Af Kasper Thissenius Haunstrup Rathjen
Repræsentation forfladiger, fordummer og dræber populærkultur. En af vores tids unoder er den evige higen efter den fuldstændige spejling af vores egne sølle eksistenser i fiktionen. Populærkulturen mister derved sit udtryk og sin appel. Intet må overraske, intet må overskride – kultur skal være noget for de fleste, men ender i stedet med at blive intet for alle. Tomme symboler, meningsløse narrativer og på forhånd bestemte konklusioner, som vi slæber fra biograferne ind i vores ideologiske diskussioner. Hvad der før var rekreation, eventyr, udfordring og perspektiv skal nu være tydelige partsindlæg.
Dysfunktionelt ægteskab
Den amatøragtige politisering er i sig selv tåkrummende, men værst er alt: det giver horribel underholdning! I det sidste store brag fra Marvel, Avengers Endgame, fandt filmens kvindelige karakterer det eksempelvis relevant – midt under kampens klimaks – at proklamere, at kvinderne var på slagmarken. Det virker en anelse malplaceret overfor et lilla CGI-monster, der ønsker at dræbe halvdelen af alt liv, uanset køn, race og overbevisning. I den henseende må Thanos siges at være Marvels mest progressive karakter.
Giftermålet mellem identitetspolitik og populærkulturens klassiske troper, såsom de episke kampe mellem liv og død, godt og ondt, er i grunden et dysfunktionelt ægteskab, hvor førstnævnte banker sidstnævnte gul og blå. Populærkulturens producenter kan alligevel ikke få sig selv til at forlade sin voldsparate husbond af frygt for at miste alle de penge, der ligger i at føje tidens tendenser.
Når politiseringen rammer plet
Men lad os nu for en stund forlade denne raptus over populærkulturens forfald og i stedet fremhæve et af de eksempler, hvor tidens politisering på mageløs vis har ramt plet.
Ved første øjekast er Kylo Ren en bussemand af dimensioner, fremstillet i et højteknologisk, identitetspolitisk laboratorium til at ligne stjernekrigernes udgave af en Alt-Right ”posterboy”. Han er en ung, hvid(!) frustreret mand. Desuden er han afkom af to af galaksens måske vigtigste personer – ergo må man med sikkerhed kunne sige, at Kylo er pænt privilegeret.
Han vokser ind i en splittet verden. På den ene side født ud af et heroisk oprør, der tog et nødvendigt opgør med fortidens rædsler, men på den anden side en ny verden, der ikke er andet end skyggen af sit eget oprør. Kylo erfarer dette, da hans læremester – den nye verdens fremmeste eksemplar – trækker våben overfor sin intetanende elev. Kylo fordømmes på hans ophav, frustration og styrke, og han gennemskuer derved hykleriet i en verden, der kæmpede sig fri af den gamles fordomme.
Hvad gør unge, frustrerede mænd, når de klassiske fællesskaber svigter dem? De søger alternative symboler og fællesskaber. De radikaliseres og i sidste instans militariseres. Gennem galaksens stjernetåge hvisker Snoke drømmerier i ørerne på Kylo. Orden. Fred. Sikkerhed. Retning. En antitese til den rodløse, hykleriske verden, han blev forrådt af. En verden hvis moral gemmer sig som en eremit på en planet i en fjern, fjern galakse. Men Kylo finder heller ikke fred blandt sine nye brødre. For ”the First Order” er en anakronisme og en karikatur af det gamle imperium. Ligesom hans eget forsøg på at søge tilflugt i minderne om en gammel slægtning, der var en magtfuld kriger, er meningsløst rollespil. Ideen om de ældre generationers magt og ret krakelerer, og med de nye generationers svigt præsent, resulterer det i den totale frasigelse af verden. Med den gamle verdens udtryk – men uden dens indhold – skal den nye verden brændes ned til grunden, og noget nyt og utopisk skal bygges op af asken.
Kylo Rens fremtid
Det bliver spændende at se, hvordan Kylo Rens historie skal slutte (formegentligt møder han på dilettantisk vis sit endeligt – skrevet ud af sin egen historie), men indtil da må vi glæde os over skildringen af en ung, frustreret og fortabt mand, der formålsløst har ledt efter robuste fællesskaber imens han blev forrådt af sin egen samtid.
Kasper Thissenius Haunstrup Rathjen er ph.d.-stipendiat i historie og bondsk vestjyde, der er blevet rørt af den grundtvigianske ånd. Han er storforbruger af alt, hvad der kaldes populærkultur. På aarsskriftet-critique.dk skriver han bl.a. om politiseringen af denne populærkultur, om historien og den grundtvigianske arv.