkunst

Man anede nok, at noget var galt, men årene gik. Omtrent 60 store broer krydser dale på de 257 kilometer A45. Trafik. Morgentrafik. Pendlertrafik. Tung trafik. Ferietrafik. I spidsbelastningsperioderne det hele på én gang. De fleste tænker næppe over, før de krydser en motorvejsbro over en dal i Sauerland, hvorvidt den kan bære. Selvfølgelig kan den det. Ellers ville den jo ikke være der. God infrastruktur gør vort liv nemmere: personer og varer kan komme frem, så hurtigt som muligt.

Det er måske en skavank – et velstands- eller overflodsfænomen – at så mange forudsætter, at den materielle eller økonomiske verden blot ”er” der. Verden er materielt set sat, økonomien må man overlade til økonomerne. Det bevægelige er en række sociale situationer, ”hvordan vi er sammen”. Mange vil helst diskutere familie-, udenrigs-, fødevare- og/eller socialpolitik; for visse kammer det over i blasert, social ingeniørkunst, hvor det per lovdekret skal bestemmes i detaljer, hvordan den sociale situation ”skal” være.

Det hele går ad helvede til – noget er gået i stykker i Tyskland, som visse siger, og det er selvfølgelig ikke kun motorvejsbroerne.

Verden kan iscenesættes; man kan ”bestemme”, at vi skal have 32.485 sygeplejersker mere om fire år eller at temperaturen skal være reduceret med 0.632 grader i 2029 og 0.841 grader i 2034. Eksempler er legio. Man må ikke spise kød, man må ikke ryge, man må ikke drikke alkohol, man må ikke køre bil (i København), man skal i øvrigt ikke kunne parkere den, man skal opkræve sine naboers ejendomsskat. Og så videre, og så videre.

Men er verden sat? ”Er” den materielle eller økonomiske verden der bare? Svaret er nej. Og dette svar indgår i et løbende, dialektisk forhold til den socialt foreliggende virkelighed.

Noget er gået i stykker

Det har stået klart, i hvert fald de seneste ti års tid, at samtlige af de 60 motorvejsbroer på A45 skal erstattes med nye. En særlig pinagtighed for forbundsrepublikken er den situation der har medført, at forbindelseslinjen A45 nu ganske enkelt er kappet over. Ved byen Lüdenscheid, en by på størrelse med Esbjerg, vel en tredive kilometer efter A45’s begyndelsespunkt, stod det klart at en motorvejsbro var så elendig, at den ganske enkelt ikke kunne benyttes længere. Førnævnte sociale kontrakt blev opsagt, en motorvejsbro kan ganske enkelt ikke krydses.

Motorvejen måtte spærres, broen bortsprænges. Kontakten er stadig opsagt. Der bygges en ny bro, det hele er færdigt engang. Imens må den såkaldte Fernverkehr, ”fjerntrafik”, på en flere hundrede kilometer lang omvej, hvor de i forvejen stærkt belastede strækninger, A1 og A4, yderligere belastes. Og én elendig, nedreven bro og et relateret nybygningsarbejde på A1 i Köln, der i forvejen giver anledning til massive trafikale problemer, giver så anledning til fordoblede problemer.

Broerne forvitrer omkring indbyggerne i forbundsrepublikken, måske som selve den sociale kontrakt, der kun rummer mulighed for at fortælle befolkningen, at den ikke må spise kød, ikke må ryge og ikke må drikke alkohol – og slet ikke stemme på et bestemt parti. Paradoksalt nok må den gerne ryge hash. Det hele går ad helvede til – noget er gået i stykker i Tyskland, som visse siger, og det er selvfølgelig ikke kun motorvejsbroerne.

Spredt ud over hele Europa ligger disse monumenter fra en opgangsperiode og perioden lige før og lige efter. Den vældige motorvej over Brennerpasset med den imposante Europabro, åbnet i 1963. Herhjemme: Vejlefjordbroen, åbnet i 1980. Vældige, uundværlige byggeprojekter. Storebæltsforbindelsen, åbnet i 1997-98?

Motorveje, tunneler, broer. Det hele ”er” der for så vidt – og det er under tilsyn. Opmålinger, scanninger. Men det er bygget under andre, navnlig økonomiske og demografiske, forudsætninger. En vældig opgangsperiode, drevet af særligt den store fyrrer-generations foretagsomhed. Og de store anlæg bliver belastet dagligt. Af trafik. Morgentrafik. Pendlertrafik. Tung trafik. Ferietrafik. I spidsbelastningsperioderne det hele på én gang.

