Opera: Parsifal

Programmet til 2018-udgaven af Parsifal i Bayreuth indledes med et citat af Dalai Lama: ”Ich denke an manchen Tagen, dass es besser wäre, wenn wir gar keine Religionen mehr hätten.” Efter at have gjort op med kapitalismen i en kapitalismekritisk opsætning af Der fliegende Holländer er turen nu kommet til at gøre op med religionen. På sin vis er denne næsten barnlige oprørstrang meget passende, da Wagner om nogen var en komponist, der gjorde op med stort set alt, hvad han kunne. Mest radikalt formentlig i Nibelungens Ring og Tristan und Isolde. Hvis der er et gennemgående træk i Wagners værker, er det ”outsiderne”, der bryder med vante forestillinger og konventioner, og går sine egne veje.

Men jeg er alligevel skeptisk, når jeg ser denne programerklæring anvendt i forbindelse med et værk, hvor religionskritik ikke er det første, der falder en ind. Tværtimod er Wagners gådefulde slutværk fra 1882 ofte blevet tolket som Wagners kunstneriske forsøg på at indstifte en form for sekulær ”kunstreligion” med værket som et form for ritual. Værket kaldes da også på titelbladet i Wagners tekstbog for ”Ein Bühnenweihfestspiel”. Tolkningerne af værket er i øvrigt mangeartede. En omfattende teologisk analyse af værket er foretaget af teologiprofessor ved University of Nothingham, Richard H. Bell i Wagner’s Parsifal – An Appreciation in the Light of His Theological Journey fra 2013. Jeg skal ærligt indrømme, at det er meget begrænset, hvor meget jeg har fået læst af Bells analyse, så den må vi se på en anden gang. Men nu er referencen givet videre, hvis der skulle være nogle teologisk interesserede læsere derude.

Nietzsche lagde ikke fingrene imellem i Nietzsche contra Wagner, dog ikke så meget på grund af værkets religiøse karakterer, som på grund af dets kyskhed og asketiske budskab – et værk det kun kunne tages seriøst som tragikeren Wagners afsluttende satyrspil:

”Man möchte es nämlich wünschen, daß der Wagnersche Parsifal heiter gemeint sei, gleichsam als Schlußstück und Satyrdrama, mit dem der Tragiker Wagner gerade auf eine ihm gebührende und würdige Weise von uns, auch von sich, vor allem  v o n  d e r  T r a g ö d i e  habe Abschied nehmen wollen, nämlich mit einem Exzeß höchster und mutwilligster Parodie auf das Tragische selbst, auf den ganzen schauerlichen Erden-Ernst und Erden-Jammer von ehedem, auf die endlich überwundene  d ü m m s t e  F o r m  in der Widernatur des asketischen Ideals.

(…)

Denn der Parsifal ist ein Werk der Tücke, der Rachsucht, der heimlichen Giftmischerei gegen die Voraussetzungen des Lebens, ein  s c h l e c h t e s  Werk. – Die Predigt der Keuschheit bleibt eine Aufeizung zur Widernatur: ich verachte jedermann, der den Parsifal nicht als Attentat auf die Sittlichkeit empfindet.“

Uanset om Parsifal var alvorligt ment eller ej, så rammer Nietzsche uhyggeligt præcist i sin karakteristik af Parsifal. Et dårligt værk er det ikke, men en kyskhedsprædiken er det så absolut. Det repræsenterer derfor på mange måder et tilbageskridt i Wagners virke, selvom det godt nok er vanskeligt at se, hvordan Wagner overhovedet kunne komme videre efter Der Ring des Nibelungen var færdigkomponeret (1874). Dette værk er den flammende og altfortærende kulminationen på det totalopgør mod alle normer og konventioner, som blev startet allerede med Der fliegende Holländer (1841). Når menneskets lidenskaber bogstavelig talt fortærer gudsriget i den afsluttende verdensbrand, er det svært at komme videre. Der er ganske enkelt ikke mere, der kan ødelægges og slås i stykker. Der er ikke flere tabuer at bryde. Ikke flere grænser, der kan overskrides. Ikke mere at gøre oprør mod.

