Den feministiske myte om et glasloft

Knus patriarkatet Foto: Johan Jönsson

Fremtrædende feminister holder liv i myten om eksistensen af et såkaldt glasloft ved at referere ufuldstændigt til forskningsarbejder. Månedens kronikører ser bag forhænget og gør op med myten.

af Kåre Fog og Lone Nørgaard

I ligestillingens guldalder lyder den feministiske fortælling fortsat, at karrierekvinder bliver stoppet på et vist trin på rangstigen. Derfor er der færre kvinder i magtfulde stillinger. Fænomenet betegnes ”glasloft”, hvormed menes en usynlig barriere som – uvist hvordan – stopper videre bevægelse opad.

Feminister henviser meget ofte til en bestemt undersøgelse, der fortæller, at hvis en kvinde spiller et bestemt stykke klassisk musik, så vurderes hun lavere, end hvis en mand spiller tilsvarende musik. Historien handler om de mest prestigefyldte orkestre i USA. Når der var en stilling ledig som musiker i et af orkestrene, så kom ansøgerne ind og spillede på prøve foran et bedømmelsesudvalg. Kun ganske få kvinder blev ansat. Men så fandt man på at lade ansøgerne spille bag et forhæng, sådan at dommerpanelet ikke kunne se den, der spillede, men alene høre musikken. Såkaldte ’blind auditions’. Voila! Så steg andelen af kvinder, der blev antaget, ganske voldsomt.

Cirkulerende historier

Denne historie cirkulerer vidt og bredt i feministiske kredse og ser ved første blik alt andet end køn ud i forhold til idealet om kønsneutral vurdering. Tilsyneladende et klokkeklart eksempel på diskrimination, der da også fandt vej til danske aviser, bl.a. Dagbladet Information i 2012 og Berlingske i 2015.

Artiklen i Information beskriver, at man indførte blind auditions, og fortsætter: ”Det er egentlig ikke svært at gætte, hvad der så skete, vel? Antallet af kvindelige medlemmer af symfoniorkestrene accelererede med overraskende hastighed . . .  ’blind-auditions’ øger kvinders chancer for at få et job i et anerkendt symfoniorkester med 25-33 procent.”

Artiklen i Berlingske lægger heller ikke fingrene imellem: ”Arkiverne er fyldt med undersøgelser, der påviser, hvordan vores kønsmæssige ubevidste fordomme forhindrer fair evalueringer. Et illustrativt eksempel er historien om New York Philharmonica Orchestra. Det havde længe været orkesterledelsens ambition at skabe et mere kønsbalanceret orkester end de kun ti procent kvindelige musikere. Bedømmelsesudvalget havde begrundet ubalancen med, at den spillestil, udvalget søgte, åbenbart bare var mere udpræget hos de mandlige musikere.Indførelsen af ”blind auditions” ændrede billedet fuldstændigt. Fra den dag var 45 procent af de nye rekrutteringer kvinder. Hele ideen om at mænd og kvinder havde en kønsspecifik spillestil stod i vejen for virkelig at høre kvaliteten af musikken. De kønsbestemte stereotyper er så stærke, at de kan overdøve selv den smukkeste musik.”

Hold da op! Der bliver altså antaget 10 % kvinder op til et vist tidspunkt. Så indføres ’blind auditions’, og vupti stiger kvindeandelen til 45 %. Det giver jo lige et gib i en, når man læser det. Er mænd virkelig SÅ fordomsfulde imod kvinder? Svaret er nej. Historien stammer fra en afhandling skrevet af to kvinder i år 2000 (Claudia Goldin & Cecilia Rouse (2000): ”Orchestrating Impartiality: The Impact of “Blind” Auditions on Female Musicians”. American Economic Review, vol. 90, No. 4.) Artiklen handler om de otte-ni mest prestigefyldte orkestre i USA. I tiden før 1970 var der meget få kvindelige musikere, men fra omkring 1970 steg antallet af kvindelige ansøgere i forlængelse af kvinders indtog på arbejdsmarkedet.

Samtidig blev det mere almindeligt, at aspiranterne aflagde prøve bag et forhæng, sådan at dommerne ikke kunne kende personens race og køn, men kun kunne høre musikken. Indførelsen af forhæng ved de indledende prøver skete i de fleste af orkestrene i løbet af 1970´erne. Det skete gradvis, ikke fra den ene dag til den anden. Men indførelsen af forhæng ved slutrunden af prøver, hvor de få heldige blev endelig udvalgt, skete for det meste først senere, eller slet ikke.

Den periode, da prøver bag forhæng blev indført, faldt altså sammen med det tidsrum, hvor antallet af kvindelige ansøgere steg kraftigt. Spørgsmålet er så, om forhænget i sig selv havde en effekt på kvinders chance for at blive antaget? Johan

Bag forhænget

Da man analyserede tallene for de otte orkestre, viste det sig, at det forholdt sig lige modsat. Uden forhæng bestod en lidt større andel af kvinder end af mænd de indledende prøver. Med forhæng bestod en lavere andel af kvinder end af mænd disse prøver. Det resultat stred dog mod hvad undersøgelsens kvindelige forfattere forventede. De gik så i gang med at finde på en anden forklaring. Bl.a. anførte de følgende hypotese: Viden om, at prøven foregik bag forhæng, tiltrak ekstra mange kvindelige ansøgere. I det hele taget søgte flere kvinder end før, dvs. der var et bredere ansøgerfelt med flere knap-så-dygtige kvinder blandt ansøgerne. Dét kunne forklare, at når forhænget var indført, klarede kvinderne sig relativt dårligere.

Imidlertid var sagen den, at når man så på det par tusind personer, som aflagde prøve i begyndelsesrunden, og dernæst på de få, der blev antaget efter slutrunden, så var chancen for at blive antaget stort set den samme for mænd og kvinder – forhæng eller ej.

Alt i alt er konklusionen, at forfatternes feministiske påstande ikke holder vand statistisk. Der er ikke nogen overordnet effekt af at spille bag et forhæng. Forfatterne lavede dog også en lang række del-analyser, og i enkelte af disse var der tilsyneladende en effekt – det vil der altid være, hvis man laver tilstrækkelig mange analyser.  Forfatterne brugte så disse få del-analyser til at konkludere, at der er en effekt, og at orkesterlederne altså diskriminerer mod kvinder, hvis de ved, at de er kvinder. Denne ukorrekte følgeslutning har masser af feminister taget til sig med kyshånd siden da, og myten fortsætter hårdnakket med at florere.

Artiklen i Berlingske er ekstra slem, fordi den dramatiserer historien voldsomt. Samme dag, som kronikken blev trykt, sendte Kåre Fog et kort læserbrev til Berlingske, der på få linjer forklarede, at beretningen om orkesterprøverne var usand.

Det læserbrev blev ikke optaget.

En myte aflives

Artiklerne er gamle, men skrønen om diskrimination dukker stadig væk op jævnligt – den er lige som for god for feministers dagsorden til at skrinlægge. Med vores artikel håber vi at få den aflivet, ikke mindst fordi den blot er én af de mange historier om, at kvinder bliver uretfærdigt behandlet ved ansættelser.

Det gør de ikke. Tværtimod. 

Kåre Fog er biolog og Lone Nørgaard er cand.mag.