Löfven
Foto: Per Pettersson

Tillsammans!

22. marts 2021
7 minutters læsetid
Når Sveriges statsminister, Stefan Löfven, taler om tilstanden i Sverige, sker det med rosende ord og megen optimisme. Virkeligheden er ikke helt så rosenrød. Helle Birk om Sveriges stabile samfundstilstand – og hædersmanden Brutus.

Shakespeares drama om Julius Cæsar er berømt for begravelsestalen, hvor Marcus Antonius gentagne gange siger, at Brutus – Cæsars stedsøn og en af hans banemænd – er, hold nu fast, en hædersmand. Det er selvsagt ironi på højeste plan. Ja, bidende sarkasme. For det er løgn. Det ved enhver, der har kastet et blik i en historiebog. Det er også skoleeksemplet på, hvordan retorik kan demaskere og udstille mennesker. Andre, såvel som én selv.

Begravelsestalen minder mig om Sverige. Ikke så meget qua lighederne mellem Det romerske imperium og Den svenske humanistiske stormagt. Nej, det er mere på grund af statsministerens retorik. Ikke mindst under coronaen.

Den feministiske regering

Socialdemokraten Stefan Löfven står i spidsen for Den feministiska regeringen, verdens første, og forhåbentlig sidste. Regeringsmagten udøves – på statsministerens valgsprog – tillsammans med det mandatmæssigt langt mindre, men på ikke mindst udlændingeområdet yderst indflydelses-rige Miljöpartiet de gröna, der er en pendant til Enhedslisten.

”Mitt Europa bygger inte murar, vi hjälps åt när nöden är stor. Och om vi bär uppgiften tillsammans kan vi göra skillnad för människor”. Sådan faldt ordene i 2015. Siden har ca. ½ million mennesker fået opholdstilladelse i Sverige, og det har unægteligt gjort en stor forskel for rigtigt mange svenskeres liv. I 2020, qua corona, blev der uddelt knap 89.000 opholdstilladelser.

Löfven forsømmer ingen lejlighed til at fortælle, hvor stolt han er over at bedrive en politik, hvor det meste betragtes gennem feministiske briller og med en feministisk dagsorden.

I kølvandet på corona-krisen har Löfven holdt flere taler til nationen. Ikke begravelsestaler, men man skal være både blind og døv for ikke at se skriften på væggen.

Den 8. september 2020 redegjorde Stefan Löfven for sin regerings politik i det nye riksdagsår 2020/2021. Indledningsvist talte statsministeren om et Sverige, som er verdens førende i den grønne omstilling, og som har en mytisk natur, levende folkebevægelser (sic!) og en enestående forældresikring. Det er rigtigt, at i Sverige har forældre bl.a. krav på hele 60 dage hver til pasning af et sygt barn. Ellers går det på jäkla vis i Sverige.

Men statsministeren forsikrer på sin socialdemokratiske musketereds-lingo, at: Tillsammans skal vi håndtere det nye coronavirus. Vi skal bygge noget endnu bedre, lover han, og lyder mistænkeligt meget som Joe Bidens kampagneslogan Build back better. Tillsammans skal vi arbejde Sverige ud af den økonomiske krise. Ifølge en pressemeddelelse fra arbejdsformidlingen har Sverige nu det største antal arbejdsløse siden 1997.

Efter snart syv – magre – år ved magten, hvor sossarna har lovet guld og grønne skove primært i form af nye bevillinger til både det ene og det andet, er det kun gået ned ad bakke. Men nu skal hele Sverige løse problemerne tillsammans. Det Sverige, som blev ramt af den nye coronavirus, var ikke perfekt, konstaterer Löfven eufemistisk. Der var brister i ældreforsorgen og – ja, det sagde han faktisk – aktuelle klimaforandringer, som påvirker vore børns fremtid.

Fattigdom og klimatraumer

Sverige har dobbelt så mange ældre, der lever under fattigdomsgrænsen, som vi har i Danmark. Der har i de senere år været nedskæringer på plejehjemmene med fx færre eller ingen varme måltider eller utilstrækkelig opvarmning på stuerne. Af de i skrivende stund over ti tusind corona-relaterede dødsfald har mange været på plejehjemmene. Alligevel tillader Löfven sig at love et sundhedssystem i verdensklasse. De ældre, som har været med til at opbygge landet og slidt et helt arbejdsliv med lav løn, har ret til en god alderdom og pension, siger Löfven med større patos end etos. Pensionisternes økonomi skal fortsætte med at styrkes med tillæg op til 600 SEK, altså op til 438 DKK.

Hvad angår de angiveligt klimatraumatiserede børn kræver deres statsminister nu, at der skal være ro og orden i både skolernes klasseværelser og i skolebestyrelsen. Det går omtrent på samme jäkla vis i klasselokalet som på plejehjemmet. Men det skal en ny national handleplan lave om på. Og der er nok at gøre. På visse skoler er der massive problemer med vold, og halvdelen af de 6-årige dér taler dårligt svensk, også børn der er født i Sverige. Et faktum, der er en latent bombe under et i forvejen skrøbeligt skolesystem. Dertil kommer, at næsten 20% af den svenske ungdom ikke tør gå ud om aftenen. Og det er altså ikke på grund af global opvarmning. Nej, det er de mange voldtægter og fornedringsoverfald og røverier mod børn, de er bange for. På Numbeos voldsindeks over de farligste lande i Europa konkurrerer Sverige med Ukraine om førstepladsen.

Langt inde i udredningen falder talen på brande. Ikke de bilafbrændinger, udbrændte skoler og børnehaver, vandaliserede kirker og bombeeksplosioner, der har medført, at Sverige nu kaldes Nordens Chicago. Nej, da. Den globale opvarmning er Sveriges ödesfråga ifølge Löfven, der beroliger med, at Sverige skal være – ikke bare humanistisk stormagt – men også verdens første fossilfrie velfærdsstat og foregangsland i gennemførelsen af Agenda 2030.

Tillsammans – for klimatets skull – lyder parolen. Alt skal nok blive godt igen. Så svenskerne kan vandre i fjeldet og i skovens dybe stille ro og udnytte deres grundlovssikrede allemandsret. De smukke ord, der giver mindelser om tysk Romantik og Goethes Wandrers Nachtlied II, ender i nymodens Greta Thunberg moralisme – mod skovsvinene. For som statsministeren siger, den som vandrer i naturen, skal lære at samle sit skrald op efter sig.

Fælles sikkerhed skal opbygges, ja, netop, tillsammans. Med EU – som er Sveriges vigtigste udenrigske og sikkerhedspolitiske arena. Intet andet samarbejde er så afgørende ifølge statsministeren. I den forbindelse nævner Löfven, hvor stolt han er over også at kunne udbrede en svensk, feministisk udenrigspolitik.

Hvad med kriminaliteten?

Først til allersidst når Löfven frem til det, der givetvis bekymrer mange svenskere i disse år, nemlig kriminalitetsbekæmpelse, og lover, at politistyrken skal øges med 10.000 betjente inden 2024. Der siges ikke ét ord om medarbejderflugten fra politietaten og de store problemer med rekruttering af nye betjente, der har medført, at kravene til politiaspiranter har måttet sættes drastisk ned. Det er yderst farligt at være betjent i Sverige. Så farligt, at de i Rinkeby, hvor Löfven fornylig har bedyret, han gerne selv vil bo, har fået en særligt sikret politistation. Betjente har livvagter og hemmelige adresser.

Bandekriminaliteten skal bekæmpes tillsammans. Tysthedskulturen er en væsentlig del af problemet, må man forstå. Og hvad er det så for en kultur? Vidner i sager mod klanerne tør ofte – fuldt forståeligt, vil de fleste nok mene – ikke vidne mod volds-, drabs- og voldtægtsmænd, fordi de risikerer at møde dem på gaden bagefter. De svenske fængsler er så overfyldte, at også personfarlige kriminelle går løs i måneds-, ja nogle gange årevis.

Men hvad hvis den hårdt prøvede svenne bare tager sig sammen og vidner, så er problemet jo løst. For som statsministeren siger: Det er fuldt muligt at bremse kriminaliteten. Javel, ja. Og Brutus er en hædersmand.

I 2020 havde Sverige et rekordstort antal banderelaterede drab og bilafbrændinger. Og det er ifølge landsfaderen hele samhällets ansvar. Om sit eget ansvar har Löfven tidligere udtalt de nu så legendariske ord: Vi såg det inte komma.

Svensk racisme

Dernæst adresserer han den rasism, der angiveligt hærger det svenske samfund. Den feministiske regering har været meget optaget af at bekæmpe både påstået racisme og nazisme. Især de indvandrerkritiske Sverigesdemokrater med Jimmie Åkesson i spidsen har måttet lægge øre til meget fra medlemmerne af regeringen Löfven, der ikke har uld i mund, når den trækker racismekortet i Riksdagen. Åkesson har vælgertilslutning fra ca. 20 procent af vælgerne, og SD har ved flere meningsmålinger stået til at blive Sveriges største parti. Alligevel gør Löfven alt, hvad han kan for at holde partiet udenfor politisk indflydelse.

I umiddelbar tilknytning hertil betones, at asylretten skal der værnes om. Og hvert enkelt menneske, der kommer til Sverige, skal der tages vare på. Der tales om menneskerettigheder – men sært nok ikke pligter – og om fælleseuropæiske løsninger med samme veneration, som De Radikale lægger for dagen herhjemme.

Löfven vil med egne ord værne om et åbent, demokratisk, samfund. Men ét er, hvad man siger, noget ganske andet er beklageligvis nogle gange, hvad man gør.

I november prædikede Löfven corona-moral og talte om det forkastelige i, at flere svenskere tænkte, at en shoppingdag i indkøbscentret Gallerian ikke gjorde noget. For det gjorde alverden til forskel. Enhver hverdagsbeslutning talte. Ethvert menneskes ageren, ethvert menneskes sjuskeri havde betydning. Lige før jul var det Löfven selv, der blev antruffet i Gallerian i Stockholm, hvor han købte julklappar. Hans justits- og migrationsminister Morgan Johansson var også på den galej i juledagene, hvilket Löfven ikke var sen til at fordømme. Samme Johansson, som tilbage i november udtalte: Siger man en ting til vælgerne, men gør noget ganske andet selv, så kaldes det hykleri. Ja, man ved snart ikke, om man skal le eller græde.

Stefan Löfven har varslet, at han stiller op til 2022-valget.

Han lover at gøre Sverige stærkere. En lyseslukker og skeptisk iagttager af Sveriges faldende velfærd og stigende kriminalitet under feminist-regeringen Löfven ville nok indvende, at det udsagn bygger på en falsk præmis om, at Sverige er stærkt.

Det er kvinderne i særdeleshed, men også vælgerne i de mange ghettoer, undskyld: utsatta områden, der findes i Sverige, der har været med til at bringe Löfven til magten. På spinkelt mandat, som nogen måske husker.

Kongen

Hvis de mandlige vælgere kunne bestemme, havde det været Ulf Kristersson fra Moderaterna og Jimmie Åkesson fra SD, der havde haft regeringsmagten. Og Ebba Busch fra Kristdemokraterna. Hvor den svenske konge ville sætte sit kryds, hvis han kunne stemme til riksdagsvalg, ved jeg af gode grunde ikke. Men han har ytret sig yderst kritisk om coronahåndteringen i Sverige, som han kalder for både fejlslagen og frygtelig.

Det er også værd at bemærke Kong Carl Gustavs nyfundne interesse for kriminalitetsbekæmpelse. Kongen har offentligt givet udtryk for bekymring over de mange skyderier i især Malmø, og har sammen med dronningen besøgt Det kriminalpræventive råd (Brå) for at blive klogere på bl.a. skyderier i kriminelle miljøer. Og sammen med kronprinsessen har han aflagt regionpolischef Mats Löfving en visit. Den selvsamme Löfving, der har været ude at sige, at mindst 40 kriminelle klaner opererer i Sverige. Jimmie Åkesson, den eneste af regeringslederne, der aldrig bliver inviteret med til den årlige Nobelfest, fordi han ifølge komiteen ikke har det rigtige värdegrunda, bliver inviteret til frokost på slottet. Præcist ligesom de andre partiledere.

Er Danmark ikke noget andet?

Spørgsmålet er, om Stefan Löfven endelig er begyndt at vejre morgenluft?

I en såkaldt debatartikel, der udkom 31. december 2020 i Aftonbladet, og snarere var en opremsning af gamle uindfriede valgløfter, men med den spøjse titel: Du ska kunna lita på Sverige, erkender Löfven så meget som, at det Sverige, som blev ramt af pandemien, langt fra var perfekt. Og at store brister i, hvordan landet er organiseret, er blevet brutalt tydeligere. Löfven forklarer sit langt fra perfekte Sverige med, at samfundet har trukket sig tilbage (fra problemerne) igennem lang tid og under flere regeringer. De så det ikke komme, med andre ord. Hvorfor broderfolket skulle kunne lita på regeringen, er svært at se. For udviklingen i Sverige er dybt bekymrende.

Nu spørger flere læsere måske sig selv, hvorfor i alverden de skal interessere sig for Sveriges deroute. For det har da ikke noget med os her i Danmark at gøre. Vi har da ikke Sveriges problemer. Vi er ikke Sverige. Sverige er jo ikke et af de lande, vi sammenligner os med mere. Vi har ikke (vidt) åbne grænser og fri bevægelighed for svenskere. Det kommer ikke os ved.

I Danmark har vi samfundssind og ægte fællesskabsfølelse. Vi passer på de gamle, og der er ingen problemer i den danske folkeskole. I Danmark kan alle trygt gå på gaden om aftenen, eller i parken og tage S-toget hjem uden at være bange for at blive overfaldet eller voldtaget.

Danmark er et helt andet land – og Brutus er en hædersmand.

Helle Birk

Helle Birk er cand.jur. et mag., gymnasielektor og lærebogsforfatter.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside