Historikeren Mikael Jalving er trods adskillige bogudgivelser nok mest kendt som polemisk blogger og podcaster på Jyllands-Posten samt hårdtslående debattør i radio og tv. I hans nye bog, Forsvar for almindeligheden, vil man genkende mange temaer og perspektiver fra hans hidtidige virke.
Et forsvar for det erfaringsbaserede og overleverede
Forsvar for almindeligheden drejer sig om en rehabilitering af det almindelige hverdagsliv i forstæderne og provinsen, det liv som de fleste danskere lever, men som globalisterne og de velmenende kosmopolitter overhovedet ikke regner for noget. Samtidig er bogen en bidende kritik af nutidens dårskaber udi postmodernisme, idealisme og varm luft, især som de gestalter sig som de nye ”religioner”: Humanisme, individualisme, identitetspolitik og grænseløshed i både personlig og politisk forstand.
Jalving tager udgangspunkt i egne oplevelser fra barndom, ungdom og voksenliv og perspektiverer med referencer til det ene digre værk efter det andet – og tilsætter i samme moment faghistorikerens overblik og en sjælden filosofisk evne til at forbinde stort og småt på nye og overraskende måder. På det sæt minder bogen om Merete Riisagers Selvbyggerbørn fra 2020: En hovedantagelse forfølges og underbygges, og nye synteser opstår i en ubesværet blanding af det personlige, det anekdotiske og det ræsonnerende.
Jalving vil skrive det upåagtede hverdagsliv og de hermed forbundne intuitioner frem – samt de indlejrede vaner og kulturelle normer med rødder tilbage i vores civilisations tidlige historie. Det gælder selvfølgelig om at undgå nostalgien, for forandringen er og bliver et grundvilkår, men som han skriver:
”det (giver) mening at arbejde for, at forandringerne efterlader noget genkendeligt til næste generation og gør det muligt for os at overleve bedre, end det ser ud til, at min samtid kommer til, hvis den fortsætter med at dekonstruere og ødelægge alt, hvad der stadig har værdi. En bedre medieret forandring kan vi definere som forædling.” (s. 14-15).
Mod tidens politisk korrekte avantgardehær og dens overmodige menneskesyn skal man mobilisere dannelsen, den historiske bevidsthed og ikke mindst den sunde fornuft. Det erfaringsbaserede og overleverede har forrang i forhold til trendy, flyvske idealer og grundantagelser uden empiri, det som højskoleforstander Thue Damgaard Kjærhus i en debat på netmediet Kontrast for nylig har kaldt det aprioriske og betegnet som den største aktuelle trussel mod den vestlige civilisation.
Lad børn være børn, og lad mænd og kvinder hvile i det biologiske køn
Efter at have kridtet banen op udkrystalliseres analysen i syv kapitler med følgende overskrifter: ”Familie” – ”Barndom” – ”Køn” – ”Dannelse” – ”Skønhed” – ”Folk” – ”Gud”. Intet mindre. Om familien skriver forfatteren at coronakrisen gjorde os bevidst om det selvfølgelige, nemlig at vi alle har en familie. Mange havde glemt eller fortrængt det. Børnefamilierne fik pludselig meget mere tid sammen, og unge som gamle blev bevidste om hvor afhængige de er af hinanden. ”Hvad vi blev bekræftet i, var at familien styrkes af og styrker kampen mod smittefaren. Den er selv biologi.” (s. 16). Familien er samfundets mindste enhed: ”Når en familie fungerer, er den en konkylie, et skrøbeligt, men stærkt tegn på den sociale orden.” (s. 17). Alting starter i familien, barnets fornemmelse for rigtigt og forkert og træning i tillid og loyalitet. De mange skilsmisser og fraværet af en egentlig familiepolitik er derfor ødelæggende for samfundsordenen.
Videre gennem bogen kritiseres det moderne syn på barnet som værende kompetent og ansvarsfuld, og den socialkonstruktivistiske forestilling om køn og seksualitet som en tilvalgsordning får én på goddagen. Lad børn være børn, og lad mænd og kvinder hvile i det biologiske køn som de hver især er blevet tildelt ved fødslen. Kønsforskellen hyldes, og hvis ikke mænd og kvinder var tiltrukket af det mystiske andet… Er det sort reaktion af Orbansk tilsnit? Nej, men derimod en understregning af det givne, for intet menneske bliver født som en tom tavle, som tidens grasserende individualisme og dens højtråbende aktivister fra forskellige lejre ellers forsøger at bilde folk ind.
Dannelsen skal reaktualiseres
Det er lidt af en opgave at reaktualisere dannelsen, når mange venstresnoede skammer sig over fortiden og frygter fremtiden. Kulturelt selvhad og klimaangst går hånd i hånd. Sjovt nok er samme gruppe meget tolerant overfor fremmede kulturer og mener at grænser er til for at blive nedbrudt. Samtidig hersker der en overmodig tro på at de nulevende er så meget klogere end fortidens mennesker, hvilket er topmålet af kollektiv narcissisme.
Dannelse har mange lag, gående fra opdragelse og uddannelse til historisk bevidsthed og livsduelighed, og det er en misforståelse at tro at den er for alle. Man skal gøre sig umage. Mennesket er specielt fordi det har sans for det skønne. Skønhed er ikke bare et smukt maleri eller storladen musik, men det er også oplevelser i hverdagen, for eksempel når det lykkes at lave en vanskelig reparation på sportscyklen.
Oplevelsen af skønhed, livsfylde og lykke opstår når man glemmer effektivitetsjaget og det formålsrettede og lader handlingen være sit eget formål. Jalving skriver: ”Lykken er et tavst samtykke, når erkendelsen river sig løs fra viljen.” (s. 117). Han skelner mellem skønhed som værende opbyggelig og et udslag af evolutionen på den ene side og det sublime som ”en primadonna (…) svanger med revolution” (s. 119) på den anden. Al god kunst forener tradition og fornyelse, og avantgardekunsten er forfejlet fordi den vil udradere fortiden og foregribe fremtiden. Den type kunst mener sig klogere end beskueren og den sunde fornuft.
Nietzsche er skurken
I et interessant idéhistorisk afsnit om æstetik bliver Nietzsche udpeget som hovedskurken på grund af den virkning han fik for senere tænkere og teoretikere. Menneskesyn, kunstsyn og livssyn bliver set under ét i analysen. Venstrefløjen indoptog og forvanskede hans radikale kultur- og religionskritik, så et romantisk præget menneskesyn og en dybdegående samfundskritik kom til at gå hånd i hånd.
I den liberalistiske og individualistiske nutid er enhver blevet et stærkt, autentisk selv, minigud og kunstner i sit eget liv – eller i X Factor, der fremviser og hylder middelmådighed i autentisk forklædning. På samme tid har diverse kendisser indenfor showbiz og sport fået gudeagtig status, og man lytter andægtigt til livsstilseksperterne i medierne frem for at tænke selv. Det er paradoksalt nok ateisme og religionserstatning på én gang. Alt kan fortolkes, og den subjektive sandhed er legitim, den kan kolporteres på de sociale medier og allevegne. Nietzsche ville nok have kastet op over al den vulgaritet i det massesamfund han ikke selv nåede at opleve…
Om folk og Gud
I kapitlet ”Folk” citeres den prominente canadiske filosof af liberal observans, Michael Ignatieff, for at advare mod forestillingen om den kosmopolitiske identitet. Han er et eksempel på at selv mange jubelliberalister og venstresnoede endelig er nået til en anerkendelse af at der findes folk og landegrænser, og at nationerne skal stå ved deres kulturelle identitet og værdier i mødet med indvandrere.
I det sidste kapitel, ”Gud”, er Jalving på ny grund. Han læste og anmeldte den nye oversættelse af Bibelen sidste år, og det har sat sit præg på en søgende sjæl. Han opfatter Gud som garant for noget evigt fællesmenneskeligt som er blevet glemt i nutiden. Det drejer sig mindre om en religiøs vækkelse, for troen er og bliver kun en mulighed. Først og fremmest er det en besindelse på kristendommens arv og kolossale betydning for vores kultur og civilisation. Som den agnostiker jeg selv er, kan jeg kun bifalde ønsket om et større kendskab til denne grundtekst som har sat så dybe spor i etik og moral, filosofi, kunst, litteratur, psykologi og menneskesyn, for ikke at tale om jura og samfundsindretning. Endvidere tillader kristendommen, især efter Luther, diskussion, tvivl og fortolkning, og det er den afgørende forskel i forhold til lovreligionen islam.
”Uden kirkerne er Europa ingenting” (s. 188), skriver tvivleren Jalving, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Når en kirke brænder, som i det omtalte tilfælde med Notre Dame i Paris i 2019, bliver alle forfærdet, også ateister og folk fra andre trosretninger. Den grandiose katedral har været et konkret bygningsværk gennem århundreder, en del af en parisisk ”almindelighed” der samtidig rummer så megen historie, åndelighed og kulturel værdi at den nu bliver genopbygget efter alle kunstens regler. Notre Dame er ikke bare et symbol men en levende institution, og alle, troende som ikke-troende, har prøvet at sætte sig i en kirke og mærke roen og andægtigheden som en kontrast til det hektiske liv udenfor. Et forsvar for almindeligheden er derfor også et forsvar for det ualmindelige og ekstraordinære: Historie, evolution og skabelse. Tak til Mikael Jalving fordi han med sin fine bog minder os om det!
Mikal Jalving: Forsvar for almindeligheden, forlaget Hovedland, 2021, 191 sider.