Christian Egander Skov skriver om den glemte konservative forfatter og toldpolitiker Povl Drachmann, der var søn af Holger Drachmann og drømte store drømme om industrialiseringen af Danmark som et led i opgøret med åndsradikalismen. Det handlede om at skabe en ny form for modernitet, snarere end at vende moderniteten ryggen.
I de senere år er spørgsmål om arbejde og industri vendt tilbage i den offentlige samtale. Forud var gået en periode, hvor vi bildte os ind at leve i et videnssamfund, hvor manuelt arbejde skulle udflages til Kina eller Østeuropa. Udflagningen var en mulighed, som globaliseringen kastede af sig. Den internationale arbejdsdeling og samhandlen ville gøre os alle rigere, hed det. I det store og hele var det sikkert rigtigt. Der var imidlertid det problem, at ”alle” ikke betød alle.
Alle indbefattede ikke dem, der arbejdede i industrien, og ikke de lokalsamfund, der var afhængige af industrien. Afindustrialiseringen har ført social og økonomisk deroute med sig mange steder i vesten. Det fysiske arbejdes vigende betydning bærer ved til det bål, vi kalder maskulinitetens krise. Der er mindre plads til de mænd, hvis hele væsen synes lagt an på manuelt arbejde. Dette gælder ikke kun de mange, der ikke er i stand til at finde og fastholde et vellønnet industrijob, der kan sikre dem muligheden for at realisere et jævnt og muntert, virksomt liv, men også dem, der faktisk har et godt arbejde.
For den kulturelle proces, der knytter sig til afindustrialiseringen, har også medført en revaluering af det manuelle arbejde, ja i virkeligheden af alt det arbejde, der ikke knytter sig til den kreative klasses domæner. Den kreative klasse, eller den øvre middelklasse, er vores samfunds primære ideologiproducerende klasse, og de baserer deres klasseidentitet på en afstandtagen til industrisamfundet, dets livsmønstre, normer og produktionsformer.
Industrisamfundet forbindes med begreber som masse og masseproduktion. Det postindustrielle samfund med individ, individualisme, det personlige og autentiske. Det gælder også i vores forhold til tingene, ikke mindst produkterne. Det er trods alt i vidt omfang i vores omgang med genstande og i kraft af vores forbrugsvalg, at vi kan manifestere vores individualitet.
På det mest overordnede niveau finder revalueringen sted i forbindelse med det, vi kalder den grønne omstilling. Den grønne omstilling er forårsaget af en erkendt nødvendighed af at lægge om for klima og naturs skyld, men den indebærer også en radikal omvurdering af vores forhold til produktion og teknik. Den knytter sig idéhistorisk til et romantisk tankegods, der afviste teknikken som en fare mod naturens og menneskets autenticitet.
Det var en modposition mod moderniseringsprocessen. Nu sætter den grønne omstilling kursen for modernisering. Den indebærer en dobbelt bevægelse, hvor teknikken i første omgang underordnes naturen. Teknikken kan nok bemestre naturen, men det er på skrømt. Naturen sætter grænsen, og prisen for teknikkens hybris er katastrofen, klimakatastrofen. Men i næste led overordnes teknikken igen naturen. Det viser sig, at vejen ud af katastrofen er ny ”grøn” teknologi, vindmøller, elbiler, solceller. Teknikken bevarer sit primat, og forvandlingen af naturen fortsætter ufortrødent, nu for klimaets skyld.
Men i denne dobbelte bevægelse er vi ikke tilbage ved udgangspunktet, for vores nye forhold til teknikken rummer stadig en anklage og en afstandtagen til industrisamfundet. Vores nye naturbeherskelse er puritansk.
Denne artikel handler ikke om vores tid, men om industrisamfundet, mere specifikt om nogle konservative politikere og intellektuelles omfavnelse af teknikken og industrien som en kilde til modernitet i mellemkrigstiden. Som stand in for alle disse, beskæftiger artiklen sig nærmere bestemt med politikeren og redaktøren Povl Drachmann. Artiklen er i videre forstand en afdækning af en holdning til teknikken, der engang var rådende, men som nu synes at være på vej ud. I hvert fald i den højere middelklasse.
For i takt med, at verden igen viser sig risikabel, og de internationale handelslinjer bliver udfordret, arbejdspladser tages hjem, og behovet for nationale eller regionale forsyningskæder genopdages, og man erkender de kulturelle og sociale omkostninger, som afindustrialiseringen bærer med sig, så vil vi givetvis se en modreaktion, der vil fastholde betydningen af industrien og dens tilknyttede livs- og produktionsformer.
Vil du læse hele artiklen? Så tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster 199 kr. om året.
Tegn abonnement her
