Marianne Stidsen mødte massiv modstand både før og efter, hun udgav sin kritiske bog om MeToo-bevægelsen. Hun beretter her om sine oplevelser. Læs første del her og læs anden del her.
Den 26. oktober 2021 kl. 10:11 får jeg en mail fra dekanen på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Da mærker jeg på egen krop, om ikke jeg havde vidst det før, at der er en ekstremt høj pris at betale for at engagere sig i MeToo-debatten og den identitetspolitiske debat på den kritiske side. Det var på en måde endestationen efter flere års kamp op ad bakke mod Woke-regimet.
I denne tredje og sidste del af artikelserien skal jeg dels fortælle om, hvilke konsekvenser de nye woke-bevægelsers fremtog mere konkret har haft for mig selv. Dels skal jeg fortælle om de meget værre konsekvenser, de har haft for mænd. Især hvide, heteroseksuelle mænd. Og især hvide heteroseksuelle mænd med succes, der gør modstand mod det, der sker.
Af mailen fra dekanen til mig fremgik det, at Fakultetet havde tænkt sig at iværksætte den storstilede elektroniske test af min doktorafhandling, som mit bedømmelsesudvalg bad om under et døgn efter, at jeg i avisen Information var blevet hængt ud for plagiat i debatbogen, Køn og identitet – et spadestik dybere. Samtidig udsendte Fakultetet en pressemeddelelse til offentligheden om, at man nu altså ville gå i gang med en sådan undersøgelse.
Skreddet
Hvordan mærkede jeg da, at verden var røget helt af hængslerne? Det gjorde jeg, fordi anmodningen kom så påfaldende hurtigt. Men også fordi der efter min bedste overbevisning intet var at komme efter i Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig.
Kunne man i debatbogen påvise et ubetydeligt mål af sjusk, når det gjaldt korrekt citering af uoriginale faktuelle leksikonopslag, var det, vidste jeg – som havde arbejdet intenst på sagen i ti år – umuligt at finde andet end de småfejl og petitesser, der nu engang skal være i ethvert arbejde lavet af et menneske og ikke en gud, i den 1300 sider lange doktorafhandling. Som vel at mærke var antaget og forsvaret, endda med blåstempling af de selv samme personer, som nu flere år senere ville have den plagiattestet.
Stasi-metoder
Det var da også, hvad den elektroniske test indikerede. Den slog ud med fem procent, hvilket er helt inden for normalen. Alligevel sendte dekanen for en sikkerheds skyld herefter materialet videre til en af mine nærmeste kollegaer på universitetet, en anden lektor i den forholdsvis lille gruppe af litterater på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, hvor jeg selv arbejdede.
Kollegaen sad nu de næste tre måneder og granskede de fem procents tekstsammenfald nøje med henblik på at udfærdige en rapport, som kunne pege på alvorlighedsgraden i dem. Hvilket fik mig til at tænke på det gamle Østtysklands Stasi-metoder, hvor man fik folk til at overvåge deres egne naboer og lure på, om man kunne gribe dem i den mindste fejl, der kunne indberettes, så man fik en undskyldning for at skaffe sig af med dem.
Det hele mundede ud i, at heller ikke denne intense granskning gav noget endegyldigt resultat, hvorefter man så sendte sagen videre til det såkaldte ’Praksisudvalg’ på Københavns Universitet, som tager stilling til, om der eventuelt er begået tvivlsom forskningspraksis eller endda videnskabelig uredelighed i diverse sager. Er der mistanke om det sidste, sendes sagen videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Kortslutningen
Anklagen mod mit doktorarbejde blev den foreløbige kulmination på et forløb, som tog sin begyndelse, da jeg i foråret 2018 stemplede ind i debatten af den nye wokeistiske venstreaktivisme, som bredte sig med en lynilds fart i de vestlige lande fra og med slutningen af 2017 under overskriften ’#MeToo’. På den kritiske side vel at mærke.
Siden tog det til, da aktivistiske parallelbevægelser som ’Black Lives Matter’ og ’LGBT+’ kastede sig med ud i tumulten for at revolutionere samfundet. Et projekt, jeg forsøgte at kortlægge i Køn og identitet – et spadestik dybere fra 2021 og i forgængeren Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger fra 2019, samt i utallige debatartikler.
Totalitære forgængere
Frem for alt blev anklagen mod mig en studie i den metode, som de revolutionære ’wokeister’, som man bredt kan kalde dem, kopierede fra andre totalitære forgængere i historien, nemlig fabrikationen af falske anklager med henblik på at få ryddet modstandere af deres projekt og andre uønskede elementer af vejen uden om den legitime demokratiske proces, som hermed er suspenderet – eller i hvert fald søges kortsluttet. Og den blev en studie i fremsættelsen af disse anklager med en følelsesmæssig og affektiv voldsomhed, som skræmmer, og som gør, at mange giver efter i håbet om ro og fred.
Igen: Akkurat ligesom vi kender det fra historiens mangfoldige opbud af totalitære diktaturer, og som vi kender det fra nutidens mangfoldige opbud af autoritære stater – der faktisk udgør over 80 procent af verdens nationer. Hvor man netop ikke ønsker at diskutere med sine holdningsmodstandere. Men hvor man foretrækker decideret at eliminere dem. (Heraf måske det bizarre faktum, at ’demokrati’ og ’frihed’ ikke figurerer et eneste sted blandt FN’s 17 verdensmål).
Som en af dem, der året forinden, i 2020, havde været med til at forsøge at få mig presset ud af Det Danske Akademi, hvor jeg har været medlem siden 2014 – fordi jeg stod i vejen for revolutionen – formulerede det på et tidspunkt, da vi stadig var gode venner: ”Vil man virkelig have et akademisk arbejde fældet, kan man også til enhver tid gøre det.” Det var ord, som uvægerligt ekkoede i mit hoved, da jeg modtog mailen fra dekanen. Pludselig gav de fuld mening.
Systemernes kollaps
Men hvad er falske anklager? Falske anklager fremsat i en oppisket følelsesmæssig stemning er den måske allermest brugte metode i dag til at få folk, der står i vejen for samfundsomvæltningen, fjernet, hvis man ikke ligefrem griber til korporlige metoder som fysisk lemlæstelse eller drab. I grunden tror jeg ikke, det er moral og etik, der afholder de revolutionære totalitarister fra denne løsningsmodel.
Det er nok snarere, fordi den anden metode er langt den mest ’rene’ og effektive. På samme måde som det kun er imbecile voldsmænd, der slår deres ofre, så det efterlader spor i form af brækkede arme og ben eller blå mærker. De mere raffinerede sørger for at skade, hvor det ikke kan ses direkte med det blotte øje.
De mere raffinerede får blodet til at flyde indvendigt snarere end udvendigt, så det bliver en usynlig krig. Og de allermest raffinerede får det til at se ud som om, de tværtimod har fulgt reglerne mere nøjeregnende og akkurat end nogen andre, sådan som mine kritikere gjorde. Det er det, eksistentialisten Albert Camus i sin antirevolutionære bog Oprøreren fra 1951 kalder, at ’mordere bliver dommere’.
Vi har allerede nu, hvor der er gået en årrække siden, revolutionen gik i gang, set massevis af eksempler på falske anklager, som har ført til, at folk har mistet deres ære og ry, deres job, deres frihed – ja, endog deres liv. Gerne for egen hånd, fordi presset og de indre blødninger er blevet for meget for dem, og fordi få kan holde til den udstødelse af fællesskabet, som anklagerne straks fører med sig. Det, at nogen bevidst og med fuldt overlæg går i gang med at fabrikere anklager mod dig, driver dig nemlig i sig selv til vanvid og ødelægger både dine nerver og din forstand.
Systemerne med sig
Dér hvor verden for alvor ryger af hængslerne, er imidlertid når totalitære samfundsomstyrtere får systemerne med sig. Og det har wokeisterne været dygtige til. Derfor var jeg i lang tid heller ikke sikker på, hvor min egen sag ville ende. For én ting er, at wokeisterne hurtigt fik medierne og uddannelsesinstitutionerne – først og fremmest universiteterne – med sig, ligesom de hurtigt fik en del af kulturlivet og det politiske system med sig.
Det samme har vi fx set, når fremtrædende politikere eller mediechefer søges fældet ved, at en flok journalister sidder og arbejder på højtryk i måneder for at grave hvilket som helst skidt frem om dem. Og hvis der ikke findes noget, da fabrikere noget, som kan bruges til at skyde dem ned med. Alt imens man belejrer deres private hjem med kameraer og ringer deres børn op, så familien til sidst må få hemmeligt nummer.
En helt anden ting er, når de revolutionære samfundsomstyrtere begynder – hvis de altså gør det og kan det – at få myndighedsapparatet, dvs. politi, domstole osv. over på deres side, så dette apparat ikke længere tænker klart, men er blevet ’gaslightet’, som det hedder. Da er der næsten ingen vej tilbage. Som jeg skriver i Køn og identitet: ”Hvad politistyrken – og også domstolene – angår, apropos punkt 5) i politologen Carl J. Friedrichs berømte oplistning af grundtræk ved totalitære regimer, skal jeg vise, hvordan disse instanser bliver mere og mere gennemsyrede – for ikke at sige misbrugt – af den nye woke dagsorden.”
Konsekvenserne
Det er der ikke desto mindre meget, der tyder på, at nutidens venstrerevolutionære har formået, altså få myndighedsapparatet med sig. I hvert fald har vi overalt i den vestlige verden, herunder de nordiske lande, de senere år set fængselsdomme af højst tvivlsom kaliber. Det startede med dommen mod Jean-Claude Arnault, den såkaldte ’Kulturprofil’, i Sverige.
Han blev dømt i regi af MeToo først ved byretten og siden ved landsretten som den første mand på vore breddegrader. Mest, fornemmer man, pga. det der lignede en oppisket folkestemning, men nok snarere var nogle få ophidsede gemytter, der fik det til at lyde, som om de var langt flere, end de var. Jævnfør fx Thérèse Juels bog Dömda. Om rättssäkerheten i Sverige fra 2019.