Ser man bort fra musikken, minder Parsifal nemlig påfaldende meget om tidligere tiders opera seria, eksempelvis nogle af Mozarts ”seriøse” operaer (forstået som genrebetegnelse – Mozart tog også humor alvorligt!). Her skal en prins (eller lignende) typisk gå fra at være ung, uerfaren og uafklaret til at blive en moden mand og erfaren og afklaret konge. På denne vej skal han lære at skelne mellem det gode og det onde, mellem had og tilgivelse, mellem den rene kærlighed og den erotiske kærlighed osv. Typisk er der en række farer, der skal overvindes i form af eksempelvis uhyrer eller menneskelige antagonister med alle de forkerte egenskaber.

Det bedst kendte eksempel er nok hans Idomeno fra 1781 med Libretto af Abbé G. B. Varesco, hvor den unge Idamante skal overtage tronen efter sin far, Idomeneo, der har vist sig uværdig, fordi han har pådraget sig gudernes vrede under den trojanske krig. Idamante skal i den forbindelse bekæmpe et farligt søuhyre, der truer Kreta, samtidig med, at han skal tilvælge den rene og dydige kærlighed (repræsenteret ved Ilia), og fravælge den ”farlige”, erotiske og kødelige kærlighed (repræsenteret ved den vilde Elektra). Den populære Tryllefløjten fra 1791 med libretto af Emanuel Schikaneder er bygget over stort set samme formel, men tilføjer en rækker komiske elementer: Den unge prins (Pamino) skal kæmpe mod et uhyre (en farlig slange) og på sin vej ind i visdommens tempel lære at fravælge det onde, hadefulde og erotiske (Nattens Dronning, Monostatos) og tilvælge det gode, rene og dydige (Pamina, Sarastro).

Dette skema valgte Wagner mere eller mindre fra og vendte på hovedet, men i Parsifal dukker det altså op igen. For her er det den unge og vilde Parsifal (”den rene dåre”), der som led i sin udvikling skal lære at indse, at det erotiske er forbundet med smerte og lidelse, og noget som man derfor skal holde sig fra. Wagner-helten Siegfried vækkede i Nibelungens Ring den sovende Brünnhilde og kastede sig herefter uden større tøven i hendes favn og skød. I fællesskab glæder de sig herefter over deres sårbarhed og over at kunne mærke, at de er i live med ordene ”leuchtende Liebe, | lachender Tod!”.

Diametralt modsat hos Parsifal, da han forsøges forført af helvedesrosen Kundry. Der er intet ved hendes kys, der smager ham sødt. De volder ham kun stor smerte – ”Oh! – Qual der Liebe!” skriger han som en stukken gris efter bare et enkelt kys! Herefter er beskeden til hende som bekendt ”Vergeh, unseliges Weib!”, hvorefter Parsifal gør kort proces med den onde troldmand, Klingsor, som hun tjener. Korsets tegn er det eneste, der skal til for at knægte hans magi og styrte hans slot i grus.

I modsætning til andre Wagner-helte formår Parsifal altså at undgå at blive korrumperet ved kontakt med det omgivne samfund. Hvordan det? Hvorfor går det ham ikke lige så ”dårligt” som Siegfried, der som bekendt falder i baghold og bliver slået ihjel af Hagen?

Fordi Parsifal forstår, at erotikken er forbundet med smerte. Dette gør han igen fordi, at den gamle, vise gralsridder Gurnemanz har taget ham med ind i gralsborgen Monsalvat, hvor ridderne vogter den hellige gral. Denne skal kongen, Amfortas, hver dag vise frem, sådan at den kan give ridderne evigt liv. Dette hverv volder imidlertid Amfortas umenneskelige pinsler. Han blev nemlig i sin tid selv forført af Kundry, hvilket har påført ham et sår, der ikke vil heles. Hver gang, det er lige ved at ske, springer såret op igen, når gralen vises frem og spreder sit livgivende lys.

Parsifal kan føle medlidenhed med den arme konge og dermed blive i stand til at forsage kvinden og det erotiske, der påfører Amfortas så megen smerte. Det har ingen andre kunnet gøre før. Udover Amfortas er talrige gralsriddere faldet i kølerne på Kundry og Klingsor. Til slut kan Parsifal derfor gøre det, som ingen andre har formået, nemlig hele Amfortas’ sår og overtage hvervet som konge og befri helligdommen fra ”schuldbefleckten Händen”. Gralen er herefter frelst og kan sprede sin livgivende kraft uden at gøre ondt.

Gralens første, “frelste” gerning er at lade den evigtlevende Kundry synke afsjælet til jorden ved synet af dens lysende skær. Hun har været forbandet til evig genfødsel – skiftevis som henholdsvis tjener og bud for graldsridderne samt som forførerske for Klingsor – siden hun i sin tid lo af Jesus på korset. Nu kan hun endelig finde fred. Som så ofte før hos den buddhistisk- og Schopenhauer-inspirerede Wagner ligger smerten i den uendelige gentagelse.

Kundry er et mangehovedet uhyre i det Wagnerske univers. I en programartikel til årets Bayreuth-opsætning samler Richard Lorber de forskellige roller, hun direkte eller indirekte optræder som eller repræsenterer i værket:

  • Et gralsbud
  • Herodias
  • Salome
  • Venus
  • den bibelske Eva
  • en troldkvinde
  • en valkyrie
  • Maria Magdalene
  • Den evige jøde

Hendes tvetydighed er imidlertid helt central: For det er hendes kys, der får Parsifal til at opdage sin seksualitet og dermed også hans – og vores – grundlæggende sårbarhed og svaghed. Dette sætter ham igen i stand til at føle medlidenhed med den lidende kong Amfortas, sådan at han kan hele dennes sår og redde gralen ud af de skyldplettede hænder, sådan at den kan lyse som et ideal om renhed og dyd for alle os andre. Hun både frister og forfører ham, men skaffer ham også den nødvendige kundskab til at kunne udrette sin heltedåd. Først i mødet med hendes læber forstår han, hvad der har påført Amfortas så megen smerte.

Troldmanden Klingsor troede, at kyskhed og adgang til gralsborgen kunne opnås ved selvkastration, men den slags snyd går jo ikke. For så kunne enhver jo opnå kyskhed. Man skal faktisk i sindet indse, at seksualitet er forbundet med smerte, hvilket er, hvad Parsifal præcis bliver i stand til, da han forsøges forført.

Som kyskhedsprædiken deler jeg Nietzsches kritik af Parsifals budskab. Jeg fatter heller ikke, hvorfor seksualitet skulle være farlig, at noget nær total askese skulle være nødvendig.

Langt bedre kan jeg lide budskabet, hvis man ser på værket mere generelt som et værk om menneskets grundlæggende svaghed og sårbarhed. Som et væsen, der skal dø og derfor må forplante sig for at leve videre. Kundrys kys minder os om, at vi er sårbare og skal dø. Gralen i værket giver os håb om, at der er noget større og bedre, et form for ideal. Noget mere ”fast” end de kødelige drifter, der som bekendt er omskiftelige og ikke altid noget stabilt fundament for en tilværelse.

Men hvad er gralen så? Hvad er det for et ideal, Wagner vil have, vi skal rette os mod? Vil du ikke nok fortælle os det? ”Das sagt sich nicht”! Som den vise Grunemanz siger til den – på det tidspunkt – unge, umodne og endnu ikke afklarede Parsifal. Vi får det ikke at vide. Det er lukket land. Undertiden er den blevet set som et symbol på den rene kunst, der skal befries fra traditionelle dogmer og forestillinger. Altså som den Wagnerske kunsts opgør med den traditionelle kunst. Men ret beset tror jeg, at man uden problemer kan indsætte, hvad man selv synes, at gralen skal symboliserer. Jeg ser den som et rent abstrakt symbol: Vi har som skrøbelige mennesker behov for et eller andet højere, lysende ideal, vi kan kigge mod og holde fast i, i vores omskiftelige tilværelse i lasterne og drifternes vold. Noget der ligger uden for det hele.

Parsifal bliver dermed et utrolig smukt værk om menneskets behov for at finde ro og finde fred. En fornem afrunding på Wagners kunstneriske virke, hvor vi faktisk kommer et skridt videre i forhold til Nibelungens Ring og de altfortærende lidenskabers triumf.

Det ændre dog stadig ikke ved, at vi har at gøre med nogle gamle svar på gamle spørgsmål, og at Parsifal grundlæggende bedst forstås som Wagners Tryllefløjte. I forhold til Wagners udvikling som komponist peger Parsifal frem. Kunsthistorisk peger værkets budskab omvendt i hvert fald hundrede år tilbage i tiden. Som nævnt var de samme svar genstand for eksempelvis Mozarts operaer, hvor vi allerede havde lært, at der er behov for noget andet og mere end blot laster og drifter. Dette er ingen kritik. Det budskab må være en form for urfortælling, der sagtens kan klare at blive sat i tekst og musik igen og igen til nye generationer på nye måder.

Er der imidlertid ikke noget nyt i Parsifals budskab – andet end at det er lidt fascinerende, at Wagner brugte et helt liv på at ende hos Mozart – er det i musikken, hvor den helt store skat ligger begravet. For Parsifal er vitterligt et næsten 4-5 timer langt sansebombardement. Musikken er langt mere langsom og afklaret, end i eksempelvis Nibelungens Ring eller Lohengrin. Kun ganske få, centrale steder er den høj og ”larmende”. Man fornemmer, at komponistens ærinde er noget andet. Det er noget mere, der er på færde.

Og det er præcis derfor, at man skal tage til Bayreuth. For Parsifal er det eneste af Wagners værker, der blev komponeret til akustikken i fetspilhuset. Og hvor utrolig smuk lyder den ikke også her. Den fylder vitterligt hele rummet ud med alle sine detaljer og nuancer og langsomme tonestrøm på en måde, som jeg ikke har hørt magen til før. Den omslutter en så intenst, at det nærmest er som at befinde sig under vandet. Dette også selvom man er begyndt at dirigerer Parsifal hurtigere, end det hidtil har været god tone. Wagner foreskrev selv, at tempoet skulle svarer til den tid, det tog, at læse teksten højt. Wagner var jo ikke blot komponist, men også digter. Efter hans død blev det dog kutyme, at dirigerer værket endog meget langsomt. Om man kan lide dette er vist en smags sag. Personligt synes jeg, at det klæder værket godt at blive dirigeret langsomt, ja næsten meditativt.

Den længste opførelse skulle angiveligt være Arturo Toscaninis opførelse fra 1931, der tog 4 timer og 42 minutter. I sine beretninger fra efterkrigstidens Bayreuth omtaler Penelope Turing imidlertid denne opførelse som varende 5 timer og 5 minutter. Dette er formentlig en lapsus. James Levine var lidt kortere tid om det, og brugte 4 timer og 38 minutter i sin indspilning fra festspillene i 1985. Den legendariske Parsifal Dirigent Hans Kannppertsbusch brugte omkring 4 timer og 10 minutter i sin indspilning fra festspillene i 1962. Pierre Boulez klarede det omvendt på kun 3 timer og 38 minutter i sin indspilning fra festspillene i 1970! Wagner-specialisten og dirigenten Hartmut Haenchen dirigerede den seneste opførelse på Det Kongelige Teater i 2012 og redegjorde i en programartikel for, hvad han mente, der var det rigtige tempo, og at Herman Levi ved uropførelsen i 1882 kun havde brugt 4 timer og 4 minutter på at dirigere sig igennem værket. Haenchen stod selv for at dirigere Parsifal i den aktuelle opsætning ved festspillene i 2016. Dette er foreviget på DVD og blu-ray. Varigheden er her knap 3 timer og 55 minutter, altså ikke langt fra tempoet ved uropførelsen.

Opsætningen jeg overværede den 8. august 2018 blev dirigeret igennem på knap 4 timer og 10 minutter af Semyon Bychkov. Ifølge et interview i programmet har også han haft øje for Wagners intentioner med hensyn til tempoet.

Selve opsætningen havde Uwe Eric Laufenberg stået for. Her var der tale om et gevaldigt fremskridt i forhold til det makværk af en opsætning af den flyvende hollænder, jeg havde oplevet dagen før.

