LGBTQ
Foto: William Murphy

Fri os fra den liberale frigørelsestanke

30. september 2020
6 minutters læsetid

Borgerlighedens største problem er, at den stiltiende accepterer en forfejlet liberal frigørelsestanke, som vil give mennesket frihed til at løsrive sig fra sine omgivelser og blive, hvad det har lyst til. Det er imidlertid, ifølge månedens kronikør, forfejlet, for vi er allerede noget og indgår i konkrete sammenhænge, som vi ikke kan undslippe eller ignorere.

Af Andreas Amdisen

De sidste mere end 100 år har været et borgerligt nederlag. Selvom muren faldt og borgerlige også har formået at vinde valg og gennemføre politik, har en samfundsmoral bygget på det tvivlsomme fundament, den liberale frigørelse udgør, langsomt men sikkert sejret. Min påstand er, at hvis vi vil ændre den udvikling, skal vi tage et fuldstændigt opgør med den liberale frigørelses idé og skabe en anden tale om menneskelivet. Mennesket skal ikke gøre hvad det har lyst til. Det har et ansvar.

Den liberale frigørelse er ikke gået for vidt

Det virker, som om frigørelsesprojektet er løbet helt af sporet. Selv den tidligere Landsforening for Bøsser og Lesbiske har opgivet at holde styr på antallet af køn og seksualiteter, og derfor hedder det bare LGBT+. Så må man selv lægge de sidste til. Regeringen foreslår at fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte. Det sker bare som en del af den bølge af liberal frigørelse fra alle slags normer og hierarkier, som for tiden – anført fra USA – vælter igennem Vesten.

Men selvom det er en fristende forklaring, at den liberale frigørelse nu er gået for vidt, må vi ikke hoppe i den fælde. Hele dens idé er nemlig for vidt. Det er vigtigt, at vi fastholder, at der ikke sker en helt ekstraordinær udvikling lige nu.

Hvis vi for eksempel påstår, at spørgsmålet om juridisk kønsskifte til 5-årige er et skridt, hvor man går for vidt, fordi der er tale om små børn, accepterer vi samtidig, at voksne mennesker sagtens bare selv kan bestemme, hvem de er. Dermed er diskussionen om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at skifte køn, afgjort på forhånd. På den måde kan venstrefløjen konstant skubbe grænsen for debatten, og vi ser ikke et eneste parti tale for såkaldte ”tilbageskridt” som f.eks. en afskaffelse af muligheden for juridisk kønsskifte. På den måde fanges borgerligheden i en sløv progressivisme, hvor man skridt for skridt taber til den liberale agenda, og samtidig accepterer udviklingen som uundgåelig.

Den liberale frigørelses idé

Men hvad er det så, der kendetegner den liberale frigørelse? Og hvad er det, der er så skidt ved den? For det er jo ikke en dårlig ting, at jeg ikke bruger store dele af min uge på at udføre hoveriarbejde på en eller anden herregård, og at jeg er fri for at blive forfulgt af staten for at sige og mene det, jeg gør. I bund og grund er langt de fleste menneske nok også enige i, at frihed er godt – at det er godt at være et frit menneske.

Når vi så alligevel er uenige, og mange frihedselskende borgerlige trættes af ”frigørelsen”, må det være, fordi vi er uenige om, hvad det helt præcist er. Det er også derfor, jeg konsekvent kalder tidens frigørelse for ”den liberale frigørelse”. Det er nemlig en særlig frigørelse blandt andre, som vi skal gøre grundlæggende op med, og det er en frigørelse, der fører den liberale fane fra 1789 videre, selvom den i dag også kaldes marxisme, socialisme og feminisme.

I Enhedslistens delprogram ”Feminisme er kampen for Frigørelse” skriver de det selv meget godt: ”Vi vil et samfund, hvor der er frihed til at træffe egne valg og skabe sin egen fremtid… Et samfund med frihed til at være den du vil være”.  Det er også fællesnævneren, når vi ser på det stigende antal køn og seksualiteter, kampen for – ved hjælp af adoption og kunstig befrugtning – at styrke stadig flere familieformer og de andre frigørelsestiltag, der gør sig gældende for tiden. Den liberale frigørelse spørger mennesket: ”Hvad har du lyst til?”

Og på overfladen lyder det jo meget fint, at vi bare skal gøre, hvad vi har lyst til, men som ledesnor medfører det både selvoptagethed og en afskårethed fra omverdenen. Menneskets livsopgave bliver konstant at finde ud af, hvad det egentligt har lyst til. Hvilket land skal det være loyalt overfor? Hvilken seksualitet og hvilket køn har det? Hvad vil det bruge sit liv på? Hvem er jeg? Alt det skal man ifølge den liberale frigørelse finde svar på inde i sig selv, og derfor må man konstant se indad. Det kan være svært, for vi vil altså mange underlige og omskiftelige ting.

Ikke nok med at den liberale frigørelse fører til overdreven selvoptagethed, den forudsætter samtidig, at mennesket politisk og socialt frigøres fra fællesskabets domme og normer samt menneskets ansvar og de konsekvenser, valg medfører. For man kan jo ikke virkeligt træffe frie valg, hvis verden ikke tolerer de valg, og de dermed får konsekvenser i form af reaktioner og begrænsede muligheder. Hvis fællesskabet gør krav på mennesket ved at påstå, at man som menneske, der hvor man nu engang er, har et ansvar over for et land og en familie, man ikke selv har valgt, kan man jo ikke frit gøre, hvad man vil. Hvis der er noget, man bør, er der samtidig en trussel om fordømmelse for at handle frit, og dermed kan den liberal frigørelses tilhængere ikke acceptere fællesskabets krav til mennesket.

Derudover har simpel natur også konsekvenser for valg, og derfor bliver det blandt andet nødvendigt vha. krumspring som kunstig befrugtning og adoption at lade folk være både homoseksuelle og stifte familie. Omverdenen er for dem en fjende, som man skal afskære sig fra og overvinde, så udfoldelsen kan begynde. Dermed kan den liberale frigørelse altså karakteriseres som en frigørelse, der vil sætte mennesket fri fra verden til sig selv.

Bliv fri fra dig selv til verden

Heldigvis er der et håb. Både for den borgerlighed, der har lidt nederlag til den liberale frigørelse, og for de mennesker, der fortaber sig i deres selvoptagethed og afskårethed fra verden. Vi skal nemlig insistere på en fuldstændig modsat form for frigørelse, hvis vi vil hive mennesket ud af sine egne klør. Vi skal være fri fra os selv til verden.

Grundlæggende skal vi gang på gang i alle de forskellige konkrete samfundsdebatter og i livet helt generelt stædigt hævde, at mennesket ikke bare skal gøre, som det har lyst til, og at vi ikke selv kan bestemme, hvem vi er. Mennesket er nogen og lige præcis derfor skal det noget.

At vi er nogen betyder, at vi om vi vil det eller ej er sat i fællesskaber og forhold til andre mennesker. Vi er ikke først til som frie individer, der så sidenhen kobler sig på andre frie individer i fællesskaber. Nej, vi indgår allerede i en masse fællesskaber som vi ikke selv har valgt, og at indgå i fællesskaber og forhold med andre mennesker medfører forpligtelser og dermed ansvar.

Det koster nemlig noget at indgå i fællesskaber med andre mennesker, for vi gør det ikke bare som tilfældige frie individer, men derimod som mennesker med særlige pladser. Vi kan være sønner eller fædre, mænd eller kvinder, landsmænd eller naboer, men uanset hvilken plads vi udfylder i fællesskabet, er der et ansvar for at gøre det, vi skal. Det er fællesskabets fundament. På den måde indebærer det at være menneske at have ansvar overfor fællesskaber, selvom man hverken har valgt dem eller sin plads deri.

Ansvaret er imidlertid ikke en sur pligt, der forhindrer os i at gøre, hvad vi har lyst til, men et frigørende ansvar, der giver os formål. For i modsætning til den vage lyst og vilje, kan ansvaret udgøre en rettesnor. Vi skal ikke selv finde på, hvad vi skal. Vi har et land og en familie, der er almindelige fastlagte måder at være mand og kvinde på, og hvis vi hviler i det, kan vi blive fri fra selvoptagne spørgsmål om os selv til os selv. Når vi ikke længere er fanget i den selvbetragtning det er at lure viljen og lysten, er vi fri til at opfylde ansvaret. Vi bliver fri til sammen med og for alle de andre, der nu engang også er til og er nogen.

Andreas Amdisen er stud.theol. ved Københavns Universitet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside