Martin A. Hansen kilde: snl.no

Camus og Martin A. Hansen om mening og nihilisme

16. maj 2022
4 minutters læsetid
Både Albert Camus og Martin A. Hansen forsøgte at finde mening i en katastrofepræget og gudløs tid. Hvorfor ikke vælge selvmordet, spurgte Camus. Martin A. Hansen pegede på kristendommen og traditionen. Magnus Sinding-Jensen anmelder her Poul Thomas Brandts bog.

Forfatteren Poul Thomas Brandt har begået et 200 sider langt essay om den franske forfatter og tænker Albert Camus og den danske forfatter og tænker Martin A. Hansen. Umiddelbart undres man over, hvad de to har med hinanden at gøre. De mødtes aldrig. Hansen kendte godt til Camus, men det modsatte var ikke tilfældet. De var heller ikke en del af samme filosofiske åndsretning. Men Brandt mener på trods af dette, at de to personer har tilstrækkeligt oplagte fællestræk, til at kvalificere en litterær dialog. Camus og Hansen havde nemlig, på trods af deres forskellige idémæssige ståsteder, det samme ærinde: nemlig at finde eksistentiel mening i en tid truet af meningsløshed og totalitarisme.

De fælles livsbaner

De to intellektuelle fødtes begge umiddelbart før Første Verdenskrig og de døde begge med få års mellemrum, og alt for unge – Hansen i 1955 efter at have slidt sig selv op med et ”utilladeligt” pillemisbrug, som Brandt kalder det, og Camus i 1960 i en bilulykke. De to forfatteres livsbane dækkede altså det samme skæbnesvangre udsnit af historien: Første Verdenskrig, mellemkrigstiden, Anden Verdenskrig og det første årti af Den kolde krig. Begge var mønsterbrydere og kom fra vidt forskellige fattige kår i henholdsvis Algeriet og Stevns.

De var begge aktive i modstandskampen under 2. Verdenskrig, de kredsede begge om religiøse emner. De havde begge et problematisk helbred, de var begge kritiske overfor ideologier – særligt Kommunismen, naturligvis nazismen, men også liberalismen og den amerikanske kapitalisme. Begge led åbenbart af skriveblokering i mange år, og de gik nok også på toilettet dagligt begge to.

En søgen efter mening

Når man læser Brandts essay bliver det klart, at vi har at gøre med to alvorlige fritænkere, som grundlæggende forsøgte at finde eksistentiel og moralsk mening i en katastrofepræget og i tiltagende grad gudløs tid. De var ikke til falds for tidens moderigtige tanker, de var deres egne, og som Brandt skriver, var de begge ”… tydelige eksempler på forfattere, der med Camus’ ord nægter at lyve om det, man véd, og for hvem etikken og retfærdigheden fylder mere end medløberens tvivlsomme gevinster”.

De var begge, men særligt Camus, nærmest besatte af retfærdighed, hvilket nok skyldes den fattige opvækst. Deres moralske kompasser dirrede uafbrudt.

Camus var godt nok ateist – men ”med sprækker”, som Brandt skriver – og jo berømt for sin idé om livets absurditet formuleret i bogen Sisyfosmyten: Mennesket tørster efter mening, men lever i en meningsløs og irrationel verden. Bør man så bare gøre en ende på det, er selvmord svaret? Camus vej ud af den totale nihilisme var ’oprøret’, hvorved individet erkender sit fællesskab med andre mennesker: ”Jeg gør oprør, altså er vi”, som han skrev senere i værket Oprøreren.

Martin A. Hansens forankring i kristendommen

Modsat Camus, var Hansen forankret i kristendommen. Hans svar på mellemkrigstidens kulturpessimistiske tidsånd – en sygdom han som ung var blevet smittet med, som han selv formulerede det – var at søge tilbage i ’traditionen’ og den historiske arv, herunder den kristne tro som skulle revitaliseres. Og ligesom Camus betonede Hansen den enkelte personligheds etiske fordring. Her var Søren Kierkegaard en central inspiration.

Det er altså en ateist og en kristen, som mødes i Brandts bog. Det kan synes noget modsat, når det nu er fællestrækkene, som er bogens udgangspunkt. Men som Brandt skriver:

Fælles for dem begge var deres talen tiden imod og pegen på forandringens mulighed og begge vendte sig mod modernitetens iboende nihilisme med dens apokalyptiske og totalitære trang, en europæisk eller vesterlandsk sygdom, som de ville kurere ved både at rette opmærksomheden mod dens historiske oprindelse og samtidig betone en udfoldelse af subjektiviteten, af personligheden…

Denne talen tiden imod kommer særligt tilfredsstillende til udtryk i de tos afvisning af marxismen (på trods af deres modstand mod den amerikanske kapitalisme). Marxismen var netop ligeglad med den etiske personlighed, som de begge hyldede. I marxismen er det enkelte menneske blot en undværlig brik i historiens fremadskriden mod endemålet. For Camus havde denne afvisning personlige konsekvenser, da det førte til brud med den største løve på den tids intellektuelle savanne, Jean-Paul Sartre.

En syndflod af citater

Poul Thomas Brandts bog er en grundig og lærd indføring i to fascinerende og indsigtsfulde forfatteres liv og tænkning. To forfattere, som var komplekse og svære at sammenfatte. Bogen pendulerer kronologisk frem mellem de to liv, og i forhold til det biografiske fungerer det udmærket, eksempelvis er beskrivelsen af deres fattige opvækstår i hver sin ende af verden tankevækkende, men når det kommer til at forklare deres ideer, så bliver denne penduleren ofte forvirrende. Så ville det næsten være mere hensigtsmæssigt at skrive en bog om Camus og så bagefter en om Hansen.

Bogen skæmmes også af en alt for udtalt citatbrug. Det er simpelthen en flodbølge af citater og det gør læsningen opslidende. Store dele af bogen er faktisk mere citat end tekst, og så kunne man jo bare læse originalværkerne selv. Og så har Brandt en mærkværdig tendens til at forklare alt muligt, man som nogenlunde dannet mennesket godt ved i forvejen.

Eksempelvis forløbet af 1. og 2. Verdenskrig, sådan som det ville stå i en almindelig gymnasiebog, uden at rette denne redegørelse i retning af de to hovedpersoner. Der veksles altså mellem en lidt banal redegørelse og forvirrende citatfetichisme, og som læser savner man at Brandt selv træder frem med sin vurdering af de to vigtige intellektuelle.

Selvom bogen ikke er helt vellykket, så er det to tænkere, som fortjener opmærksomhed – særligt Martin A. Hansen, som man kunne ønske et større fokus på. Denne søgen, som de to forfatterskaber udtrykker, efter eksistentiel og moralsk mening i en verden, hvor denne mening kan være svær at finde, er jo ikke blevet mindre aktuel med tiden. Man kommer uvægerligt til at tænke på Jordan Peterson, når Camus og Hansen taler om den ansvarlige, etisk besindede personlighed. Der er meget et moderne gudløst menneske kan lære af de to for tidligt døde intellektuelle modstandsmænd.

 Poul Thomas Brandt: Camus & Hansen. Et essay. Rahelt, 2021. 214 sider.

Magnus Sinding-Jensen

Magnus Sinding-Jensen er cand.mag. og gymnasielærer. Har i flere år beskæftiget sig med den moderne verdens eksistentielle udfordringer og bl.a. skrevet artikler om livsanskuelsesdebatter i det 20. århundrede samt fænomenet Jordan B. Peterson.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside