Der er gjort mange forsøg på at udlægge Wagners mystiske slutværk, fortællingen om gralsridderen Parsifal, der blev færdiggjort i 1882, året før komponistens død i Venedig. Kort før sin død færdiggjorde den engelske filosof Sir Roger Scruton (1944-2020) manuskriptet til sit eget forsøg på at komme værket nærmere.

Der er ikke tale om en introduktion til dem, der godt lige kunne tænke sig at få en hurtig indføring i, hvad Parsifal handler om. Der er tale om en bog skrevet til dem, der i forvejen har et vist kendskab til værket. Er man interesseret i en form for introduktion eller lignende, er man bedre tjent med eksempelvis Henrik Nebelongs gennemgang i dennes Wagner-biografi fra 2008.

Et simpelt handlingsreferat kan findes på Opernführer eller i de forskellige trykte operaførere, f.eks. Gerhard Schepelerns Operabogen. Men et simpelt handlingsreferat er i Parsifals tilfælde næppe tilstrækkelig introduktion til værket for de fleste. Dertil rummer det for meget stof. Selv havde jeg meget gavn af Egon Voss’ korte efterskrift i Reclams udgave af librettoen.

Scrutons bog er desværre en noget ujævn omgang. Bogen mangler en overordnet struktur. Selvom den er inddelt i kapitler med overordnede temaer, ender forfatteren med at trave over det samme igen og igen i de fleste af dem, hvilket ender med at irritere mig som læser. Bogen er præget af ganske mange gentagelser, uden at vi for alvor kommer nærmere kernen i værket og et forsøg på at forklare det. Efter endt læsning, er jeg stadig ikke i stand til, at sige, hvad Scruton egentlig mener, værket betyder.

Men også inden for kapitlerne er Scrutons mangel på struktur slåede. Det ene afsnit fører ikke naturligt over i det næste. Snart tales der om Jung og Freud og i det næste øjeblik om Nietzsche og Søren Kierkegaard. Desværre uden at det ofte er helt klart, hvad de citerede egentlig har at bidrage med. Der er ganske mange henvisninger af typen ”i øvrigt er det ligesom X-, Y-, eller Z-forfatter siger et sted”.

Nogle af de tematikker, der tages op, er dog interessante nok at hæfte sig ved. Jeg skal blot fremhæve et par stykker.

Scruton hæfter sig eksempelvis ved, at værket grundlæggende er religiøst. De kristne symboler er ganske enkelt for prægnante til, at der blot er tale om en baggrundshistorie. Parsifal er altså ikke som Indiana Jones og det Sidste Korstog eller lignende:

”What is at stake in religion, at least religion of the sacramental variety that is the subject of Wagner’s drama, is clearly something beyond cost and benefit. Religious people experience a depth of longing and a joy of consolation that bear witness to this, whatever the doctrines of their faith.” (s. 15)

Parsifal kan derfor ses som et mere grundlæggende ”opgør” med den liberale individualisme og dens ”cost and benefit”:

”Liberal individualism is an attractive philosophy, and has produced beautiful and influential theories of political legitimacy, including those of Locke, Harrison, Montesquieu, Rousseau and, in our time, John Rawls. But it does not describe real human beings. What matters to us, far more than our deals and bargains, are the ties that we never contracted, that we stumbled into through passion and temptation, as well as the ties that could never be chosen, like those that bind us to our parents, our country, and our religious and cultural inheritance. These ties put us, regardless of our aims and desires, in existential predicaments that we cannot always rectify. This it is with the tie to mother, for example, which forms the background to the drama of Parsifal: a tie that gives rise to heartbroken longing and guilt, and which calls upon us at every moment of our lives to honour it.” (s. 17)

Ideen er interessant, men som så mange andre steder Scrutons bog følges tanken ikke helt til dørs. Jeg savner et regulært belæg for påstanden. Der kan hos Wagner findes flere eksempler på kritik af den skitserede form for liberalisme og individualisme, f.eks. i Nibelungens Ring, men det synes ikke at være et tema i Parsifal. Her er det andet, der optager Wagner. Der er heller ikke nogen særlig betoning af fædrelandet eller lignende, sådan som det kan antydes i Mestersangerne fra Nürnberg. Parsifal er ikke et konservativt værk. Og Wagner var næppe en konservativ komponist i nogen meningsfuld betydning af ordet.

Den i citatet omtalte moderbinding kan for resten næppe udlægges som et særligt forsvar for familie eller forældre, men er mere noget psykologisk.

Moderbindingen og dennes psykologi optager i det hele taget Scruton meget. Igen og igen vendes der tilbage til temaet fra forskellige vinkler. Jeg skal blankt indrømme, at jeg aldrig har forstået, hvad det moderbinding-halløj går ud på. Jeg forstod det ikke i gymnasiets dansktimer; og jeg forstår det heller ikke nu. Interessant nok er det dog, at Scruton peger på, at Kundrys forsøg på at forføre Parsifal går så meget videre blomsterpigernes forsøg på samme, fordi hendes forførelse netop er mere end noget blot erotisk, men netop refererer eksplicit tilbage til Parsifals mor. Heller ikke denne iagttagelse følger Scruton desværre til dørs. På trods af, at der bruges ganske mange ord på at kredse omkring det, kommer vi aldrig helt ind til, hvad der er på spil. Det bliver ved forskelligartede beskrivelser og referencer til, hvad andre har sagt om emnet, uden at vi kommer nærmere ved en afklaring.