Også på en anden led har vi set eksempler på, at politi, domstole og offentlige myndigheder i det hele taget har bidraget til at fælde personer på falske anklager. I Sverige har der således verseret en sag, jeg er blevet gjort bekendt med pr. mail, om en familie, som er blevet forfulgt og ødelagt af mandens tidligere elskerinde og hendes feministvenner.
Det hele startede med, at familien, herunder de børn, manden har med sin kone, blev hængt ud i nogle lukkede Facebook-grupper på nettet. Manden har beskrevet for mig, hvordan det fra den ene dag til den anden betød, at de pludselig blev behandlet som pariaer eller farlige skadedyr i det offentlige rum. Gik de ned på gaden for at købe en liter mælk, blev der nærmest spyttet efter dem af forargelse.
Nogen havde tydeligvis fabrikeret falske rygter og sendt dem i omløb, så de ramte såvel manden og hans kone som deres børn. Og her ser det ud som om en flittigt brugt strategi er, at den hårde ideologiske kerne finder forurettede kvinder på de sociale medier og udnytter deres forurettethed i den revolutionære kamp.
Myndighedernes bidrag
Da manden gik til politiet og anmeldte chikanen, skete der imidlertid det besynderlige, at han umiddelbart efter blev kontaktet af de sociale myndigheder med henblik på at få udredt, om familiens børn var i mistrivsel. Dette gentog sig flere gange.
Manden gik til politiet for at anmelde den chikane, som han og hans familie var blevet udsat for af de revolutionære aktivister eller wokeister. Og kort efter blev familien selv kontaktet af de sociale myndigheder, der ville undersøge, om forældrene nu også var i stand til at tage vare på deres børn. Noget, som den tidligere elskerinde var fuldt ud vidende om. Uden at hun vel at mærke gjorde noget for at stoppe terroren mod familien.
Manden har ihærdigt forsøgt at få medierne til at skrive om sagen. Selv forklarer han det som at han har prøvet alt. Han har kontaktet politiet om og om igen igennem tre år; han har kontaktet sin tidligere elskerinde, hendes mor og nogle af hendes venner; ligesom han har konfronteret de individer, som ved forskellige lejligheder har antastet ham.
Desuden har han skrevet til journalisterne på de store redaktioner i flere nordiske lande, både aviser, radio og TV. Sluttelig kontaktede han hele den samlede stab af graverjournalister i Sverige. ”Jeg har”, som han siger, ”gjort, hvad man kunne forvente af nogen i den her situation, og mere til.”
Undtagelsestilstand
Resultat: Familien lever nu angiveligt på tredje år i en form for undtagelsestilstand, som er ødelæggende for dem og uholdbar i længden. Alt sammen mens myndigheder, offentlighed og andre bare ser på. Hvis de da ikke ligefrem deltager i terroren! Med mandens egne ord: ”Af de journalister, jeg har kontaktet, omkring 600, må der findes omkring 40-50, som kender til den her gruppe, til min familie, og som er klar over præcis, hvad det handler om. De gør heller ikke noget, ikke engang på en direkte opfordring fra ofrene.
De sidder altså hellere og ser en familie lide; de ser hellere de sociale myndigheder udføre totalt unødige udredninger, end de sætter en stopper for det.” Og han slutter: ”Hvis toppen af vores graverjournalister ikke har instinktet til at søge sandheden, men i stedet mobber med hoben, så findes der ingen vej frem inden for mainstreamsamfundet.”
Hvordan det har kunnet nå dertil, har manden også et bud på. Ifølge hans eget udsagn har han haft flere mailsamtaler med kendte svenske journalister, som har fortalt ham, at de var en del af de Facebook-grupper, som forfulgte bestemte mænd under MeToo.
De erkender det åbent i deres mails, siger han. Underforstået: De har siddet og set passivt på, som del af hemmelige grupper på internettet, når mennesker er bukket under. Uden at se, at dét er historien. Uden at se, at dét er, hvad der må fortælles og skrives om i sandhedens og ædruelighedens og redelighedens navn. ”I stedet for at afsløre hoben, så springer de”, med mandens ord, ”med hoben og spreder sladderen eller ser tavst på.”
Pogromen
Især to grupper søges fældet i det nye revolutionære, samfundsomstyrtende kulturklima: mænd, fremfor alt hvide heteroseksuelle mænd, der har haft succes, og personer, der, som jeg selv, har været kritiske over for samfundsrevolutionen.
Kort sagt: Du bliver straffet for at være mand. Og du bliver straffet for at være én, der forsvarer mænd. Er der tale om mænd, der går kritisk op imod revolutionen, er straffen ekstra hård. Min egen fordel er uden tvivl, at jeg, alt andet lige, er kvinde. Min sag har der derfor været særdeles stor offentlig opmærksomhed omkring. Flere aviser og medier har endog kastet et kritisk spotlys på den – bl.a. Expressen, en af de største aviser i Norden.
