Lad os forestille os, at unge danske venstreorienterede havde sat sig for at demonstrere, for at understrege vigtigheden af den danske abortlovgivning.
Kristne ekstremister sætter sig for at demonstrere mod denne demonstration med løselig henvisning til ”religiøse følelser” – og for at bruge vold for at hindre gennemførelsen af modpartens demonstration. En større skare er tilmed villig til at foranstalte omfattende uroligheder, bruge vold mod politiet, tænde bål i gaderne mv.
Ingen i Danmark eller den vestlige verden ville udvise forståelse for, hvis en siddende regering skred ind til ugunst for de unge danske venstreorienterede.
Alle ville kræve, at ordensmagten satte hårdt mod hårdt og forsvarede retten til at demonstrere og i dette tilfælde provokere. Det har ordensmagten i øvrigt Grundlovshjemmel til.
Man skal blot kunne læse lovens § 79 og i den forbindelse lægge mærke til to, særligt vigtige ord, der gør det muligt at forbyde de kristne ekstremisters moddemonstration.
Situationen i det skildrede er fuldstændig modsvarende den, der nu har motiveret den danske regering til at fremlægge et forslag, der skal kriminalisere afbrænding af såkaldt hellige skrifter.
Det er selvsagt beklageligt af flere årsager. Den væsentligste er naturligvis ovenstående eksempel, der i øvrigt tager udgangspunkt i den stringens, der skal præge reguleringen af borgernes grundlæggende frihedsrettigheder.
Hertil kommer, at den danske regering så åbenlyst er blevet udsat for dobbelt, international pression.
Dels fra den arabisk-mulimske verden, der foregiver at ville tage hensyn til religiøs tolerance og harmoni, altimens de pågældende lande selv ikke meddeler religiøse mindretal selv de mest grundlæggende rettigheder og ofte gennemfører egentlig forfølgelse af dem. Dels fra NATO-regi, i praksis formentlig den amerikanske regering, der er optaget af at give Tyrkiet indrømmelser for at få lempet Sverige ind i alliancen.
Visse fabler dertil om eksportinteresser, men de kan vist ikke være så vigtige: landene i den arabisk-muslimske verden har til sammen – og ja, Saudi Arabien er inklusive – et bruttonationalprodukt på størrelse med Frankrigs.
Reelt set kan der kun konstateres tilbagegang siden Muhammed-krisen. 18 år efter udgivelsen af tegningerne er der nu ikke kun tale om, at arabisk-muslimske tabuer respekteres med selvcensur eller ”uformel censur” – en lang række danske medier tør ikke vise karikaturtegningerne med henvisning til sikkerhedshensyn – men om, at den danske regering vedtager lovgivning og foretager kriminalisering, med henvisning til arabisk-muslimske tabuer.