Der er dog stadig plads til forbedringer: Opsætningen var henlagt til det moderne, krigshærgede Mellemøsten, hvor der i første akt gik kampklædte soldater rundt i en ramponeret bygning, der skulle tjene som både førsteaktens skov og som gralsborgen. Dette havde der ikke rigtigt været nogen grund til. Helt fremmed for Parsifal er Mellemøsten dog ikke, da den oprindelige myte vist har sin oprindelse i Spanien på et tidspunkt, hvor dette stadig var under islamisk besættelse.

Navnlig anden akt, hvor Parsifal forsøges forført af Kundry, er utrolig virkningsfuld, smuk og farverig, selvom den er henlagt til en slags arabiske badeansat frem for den foreskrevne tryllehave. I tredje akt var vi tilbage i den ramponerede bygning, der stadig ikke overbeviste som et sted, hvor man ville vogte den hellige gral. At der er gået mange år ses ved, at der begyndt at vokse planter ind igennem bygningens huller og sprækker. Opsætningen var generelt detaljeret, men manglende især i første del af første akt noget af den farverigdom, der bedre end den grå bygning kunne have understøttet Wagners sanselige musik.

Bedst og mest virkningsfuldt var formentlig ritualet i første akt, hvor Laufenberg ikke gør noget for at skjule Amfortas’ lidelser. De andre gralsridder holder ham simpelthen fast, åbner hans sår med en skalpel og tapper blodet i gralen, som herefter kan gå på omgang. Han må lide, for at de andre kan leve. Godt var det lavet, og det så meget virkeligt ud. Mange følte dog en vis væmmelse over det makabre syn. Mindre mængder blod på scenen kunne måske også have gjort det, men det er første gang, jeg har set, at man faktisk lykkedes med at skabe en Amfortas, der faktisk tages alvorligt som et lidende menneske. Mange gange forsøger man slet ikke. Men forbigår ham alt for let som et rent symbol.

Den berømte forvandlingsscene, hvor tiden bliver til rum, blev lavet med en videoprojektion på et lærred, hvor kameraet zoomede ud gennem et hul i taget på bygningen, hvor vi befandt os, videre op over jorden og langt ud i universet, så vi til sidst kunne se galaksen. Herefter blev der zoomet tilbage igen, så vi nu stod i gralsborgen. Effektfuldt var det, men desværre ikke meget mere end en sjov effekt, der spillede på Gurnemanz’ berømte ”Zum Raum wird hier die Zeit”. Og i rummet kom vi virkelig. Hvorfor vi skulle ud i rummet for at komme fra skoven ind i gralsborgen stod hen i det uvisse. Navnlig når vi jo aldrig var i en skov eller en borg, men hele tiden i den samme, ramponerede bygning.

Opsætningen var altså ikke katastrofal. Størst problemer havde jeg nok med Laufenbergs anti-religiøse budskab, der tager det ”religiøse” ud af Parsifal, og ifølge et interview i programmet gør værket til en kamp om at komme fri af det religiøse. Gralsridderne har gennem stykket haft forskellige attributter, kors og lignende, som de til sidst kaster fra sig inden de går mod et hvidt lys, der kommer ude fra bagscenen. Bagscenen er blevet synlig, fordi “gralsborgen” (=den ramponerede bygning) i al ubemærkethed langsomt er kørt til side, så der kun er det nøgne scenerum tilbage – et efterhånden noget slidt virkemiddel, som operainstruktører bruger til at dekonstruere et værk, sådan at karaktererne vågner op til en ny virkelighed. I Laufenbergs slutning er ridderne overladt til sig selv i et tomt rum. Gralsborgen er forsvundet, og de har kastet deres religiøse attributter fra sig. Men hermed forsvinder jo hele stykkets pointe med, at der netop er behov for et eller andet ”ideal”, noget man kan holde fast i, jf. ovenfor. Laufenberg placerer os samme sted som Siegfried og andre Wagner-helte, men i Parsifal kommer vi jo netop et skridt videre.