Her sætter man således spørgsmålstegn ved, om de formelle fodfejl, jeg måtte have begået, står mål med de konsekvenser, det har haft for mig. Ganske vist blev jeg ikke fyret fra mit job – sådan som det er sket for så mange mænd i dette tidehverv – men jeg var dog nødt til selv at sige det op, eftersom jeg ikke kunne holde til at gå ud på min arbejdsplads og undervise studerende uge efter uge med sådanne anklager hængende over hovedet. Nogle formår det, og det er intet mindre end heroisk. Jeg formåede det altså ikke.
Forfølgelserne af mænd
Med mændene ser det anderledes ud. De er blevet udsat for ting af wokeisterne, som trodser enhver beskrivelse. Og de fleste – herunder andre mænd, der endnu ikke selv er blevet ramt personligt – har tilsyneladende været ligeglade. Hvis de da ikke ligefrem aktivt har arbejdet med på forfølgelsen, som om de har mistet forstandens brug og er blevet suget med ned i følelsernes malstrøm. Kameraerne har været slukkede, journalisterne har været tavse, offentligheden har set den anden vej og bagatelliseret det – eller direkte bidraget til det.
Fordi jeg som en af de få har vist interesse for, at en hel befolkningsgruppe i dag forfølges og lægges for had og angribes, alene pga. deres køn, har mange af dem skrevet til mig og fortalt deres historie. Den er ofte grusom, ja, direkte forfærdelig. Som når jeg fx hører fra en fængselsdømt om, hvad det er for typer, han støder på i den arrest, han afsoner i her i wokeismens og nyfeminismens tidsalder.
De illegitime fyringer
Men det handler ikke kun om mænd – og deres familier – der bliver forfulgt og terroriseret eller smidt i fængsel. Nogle af dem berettiget, selvom tørsten efter at de skal ydmyges i fuld offentlighed er primitiv og pervers.
Ligeledes de mange illegitime fyringer af mænd må nævnes. Fyringer, som igen fører til, at de ofte får smadret hele deres liv. Alene i Danmark er listen over disse efterhånden alenlang.
Ofte involverer man den nye aktivistiske forskning og den nye aktivistiske – eller blot opportunistiske – jura, der eksempelvis sidder og fabrikerer såkaldt ’uvildige’ advokatundersøgelser for de firmaer, organisationer og institutioner, der betaler for at få noget papir, de kan tørre hænderne af i, når de skal i gang med at gennemføre udrensningen af mænd og kritiske modstemmer på deres egen arbejdsplads. Så de selv slipper for at skulle tage ansvaret for det.
TV2’s MeToo-fyringer
En af de mest beskidte historier i forlængelse af den meget voldsomme 2. bølge af MeToo i Danmark – som blev sat i gang af tv-værtinden Sofie Lindes tvivlsomme Zulu-tale i eftersommeren 2020 – vedrører de to garvede og navnkundige journalister Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, som blev fyret fra TV2, den tv-station, de selv var med til at starte op og gøre til en kæmpe succes op igennem 1990’erne.
De blev sparket ud – ad fordøren vel at mærke – efter at TV2 havde foranstaltet en advokatundersøgelse, som skulle kortlægge hvorvidt der var foregået sexkrænkelser og sexchikane på stationen tilbage fra dens start i 1988.
Efterfølgende har Jes Dorph-Petersen flere gange offentligt tilkendegivet, at han er komplet uforstående over for fyringen af ham, eftersom han pure afviste de voldsomme beskyldninger, primært én kvinde rettede mod ham i advokatundersøgelsen.
Han kunne sågar præsentere et vidne til fordel for sin egen udlægning. Advokatfirmaet og TV2’s ledelse tog imidlertid kun hensyn til den anklagende kvindes udsagn, ikke til Jes Dorphs. Ikke engang det vidne, der talte til fordel for ham, tog man hensyn til.
Senere har Jes Dorph fået både Advokatnævnets og Datatilsynets medhold i, at forløbet bestemt ikke levede op til de krav, der stilles i sådanne sager. Men nu bringer netop offentliggjort lydmateriale fra det zoom-møde, som Jes Dorph-Petersen, bistået af sin advokat, havde med en (kvindelig) repræsentant fra advokatfirmaet Norrbom Vinding samt to (kvindelige) repræsentanter for TV2’s ledelse, nye oplysninger frem, som yderligere er med til at sætte spørgsmålstegn ved TV2’s handlemåde.
Af lydoptagelsen, som er blevet lagt frem af nichemediet Journalista.dk, fremgår det klart og umisforståeligt, at Jes Dorph-Petersen blev fyret med den begrundelse, at han havde haft en ’ulige relation’ to årtier tilbage.
Ulige vilkår
Siden fyringen af Jes Dorph-Petersen har to andre højprofilerede kvindelige værter på TV2 imidlertid været ude og bekende, at de på samme måde har haft seksuelle relationer til yngre og lavere rangerende i hierarkiet end dem selv.
Den ene af kvinderne – som ovenikøbet selv spillede en hovedrolle i TV2’s MeToo-kampagne, der fik dramatiske konsekvenser for ikke bare Dorph-Petersen og Gaardbo, men også flere andre mænd – forklarede i december 2021 til tabloidavisen Ekstra Bladet, at hun faktisk også havde haft et forhold til en yngre mandlig fotopraktikant. Og den anden gik straks ud og støttede hende ved at fortælle, at hun tilsvarende havde haft en seksuel relation til en yngre kollega på et lavere trin i hierarkiet.