For mig er det egentlig meget klart, at vi er ved hele historien om, at begær/erotik er lig med smerte og undergang og fortabelse, mens frasigelse af begæret fører til en form for forklarelse. Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor erotik mv. og begær skulle være så ubetinget dårligt, som det fremstilles i Parsifal. Alt godt med måde må vel også gælde her. Og i Parsifals tilfælde snakker vi altså kun, at en pige kysser ham på munden. Så slemt er det heller ikke. I hvert fald ikke noget, der forklarer, at Parsifal hyler som en stukken gris ved det første kys: ”Oh, Klage! Klage! Furchtbare Klage! (…) Oh! – Qual der Liebe!” – og hvad han ellers råber! Her bliver operaen faktisk en smule ufrivillig komisk. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad det er for dybere psykologiske mekanismer, der skulle være på spil her, der gør så Scruton og andre så dybt betaget af den scene. Som tidligere redegjort for her, er jeg mere på Nietzsches hold, hvad udlægningen af Parsifal angår.

I øvrigt er det en interessant iagttagelse i Scrutons bog, at på det tidspunkt, hvor værkets forlæg blev til (Wolfram von Eschenbachs Parzival, omkring 1200), var et kys vistnok en helt almindelig måde at sige ”goddag” på, uden at der nødvendigvis var noget erotisk eller lystbetonet forbundet med det. Så meget mere ærgerligt, at vi ikke kommer lidt mere ind i substansen i forhold til det åbenbart så fatale kys og dets dybere psykologiske betydning i værket.

Senere igen skriver Scruton igen en masse om seksualitet og skam og synd som noget, der står som modsætning til liberalismens udgangspunkt i det frie valg og fraværet af tvang som det eneste relevante:

”But it is surely obvious that the superficial and perhaps frivolous consent to a particular act does not amount to the real existential yes that opens the door to sexual union. It is therefore possible to consent to what is later understood as a violation and defilement.
(…)
When it comes to understanding rape and sexual abuse such ideas are impossible to avoid. Rape is a pollution of the victim, and it requires no imagination to understand why Lucretia went on to kill herself, whatever physical pleasure she may have felt in the arms of the man whom she briefly mistook for her husband.” (s. 72 f.)

Det kan meget vel være. Men for det første det skyder det over målet i forhold til det værk, som Scruton efterhånden er kommet lidt vel langt væk fra i bogens kapitel 3.

Det er seksualiteten og begæret som sådan, stykket ser som noget grundlæggende problematisk og smertefuldt. Kundrys kys kan ikke sammenlignes med voldtægten af Lucretia. For det andet, og måske vigtigere, savner jeg også her, at Scruton går lidt mere i dybden med alt det om seksualitet og skam.

Det bliver meget ved et postulat. Er der i dag en grundlæggende skam forbundet med seksualiteten? Svaret er måske ikke helt så oplagt i 2021 som i 1882 eller i det gamle Rom. Omvendt står arvesynden jo centralt i bibelen og i hele den kristne mytologi nærmest fra lige efter verdens skabelse,  hvor mennesket blev seksuelle væsner, så det kan meget vel være, at der er et eller andet om snakken, der kunne have fortjent en lidt grundigere behandling.

På trods af sine mange anstrengelser kommer Scruton ikke nærmere et svar på stykkets centrale allegoriske spørgsmål: ”Wer ist der Grahl?” Der er næppe heller noget andet svar end det, som stykket selv giver: ”Das sagt sich nicht”. Det nærmeste Scruton kommer på at give et svar på, hvad den hellige gral er, er, så vidt jeg kan se, følgende:

”I suggest that we are redeemed when the taint of wrong relations is washed away, when we can rejoin the community, freely accepting and accepted, able to lead a new life without sin. To achieve this condition we depend on those who can heal our wounds, who can perform the priestly office of retrieving, from the dark places of humiliation, the precious part of ourselves that was then severed from us. The outgoing part of us, the will that seeks to imprint the trials and triumphs of individuality on the world, once ventured forth, only to fall into sin. Redemption does not consist, as it consists for Schopenhauer, in the renunciation of the will, but in the recuperation of the will from tainted relations, and its return to a life of agapē.” (s. 119)

Men så er vi vel blot tilbage ved start igen? Det er klart nok, at det er Parsifals uselviske medlidenhed, der i sidste ende gør, at han er i stand til at modstå Kundrys kys og til at frelse den syge kong Amfortas. Det kan læses ret direkte ud af værkets tekst. Men vi er stadig ikke kommet nærmere det virkelig interessante: Hvad er det præcist, man skal frelses fra, af og til?

Af andre temaer, Scruton tager op, men som jeg ikke vil gøre mere ud af her, er eksempelvis et opgør med beskyldninger om, at Wagners stykke skulle være sexistisk. Ligeledes kommer han også omkring det ødelæggende regiteater, der truer med at gøre vores ellers så fine operatradition ligegyldig som kunstnerisk udtryksform.

Selvom Scruton har nogle interessante overvejelser om Wagners Parsifal, er det desværre en noget ujævn bog, han har skrevet. Den er for svømmende og uklar og ustruktureret til, at man kan ænse mange klare tanker. Bogen bærer præg af, at forfatteren gerne vil sige en masse om Wagners Parsifal, men desværre nok i virkeligheden ikke har særlig meget at sige.

Sir Roger Scruton, Wagner’s Parsifal – The Music of Redemption (Allen Lane, 2020), 195 sider.

Referencer

Henrik Nebelong, Richard Wagner – Liv, værk, politik (2008)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946) – der findes talrige senere udgaver af værket

Richard Wagner, Parsifal – Ein Bühnenweihfestspiel, Textbuch mit Varianten der Partitur. Herausgegeben von Egon Voss (Philipp Reclam jun., 2005)

Handlingsreferat og libretto kan findes på Opernführer, https://opera-guide.ch/