Musikken har jeg ikke noget at udsætte på. Dirigenten Seymon Bychkovs tempo er allerede omtalt, og fik præcis alt det frem, som jeg godt kan lide ved Parsifal, og som jeg var kommet til Bayreuth for at høre.

Andreas Schager var den helt rigtige Parsifal med en uendelig ren og fin tenorstemme, der sømmer sig godt til at være den perfekte uskyld. Han var god til at virke øm og usikker i starten, og gemte heldigvis de høje toner til sidst, hvor de lød allerbedst.

Stort dramatisk talent havde Elena Pankratova som Kundry. Hendes lidt mørkfarvede og mystisk sopran passer godt til den mangetydige skikkelse, der både er evige frelser og evig synderinde.

Den af mig ved tidligere lejligheder omtalte Thomas J. Majer var denne gang meget overbevisende som Amfortas efter nogle præstationer, der ikke havde sagt mig så meget i henholdsvis London og München. Han overbeviste vitterligt om, at det ikke er for sjov eller blot symbolsk: Hans hverv er vitterligt forbundet med de frygteligste pinsler. Navnlig til sidst i tredje akt følte man virkelig, at han mente det, når han ikke ønskede gralen vist frem endnu engang, men hellere ville dø.

Klingsor blev sunget af den fremragende australsk bas Derek Welton, der var god til at vise det vanvid, som rollen kræver for at være rigtig god. Ærgerligt, at Laufenberg havde givet ham nogle fallossymboler, dildoer m.v., som han skulle fjolle rundt med. Det blev for overspillet. Personinstruktion alene kan sagtens vise, at Klingsor er seksuelt frustreret, hvis det er den del af karakteren, man ønsker at fremhæve.

Gurnemanz er egentlig en bifigur i forhold til de andre karakterer, men det er faktisk ham der synger mest, og derfor også det parti, der er vigtigst at få godt besat. Det var det heldigvis også. Intet mindre end fremragende var Günther Groissböck i denne rolle, som han gav karakter og myndighed, men med den passende beherskelse, der sømmer sig godt til præcis Gurnemanz-karakteren. Gurnemanz er ikke udfarende som Parsifal, vanvittig som Klingsor eller lidende som Amfortas. Tværtimod er han en mere faderlig skikkelse, der igennem hele stykket virker som det faste holdepunkt. Han er den mest afklarede af karaktererne. Groissböck gav ham den varme og styrke, der skulle til for at skabe troværdighed.

På trods af den noget vakkelvorne opsætning er jeg alligevel meget godt tilfreds.

Richard Wagner, Parsifal, den anmeldte opførelse fandt sted tirsdag den 8. august 2018

Referencer

Festspillenes hjemmeside med information om forestillingen: https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/parsifal/

Tekstbog: Richard Wagner, Parsifal – Ein Bühnenweihfestspiel – Textbuch mit Varianten der Paritur – Herausgegeben von Egon Voss (2005)

Daila Lama-citatet stammer fra dennes bog Der Appell des Dalai Lama an die Welt: Ethik ist wichtiger als Religion (2015)

Friedrich Nietzsche, Wagner als Apostel der Keuschheit, i Nietzsche contra Wagner – Aktenstücke eines Psychologen. Her citeret fra Friedrich Nietzsche – Gesammelte Werke in 11 Bände (Goldmanns Gelbe Taschenbücher, Wilhelm Goldmann Verlag, 1964)

Edward J. Dent, Mozarts Operaer – En kritisk Studie – Oversat efter den engelske 2. Udgave og forsynet med en Artikel om Mozarts Operaer i Danmark af Gerhard Schepelern (1961)

Richard Lorber, Die Gestalten der Kundry (programartikel)

Intensität des ständigen Wandels – Der Dirigent Semyon Bychkov im Gespräch mit Richard Lorber (programartikel)

Rituale abstrahieret und neu konstruiert – Der Regisseur Uwe Eric Laufenberg im Gespräch mit Richard Lorber (programartikel)

Hartmut Haenchen, ”Her bliver tiden til rum” (programartikel trykt i forbindelse med Det Kongelige Teaters opsætning af Parsifal i 2012 – dansk oversættelse af Morten Dyssel Mortensen)

Penelope Turing, New Bayreuth (1969, 2. oplag, 1971), s. 104.

Den her omtalte Uwe Eric Laufenberg-opsætning kan købes hos Danacord. Dirigentstokken er i gode hænder hos Parsifal-specialisten Hartmut Haenchen, der også dirigerede ved Det Kongelige Teaters seneste opførelse af værket i 2012:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=42909

Der er adskillige fremragende opsætninger af Parsifal:

For dem, der ønsker en traditionel opsætning, kan anbefales Wolfgang Wagners 1989-Bayreuth. 100 % traditionel er den ikke, da der er tale om en stiliseret opsætning med en simplificeret scenografi. Kraftfulde lyseffekter er med til at skabe et uhyre sansemættet udtryk, der forstærker Wagners musik på fornem vis. Sidstnævnte er lagt i gode hænder hos Giuseppe Sinopoli. Danske Poul Elming synger partiet som Parsifal, men den absolutte toppræstation er Hans Sotins Gurnemanz. Det skal også nævnes, at både lyd- og billedkvalitet på denne udgivelse er helt i top, hvilket man absolut bør lægge vægt på, når man skal vælge, hvad man vil købe. Navnlig blu-ray-versionen kan stærkt anbefales for et kvalitetsløft på lyd- og billedsiden.

https://www.cmajor-entertainment.com/movie/parsifal-715804/

https://www.imusic.dk/dvd/0814337010591/wagner-sinopoli-struckmann-sotin-bay-2011-parsifal-dvd

Ligeså sikkert et fremragende valg James Levine er som dirigent af Wagners værker, er Metropolitan Opera i New York næsten altid et sikkert valg, når der gælder solide, traditionelle opsætninger, der er gennemarbejdede, men som ikke afviger så meget fra komponistens forskrifter, at det bliver pinligt og ødelægger oplevelsen. Otto Schenks 1991–opsætning udgivet på Deutsche Grammophon skal anbefales her. Ikke mindst på grund af Waltraud Meiers fremragende fortolkning af Kundry, hvor der hårfint balanceres mellem det på den ene side tragiske og medlidenhedsfremkalende samt det på den anden side vanvittige og afsindige i denne komplekse figur. Kan købes hos iMusic.dk:

https://www.imusic.dk/dvd/0044007303290/wagner-meier-jerusalem-mooc-levine-2002-parsifal-dvd

Anbefales skal også Wolfgang Wagners 1975-opsætning af Parsifal, der tog over efter Wieland Wagners opsætning havde været på plakaten uafbrudt siden 1951.

https://www.imusic.dk/dvd/0044007343289/wagner-jerusalem-randova-bay-stein-2007-parsifal-dvd

På cd-fronten er min egen personlige favorit nok James Levines Bayreuth-indspilning fra 1985. Jeg kan godt lide det langsomme og værdige tempo. Waltraud Meier er også her en aldeles glimrende Kundry, og det samme gælder Hans Sotins Gurnemanz og Peter Hofmans Parsifal. Kan købes billigt som del af en DECCA-udgivelse, hvor man får alle Wagners Bayeuth-operaer med i købet, herunder Karl Böhms indspilninger af Nibelungens ring og af Tristan & Isolde:

https://www.deutschegrammophon.com/en/cat/4780279

Fremhæves bør bestemt også Hans Knappertsbusch 1962-indspilning med Hans Hotter som en fremragende Gurnemanz og en Jess Thomas, der rammer Parsifal-rollen godt:

https://www.imusic.dk/cd/0028947577850/wagner-london-talvela-bay-knappertsbusch-2006-parsifal-compact-disc

Pierre Boulez 1970-indsiling er som nævnt interessant på grund af det hurtige tempo. Knap 3 timer og 38 minutter bruges der! En time mindre end James Levine. Fremragende sangere er her dog også. Heltetenoren James King bliver jeg nok næppe træt af at lytte til, men jeg kan måske have min tvivl om hvorvidt han er det rette valg til Parsifal. Parsifal bliver jo først for alvor en selvsikker helt i sidste akt. Gwyneth Jones er her fremragende som Kundry:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=241

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!