Det er i slutningen af Verdis skaberværk, at man skal finde de virkelige mesterværker: Don Carlos (1867), Aida (1871), Otello (1887) og Falstaff (1893). Der er skam fremragende værker før, f.eks. Rigoletto (1851), men det er til sidst, vi finder den ægte tragik og ægte komik, hvor jeg mærker, at han for alvor har sjælen med.
Således Don Carlos, opera fra øverste hylde, hvor store verdenshistoriske begivenheder smelter sammen med enkeltpersoners skæbner i en ubesværet, formfuldendt helhed. Omdrejningspunktet er den spanske kong Filip II.s forhold til sin søn, Don Carlos. De er rivaler i både idealer og i kærlighed: Kongen har giftet sig med Carlos’ udkårne, den franske prinsesse Elisabeth af Valois, for at besegle freden mellem Frankrig og Spanien; og han kan af hensyn til kirken ikke realisere de frihedsidealer, som sønnen og hans ven, Rodrigo, marquis de Posa, så brændende ønsker sig.
Don Carlos blev skrevet på fransk til operaen i Paris i 1867. Anledningen var en opfordring til at skrive et udstyrsstykke til Napoleon III.s verdensudstilling i byen samme år. Forlægget var Schillers stykke, som Verdi lod tilpasse tidens og – ikke mindst – pariseroperaens smag. Således indføjede han – som det hører sig til i en grand opéra – en munter ballet i starten af tredje akt blot et par minutter før inkvisitionens kætterbål fylder scenen med flammer og sender synderne i det hinsides. Verdi var pragmatiker. Langt mindre pragmatisk var Richard Wagner en håndfuld år tidligere, da han skulle forberede sin Tannhäuser til opførelse i den franske hovedstad og demonstrativt nægtede at tilføje en ballet efter pausen, men insisterede på at have den i starten af første akt. Skal man sammenligne med filminstruktører er Verdi at sammenligne med Hitchcock, der ubesværet kunne tilpasse stor kunst til folket og markedets krav. Wagner er mere som Kubrick, der insisterer på, at de kunstneriske ambitioner kan tale for sig selv uden altid at tage de store hensyn til publikum og tidens luner.
Don Carlos er et eksempel på, at den ellers så latterliggjorte grand opéra bestemt ikke behøver være overfladisk, selvom konventionen foreskriver et element af spektakel i form af indlagte balletter, store korpassager osv.
De senere af Verdis operaer er mere dramatiske og mindre skabelonagtigt end de tidligere, hvor han ofte forfalder til de samme formler, uanset hvad stemningen i værket i øvrigt kalder på. Meget af dette er væk i Don Carlos, hvor musikken stort set altid tilpasses nøje til situationen.
I sin fulde længde er Don Carlos Verdis længste opera med næsten 4 timeres spilletid. Allerede til Paris-premieren måtte der skæres noget ud. Dette materiale forblev ukendt indtil omkring 1969-70, hvor det blev fundet og genskabt af David Rosen og Andrew Porter.
Verdi fik siden sin opera oversat til italiensk og reviderede den i 1872 og igen i 1882-83, hvor der blev tilføjet ny musik, mens andet blev taget ud. Således blev tredjeaktens ballet sløjfet, første akt i skoven ved Fontainebleau helt udeladt og hovedpersonens arie (romancen) fra denne akt flyttet til anden akt, der nu blev første akt. Verdi mente vist selv, at denne udgave af operaen, der fokuserede på handlingen og fjernede alt, der var rent musikalsk, var kunstnerisk bedre. Han tillod dog – i 1886 – at der blev publiceret endnu en version, hvor første akt var indsat igen. Siden har man udgivet og indspillet versioner af værket, hvor den oprindelige udgave kombineres med den musik, som Verdi komponerede til den ellers forkortede revision, og de dele af værket, der ikke engang kom med i den oprindelige Paris-version.
Sædvanligvis opføres vist Verdis 1884-version af værket, der varer godt 2½ time; og det er også den, man kan opleve i Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning, der er en samproduktion med Den Norske Opera og Den Finske Nationalopera. Det er en skam, for det betyder, at værket er lidt bagud fra starten. Første akt er nemlig central for at etablere en følelsesmæssig forbindelse mellem Elisabeth og Don Carlos. Dramaets emotionelle kerne er Carlos’ og Elisabeths umulige kærlighed, da hun må ægte Carlos’ far, kong Filip II. Men deres kærlighed bliver noget, man kun hører om, hvis ikke første akt er med. Følelsesmæssigt får dramaet mellem de to derfor først sent luft under vingerne. Derimod virker det godt, at stykket i denne version uden første akt både starter og slutter ved Karl V.s grav.
Iscenesættelsen har den italienske instruktør Davide Livermore stået for med scenografi af Gió Forma og kostumer af Mariana Fracasso; og der er ikke sparet på effekterne for at realisere Verdis store drama, der dog er blevet henlagt til Spanien i 1974, året før den fascistiske diktator Franco døde, bl.a. en velbevaret sort SEAT 1500 (vistnok), der kører en på scenen, når fascisterne skal gøre deres entre. Hertil kommer rigeligt med medaljer og anden sildesalat på de opulente uniformer.
Spektakulært bliver det allerede da tæppet går op, og vi befinder os ved Karl V.s grav. Et imponerende monument fylder godt op i scenerummet; og det giver mindelser om mellemkrigstidens monumentalstil, som man kan se ved mindesmærker for de faldne i Første Verdenskrig rundt omkring i Europa: Et bevinget væsen på en massiv søjle troner på et stort stenfundament, der udgøres af forpinte og forvrængede mennesker, der mases nede af den store, tunge søjle. Symbolikken er tydelig: Krigen har ikke ført til frihed, men til undertrykkelse. Men der er håb. For det er foran dette monument, at Don Carlos og Rodrigo synger deres store venskabsduet, “Dieu, tu semas dans nos âmes”, hvor de hylder friheden og venskabet, et af stykkets absolutte højdepunkter. Den blev i øvrigt leveret godt, maskulint og usentimentalt af hhv. Matthew White og Gihoon Kim.
Mindre spektakulært bliver det ikke i scenen efter, der egentlig er henlagt til en klosterhave, men i opsætningen er henlagt til en salon med møblement og interiør, der minder om hvad man kan se i vestibulen på Hotel D’Angleterre i København eller en af salonenerne på Hotel Sacher i Wien. Her bliver opsætningen dog lidt ufrivilligt morsomt, når dronningens hofdamer synger om de skyggefulde træer – der så åbenbart vokser inde i salonen.
En væsentlig effekt, der må fremhæves, er Antonio Castros imponerende videoprojektioner, der er så virkelighedstro, at man ofte tager dem for den ægte var. Snart fremmanes historiske malerier af stykkets personer, snart samtidige malerier, der kunne være malet af Picasso. Man kunne godt i programmet eller på hjemmesiden have navngivet malerierne og malerne. Projektionerne var godt tilrettelagt til handlingen på scenen, således forvandler de hurtigt salonens varme til blodrød kulde i scenen mellem Filip II. og Rodrigo på det sted, hvor sidstnævnte karakteriserer kongens fred som ”kirkegårdens fred”.
Opsætningen imponerer, men jeg har stadig svært ved at se, hvad man får ud af at henlægge opsætningen til Spanien anno 1974. Ifølge programmet tages dette greb for at vise, at Verdis frihedsdrama er relevant til alle tider, og derfor også kan henlægges til vores egen tid. Jeg tror nu ikke, at mange har noget særligt forhold til den spanske fascisme, udover måske den del af befolkningen, der er gamle nok til at have ferieret i Spanien på den tid. Man havde nok skabt et på en gang mere nærværende og mere universelt drama ved at have ladet det blive i 1500-tallet på Filip II.s tid.
Mens man havde held med opsætningen, havde man mindre held med instruktionen/koreografien af de store masseopbud af statister eller kor i første og anden akt. I første akt i salonen (klosterhaven) danser statisterne noget akavet under Ebolis muntre canzone (“Au palais des fées”, “slørsangen”). Men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt de skal forestille at være lettere berusede eller om der er tale om mere regulær sjusk i instruktionen. Det samme gentager sig i anden akt under den store kroningsscene, hvor jeg aldrig helt blev sikker på, om det var forpinte sjæle eller vellystne, dekadente fascistiske festgæster af den type Pasolini skildrede i sin Salò o le 120 giornate di Sodoma (1975), vi så under scenen.
Den store kroningsscene med det udvidede operakor var i øvrigt det naturlige højdepunkt i det imponerende spektakel, som Det Kongelige Teater havde fået skabt. Derfor var det også ærgerligt, at stemmen fra himlen var blevet til en kvinde, der kørte en barnevogn ind over scenen. Måske var ideen, at vi skulle lidt ned på jorden igen. Desværre kom det til at virke som et klodset fremmedelement; og det ødelagde lidt en flot og gennemført scene.
Don Carlos er musikalsk set ikke særligt generøs ved sin hovedperson, der ikke har en rigtig arie, men kun en mindre romance i starten af værket. Ellers synger han mest sammen med andre, som f.eks. i den store venskabsduet. Men ellers er de fleste gode arier henlagt til andre af stykkets personer. Matthew White sang dog partiet som Don Carlos pænt og fik meget ud af romancen, så man følte hans frustration over den mistede kærlighed, og at han dybest set er tændt af en anden glød end den frihedstrang, der driver vennen, malteserridderen Rodrigo, marquis de Posa, der har sat sig for at ville befri Fladeren for den spanske konges åg.
Rodrigos parti er omvendt ikke ugenerøst. Han har den ene pragtfulde passage efter den anden og blev imponerende sunget af Gihoon Kim, der fortjent inkasserede aftenens suverænt største bifald til sidst. Højdepunktet var hans scene med Filip II. i første akt. Partiet som ”generalissimo” Filip II. blev i øvrigt sunget kraftfuldt og potent af Stephen Milling, så man har svært ved at tro, at nogen eller noget kan ryste ham. Hans store arie i starten af tredje akt, “Elle ne m’aime pas”, var et af de mange højdepunktet i en sangmæssigt meget vellykket oplevelse. Kongen afsløres her som en tragisk figur, der lever i et kærlighedsløst ægteskab, hvis præmis alene er politisk, og som nu også bliver nødt til at ofre sin rebelske skøn for at sikre rigets overlevelse. Intet af dette efterlader ham uberørt. Milling fik den ægtefølte tragik helt udover scenekanten med en potent varme, der lader os mærke, at kongen netop også er et menneske.
Men der er noget, der kan ryste kongen. Nemlig storinkvisitoren, herligt sunget af Roberto Scandiuzzi, der buldrede uforsonligt og uhyggeligt på en måde, der kunne ryste de fleste, også en hersker af et spansk verdensrige. Her er der ingen følelsesmæssige konflikter eller menneskelighed, kun krav om blind lydighed over for kirkens bud.
De to centrale kvindepartier som Elisabeth og prinsesse Eboli var endog meget godt besat af hhv. Gisela Stille og Aytaj Shikhalizada.
Hos Elisabeth må jeg særligt fremhæve, hvordan hun blev skildret stolt og høvisk, men stadig med en varm, inde glød, der kommer helt til udtryk i hende store arie i fjerde akt, “Toi qui sus le néant des grandeurs de ce monde”. Hun er måske stykkets mest interessante person. Hun er flyttet til et fremmed land for at gifte sig med en, hun ikke elsker, for at sikre fred mellem Spanien og Frankrig. Som tragisk og ensom langt hjemmefra har hun sin lighed med en senere Verdi-heltinde, Aida. Gisela Stille fangede flot denne høviske tragik.
Hos Eboli sider lidenskaberne uden på tøjet, og Shikhalizada holdt sig heldigvis heller ikke tilbage og sang partiet sensuelt, passioneret og vidunderligt dramatisk, særligt i den store arie i tredje akt, “O don fatal et détesté”, men kunne også være legesygt forførende i canzonen i anden akt.
I øvrigt må nævnes det lidt mindre parti som munken/Karl V., der synger til os under det vansirede sejrsmonument ved Karl V.s grav. Det var godt givet til Kyungil Ko, hvis flotte røst er det første vi hører i stykket.
Sidst, men ikke mindst, må jeg fremhæve Kapellet under Jordan de Souzas taktstok. Her var der – heldigvis – heller ikke sparet på dramaet, der blev leveret med intens nerve og perfekt timing.
Det Kongelige Teaters Don Carlos er et operaspektakel af den slags, man for sjældent oplever herhjemme. Det vil sikkert skræmme nogen væk, men det er helt i stykkets ånd og alt i alt får man til fulde forløst Verdis imponerende operaspektakel. En noget nær optimal start på sæsonen.
– *-
Særskilt anmeldelse af publikum: Desværre kunne en for stor del af publikum ikke leve op til forestillingens høje standard og til de standarder, man i almindelighed må kunne forvente af et operapublikum. Det var en del forstyrrende støj i form af snak og leg og lys og larm med mobiltelefoner. Særligt i første at, hvor et elektronisk apparat larmede meget. Publikum blev også ved med at ankomme henved 45 minutter inde i forestillingen.
Det har desværre for længe været en uvane, at Det Kongelige Teater understøtter den slags unoder ved eksempelvis at lukke folk ind i salen efter forestillingens start og ved at tillade at folk at tager vin, vand, kaffe og snaks med ind i salen. Der smaskes, gnaskes og slubres til den store guldmedalje. Sågar ispinde lader man folk tage med ind i salen – og oven i købet på en søndag eftermiddag, hvor det er høj solskin og termometeret viser 28 grader. Man behøver ikke megen fantasi for at regne ud, hvilke problemer flødeis giver i en varm sal…
Giuseppe Verdi, Don Carlos. Libretto af Antonio Ghislanzoni, Angelo Zanardini, Joseph Méry og Camille du Locle. Det Kongelige Teater, Operaen, den 8. september 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/don-carlos?section=top
Elisabeth Linton, Musikkens teater-mager (programartikel).
Kort om Verdis don Carlos (programartikel).
Mariann Sejr, Verdi, kirken og politikken (programartikel).
Nedslag i Don Carlos-musik (programartikel).
Et monument over frihed og menneskerettigheder (programartikel).
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12, udgave, 2001.
Andrew Porter, Verdi’s ”Don Carlos“ – An Introduction (artikel udgivet sammen med Claudio Abbados indspiling af Don Carlos omtalt nedenfor)
Første akt blev desværre af Verdi skåret ud af ud af Don Carlos, men heldigvis findes værket indspillet i den fulde version, således også i en glimrende version med Teatro alla Scala under Claudio Abbados kyndige taktstok fra 1983-84. Udgivet på Deutsche Grammophon:
På DVD-fronten findes en fremragende indspilning på tysk fra Deutsche Oper Berlin i 1965 med James King og Dietrich Fischer-Dieskau som hhv. Carlos og Rodrigo. Efterkrigstidens måske største heltetenor og måske største bariton i samme forestilling. Hertil kommer en meget velsyngende Josef Greindl som Philip II. Og en uhørt velsyngende Martti Talvela som storinkvisitoren. Kan købes hos Danacord:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=46447
