Kabuls fald – og Vestens

Kabul

Hvad lærer Kabuls fald os om de vestlige samfunds tilstand og fremtid? Læs Claus Thomas Nielsens bud i denne måneds lidt alternative kronik, hvor han giver sit svar i interview-form.

 Af Claus Thomas Nielsen

En journalist ringede dagen efter Kabuls fald for at spørge, hvad jeg mente om begivenheden. Da jeg ikke ville deltage i et telefonisk interview, mailede han i stedet spørgsmålene. Jeg sendte svarene samme formiddag med besked om at de kun måtte trykkes sammenhængende og uforkortede, hvilket naturligvis betyder at de ikke bliver trykt. Derfor vil jeg i stedet benytte denne lejlighed til at fremlægge journalistens spørgsmål og mine svar:

Hvad tænker du i disse dage, hvor tyve års tilstedeværelse og fremskridt i Afghanistan synes at blive fejet væk? 

Jeg tænker, at det såkaldt neokonservative imperialistiske projekt (som blev skabt på amerikanske universiteter i 1970’erne) på forhånd var et vanvittigt projekt. Det bunder i et aldeles virkelighedsfjernt menneske- og samfundssyn, nemlig at det postkristne, dekadente, relativistiske og hendøende vestlige samfund er udtryk for historiens mening og mål. Derfor skal det med våben tvinges ned i halsen på alle verdens befolkninger. Når vi har bombet dem sønder og sammen vil de være uendeligt taknemmelige, fordybe sig i queer-forskning, indføre kønsskifte for 5-årige og hejse regnbueflaget over Kabul. Som der stod på postkort man kunne købe på en amerikansk base: ”Laser-guided democracy!” og ”We are gonna free the shit out of you!”

Det er alt sammen udtryk for en komplet manglende sans for historiske kendsgerninger. Naturligvis elsker ethvert folk sin egen historie og sine egne traditioner, thi disse udspringer alle af deres livsanskuelse, dvs. af deres religion. Derfor ønsker f.eks. langt over 90% af Afghanistans befolkning sharia-lov, derfor ønsker de fleste kinesere et konfuciansk indrettet samfund osv.

Dengang de vestlige samfund var kristne, stærke og troede på deres eget fundament, dengang forsøgte hele verden at efterligne os, hvad enten vi erobrede dem eller ej. De overtog langsomt vores livsanskuelse og deres egen tradition blev langsomt svagere. Derfor var der ingen muslimske tørklæder, men derimod vestlige kjoler, på gaden i Kabul og Cairo i 1960. Men nu, hvor den vestlige verden er dekadent, døende og fuld af selvhad, er der naturligvis ingen, som vil efterligne os. Især ikke i den magtfikserede muslimske verden. Som Osama Bin Laden klogt udtrykte sig: ”Ingen holder med den syge hest.” Vesten er nu den syge hest. Det er synligt for enhver, kun ikke for vestens eliter.

De kan ikke engang se et nederlag, når det stirrer dem i øjnene. Derfor meddelte CIA for fem dage siden [den 13. august, red.], at det var aldeles umuligt, at Taliban ville nå Kabul de kommende 3 måneder og formentlig aldrig. Nøjagtig som CIA i 1978 sagde at det var umuligt at Shahen faldt, i 1968 fandt det umuligt at Saigon faldt osv. Når løgnen stirrer ind i spejlet kan sandheden ikke lyse tilbage.

Var den danske indsats forgæves? 

Efter terrorangrebet i 2001, som blev udført med base i Afghanistan, Tyskland og Saudi Arabien, var det godt og rigtigt at svare igen, erobre landet og uskadeliggøre terrorrederne. Ethvert land må stå til ansvar for dem, det huser. Derefter burde man naturligvis havde forladt landet med besked om, at vi ville komme igen, hvis det atter blev base for terrorangreb på Vesten. Vi har ingen ret til at holde andre lande besatte på ubestemt tid, men vi har ret til at uskadeliggøre dem, når de angriber, således som de gjorde i 2001.

Samtidig burde vi naturligvis have lukket for al muslimsk indvandring, da mængden af terror i Europa er ligefrem proportional med størrelsen af den muslimske befolkningsandel. I f.eks. Polen er der ingen muslimer og man behøver derfor ikke at terrorsikre samfundet og afskaffe ytringsfriheden. I stedet har vi siden 2001, i f.eks. Danmark, fordoblet antallet af muslimer og skabt et terrorsikret overvågningssamfund med indskrænket ytringsfrihed. Det er det, man kalder en stram indvandringspolitik.

Hvad skal de efterladte til de 43 dræbte soldater tænke? Døde deres sønner forgæves? 

En soldat kæmper og dør først og fremmest for de soldaterkammerater, han er sammen med i den konkrete aktion. Derfor er ingen af dem, der som enkeltpersoner, døde forgæves. De kunne have meldt sig syge den dag de skulle på patrulje, men de ville ikke svigte deres kammerater. De døde i stedet for sidemanden. De er helte hver og én.

Det samme gælder de flere hundrede sårede danske soldater. De er alle helte, thi det var heltemodigt at bevæge sig ud i det afghanske landskab. Kun første verdenskrigs skyttegrave kan sammenlignes med det, de oplevede. De døde også for Danmark, så sandt som de blev udsendt i Dronningens navn. At Dronningen for tiden har nogle postkristne (og derfor hovedløse) rådgivere med blod på hænderne, kan hverken hun eller soldaterne gøre for.

Skurkene er Tony Blair, George Bush, Anders Fogh Rasmussen, Joe Biden, Hilary Clinton, Bertel Haarder, Per Stig Møller, Dick Cheney osv. osv. Alle dem der ville bruge danske soldaters lidelser til at tvinge deres egen verdensfjerne ideologi ned i halsen på afghanerne.

Krigen mod terror har kostet 800.000 liv og foreløbig 7.000 milliarder dollars. Penge, som er taget fra den amerikanske arbejderklasse og for en stor dels vedkommende endt hos våbenindustriens aktionærer og deres politiske lakajer i USA, Europa, Afghanistan og Irak.

F.eks. tjente Dick Cheney 100 millioner dollar på våbenindustrien og Tony Blair 50 millioner pund. Men også f.eks. Anders Fogh har skabt sig en pæn formue på at være lobbyist for våbenindustrien og på dens vegne argumentere for krigenes evige fortsættelse.

60.000 amerikanske veteraner har begået selvmord mellem 2008 og i dag. Det er flere end det samlede antal amerikanske faldne i Vietnamkrigen. Man kunne så regne ud, hvor mange selvmord der går til en million kroner til en politiker.

Øst er øst og vest er vest, og de to skal aldrig mødes, skrev en britisk forfatter. Er det muligt at indføre demokrati efter vestligt forbillede i den muslimske verden? 

Kipling tog fejl i det meste. Det handler ikke om øst og vest eller nord og syd. Det handler om livsanskuelser.

Et samfunds indretning er altid en bivirkning af den livsanskuelse, som hersker i det. Et samfund kan kun ændres ved, at livanskuelsen ændres i hovedet på den enkelt borger. Først i eliten og derefter hos resten af befolkningen.

I løbet af kun tyve år er næsten 100 millioner kinesere blevet omvendt til kristendommen, selvom styret af al magt bekæmper dem. Hvis dette fortsætter, vil Kina om få år være mere europæisk end Europa. I Europa forlader vi kristendommen i samme takt, som kineserne omfavner den.

Derfor er missionærer (hvad enten de er fra Kalifatet, fra Hollywood, fra LGBTQ-religionen, fra klima-religionen eller fra en kristen kirke) uendelig mere magtfulde end soldater er. Kinesiske kanonbåde i Øresund ville ikke få os til at ændre vore ideer om samfundsindretning, men det ville det, hvis vi blev omvendt til konfucianismen. Så ville vi i det store og hele blive som Kina.

For nogle årtier siden var Libanon et rigt, fredeligt og sammenhængende land med en kristen flertalsbefolkning. Men efterhånden som den muslimske befolkningsandel voksede, blev det et fattigt, klanbaseret land med evig borgerkrig. I dag er f.eks. dele Frankrig allerede som Libanon med konstant militær undtagelsestilstand. Sådan går det overalt i Europa i takt med befolkningsudskiftningen.

Har vi som kristne en medmenneskelig forpligtelse til at forbedre forholdene i muslimske lande? 

Ingen andre end befolkningen selv kan forbedre forholdene i et land. Vi kan missionere for dem, ligesom munkene for 1200 år siden missionerede blandt vikingerne. Først da de blev kristne, holdt vikingerne efterhånden op med at handle med slaver, behandle kvinder som en handelsvare, slå alle deres egne handikappede børn (og de fleste af pigerne) ihjel lige efter fødslen osv. Således vil vilkårene i den muslimske verden også ændre sig hvis de ændrer livsanskuelse. Omvendt vil forholdene i de europæiske lande, som i løbet af de kommende 50 år får muslimske flertal, efterhånden blive som i Libanon, Irak og Afghanistan.

Hvis man har medfølelse med afghanerne, hvordan skal man så forholde sig? 

Bede for dem og sørge for at alle afghanere i Vesten rejser hjem og hjælper til i deres eget land eller i flygtningelejrene i Pakistan. Især de uddannede har en stor forpligtigelse til det. Tænk hvor hjerteløst det er som afghaner at helbrede nedgroede negle i Danmark, når man kan redde liv hos sit eget folk. Afghanistan er på mange måder et besværligt land at være i, det var Danmark jo f.eks. også efter 30-årskrigen. Men tænk hvor meget værre det dengang var gået Danmark, hvis alle de dygtige var flygtet for at få et materielt bedre liv andetsteds.

Skal man acceptere, at verden er brutal og rummer ondskab – eller kan man gøre noget aktivt? 

Vi lever efter syndefaldet. Intet skaber så meget ulykke som når man glemmer dette. Det var fornægtelsen af denne sandhed, som skabte de idealistiske og socialistiske katastrofer i det 20. århundrede, det er det, som har skabt den neokonservative idealistiske katastrofe i det 21. århundrede. Og det er det som nu forårsager den katastrofale europæiske befolkningsudskiftning. Vi har skiftet kristendommens sande realistiske menneskesyn ud med et usandt og urealistisk menneskesyn.

Har du et bud på, hvorfor islam og muslimske mænd har det så svært med kvinder og kvinders frigørelse? 

Fordi de er muslimer og derfor naturligvis har et muslimsk menneskesyn. Ifølge dette er kvinden et laverestående væsen – ganske modsat kristendommen, hvor Jomfru Maria er det vigtigste og reneste menneske som har levet, og hvor kvinder derfor traditionelt er blevet regnet som ædlere end mænd. Ifølge alle undersøgelser har muslimske kvinder i øvrigt nøjagtig samme syn på kønsroller som deres mænd.

Det er, viser politiaflytninger, ofte kvinderne som presser mændene til at begå æresdrab, som presser deres sønner til at være selvmordsterrorister osv. Ved et valg i Palæstina var den største stemmesluger en kvinde, som med stolthed førte valgkamp på at have ofret flere sønner som selvmordbombere mod jøder. Da Kalifatet holdt slaveauktioner i Mosul, var der et ledende kvindeligt parlamentsmedlem i Kuwait som forslog, at man skulle benytte lejligheden til at tage på storindkøb i Mosul, således at de kuwaitiske kvinder kunne blive seksuelt aflastede af disse slavinder. Det fik hun ingen kritik for at mene, thi det er udtryk for samme tankegang, som den der findes Koranen og i al muslimsk tradition: magt er lig med ret.

Claus Thomas Nielsen er cand.theol. og sognepræst i Stauning Sogn.