Kilde: Flickr. WEF

Børnevoksne og den stjålne barndom

5. september 2023
5 minutters læsetid
De voksne har stjålet barndommen. De har stjålet den fra børnene, som tvinges til at blive små voksne og bære både kulturens og naturens byrder. Og vi ser resultatet i samfundet, finkulturen og populærkulturen.

For nylig genså jeg første sæson af den britiske kultserie Absolutely Fabulous. Hovedpersonerne er de to veninder Edina og Patsy. De er i starten af fyrrerne og har bragt den frigjorte halvfjerdsermentalitet – sex, drugs and rock’n roll – med sig ind i halvfemserne.

De arbejder begge med mode og forfængelighedens marked, men de går mere op i at have det sjovt og drikke champagne til enhver lejlighed end at klare voksenlivet med regninger og forpligtelser.

Edina har en ung datter, Saffron, fra et forlist ægteskab. Saffron er et dydsmønster med briller der passer sin skole, og som betragter de to kvinders udskejelser med lige dele foragt og afsky. Heldigvis har hun sin bedstemor, om end denne også har sine lidt skøre sider.

Rollerne er vendt om, de voksne opfører sig som selvoptagede, behovsstyrede børn, og barnet er den fornuftige ”voksne” med en veludviklet impulskontrol. Saffron må gang på gang kalde Edina og Patsy til orden når kaos truer.

I flashbacks ser vi at heller ikke Edina og Patsy har haft det nemt som børn. Generationsperspektivet tegnes op. Der er flere der er blevet svigtet. Humoren og ironien er kulsort i de ofte groteske slapstick scener, og dialogen balancerer hårfint mellem komik og tragedie. En narcissistisk, vestlig kultur bliver spiddet, og på det sæt har serien måske endnu større relevans i dag. Den bliver streamet af gamle såvel som nye fans.

I populærkulturen skulle børnene skal være voksne

Jeg mindes adskillige populærkulturelle fortællinger for både børn og voksne i midthalvfemserne og nullerne der havde et tema lig det i Absolutely Fabulous: Rollerne var byttet om, og nu var det børnene der skulle hjælpe de voksne ud af en kattepine, eller ligefrem opdrage på dem og fortælle dem hvordan tingene hang sammen.

Som mor til to var jeg dengang følsom overfor det underliggende budskab, og jeg skulle i hvert fald være en tydelig, rammesættende forælder for mit afkom. Men jeg skulle også have mulighed for at realisere mig selv på arbejdsmarkedet, og mon ikke de to hensyn kunne afbalanceres?

Med tiden er jeg nået frem til en erkendelse af at begrebet ”selvrealisering” er utilstrækkeligt, hvis ikke moderskab eller forældreskab kan integreres i det.

Det kloge barn

“I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord”. Sådan lyder det i klimaaktivisten Greta Thunbergs berømte tale ved FN’s klimatopmøde i 2019. Hun siger at hun egentlig skulle være i skole, men at den ældre generations forsømmeligheder på klimaområdet har tvunget hende til at gå på gaden og aktionere fra en purung alder.

Siden er Thunberg som bekendt blevet et ikon og en form for moderne messiansk profet, og selvom hun er fyldt 20, er det stadig billedet af den modige og kloge skolepige som klæber til hende.

Har de voksne givet op? Vil de hellere selv blive i det barnlige og ungdommelige ”mode”, ligesom Edina og Patsy i Absolutely Fabulous?

Kulturen synes på sælsom vis at hylde klogskab hos barnet og følsomhed og spontanitet hos den voksne.

Børn der opdrager sig selv

Tidligere undervisningsminister Merete Riisager lancerer begrebet ”selvbyggerbørn” i sin bog af samme navn fra 2020, i en samtidsanalyse med fokus på børn og unges trivsel eller mangel på samme. Hun hævder at de voksne har ladet en generation af børn og unge opdrage sig selv.

Siden udgivelsen er det emne kun blevet endnu mere debatteret, og flere perspektiver er kommet til. Ifølge Riisagers analyse stammer dårligdommene primært fra 1960’ernes credo om den enkeltes frigørelse og opgøret med autoriteter og traditioner.