Moderniteten smuldrer omkring os, og det står i et dialektisk forhold til i første række en økonomisk udvikling, hvor den offentlige udgiftsvækst beslaglægges af tidens vækstbrancher: sundheds- og plejeydelser, udvidelser af den offentlige sektors personaleforbrug, forsorgskrævende mellem 1 og 101 år, overførselsindkomster. Alt suppleret med dekadent selvbegunstigelse af førsteklasses-passagerer på Titanic, der bevilger sig selv mere ferie og flere omsorgsdage og barsels-, pleje- og sorgorlov i en uendelighed.

I lægmandstermer: Engang kunne den økonomiske vækst afstedkomme en kapitaltilvækst, som kunne bære anlæg af 253 ud af 257 kilometer motorvej med 60 tilhørende broer på tolv år. Vesttyskland besad en arbejdsom befolkning og dermed en kapitalgivende industri- og landbrugsproduktion, på ryggen af hvilken en infrastrukturel ekspansion kunne oppebæres.

Gæld, indvandring og demografisk panik

Nu opsluges vækstperioder, nærede af pengerigelighed og omfattende privat og offentlig gældsstiftelse, af sundheds-, pleje- og forsorgsydelser, overførselsindkomster og ordninger der etablerer undskyldninger for, at arbejdsdygtige mennesker ikke skal passe deres arbejde. Vent bare til diagnose- og bogstavgenerationen indtager arbejdsmarkedet.

Læg dertil en stundende uro, her benævnet demografisk panik, hvor det i stigende grad står klart for de vestlige samfund, at en række grundlæggende behov ikke kan blive dækkede, fordi arbejdsdygtige og -villige mennesker savnes.

Engang stod den talstærke, arbejdsdygtige og foretagsomme generation i arbejdstøj og sørgede for, at A45 kunne blive anlagt. Nu er Tyskland – og med det land mange vestlige samfund – fanget i en uvejrslignende situation, hvor det er svært at fremskaffe arbejdsvillige mennesker til at renovere eller nyopføre 60 motorvejsbroer i løbet af en håndfuld år.

Én vej har ledt i retning af opsugning af østeuropæisk arbejdskraft, men det er i stigende grad tvivlsomt, om det kan lade sig gøre at hente flere rumænere og polakker til at arbejde i et Tyskland præget af inflation og stigende leveomkostninger. Én anden vej har ledt i retning af katastrofale forsøg på at importere arbejdskraft fra den arabisk-muslimske verden, som imidlertid ikke føler sig omfattet af en forpligtelse til at påtage sig forefaldende arbejde – og slet ikke hårdt fysisk arbejde.

Vi har ikke råd til sociale eksperimenter og flere offentlige udgifter, der tager sigte på at fjerne arbejdsdygtige mennesker fra arbejdsmarkedet eller på at foranstalte nidkær social ingeniørkunst.

Tilvandringen fra den arabisk-muslimske verden holder sig erhvervsfrekvenser på alt mellem 30 og i bedste fald 60 procent og rummer dermed ingen løsning på hverken arbejdskraftsbehov eller forsørgerbyrde. Tværtimod er den en økonomisk og kulturel møllesten om Tyskland og øvrige vestlige samfunds hals – og i sig selv en komponent i et smuldrende, økonomisk og demografisk fundament.

Tyskland og de øvrige vestlige samfund, Danmark, kan ikke bære, at kapital og forbrug – som bekendt de eneste beskatningskilder – opsluges til uproduktive formål, lediggang, forsorg og passiv forsørgelse. Vi har ikke råd til sociale eksperimenter og flere offentlige udgifter, der tager sigte på at fjerne arbejdsdygtige mennesker fra arbejdsmarkedet eller på at foranstalte nidkær social ingeniørkunst.

Det er og forbliver absurd, at indtil flere af den vestlige verdens regeringer – særligt den franske og britiske, nu måske også den danske – er rastløst optagede af eksempelvis at skabe ”røgfrie generationer” i 2030 (eller hvornår det nu er), alt imens landene ophober gældsbjerge, afvikler kapitalgivende industri- og landbrugsproduktion, lader infrastrukturen forfalde og passivt iagttager demografiske og dermed kulturelle forandringer, der gør vestens befolkning til fremmede i deres egne lande.