Theis Ørntofts Habitat er både en roman om et personligt sammenbrud og en fortælling om litteraturens tilblivelse. Anne-Marie Vestergaard læser værket som et intenst autofiktivt modstykke til Jordisk.
I 2023 udkom Theis Ørntofts bredt anlagte roman Jordisk. Det er en historie på 600 sider om en familie gennem flere generationer, som foregår i Danmark og USA. Fortid, nutid og nær fremtid flettes sammen i et forsøg på at betragte familiemønstre, relationer og identitet i forhold til samfundsudviklingen.
I et større perspektiv gælder det planeten Jordens udviklingshistorie, den vestlige civilisation og kapitalismens udnyttelse af ressourcerne og den stigende interesse for verdensrummet. Romanen Habitat er fra 2025 og handler om Theis Ørntoft selv, hans barndom, ungdom og voksenliv. Det er også historien om et voldsomt personligt sammenbrud og selve tilblivelsen af romanen Habitat.
Habitat er tydeligvis hjerteblod for Ørntoft.
Forfatteren Per Højholt sagde engang til en ung forfatter, at man ikke skulle tage af »hovedstolen«, den personlige bagage, for den var og blev privat. Det gjaldt om at finde på… De seneste par årtiers dyrkelse af det selvbiografiske i forskellige litterære genrer, samtudviklingen af autofiktion-genren siden Karl Ove Knausgårds kæmpeværk Min kamp, udgør et kæmpe dementi af modernisten Højholts dictum.
En idéroman og et selvportræt
Jordisk fremstår lidt som en »idéroman«, hvor skildringer af personer og miljøer er underordnet en hovedidé, et anliggende. Ørntoft er bekymret for klodens overlevelse i lyset af klimaforandringer og uhæmmet kapitalisme med USA i front. Der mangler bæredygtighed på alle niveauer, startende med de nære relationer.
Den anfægtelse ses også i Habitat, men der er så meget mere. Habitat er ligeledes en omfangsrig roman, og den lever i kraft af sin intensitet og forfatterens evne til at omsætte sine egne oplevelser og erfaringer til fængende prosa. Habitat er tydeligvis hjerteblod for Ørntoft. Ligesom Knausgård sætter han et skånselsløst spot på sig selv, sine fiaskoer og det indre mørke og kommer hermed til at udfordre denpolitiske korrekthed og de gængse sandheder i de cirkler som han bevæger sig i.
Romanen viser desuden, at vor tids postulat om det frisatte menneske er en løgn
Romanen starter i 2018, efter succesen med romanen Solar. Ørntoft isolerer sig i et faldefærdigt hus på Møn for at påbegynde arbejdet med den svære toer. Den slutter i 2023, hvor Jordisk endelig udkommer, og Ørntoft bliver far for første gang. Ind imellem springes der i tid og sted.
Det grænseløse selv
Ørntoft er født i 1984 og dermed vokset op i den optimistiske tid efter Murens fald, hvor alt kunne lade sig gøre i en verden præget af globalisering og individualisering. Jeg kom under læsningen til at tænke på Bent Meier Sørensen bog De grænseløse, fordi Habitat udstiller bagsiden af den tidsånd. Ørntofts generation er vokset op med troen på at verden lå åben, og at alt kunne lade sig gøre.
Habitat viser, at med forsøget på selvrealisering følger det grænseløse selv og en konstant indre dialog der kan afstedkomme angst og depression, følelser der i Ørntofts tilfælde dulmes med ydre stimulanser eller internettets utallige tilbud om underholdning og tilfredsstillelse af såvel fysiske som mentale behov.
Romanen viser desuden, at vor tids postulat om det frisatte menneske er en løgn: »Jeg er ødelagt af fortid. Alt, hvad jeg føler og tænker, selve de mekanismer, jeg tolker verden omkring mig med, er gennemsyret af begivenheder, der fandt sted for længe siden.«Urtraumet er en trafikulykke hvor Ørntoft som 13-årig var lige ved at forbløde. Dertil kommer en sandsynlig fejlbehandling med nervemedicin fra 15-års alderen.
Man kan ikke løbe fra sine rødder og sin baggrund, men Ørntoft viser også med romanen, at man ikke kan reduceres til at være et offer for omstændighederne. Der vil altid være eksistentielle valg, der er med til at forme ens voksentilværelse. Samtidig er der hjælpere, især forlagsredaktøren, der tilbyder Ørntoft et job som pedel for at hjælpe ham ud af depressionen og skriveblokeringen.
En forsigtig øko-optimisme?
Sidst i romanen sidder Ørntoft med sin nyfødte datter og en »nyfødt« bog. Det ligner en happy ending på det personlige plan, men den suppleres af det jordiske perspektiv, hvor forfatteren forestiller sig livet på jorden efter at olien er sluppet op. Menneskeheden overlever, og der vil blive fortalt historier om fortiden:
»Så vidt vi ved, skete det langsomt. Der var ingen pludselig katastrofe. Men en dag standsede den sidste pumpe. Langsomt og gradvist vendte vores forfædre tilbage til Jorden. De kom aldrig til Mars. De blev, hvor de var. Det var ikke deres eget valg, det var naturen, der tvang dem.«
Kan man kalde det forsigtig »øko-optimisme«?
Theis Ørntoft: Jordisk, 2023, Habitat, 2025, begge forlaget Gyldendal.