Progressive ideer om børneopdragelse og pædagogik har sejret ad helvede til, i hjemmene, daginstitutionerne og på skoler og gymnasier. Samtidig er der sket en faglig deroute de sidstnævnte steder. Hun nævner da også dyrkelsen af Greta Thunberg som emblematisk for voksengenerationens kapitulation i forhold til tidens store udfordringer:

”Det er en klar indikator for at vi har fået et ”barnligt” samfund, hvor selv voksne mennesker med lange uddannelser og vigtige titler finder det passende at pege på spinkle teenagere som orakler, der skal komme med svarene”.

 

At sætte børn i verden

Forfatteren Theis Ørntoft fik sit gennembrud i 2014 med digte der omhandler klimakrise og den antropocæne tidsalder. I 2018 udgav han den udsyrede roman Solar, der kombinerer et rammende generationsportræt med et realismesprængende, nihilistisk amokløb. I forbindelse med sin nye roman Jordisk giver han et interview i Weekendavisen den 11-8-23. Den nybagte far poserer tænksomt og udtaler:

“Jeg vil ikke bilde min datter ind at livet er en gave, for det er det ikke.” Han mener at hans lille datter er født i en katastrofisk verden. Han tilføjer henvendt til journalisten: ”Det er du og jeg ikke. Vi er født i en verden med privilegier og fremgangsfornemmelser. (…) Forvirring beskriver bedst vores tid lige nu. Det er, som om verdenssituationen er et vejrsystem: Man kan forudse fem dage frem, men ikke mere. Jeg ved ikke, om min datter kommer til at vokse op i en ørken eller i en istidsverden.”

Han bedyrer dog at hans næste roman skal handle endnu mere om menneskers forpligtelse overfor hinanden. Det at blive far har trods alt fået ham til at fokusere mere på det menneskelige perspektiv frem for det planetære. Andre i Ørntofts generation er så overvældede af klimaangst at de vælger ikke at sætte børn i verden.

Uegnet for børn

Brugere af Gentofte Hovedbibliotek kan for tiden støde på kunstneren Steffen Jørgensens videoinstallation CIVILIZASIA på Tranen, Rum for Samtidskunst. Et skilt advarer stedets mange børnefamilier om at det ikke, som man ellers skulle tro, er en udstilling for børn.

En tegnefilm kører i baggrunden, hvor man ser et bumlende futtog med trætte og modløse dyr. I forgrunden ser man tre tegnefilmsdyr, en bjørn, en gris og en kanin i hver sit ødemarkshabitat, sløve og trætte i blikket af gaming og masturbation.

En stiliseret blomst dukker op på en væg, hvor den spiller fløjte på en knogle. I et sæt hovedtelefoner kan man høre dyrenes udveksling af fortællinger samt deres fællessang.

Alle figurer er fremstillet i en velkendt barnlig tegnefilmsstil, men det nuttede præg er konsekvent negeret, så installationens miniunivers fremstår som værende grimt, vulgært og frastødende. Det barnlige univers med referencer til Disney-tegnefilmen Fantasia er blevet taget fra børnene, og det velkendte modernistiske virkemiddel provokation er om noget taget i brug her.

Der er en dybere mening med det ifølge udstillingsteksten: Subtile Nietzsche-referencer, en træt og ødelagt civilisation, virtualitet og handlingslammelse.

Udstillingsleder Toke Lykkeberg skriver om begrebet ”ekstemporær kunst”, hvor man ikke længere forholder sig direkte til sin samtid: ”Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper.” Nutiden er i den optik uforståelig, og der er samtidig større og større viden om fortiden. Fremtiden er helt og aldeles uvis. Kunsten bliver derfor til ”ude af tiden” – og er temmelig spekulativ med hensyn til menneskets og civilisationens fremtid.

En depressiv voksenkultur

Jeg selv tænker ved mødet med Steffen Jørgensens værk at det er et udtryk for en depressiv strømning i tiden, præget af dommedagsstemning, udtalt pessimisme og et kulturelt selvhad af dimensioner.

Konsekvensen af det livssyn er en aflyst barndom, for de voksne har endegyldigt lagt ansvaret fra sig og givet op på alle parametre. Der er alligevel ikke nogen kultur at give videre til den næste generation, troen på fremtiden er borte og kommer ikke tilbage. Børnene må derfor selv klare skærene – og starte forfra med alt.

Den største brøde er at tage håb og livsmod fra børnene. Er det det som er ved at ske? Eller er de voksne omsider ved at vågne op til dåd? Hvis ikke det lykkes at give kulturen videre til den næste generation, på familie- skole- og samfundsplan, er vi som civilisation ilde stedt. Det vil ramme os længe før en eventuel klimakatastrofe.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside