“Problemet er uimodsigeligt religiøst”

det moderne sammenbrud

Replique fortsætter med at se nærmere på Søren Krarups forfatterskab. Denne gang gælder det hovedværket Det moderne sammenbrud, et opgør med humanismens iboende dæmoni og modsætningen mellem Søren Kierkegaard og Karl Marx; en beskrivelse af den åndhistoriske rejse fra guillotinen til Gulag.

af Jacob Aarslev

Søren Krarups bøger begynder gerne med en anekdotisk beretning af mere eller mindre selvoplevet karakter. I Det moderne sammenbrud er det en kulturel og historisk vandring i Paris. Man er med på kunstmuseum og se impressionistisk og såkaldt postimpressionistisk kunst. Manet og Toulouse-Lautrec i særdeleshed. Manets Frokost i det grønne og Lautrecs dansepiger er eksempler på en moderne kunst, der påfaldende ofte fokuserer på menneskelivets pikante og intime sider. Det er ”Ekstrabladet som åndsform og kunst”, som Krarup udtrykker det, og det er udtryk for en kulturtilstand, hvor mennesket er gjort – eller rettere har gjort sig selv – til altings mål og målestok. Den store omvurdering.

 

Vandringen stopper dog ikke ved denne hårdtslående, men noget hurtige kunstbedømmelse, for ”det begyndte jo ikke med impressionismen.” Helt bogstaveligt ”ved at gå igennem Tuileries-haven og over Seinen kom vi til Justitspalæet med fængslet fra den Franske Revolution”, der hvor det hele begyndte. Marie-Antoinettes fornedrelse i fængslet og efterfølgende henrettelse, Robespierres terrorregime inspireret af Rousseau, og ikke mindst: Den religiøse ceremoni i 1793 til fejring og ophøjelse af fornuften; menneskerettighedernes de facto helliggørelse og menneskehedens selvophøjelse. Med disse nedslag sætter Krarup scenen for sin efterfølgende gennemgang af det 19. og 20. århundredes humanisme med dens latente og ofte åbenbarede totalitarisme – og dennes evige og eneste egentlige modsigelse: Kristendommen. Først og fremmest Kristendommen i Søren Kierkegaards forkyndelse.

Marx og Kierkegaard

I andre udgivelser, såsom Loven (1980: ”En yngre præst blev en dag opsøgt af et yngre ægtepar”) og Den danske dagligdag (1973: ”For nogen tid siden blev en dansk præst opsøgt af en ung mand”), tjener prologen også til at holde sammen på et værk, hvis dele nok er klart tematisk forbundne, men som for fleres vedkommende er blevet til ved andre lejligheder. Det er ikke tilfældet med Det moderne sammenbrud, som hører til de mere sammenhængende i forfatterskabet. Derved ligner den også i formen Demokratisme (1968) og Dansen om menneskerettighederne (2000), der, hver med sit særlige anliggende, begge er grundlæggende opgør med det, Søren Krarup ser som humanismens dæmoni.

De første kapitler af Det moderne sammenbrud udmærker sig især ved skarpe læsninger af Marx og Kierkegaard, hvor dele af de to forfatterskaber stilles skarpt vinklede overfor hinanden. Søren Krarup forstår at citere præcist og effektfuldt, og den Krarupske polemik kommer meget ofte til live i andre forfatterstemmer, der kaldes frem og bringes i spil, nærmest som stridende elementer i et musikalsk stykke. Sammen med den frembragte kontrastvirkning udfoldes så Krarups egen analyse, kritik og forkyndelse. Det indbefatter karakteristikker med forsimplinger, som kan virke decideret forstyrrende, men apologetik er i denne sammenhæng et ukvemsord, og pointerne drives ubønhørligt og sikkert frem.

Som noget af det første bider Krarup sig fast i Marx’ religionskritik og det, der kan læses i lyset af den. Altså det, at religionen er menneskeskabt – og at menneskeheden derfor kan tilskrives en (selv-)skabermagt, som ikke kan være andet end en negation af den kristne Guds krav på sit menneske. Søren Krarup pointerer således:

Problemet er uimodsigeligt religiøst. Det er da betegnende for Marx’ selvforståelse, at denne religiøse bekendelse kaldes for ’kritik’. Tillige står det klart, at når revolutionen knyttes til begrebet om det guddommeligt frie og selvherlige menneske og når alle forhold skal omstyrtes, der undertrykker og kuer et sådant højeste væsen, så bliver revolutionen absolut, fordi ethvert jordisk, verdsligt forhold så må få karakter af undertrykkelse. Omstyrtningen opnår at blive noget evigt og permanent. Den forholder sig til et absolut begreb og må følgelig blive absolut omstyrtende. Den revolutionære patos fra 1840’erne har via Hegels filosofi skærpet temaet fra 1790’erne og er endt i et virkeligt religiøst afsind, der overført til politik og samfundsliv må føre til altopløsende tilstande, fordi sådanne revolutionære forholder sig – med Kierkegaards udtryk – absolut til det relative.

Hvorledes værges da det relative? Svaret er indlysende: det relative kan i en sådan situation kun værges derved, at det absolutte forkyndes som det hinsidige, radikalt forskellig fra det dennesidige, og at det absolutte således sætter bom for det relatives forsøg på at gøre sig absolut ved at det absolutte sætter grænser for det relative. Det er i al enfoldighed et spørgsmål om at forkynde kristendom. (s. 24)

Brandes og det moderne sammenbrud

I disse sentenser er Marx og Kierkegaard bragt sammen til den første af flere opgør i bogen, og den indskudte bemærkning – ”med Kierkegaards udtryk” – tydeliggør i virkeligheden et replikskifte, hvorefter det er Kierkegaard, der gives mæle i den Krarupske tekst.

Søren Kierkegaard som modsætningen til sin tids liberalisme og humanisme og Hegel og Marx har det været helt afgørende for Krarup at fremhæve; det er faktisk et af sigterne med bogen: ”Disse to [Kirkegaard og Marx] er de egentlige antagonister i de seneste århundreders europæiske åndshistorie – men det er forblevet mærkeligt upåagtet.” Og det første kapitel, som koncentrerer sig om netop det, er også den stærkeste del af Det moderne sammenbrud. De følgende kapitler, deres indhold og fylde til trods, kan ikke undgå at stå i skyggen af det første. Det gemmer der sig en didaktisk, for ikke at sige homiletisk pointe i – men det kan også ses som en svaghed for den historiske gennemgang.

Indtil et vist punkt kunne man måske være fristet til at tro, at bogens titel blot spiller på udtrykket ’det moderne gennembrud’. Det gør den også. Men når Det moderne sammenbrud tager fat i Georg Brandes og det på flere måder skelsættende 1871, er det ikke for at henføre sammenbruddet netop dér til. Det er stadig den ideologiske humanismes lange tråde, der trækkes i. Derfor fremføres det også i kapitlet, at den yngre Georg Brandes i tiden omkring de berømte forelæsninger ret beset ikke var på kant med ånden i det liberale dannelsesborgerskab. Brandes har set sig selv som førende 1840’ernes politiske emancipation ind på æstetikkens område, og både han selv og datidige modstandere har været fuldt bevidste om, at hvad der foregik her, var andet og mere end fejder om litteratur. Det var kulturkamp, for ikke at sige kamp om sjælene.

Vil man gerne uddybe netop dette perspektiv på 1870’erne, kan man i øvrigt med fordel læse Hakon Stangerups detaljemættede – og ikke helt ubeslægtede – værk, Kulturkampen, fra 1946. På det store lærred er Pariserkommunens vold og undertrykkelse baggrunden, og indtil Kierkegaard igen tager over, er det Dostojevskij, der er modstykket til Brandes. Deres samtidige fortolkninger af hændelserne i foråret 1871 kunne ikke være mere forskellige.

Her kan man forresten gøre en pause og give sig tid til dette lille stykke, der er Krarups mest koncentrerede og prægnante undsigelse af humanismen: ”Den humanistiske ideologi er i virkeligheden en legalisering af menneskelig ondskab og selvretfærdighed derved, at den afviser skaberen og således retfærdiggør skabningen og al dens udfoldelse.” (s. 57)

De kulturradikale

I 1871, beretter Krarup, påhørte også den unge studerende Kristian Erslev Georg Brandes’ ”hovedstrømningsforelæsninger” og blev, så at sige, kulturradikalt vakt. Det er en af flere velfungerende overgange i bogen. Persongalleriet hænger sammen i påfaldende grad, og det bidrager yderligere til sammenhængen i det, der ret beset er eklektiske nedslag i en skarpt vinklet idehistorie.

Selve kapitlet om kulturradikalismen er stort set viet historikeren Kristian Erslev og den såkaldte moderne kildekritik, han for eftertiden er kommet til at stå som fadder til. Også her var der nemlig kulturkamp. Omkring århundredeskiftet beslaglagde Erslev et helt nummer af Historisk Tidsskrift til kritik af en anden forfatters værk om en hændelse i 1864 – og den faglige tvist fik selvfølgelig de proportioner, fordi den rummede alvorlige spørgsmål om den nationale historieforståelse og erindring. Det er et godt valg at betragte også dette emne i lyset af en ideologisk humanisme. Men de over 40 sider, det inddrager ud af bogens 224, afspejler også Søren Krarups forkærlighed for historiefaget som sådan.

Hvis det første kapitel er det stærkeste, er det fjerde kapitel til gengæld det svageste. Det bærer overskriften ”Socialisme”, og har som et af omdrejningspunkterne litteraten, kommunisten og modstandsmanden Elias Bredsdorff. Hans far var den radikalt sindede højskoleforstander Thomas Bredsdorff. Krarup tilskærer det som en lille skæbnefortælling:

Hvor fædrene var kulturradikale, blev sønnerne socialister, for den totale ideologi lå allerede i kulturradikalismen, og så trak sønnerne konsekvensen med ungdommens utålmodighed. […] Fædrene havde endnu kviet sig ved at opgive de honnette ord og forskrive sig til en konsekvent, totalitær politik og praksis. Så gjorde sønnerne det og blev marxister og kommunister. (s. 149)

I denne fremstilling tilføjes et element af historisk determinisme, som ikke bliver godtgjort i beskrivelsen. Men man skal holde tungen lige i munden, for der er mere end én form for forudbestemthed på færde. Der er nemlig først og fremmest den antropologiske – eller teologiske bestemmelse af mennesket, som ved sit pågående oprør mod Skaberen forsværger sig selv til humanismen. Dens kausalitet er ikke kronologisk i gængs forstand, for den gælder (kun) al den stund at mennesket er under arvesyndens bestemmelse. Det er den grundlæggende, dén, man skal have i baghovedet, når man læser, at ”problemet er uimodsigeligt religiøst.”

Men så er der også sluppet en anden determinisme ind, som Krarup mener at kunne se. Eller også er han ikke opmærksom på, at den ikke er identisk med den første – og det er det egentlige problem! Påfaldende nok siges det, 17 sider derefter, i en kritik af Otto Gelsted, Elias Bredsdorffs marxistiske inspiration: ”Man kan i een forstand sige, at han tænker for dårligt. For vist er det tænkningens opgave at finde sammenhænge, men det er i endnu højere grad tænkningens opgave at kunnesondre.

Det bliver en plet på kapitlet, som er svær at få væk igen. Det er jo sikkert og vist, at mange i intelligentsiaen blev kommunister i det 20. århundredes første halvdel. Og i tilfældet Bredsdorff er det oplagt at læse sønnens marxisme i lyset af faderens kulturradikalisme. Så meget desto mere som overlapningen mellem de to strømninger i Danmark faktisk var bemærkelsesværdig. Men det er ikke det samme som at det ene fulgte med nødvendighed af det andet. Den yngre generation besjælet af humanismen kunne have trukket de ideologiske impulser i andre retninger: De kunne have dyrket andre af de –ismer, der findes latent i humanismen og i kulturradikalismen. Liberalisme, hedonisme, ateisme. Mulighederne er – og var mange.

Men mange blev altså kommunister. Og så vidt er vi med igen. Det skal også siges om kapitlet, at beskrivelserne af den hjemlige marxistiske intelligentsia som sådan er ganske glimrende, og navnlig er det interessant at læse om kulturfrontstidsskriftet Frisindet Kulturkamp, i hvis redaktion Elias Bredsdorff medvirkede.

Fra guillotinen til gulag

Kapitel V er så det længe ventede moderne sammenbrud. Altså det modernessammenbrud: Den totalitære ideologis uholdbarhed bliver tydelig og håndgribelig. Alexander Solsjenitsyns beskrivelser fra Gulag understreger det inhumane i den socialistiske humanisme. I Vesteuropa påkaldes opmærksomheden af Le Brigate Rosses systematiske mord og vold. Men derudover: Efterkrigstiden, 68 og opføringen til 1984 eksekveres hurtigt, og strejfer emner, der er behandlet bedre andre steder i forfatterskabet; psykologiseringen af børneopdragelsen til eksempel. Der gøres desuden et par bemærkninger til det Orwell’ske 1984. Man frygter, at det sker af princip og af formatets nødvendighed, og ikke af anliggendets nødvendighed. Det ligger i de Tidehverv’ske kort, at man skal tale til sin tid, og en god debatbog kræver jo sin aktualitet.

Disse krav kan imidlertid også indfris, uden at der nødvendigvis skal skrives helt til skrivende stund. Det har forfatter og forlag dog ikke turdet løbe an på, da man i 2001 genudgiver Det moderne sammenbrud med en ny efterskrift. I tilbageblik rykkes det moderne sammenbrud nu til 1989. ”Det moderne sammenbrud indtraf. I 1989 faldt muren.” Når man har skrevet om to århundreders humanistisk ideologi, som kulminerer i Gulags rædsler, er det selvfølgelig oplagt også at have det med. Det er bare ikke nødvendigt. Rejsen ”fra guillotinen til Gulag” er faktisk allerede fuldbragt for bogens vedkommende i 1930’erne, hvor grupper af danske intellektuelle forskriver sig til en Moskva-tro kommunisme.

Skulle Krarup og Gyldendal trods dette blive fristede til endnu en genudgivelse med en ny epilog, synes identitetspolitikken om noget at ligge lige for. Tænkt bare på det mildest talt relevante stykke, der blev skrevet om Marx’ omkalfatring af Hegel:

[N]år revolutionen knyttes til begrebet om det guddommeligt frie og selvherlige menneske og når alle forhold skal omstyrtes, der undertrykker og kuer et sådant højeste væsen, så bliver revolutionen absolut, fordi ethvert jordisk, verdsligt forhold så må få karakter af undertrykkelse.

Aktuelt er det i alle fald – hvad denne anmeldelse gerne skulle bevidne – og i høj grad religiøst.

Søren Krarup: Det moderne sammenbrud 1789-1984. 2. udg., 1. opl, Gyldendal 2001.

Jacob Aarslev er cand.mag. i historie og religionsvidenskab.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!