Hvorfor skal vi snydes for en virkelig kritik af LGBTQ+-ideologien i Danmark?

LGBTQ Foto: William Murphy

Af Andreas Amdisen

Såkaldt homoseksuel propaganda er faktisk et problem i Danmark. Det står på ironisk vis klart, da de etablerede borgerlige stemmer i debatten tilsluttede sig automatmodstanden mod den omstridte ungarske lov. De nægter at gå til biddet, men skulle tage ved lære af loven – hvis de altså for alvor vil tage et opgør med LGBTQ+-bevægelsen og ikke bare vil nøjes med en tam og overfladisk forargelse over obskure universitetsstudier.

Den münchenske stadionballade afslørede en klar mangel i dansk politik. Selvom der findes danske politikere, der vil afvise LGBTQ+-bevægelsen, kom ingen med en substantiel kritik af bevægelsens fodboldinvasion. I stedet kritiserede politikere som Henrik Dahl og Marie Krarup helt værdineutralt og principielt, at sport og politik sammenblandes; at EU blander sig i Ungarns indre anliggender og at LGBTQ+-bevægelsen bruger nogle ubehagelige metoder. Og dermed fordømmer de også pr. automatik loven, der forbyder at promovere kønsskifte og homoseksualitet og at vise børn pornografi. Det sker på trods af, at særligt Henrik Dahl i sin kamp mod wokeisme også selv forsøger at gøre op med selv samme frigørelsespropaganda.

Det er rimelige indvendinger, men en alvorlig kritik skal tage et klart opgør med de værdierne bag bevægelsen. Når den kræver sit symbol lyst op på stadion, er det nemlig ikke bare et uskyldigt symbol på tolerance og åbenhed, men man dyrker kollektivt sætningen ”Du skal gøre, hvad du har lyst til”.

Og selvom det måske lyder meget fint, er det en umenneskelig løgn, der strider klart imod den almindelige oplevelse af at være menneske. Den menneskelige virkelighed er nemlig en moralsk virkelighed, hvor man aldrig bare skal gøre det, som man har lyst til, men derimod har noget, man skal. Det ved vi alle sammen dybest set godt, for når vi bliver opdraget, er det en opdragelse ind i konkrete forpligtelser, og når vi har dårlig samvittighed, er det lige præcis, fordi vi ikke har gjort det, som vi skulle.

Når almindelige mennesker, der dybest set – ofte ureflekteret – er tilhængere af forpligtelse og sund moral i privatlivet på den måde kommer til at deltage i en offentlig dyrkelse af løgnen, ender de med at tro på den og glemmer at gøre det, de skal. Og når vi ikke længere vil være forpligtet på hinanden af kærligheden, fordi vi har travlt med alt det, som vi selv vil, og ikke det, som vi skal, forsvinder limen, der binder familien og andre gode menneskelige forhold sammen – forpligtelsen.

Ironisk nok står det efter regnbuestadionaffæren endnu tydeligere, at der også i Danmark er et problem med den homoseksuelle propaganda, som ungarerne i deres lov forsøger at gøre noget ved. Når landstræneren i sin venlige tankeløshed kalder det at oplyse stadion i München og kæmpe queerismesagens kamp for ”at gøre noget godt”, tager han uforvarende alle de mange danskere, der forståeligt nok er skeptiske overfor den, som gidsler. Enten overgiver man sig med landstræneren til en frigørelsesideologi, der går imod den levede virkelighed, eller også er man et ondt menneske.

De danske mediers dækning af loven er også et eksempel på frigørelsesideologiens propaganda.  Den omtales som en homolov eller en antihomolov, hvormed det insinueres, at det bliver forbudt at være homoseksuel i Ungarn. At homo- og transseksuelle også i Ungarn har rimelige vilkår er tydeligt af den video, der ledsager en TV2-artikel, der omtaler den som en menneskerettighedsbrydende homolov. Her ser man en ganske stor demonstration, hvor der endda er enkelte mænd i dametøj blandt demonstranterne. Antallet af anholdte lader til at være 0. Hvordan kan det mon lade sig gøre i den nærmest diktatoriske homohadende stat, som Ungarn fremstilles som?

Hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt frigørelsespropagandaen gennemsyrer Danmark, kan du besøge Sex og Samfunds hjemmeside. Organisationen står for store dele af seksualundervisningen i Folkeskolen, men påstår samtidig, at kønsnormer begrænser ligestillingen i Danmark og er åbent imod abort, hvorved den tager klart politisk stilling. Du kan også følge de statsfinansierede ungdomsmedier TV2 ECHO og DR3 på de sociale medier, hvor der jævnligt lægges fuldstændigt ukritisk promovering af homoseksualitet, transseksualitet og anden tøjleløs seksualitet op.

Nå, men hvis man så faktisk virkelig har noget imod den frigørelsespropaganda, som der spreder sig i Danmark, bliver man jo nødt til at gøre noget ved det. Det er her, den danske borgerlighed har spillet fallit. De er nemlig rigtig gode til at blive forargede, når staten nu igen-igen er med til at finansiere propagandaen og når LGBTQ+-bevægelsen kommer med endnu et krav, men til gengæld er de rigtig dårlige til at gøre noget ved det.

Måske vil du nu indvende, at Henrik Dahl og Morten Messerschmidt da med deres kamp mod wokeismen på universiteterne faktisk kæmper mod frigørelsesideologien, men deres angreb er overfladisk og ugennemført, og i værste fald kommer det til at afspænde den folkelige vrede imod frigørelsesideologi, som faktisk kan give os virkelige forandringer. Af en eller anden grund har Dahl og Messerschmidt valgt at rette deres vrede mod nogle obskure universitetsstudier, der – i sammenligning med den i medierne og skolerne gennemsyrende propaganda – er tæt på ligegyldige for almindelige mennesker.

Desværre er det ikke bare deres valg af kampplads, der er ugennemført. De ikke kæmper nemlig heller ikke for det almindelige gode liv, men for videnskaben, der åbenbart er truet af ”antividenskab” – hvad så end det er. Når de hævder, at diverse kønsstudier taler imod fx biologien, kan det være rigtigt nok, men problemet med queerisme er jo ikke, at den lader hånt om den stakkels biologi, men at den vil sætte værdier i samfundets højsæde, der ødelægger det gode og almindelige liv.

Oveni at Dahl og Messerschmidt ikke tager den egentlige vigtige kamp, men en ligegyldig universitetsdiskussion, bliver deres kritik ved kritikken og det er ikke klart, at de faktisk vil gøre noget. Deres stortopslåede opgør er tæt på ligegyldigt.

Hvis man oprigtigt er træt af, at progressive ideer hives med ind i klasseværelset, så må man jo forbyde det. Det samme gælder reklamer og Tv-programmer, der finansieret af staten eller store multinationale selskaber spreder den løgnagtige frigørelsesideologi i det offentlige rum og på nettet. Hvis man er utilfreds, ja så må man gøre noget ved det. Det gælder i særdeleshed, hvis man faktisk er politiker og sidder i Folketinget.

I Højre tager vi vores egen og almindelige menneskers skepsis overfor queerismen seriøst. Derfor vil vi faktisk gøre noget og bl.a. afskaffe mulighederne for vielser af homoseksuelle, afskaffe alle muligheder for kønsskifte og ved lov begrænse frigørelsesideologiens propaganda.

Selvom jeg ikke påstår, at den lov, som ungarerne har indført, er helt perfekt, så trækker den i den rigtige retning, når den klart og tydeligt siger nej til de løgne om menneskelivet som LGBTQ+-bevægelsen spreder. Derfor håber jeg også, at ungarerne faktisk formår at stå fast, selvom både store multinationale virksomheder og det liberale imperium EU prøver at få dem til at makke ret.

Det vil være en sejr for dem, der stadig tror på den almindelige familie, og en del af det folkelige nej til løgnen. Og et klart og rungende nej er der brug for, hvis vi vil have et virkeligt opgør med frigørelsesløgnen og ikke bare vil nøjes med at brokke os i krogene og surmule ved os selv. Det håber og tror jeg virkelig, at folk og politikere tør se i øjnene, så vi faktisk kan gøre noget.

Andreas Amdisen er stud.theol. ved Københavns Universitet.