Det simple spørgsmål, der står tilbage, er da: Hvorfor skulle Jes Dorph-Petersen fyres for at have haft en ’ulige relation’, når de kvindelige kollegaer ikke skulle? Kan vi virkelig som samfund og som befolkning leve med, at et statsdrevent medie begår en så klokkeren ligestillingsbrøler, foruden alle de andre brølere man har begået i sagen, herunder opfindelsen af et citat fra Jes Dorphs vidne, som aldrig var blevet sagt? Bør det ikke få konsekvenser? Jævnfør også Torben Haugaards artikel om sagen i Avisen.dk.
Vi forstår ikke omfanget
Men problemet er nok, at mange ikke engang forstår problemet. Og så er vi som samfund virkelig på spanden. Heldigvis gælder det ikke for alle. Det er dem, man så må appellere til. Som én sagde til mig: Der er ingen belønning for at stå op for disse her principper. Tværtimod – det kan jeg også selv i dén grad tale med om. Den eneste belønning er ens egen samvittighed. Men den tæller måske trods alt også lidt. I det mindste for nogle af os. For hvis dét, der er hændt med Jes Dorph, kan ske, må man indstille sig på, at alt kan ske.
At mænd som to af de berømteste danske tv-værter i nyeste tid fældes for ting, deres kvindelige kollegaer ikke alene ikke bliver fyret for, men endog får et karrieremæssigt boost på, hører blot med i det uhyggelige kansellerings-, udrensnings- og skævvridningsbillede.
Det afgørende er, at det er mennesker, der åbenbart skal væk, lige meget hvad. Ikke fordi de har gjort noget ulovligt, men udelukkende fordi de er dem, de er, nemlig mænd. Og tilmed succesfulde mænd. Eller fordi de er kvinder, som har støttet disse mænd. På samme måde som andre befolkningsgrupper skulle væk sidste gang, vi i vores verdensdel havde noget, der mindede om den pogrom, der foregår i dag. Og som dengang sker det med størstedelen af befolkningen som tavse og passive medvidere og tilskuere.
Danskerne gider ikke woke
Skønt undersøgelser viser, at et stort flertal af befolkningen faktisk i det stille er oprørte over det, der sker. Apropos fx professor i statskundskab i Aarhus Michael Bang Petersens pilotundersøgelse af danskernes holdning til identitetspolitik og woke-bevægelsen generelt.
Og apropos også den undersøgelse, Gallup for nylig lavede for avisen Berlingske om danskernes forhold til den mest intense diskussion inden for woke-paradigmet i Norden, nemlig den om køn, seksualitet og kønsidentitet.
Ingen af de større medier har indtil nu villet tage Jes Dorph-sagen op. Sigende er det for kulturskreddet, at et stort medie som Berlingske tværtimod valgte straks efter at bringe en artikel om Jes Dorph-Petersens advokat Mette Grith Stage under overskriften ”Hun forsvarer de værste forbrydere, men pludselig var hun selv i centrum”.
Underforstået: Nu defamerer vi hende og tager på den måde luften ud af Journalista.dk’s afsløringer, inden de når at komme frem i en større offentlighed og mane til eftertanke.
Jeg har selv oplevet meget fra mediernes side i min tid. Men det er første gang – nogensinde – i mit 60-årige liv, jeg i vores del af verden oplever medierne over en bred kam aktivt forsøge at underkue sandheden. Da må man give George Orwell ret i hans bemærkning om, at det at sige sandheden i tider med universelt bedrag bliver en decideret revolutionær handling.
Institutionerne væltes
Senest er man begyndt også at gå efter hele institutioner. Hvorfor? Fordi de er blevet forbundet med den maskulinitet, med den version af Y-kromosomet, man nu gerne vil have fjernet. Og, lyder påstanden her, fordi man herpå kan stjæle det, andre (læs: mænd) har opbygget og skabt over lang tid – ligesom vi så det i tilfældet TV2. Som det direkte lød i en artikel i Berlingske om den tilsyneladende uendeligt lange liste med eksempler på overgreb, penslet ud i mindste detalje, i de amerikanske fraternities, dvs. collage-broderfællesskaber: ”Broderskaberne eksisterer for at definere og beskytte en særlig slags maskulinitet”.
Det var let at regne ud, at historien skulle sætte den store sag om eliteskolen Herlufsholm, der netop havde raset i de danske medier, i relief. ”Vi kender det fra Herlufsholm”, som der stod i artiklen. Hvor langt man i skrivende stund er nået med kulturomvæltningen i Danmark, vidner ikke mindst begivenhederne omkring denne skole om.
Som i flere andre tilfælde, når det gælder MeToo- eller woke-revolutionen, var det den statsdrevne(!) tv-station TV2, der stod bag, idet det var den, der oprindeligt lavede den såkaldte ’dokumentar’, der satte hele forløbet i gang. Og igen – voila! – spillede nyhedsoplæseren Cecilie Beck en højst fremtrædende rolle; en rolle hendes medvirken i den ligeledes stærkt problematiske dokumentar Sexisme bag skærmen var med til at give hende, eftersom den kvindelige nyhedsværts karriere som sagt netop endte med at få et boost af nøjagtig den samme slags erotiske forhold, som to af hendes mandlige kollegaers karrierer grundstødte på.
Orkanstyrke
Herlufsholm er en over 450 år gammel institution, hvis fundats skriver sig tilbage til 1565, og hvis bygninger til dels stammer tilbage fra 1100-tallet. På kun en uge lykkedes det imidlertid (nok engang) ved hjælp af en dokumentar af højst tvivlsom kaliber at få vendt op og ned på institutionen. Rektor blev fyret og gamle traditioner og ritualer, som havde været kendemærket for skolen igennem århundreder, blev afskaffet med et slag.
Og det danske kronprinsepar, hvis ældste søn gik i gymnasiet på Herlufsholm, og hvis ældste datter stod til at skulle starte i 9. klasse på stedet, meldte allerede ud inden dokumentaren overhovedet havde været vist, hvor alarmeret de var over de beskrivelser om krænkelser, mobning og chikane, dokumentaren angiveligt indeholdt. Dog ville de vente med at træffe en endelig beslutning om børnenes skolefremtid til der var fremkommet mere grundige og uvildige undersøgelser af forholdene.
Den besindelse blev selvfølgelig mødt ikke alene med en shitstorm, men med en shitorkan både på de sociale og de etablerede medier. En shitorkan som også borgerlige medier og kommentatorer deltog ivrigt i. Til sidst lignede kronprinseparret et par jagede rådyr trængt op i en krog.
Men de varslede undersøgelser nåede aldrig at komme. Thi allerede inden da havde den statslige tilsynsmyndighed STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Børne- og Undervisningsministeriet, ledet af den tidligere enhedslistepolitiker Pernille Rosenkrantz-Theil) offentliggjort, hvad der blev kaldt ’udkast til en rapport’, som tilkendegav, at forholdene på skolen var så kritisable, at det muligvis nærmede sig lovbrud. (Med andre ord: Flere skulle i fængsel, om ikke andet skulle store bøder udskrives!).
Ingen korrektioner mulige
Den siddende bestyrelse gik straks af, og kronprinseparret meldte ud, at de prompte tog sønnen ud af skolen og at datteren alligevel ikke skulle gå der efter sommerferien. Dette til trods for, at skolens afgående bestyrelsesformand understregede, at bestyrelsen ikke var enig i rapportens foreløbige konklusioner, og på trods af at kronprinseparrets søn udtrykkeligt havde udtalt, at han var meget glad for at gå på skolen, og på trods af at et hav af gamle elever med samt forældre havde været ude i pressen flere gange med forsøg på korrektioner af det dystre billede, der blev tegnet af skolen. Det gælder fx den tidligere Herlufsholm-elev Hans Møller.
Håndplukkede interviewede
Alt dette – og mere til – kunne den nu kæmpestore tv-kanon Cecilie Beck fortælle TV2’s seere i nyhederne søndag d. 26. juni. Hvad karakteriserede denne nyhedsudsendelses dækning af Herlufsholm-sagen? Jo, bemærkelsesværdigt var det næsten samstemmende kor af håndplukkede interviewede, som bistod med at bakke op om kritikken i STUK’s udkast til en rapport.
Som om den allerede var en uimodsigelig sandhed om sagen. Vi hørte bl.a. fra en antimobbekonsulent fra Red Barnet – endnu en af de tidligere ideologisk neutrale NGO-organisationer, der i de forløbne år siden kulturrevolutionens udbrud er svinget kraftigt til venstre under ledelse af Rosenkrantz-Theils fordums kollega fra Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen. Vi hørte også fra en professor i pædagogik fra Aarhus Universitet, som sagde, at Tilsynets kritik af Herlufsholm var ’uden fortilfælde’.
Skulle man stadig være i tvivl om, hvorvidt der var tale om en højst biased og alt andet end objektiv-neutral kritik af sociale forhold på skolen, kunne man umuligt være det efter at have hørt den sidst interviewede person i udsendelsen, en mobbeforsker.
Hendes ord lød helt eksakt: ”Derfor bliver vi nødt til at have en pause med denne her skole, og jeg vil foreslå året ud, hvor man så at sige forbereder, at en ny skole flytter ind i lokalerne.” Jeg gentager: På baggrund af et udkast til en tilsynsrapport, og inden skolens partshøringssvar på STUK’s anklager overhovedet havde været lagt frem!
En forceret proces
Atter så vi altså, som i så mange andre sager, at der forceredes, og at det pludselig skulle gå utrolig hurtigt. Måske fordi en mere tålmodig og besindig fremfærd ville bringe flere nuancer og flere vinkler og flere perspektiver frem i lyset – og dermed ville bringe grundlaget for de drastiske indgreb, som ikke mindst mobbeforskeren ønskede sig, til at vakle. Som sædvanlig var det dog ikke nok. I skrivende stund forfølges den fyrede rektor – som vel at mærke intet påviseligt galt har gjort – stadig.
Således kimes det provinsgymnasium, som har givet ham ansættelse som almindelig kemi- og matematiklærer, ned af en frådende presse, der åbenbart slet ikke under manden et liv. Overhovedet.
SCUM som samfundsmodel
Det er dér, vores såkaldt frie, demokratiske velfærdssamfund er havnet. Lad os da bare sige det, som det er: Det er hoppet af hængslerne. Takket være det systematiske angreb på det, woke-bevægelsen har foranstaltet. Og om det nogensinde vil kunne lade sig gøre at få det tilbage på hængslerne igen, er uvist. SCUM-manifestet som udlevet mareridt, kunne man næsten kalde det. I stedet for én sindsforvirret person som Valerie Solanas, damen bag idéen om manden som ’undermenneske’ og om et ’Society for Cutting Up Men’, har vi således nu en hel hær af velorganiserede ultrafeminister og intersektionalismefanatikere med nogle langt mere sofistikerede våben i hænderne end 1960’er-forbilledets barberblade og pistol.
I foråret 2022 faldt der en spektakulær dom i USA, nemlig da skuespillerinden Amber Heard ved en nævningedomstol (den eneste type domstol, der fortsat synes at fungere optimalt i retssystemet) blev dømt for bagvaskelse af sin eksmand, den verdenskendte filmstjerne Johnny Depp, som hun havde beskyldt for hustrumishandling. Med det resultat, at han på stedet mistede alle sine jobs. Milliarder kloden over fulgte sagen, hvilket siger noget om, at dette er en af de mest presserende problematikker p.t., hvad enten man synes om det eller ej.
Rykket ind i privatsfæren
Dommen afslørede et dybt dysfunktionelt parforhold, hvor det ikke lod sig bevise, at Depp havde været voldelig overfor Heard, sådan som hun havde antydet – som sagt med store konsekvenser for hans karriere til følge. Til gengæld stod det mere end klart, at de brydninger og sværdslag, vi i det demokratiske samfund har været vant til tager form af debatter på ord og argumenter i det offentlige rum, nu er rykket midt ind i privatsfæren. Hvor de ikke længere har karakter af polemik på ord, men af råt og primitivt slagsmål og håndgemæng samt – ikke mindst – psykisk terror.
Der, hvor man i den normale verden skulle være tryggest, er man altså helt igennem utryg. Hvilket måske igen forklarer det absurde krav om total tryghed i de offentlige rum. Der er simpelthen blevet vendt op og ned på de to sfærer. Det, der burde være et safe space, hvor man henter den livsnødvendige ’tillidsvaccine’, som psykologerne kalder det, til at kunne modstå nervepresset i den moderne frie, usikre og risikofyldte socialitet, er nu blevet til det ultimative terror space.
Men Heard/Depp-dommen kan, som en kritisk skribent noterede, meget vel være glemt på kort tid. Og da er vi tilbage i et ragnarok med verden vendt på hovedet, som kun kan ende ét sted: I den totale humane katastrofe, hvis lige vi på vore breddegrader skal langt tilbage i historien for at finde.
Moskvaprocesser
At civilisationen as we know it er i færd at bukke under, kan man forvisse sig om ved at læse den danske filosof og sognepræst Henrik Gade Jensens ualmindeligt stærke og urovækkende indlæg i netmagasinet Indblik for nylig, hvor han trækker tråde tilbage til de ting, der foregik østpå i første halvdel af det 20. århundrede, først med Moskvaprocesserne, hvor Stalin brutalt fængslede og henrettede et utal af medlemmer af den øverste magtelite, som han gerne ville af med, og siden med Slansky-affæren i Prag, hvor 14 højt rangerende politikere og embedsmænd, alle systemtro kommunister med en heroisk indsats bag sig i bl.a. den spanske borgerkrig, blev anholdt og sigtet for højforræderi på, som det viste sig, et fuldstændig falsk grundlag. Hvilket dog ikke forhindrede, at de fleste af dem blev henrettet.
Ja, faktisk brød en del af dem (sådan som vi også har set det i dag med MeToo-mændene) sammen og indrømmede forbrydelser, de aldrig havde begået, som aldrig havde fundet sted, og bad selv om at blive henrettet for dem. For så at blive pure frikendt kun få år efter.
Uden at man nogensinde rigtigt fandt ud af, hvad der egentlig var sagens kerne i denne absurde rettergang. Som Jensen skriver, er det slet og ret uhyggeligt og uudholdeligt at læse stærke voksne mennesker tilstå gerninger, de aldrig har begået. ”På ganske kort tid gik højt respekterede kommunister i de højeste positioner til at være foragtede folkefjender, som medierne hetzede imod og skabte had til. Og rigtig mange også vestlige journalister og diplomater troede på, at processerne var ægte.”
Udrensning af uønskede elementer
Metoden med således at udrense uønskede elementer – altså det, vi også kalder justitsmord – er, konkluderer Gade Jensen, kommet igen. Her nævner han både anklagen mod den tidligere danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for landsforræderi og rigsretssagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Ligeledes når det gælder MeToo-processerne er mænd som vist faldet på stribe, uden rettergang, uden mulighed for at forsvare sig, dømt på forhånd, offer for et massehysteri hvor ingen tør forsvare dem.
Debattens pris
Når jeg hører om, hvad især mænd udsættes for i dag – og der kunne fortælles mange, mange flere uhyggelige historier – og holder det op imod den pris, jeg selv har måttet betale pga. min kritiske deltagelse i debatten om den nye samfunds(u)orden, føler jeg mig, så mærkeligt det måske end kan lyde, heldig. For i det lys må den ihærdige indsats for at fratage en akademiker hendes doktorgrad – og dermed hendes sidste professionelle insignier – trods alt siges at være, ja, en bagatel.
Indtil videre går hun stadig rundt og deltager i debatter, holder foredrag, skriver artikler osv. I hvert fald sporadisk. For hvor længe det varer, véd hun ikke. Men indtil videre er hun her altså stadig og kan gøre sin stemme gældende. Og det har hun så sandelig også tænkt sig at blive ved med. For modstandskampen må og skal fortsætte. Og der må og skal komme flere til.
Ulighed for loven
Lighed for loven. Det er det simple princip, det handler om. Uden lighed for loven og almindelig civiliseret behandling af andre mennesker, med respekt for deres almindelige frihedsrettigheder og almindelige retssikkerhed og almindelige værdighed, ikke noget demokrati og ikke nogen retsstat. Så enkelt er det.
Det vi ser i dag, er det modsatte. Det er systematisk ulighed for loven. Noget af det farligste, der overhovedet kan opstå. For hermed er det naturretslige princip, som vores samfund, med visse nødvendige justeringer og reguleringer – og med visse fatale afbrydelser – har hvilet på i 300 år, fuldstændig forsvundet.
Det eneste, der står tilbage, er den inhumanitet og det barbari og den magtfuldkommenhed, vi kender alt for godt fra de totalitære og fascistiske regimer. Som den svenske mand, hvis families liv er blevet fuldstændig ødelagt af falske anklager, skrev til mig: ”Loven holder jo op med at fungere, når politiet stopper med at opklare forbrydelser eller kun opklarer visse forbrydelser begået mod visse personer, afhængigt af hvilken kategori de tilhører. Det var aldrig nogensinde lovstifternes intention, men det er i praksis, hvad der sker.”
Våbengjorte anklager
Med andre ord: Falske anklager og affektdrevne rygtesmedekampagner med rigelig brug af fantasifulde virkemidler hentet fra kunstens og retorikkens verden vil der nok altid være, for menneskenes børn er ikke altid som de burde være.
Det er hvad det er. Problemet opstår imidlertid for alvor, når de falske anklager, støttet op af de affektive historier og billeder, bliver ideologiserede og professionaliserede og weaponized, og efterfølgende købt af politi, af myndigheder, af offentlighed. Det vil sige, når de siver fra kunstens verden ind i samfundet og dets institutioner. Så har vi ikke alene en farlig parallelverden. Vi har en parallelverden, der komplet har udraderet den egentlige verden. Netop det, totalitarismekritikere – fra George Orwell og Aldous Huxley til Karl Popper – har advaret imod siden Anden Verdenskrig.
Man kan nok så meget synes, det er usmageligt at lave denne sammenligning. Men man gør klogt i at huske på, at før Auschwitz var der en Krystalnat. Og før Krystalnatten var der et krav om at alle mennesker skulle lave deres sprog om. Og før kravet om at alle mennesker skulle lave deres sprog om var der … Fortsæt selv tankerækken.
Skreddet kommer
Spørgsmålet er ikke, om dette her skred sker. For det gør det. Og det hele starter, som jeg har forsøgt at vise i denne artikelserie, på universitetet. Spørgsmålet er snarere, hvornår alle de civiliserede samfundsborgere, mænd som kvinder, hvide som farvede, heteroseksuelle som homo- eller transseksuelle, begynder at slutte sig sammen og kræve, at disse himmelråbende skændsler og uretfærdigheder bliver stoppet.
De er en forbrydelse mod menneskeheden, slet og ret. Det er SCUM i verdensomspændende format. Og når – eller rettere hvis – de engang bliver standset, kan man kun håbe på, at de skyldige bagpersoner stilles til ansvar for deres handlinger ved domstolene. Herefter er det op til historikerne at skrive Wokeismens Sorte Bog.
Post scriptum
Efter færdiggørelsen af denne artikelserie kom der rent faktisk en afgørelse i min doktorsag. Og den bekræftede – desværre – den tese om de falske anklagers taktik, jeg fremsatte ovenfor. Således blev jeg pure frifundet af Praksisudvalget ved Københavns Universitet.
Hvad der mere præcist er sket bag kulisserne, må imidlertid blive genstand for en forhåbentlig opfølgende kulegravning af hele hændelsesforløbet. For ligesom Praksisudvalget ved KU har vist, at visse dele af systemerne og statsapparatet heldigvis stadig fungerer, så har en journalist som Poul Pilgaard Johnsen – og ikke kun i forhold til min egen sag – vist, at visse dele af den 4. statsmagt trods alt også stadig fungerer.
De tre artikler, som tilsammen udgør ’Frihedsføljetonen’, har oprindeligt været publiceret i det norske netmagasin MannsForum.
