Mænd og drenge er blevet dømt efter den nye, samtykkebaserede voldtægtslovgivning, som blev indført i Danmark i 2021. Marianne Stidsen kalder til modstandskamp imod woke-lovgivning.

De senere år har vi oplevet utallige eksempler på, at woke-aktivismen, som vi bredt kan kalde den, har ødelagt forskellige samfundsinstitutioner – fra forsknings- og uddannelsesinstitutionerne til sundheds- og behandlingssystemet. Man kan sige, at når aktivismen trænger ind i systemerne, så ryger fagligheden og objektiviteten som regel ud. Skurken er her – som så ofte i disse år – universiteterne, hvis humanistiske og samfundsfaglige fakulteter har fået lejlighed til at ekspandere deres woke synspunkter ud over alle andre områder. Ikke som supplement til, men som en direkte erstatning for disse områders kernefaglighed.

Organisationernes tyranni

Et godt eksempel er transaktivismens uheldige påvirkning af sundhedsvæsnet i det meste af den vestlige verden, herunder Norden. I april kunne Kristeligt Dagblad eksempelvis afsløre, hvordan forskellige interesseorganisationer ikke blot afgav høringssvar, men endda var inviteret med helt ind til bordet i Sundhedsstyrelsen, forud for udarbejdelsen af vejledningen for behandling med kønshormoner. Det gjaldt LGBT+ Danmark, Transpolitisk Forum, Amnesty og flere andre. Her var der fra organisationerne interesse for, som det hedder i referatet, at fjerne hindringer for, at en patient kunne blive behandlet med hormoner hurtigst muligt.

Sundhedsstyrelsens direktør måtte ligefrem flere gange, ifølge referatet fra møder med interesseorganisationerne, slå fast, at man ifølge sundhedsloven ikke har ret til behandling uden en lægefaglig begrundelse. Det var nødvendigt, fordi organisationerne viste stor interesse for at rense vejledningens sprog for alt, der kunne antyde, at kønsligt ubehag var en sygdom eller lidelse.

Ikke desto mindre endte styrelsen, som Kristeligt Dagblad skriver, med at give efter for kravet om sprogændringer.

For eksempel blev ordet ’kønsdysfori’ fjernet i den endelige udgave af vejledningen, der udkom senere i 2017. Ifølge flere ngo’er blev det ord opfattet som ”patologiserende”. Ligeledes blev ordet ”fødselskøn” fjernet efter aftale på mødet, lyder det i et høringssvar fra Region Nordjylland. I stedet fremgår betegnelsen ”fødselstildelt” køn, der signalerer et syn på køn som en social konstruktion – noget der tildeles frem for noget, der bliver observeret. ^[1]

Det vil sige, at man simpelthen udraderede den biologiske viden om køn og erstattede den med en rent socialkonstruktivistisk!

Woke-lovene

At beslutningstagerne ofte ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, når aktivismen erstatter fagligheden og fører til en radikaliseret, ideologisk motiveret styring, som er både uansvarlig, uigennemtænkt og decideret farlig for samfundshelheden, ser vi i øjeblikket selv inden for lovgivningen, hvor politisk aktivisme forklædt som faglighed i mange tilfælde har fået lov til helt at overtrumfe den objektive faglighed. Slet og ret fordi skellet mellem aktivisme og forskning udviskes, så politikerne ikke kan se, hvad der er hvad, og kommer til at træffe afgørelser på et falsk grundlag. Denne gang er det dog samfundets absolutte fundament, nemlig retssystemet, der rammes.

Man kan bredt tale om, at der de senere år er blevet vedtaget en række woke-love, som har det tilfælles, at de underminerer den traditionelle balance i vores retssystem mellem ofres retsfølelse og anklagedes retssikkerhed ved at basere sig på følelser, kommunikation og subjektive fortællinger, fremfor på facts, dokumentation og beviser.

Et eksempel er udvidelsen af racismeparagraffen i 2020 med begreberne ”kønsudtryk” og ”kønsidentitet”. Mens man for blot få år siden talte om helt at afskaffe racismeparagraffen – ligesom man i 2017 havde afskaffet blasfemiparagraffen – valgte man altså nu ikke alene at bevare den, men ovenikøbet udvide den. Sådan at man – som vi bl.a. har set i Canada – i princippet ville kunne blive dømt for at referere til en persons biologiske køn, hvis det blev opfattet som hadtale.

Med den klare konsekvens, at en af grundlovens vigtigste paragraffer, nemlig den, der håndhæver ytringsfriheden, står i fare for at blive underkendt.

Samtykkeloven

En af de mest indgribende blandt de nye woke-love, som jeg vælger at kalde dem, er uden tvivl samtykkeloven, som blev vedtaget i Danmark i december 2020, og trådte i kraft umiddelbart efter årsskiftet. Også denne lov er resultatet af aktivismens underminering af fagligheden og objektiviteten i de politiske beslutningsprocesser.

Ideen om ”samtykkebaseret sex” (sexual consent) må ses i tæt sammenhæng med en række nye, stærkt hverdags- og erfaringsfremmede teorier og forståelsesmåder inden for universitetsverdenen såsom strukturalisme, performanceteori, 4. fase-feminisme, neomarxisme, postkolonialisme etc. Alle disse teorier har som fællesnævner at ville ombryde samfundet, som vi kender det, og skabe en fuldkommen anden verdensorden og et fuldkommen andet menneske. Samtykkebaseret sex er et skridt på vejen mod at indfri dette revolutionære mål.

Den, der tidligst bevæger sig ind på emnet, er den canadiske feministiske filosof og jurist Lois Pineau. Det sker i slutningen af 1980’erne, hvor hun – helt i pagt med tidens akademiske vinde – slår til lyd for, at sprog og kommunikation i langt højere grad bliver en del af vores opfattelse af, hvad sex er. Få år efter bliver samtykkebaseret sex for alvor sat på programmet. Det sker i 1991, hvor en gruppe kvinder på et college i Ohio udformer kampagnen ”Ja betyder Ja”, der skal erstatte den hidtil udbredte ”Nej betyder Nej”-kampagne, som den forrige generation af feminister ellers havde kæmpet for. Og som var langt mere i pagt både med den hidtidige lovgivning og med almindelige menneskers erfaring og forståelse af, hvad sex er og hvad voldtægt er. For ikke at tale om langt mere i pagt med en klassisk ligestillingskamp.

Herefter går det slag i slag, og i løbet af 00’erne og 10’erne har en del vestlige lande vedtaget en lovgivning, der sætter sex, hvor der ikke er samtykke, dvs. hvor der ikke er den ”rigtige” form for universitetsdefinerede forståelse, lig med grov voldtægt, der straffes med op til flere års fængsel. Sat på spidsen: Fra at være en forskruet idé i nogle spekulative humanistiske og samfundsvidenskabelige miljøer, er samtykkebaseret sex nu blevet til hardcore lovgivning med ekstreme konsekvenser for dem, der ikke behersker det rette sprog og den rette universitære sexteori. Snarere end en beviselig forbrydelse, hvor man har overskredet et for alle fornuftsvæsner indlysende forbud og derfor skal straffes derefter.

Problemerne

Hvordan man end vender og drejer det, kommer man ikke udenom, at en lovgivning, der kræver samtykke før sex, verbalt eller nonverbalt, medfører en kaskade af problemer. Det største juridiske problem er, at det skaber ulighed for loven og i praksis skubber bevisbyrden over på manden eller drengen og derved bryder med 2000 års møjsommeligt opbygget moderne vestlig retspleje. Også selvom der formelt set ikke sker en ændring.

Det største etisk-moralske problem er, at det vender fuldstændigt op og ned på den almindelige normale erfaring hos de fleste mennesker af, hvad seksualitet er og går ud på. Sex gøres til en form for ”højere raketvidenskab”, dvs. til noget helt og aldeles unaturligt, som man skal have gået på universitetets liberal arts-studier eller social science-studier et halvt liv for at mestre.

Og resultatet er, at den almindelige normale adfærd og den almindelige sunde fornuft, som langt de fleste modne mennesker, kvinder som mænd, sagtens kan finde ud af at navigere efter i dagligdagen til alles tilfredshed, fuldstændigt går tabt. Livet ”som det er” kriminaliseres kort sagt. Ligesom kvinder i øvrigt pr. definition ses som nogle hjælpeløse væsener, der ikke kan finde ud af at sige fra og tage den mindste smule vare på sig selv. Derfor er det da også i lige så høj grad kvinder som mænd, der protesterer højlydt mod denne lov.

Paradigmeskiftet

Samtidig med vedtagelsen af samtykkeloven blev det, som det fremgår af en pressemeddelelse fra det danske justitsministerium den 17. december 2020, besluttet at afsætte økonomi til styrkelse af bistandsadvokatordningen (20 millioner kroner årligt i 2021 og 2022) samt til opøvelse i at håndtere loven i praksis for politi og anklagemyndighed. Blandt andet gennem en ny og langt bredere forståelse af traumereaktioner – som der dog ikke på nogen måder var konsensus om inden for den psykologiske forskning.

Ligeledes skulle en storstilet oplysningskampagne på anbefaling af en ekspertgruppe, der talte flere aktivistiske interesseorganisationer, igangsættes i skoler og uddannelsessystemet, som havde til formål at mane de såkaldt ”sejlivede myter” om voldtægt i jorden, herunder spørgsmålet om falske voldtægtsanklager. Som al erfaring og forskning viser findes – endda i større stil end man nok almindeligvis kalkulerer med – men som altså nu kategoriseres som en ”myte”. Direkte i modstrid med virkeligheden.

Trods de massive forbehold og kritikpunkter, ikke mindst fra fagligt hold, hvor ti ud af elleve medlemmer af Straffelovrådet direkte frarådede den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse ^[2], trådte loven i kraft. Og i midten af marts måned 2023 afsluttede og opsamlede Anklagemyndigheden sit fokus på den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse som særligt anklagerfagligt emneområde. Loven fungerer i ét og alt efter hensigten, lød konklusionen. ^[3]

Sagen var dog, at man ikke anede noget som helst om lovens reelle virkning. Dels fordi data ikke adskilte sager fra før samtykkelovens indførelse. Dels fordi sager fra 2021/2022 grundet behandlingstid i retssystemet endnu ikke var afgjorte. Dels fordi data indeholdt enkeltpersoner, der hæftede for en stor del af sagerne. Dels fordi der ikke forelå data for præmissen for bevistemaet. (Var det rene påstand-mod-påstand-sager, eller var der objektive beviser?). Og dels fordi der ikke forelå data for sager afgjort ved dissens, sager, der var blevet omgjorte ved landsretten, og variation i vurdering. ^[4]

Men allerværst: Man gjorde sig slet ingen overvejelser over, hvorvidt det overhovedet var ønskeligt, at så mange mænd og drenge pludselig skulle dømmes til fængsel på dét grundlag. Det svarer lidt til, at man vedtager en lov om, at ingen må klatre i træer – ikke engang for at plukke et æble eller hente en kat ned. Uden at spørge sig selv kritisk om, hvad den dybere mening egentlig er med den lov. Og så dømmer alle, der klatrer i træer, benhårdt, og efterfølgende konstaterer: Loven virker! Selvom det også skulle vise sig, at det er op mod halvdelen af befolkningen, der hermed skal i spjældet.

Eller måske bedre: Det svarer til, at man vedtager en lov, der med ét slag afskaffer ethvert fornuftigt begreb om, at der findes en virkelighed og en sandhed bag sproget, som det er vores opgave at grave frem. Ikke mindst når det gælder retssystemet er det vigtigt. For lad os være ærlige: Selvom to mennesker står over for hinanden med hver sin påstand om, hvad der er foregået, er det jo ikke sådan, at den ene påstand kan være lige så god – eller lige så dårlig – som den anden. Også bag påstandene i f.eks. en kontakt-voldtægtssag, som er et andet ord for samtykkesag, er der en faktuel virkelighed og en faktuel sandhed. Og det er nu engang retssystemets forbandede pligt at finde frem til, hvad denne objektive virkelighed og sandhed mest sandsynligt går ud på, og fælde domme derefter.

En presserende opgave

Ikke desto mindre var den nye lov en kendsgerning. Man var lykkedes med at spænde den spekulative, virkelighedsfjerne, revolutionære parallelsamfundsmentalitet fra de postmoderne, relativistiske kultur- og samfundsstudier ud over alle andre fag – herunder jura – og ud over hele samfundet. I mødet med den regulære kød-og-blod-virkelighed blev de pubertære akademiske griller derfor til en tragedie. Loven skulle med andre ord snart vise sig at få enorme konsekvenser for de drenge og mænd, der blev ramt af den. Det vil sige for de konkrete mennesker bag de monstrøst opsvulmede tal og statistikker. Det viser jeg i min bog Med lov skal land nedbrydes, som denne artikel også bygger på. ^[5]

Samtykkeloven må og skal derfor enten rulles tilbage eller laves om. Det er muligvis en af de mest presserende opgaver vi, der har påtaget os at forsvare den vestlige civilisation mod alle de angreb, den i øjeblikket udsættes for indefra, står overfor. Ikke mindst nu da EU står overfor at vedtage en samtykkeplan, som angiveligt skal rulles ud over hele Europa. ^[6]

Af samme grund har jeg også selv valgt i dag at fokusere min kamp mod wokiesmen på netop denne loven. Blandt andet ved at være med til at stifte den danske forening Ord Mod Ord, der har til formål at arbejde for drenge og mænds retssikkerhed i samtykkesager. Og ved at skrive ovennævnte bog, der minutiøst gennemgår 10 samtykkesager, baseret på materiale fra pårørende og dømte i foreningen. Påstanden er ganske enkelt, at et chokerende stort antal mænd og drenge, mens vi stadig diskuterer censurerede julekalendere og dragshows, sættes uskyldigt i fængsel i flere år – ja, sågar udsættes for diverse former for adfærdsterapi, der minder om noget fra de kommunistiske samfunds forsøg på sindelagskontrol af befolkningen.

Kom ind i modstandskampen

Som det er blevet sagt utallige gange, men som åbenbart kun få gider lytte til: dette er ikke en retsstat værdig. Derfor skal der gøres op med det. Men det kræver, at mange flere tager del i modstandskampen, inden det er endegyldigt for sent. Ikke mindst bør det være en opgave for borgerlige politikere, medier og debattører, der jo har – eller burde have – individets frihedsrettigheder og retssikkerhed som vigtigste pejlemærke.

Heldigvis ser man da også tendenser til, at ansvaret i stigende grad tages alvorligt og løftes. Således bragte Berlingske for nylig en undersøgende journalistisk artikelserie om nogle af de problemer, der præger politi og anklagemyndighed i øjeblikket, ikke mindst når det gælder samtykkesager. Blandt andet havde man interviewet den aarhusianske strafferetsprofessor Lasse Lund Madsen, der i avisen kaldes ”en af de tungeste stemmer i den juridiske debat herhjemme.” ^[7]

At blive tiltalt i en straffesag er i sig selv, som Lasse Lund Madsen påpegede, noget af det mest indgribende, et menneske kan komme ud for. ”Det handler typisk om, at staten mener, man skal indespærres. Beslutninger om, hvorvidt folk skal i fængsel, er nogle af det mest indgribende, staten kan træffe. Det bør gå objektivt, nøgternt og redeligt til, og tiltalerejsningen burde ikke være bestemt af firkantede frister eller af, hvordan de politiske vinde blæser.”

Imidlertid er det tilsyneladende ikke sådan, det foregår, bl.a. pga. de ”politiske vinde”, der blæser for tiden, woke-vindene med andre ord. Lund Madsen fortsætter:

Nu er der så politisk fokus på voldtægter og samtykkesager, og jeg har fra anklagere hørt, at de mærker et pres for, at sagerne skal rejses, og så må man lade domstolene om at frifinde. Den slags er vanskelig at måle og veje, men jeg frygter, at der også her undertiden på et for spinkelt grundlag rejses tiltale. Uagtet hvor forfærdeligt og stigmatiserende det må være at blive tiltalt i sådan en sag.

Grundlæggende mener Lasse Lund Madsen, som Berlingske skriver, at politiet og anklagemyndigheden i de senere år har ladet sig ”køre over” af det politiske system. Og det er en udvikling, juraprofessoren er nødt til at advare imod:

Der er ikke grænser for alle de fine ord som objektivitet, saglighed og redelig, som anklagemyndighedens øverste ledelse svinger sig op til i skåltalerne, men realiteten er, at arbejdet – på bekostning af retssikkerhed – har udviklet sig i retning af et politiseret registrerings- og minuttyranni, hvor måltallene er blevet et mål i sig selv.

Den nødvendige modstandskamp

Hvis ikke woke-bevægelsens angreb på vores uddannelsessystem, vores kulturinstitutioner og vores sundhedsvæsen har kunnet få det store fornuftige flertal af borgere og borgerlige medier på banen, bør bevægelsens frontalangreb på vores retssystemet kunne gøre det. Ellers har vi, vil jeg sige, de tyranner vi fortjener. Et samfund, der udnævner nogle befolkningsgrupper til at have bedre vilkår og rettigheder end andre befolkningsgrupper, kan således aldrig – som i aldrig nogensinde – være godt.

Samtykkeloven er et udmærket sted at starte modstandskampen. Får vi ændret denne lov, kan det forhåbentlig give en dominoeffekt i forhold til de andre woke-love og de andre woke-ødelæggelser af vores samfund og vores institutioner. Det er ikke et øjeblik for tidligt!

Artiklen har i en lidt anden udgave været bragt som sommerkronik på det svenske site Academic Right Watch.

1. https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/ngoer-pressede-paa-naesten-uhindret-adgang-til-hormonbehandling-transkoennede[↩]
2. https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2020/betaenkning_1574_final.pdf[↩]
3. https://view.officeapps.live.com/op/view.aspx?src=https%3A%2F%2Fanklagemyndigheden.dk%2Fsites%2Fdefault%2Ffiles%2Finline-files%2FOpsamling%2520voldt%25C3%25A6gt.docx&wdOrigin=BROWSELINK[↩]
4. https://www.ordmodord.dk[↩]
5. Marianne Stidsen: Med lov skal land nedbrydes – Samtykkeloven og dens kollektive justitsmord, Gjern 2023.[↩]
6. https://www.altinget.dk/eu/artikel/det-sker-i-eu-groent-showdown-i-eu-parlamentet-samtykkelov-og-topmoede[↩]
7. https://www.berlingske.dk/danmark/juraprofessor-med-haardt-udfald-mod-anklagemyndigheden-en-sag-om-fiktive[↩]