replik til #metoo-feminismens “det er strukturerne, dumme!

#Af Rasmus Ulstrup Larsen

Det er næppe gået nogens næse forbi, at metoo og feminismen for alvor er kommet til Danmark den seneste måned. Morten Østergaard er faldet efter en håndspålæggelse, Frank Jensen er faldet efter at have været gusten i en længere periode, og Orla Østerby, som ingen anede, hvem var før nu, har fået frataget sine ordførerskaber for at klappe kvinder i numsen.

Kampen er dog større end blot at ødelægge konkrete menneskers liv. Det er kulturen, der skal ændres, og ikke enkeltpersoner der skal straffes, siger de matriarkatshungrende. Hvad de lader til at have glemt, er dog, at enhver renselsesproces i revolutioner, kræver sin ofre.

Hvis det er kulturen, man vil ændre, må man også have den analyse, at der hersker en kultur, der accepterer kvindeundertrykkelse. Tanken er nem at få – der finder jo krænkelser sted. Men måske er svaret det modsatte; måske er svaret, at det er fraværet at kønsspecifikke strukturer og kønsroller, der gør, at vi har så svært ved at kommunikere og omgås hinanden på tværs af kønnene.

Det skrev jeg om i min bog Tidens Tegn, som jeg udgav i foråret 2020. Vi bringer her et uddrag fra bogen.

”Det er strukturerne!” Enhver, der har fulgt med i den offentlige debat, har hørt dette udsagn fremført i en uendelighed, hver gang der bliver diskuteret ligestilling. Strukturargumentet leveres som standardsvar, når det bl.a. diskuteres, hvorfor kvinder oftere arbejder deltid og er mere sammen med deres børn end mænd. Sjældent udfoldes strukturbegrebet eksplicit, når det bruges som forklaring, for det har da også en meget bred dækning.

Strukturer formidles gennem normer, fordomme, forventninger, politisk diskurs, kønsstereotyper, sprog og kunst. Strukturer er i den forstand et begreb, der dækker over samfundets skjulte og implicitte krav til os bl.a. baseret på vores køn; skjult fordi det aldrig, eller sjældent, kommer direkte til udtryk for os. For feminister og andre moderne venstreorienterede er det derfor opgaven at gøre os bevidste om strukturerne for så at ophæve dem, så vi virkelig kan blive frie.

Denne diskussion havde Debatten på DR2 sat sig for at sætte på dagsordenen en torsdag aften i 2018, hvor det netop var ligestilling der var temaet. Som altid havde Clement Kjersgaard inviteret en række debattører ind for at diskutere, og denne gang skulle debattørerne tage temperaturen på, hvordan det står til med ligestillingen mellem kønnene herhjemme.

Som det som oftest sker i diskussioner som disse, hvilket også var tilfældet i Debatten den torsdag aften, blev der fremhævet to grundlæggende synspunkter som forklaring på den måde familier, men også individer, lever og indretter deres liv:

Den ene side, som oftest den venstreorienterede og altid med De Radikale som frontkæmpere, hævder, at enhver familiekonstellation er præget af strukturer, der binder parterne til at varetage bestemte roller, som på forhånd er determinerede af forventninger og fordomme.

At kvinden tjener mindre end manden, fordi hun er mere sammen børnene i stedet for at gøre karriere, er for denne fløj ikke udtryk for et frit valg baseret på individuelle præferencer, men derimod et resultat af forældede kønsroller og forventninger, som kvinden ikke kan undslippe.

Kvinder har jo ligeså meget lyst til at tjene penge og gøre karriere som mænd, men fordi vi har traditionelle kønsstrukturer i samfundet, er kvinden ikke blevet frigjort til at forfølge denne lyst, fordi hun er bundet af de normer og forventninger, der ligger til kvinden og moderskabet. Bundet af et forventningspres, kvinden ikke kan gøre sig fri af, accepterer kvinden sin rolle, og samtidig har strukturerne i samfundet bildt hende ind, at der ikke er noget i vejen med rollen.

Hun har fået frataget sin frie vilje og endda på en måde, der gør hende ude af stand til selv at se det; hun lider af falsk bevidsthed.

Den falske bevidsthed starter ifølge disse venstreorienterede strukturteoretikere i den tidlige barndom, hvor spædbørn opdrages til at være på en bestemt måde, baseret på deres køn. Således forventes der noget af drengebørn, og noget andet af pigebørn.

Drenge skal være vilde, forfølge deres instinkter og ikke holde sig tilbage for at gøre sin vilje gældende. Piger derimod bliver opdraget til at tæmme deres lyster, være ordentlige og dydige. De bliver opdraget til omsorg og selvopofrelse, hvor drenge opdrages til at gøre deres magt gældende og stræbe efter deres mål. Strukturerne gør sig på denne måde allerede gældende, fra før de har et sprog.

Derfor fungerer strukturerne også ubevidst, og de reproducerer sig selv, når børn bliver til unge, og unge bliver til voksne, fordi man ikke kan sætte sig udover dem, når man har fået dem ind med sutteflasken.

Som konsekvens af denne analyse hævder venstrefløjen, at der et grundlæggende moralsk problem, nemlig at mennesket fratages sin frihed på grund af strukturer.

På grund af strukturerne, vi vokser op med, og som vi løbende reproducerer i fællesskab med andre, opstår der nogle samfundsmæssige normer, som gør sig gældende, der begrænser det enkelte menneskes livsudfoldelse.

Det er for denne liberale fløj irrelevant, hvordan familien indretter sig, fordi det er udtryk for en forhandling mellem frie mennesker.

Løsningen på dette strukturproblem er at frigøre mennesket fra strukturerne. Kun på den måde, kan vi nemlig sikre en reel frihed for den enkelte, så den enkelte kan leve i overensstemmelse med sine virkelige ønsker og præferencer.

Som modsætning til denne analyse og frigørelsesløsning står som oftest den liberale og hævder, at enhver familiekonstellation og kønsrolle er udtryk for et frit valg truffet af frie individer, der måske nok kan være påvirket af sin opdragelse og samfundets forventninger, men ikke desto mindre er frie og bevidste nok til at kunne vælge selv og indrette sig, som de vil. Der er derfor ikke nogen problemer forbundet med, hvem i familien der arbejder mere, og hvem der passer mest børn og hus.

At manden tjener mere end kvinden i familien, er et udtryk for præferencer i hjemmet og generelt i samfundet, der er tilpasset på en måde, der tilgodeser de forskellige medlemmer i familien. Skulle indretningen være utilfredsstillende for den ene af parterne, kan denne part jo gøre opmærksom på, at det skal ændres og tage diskussionen med sin partner.

Det er for denne liberale fløj irrelevant, hvordan familien indretter sig, fordi det er udtryk for en forhandling mellem frie mennesker.

På den baggrund skal der derfor ikke ændres på de grundlæggende forskelle mellem kønnene, så længe vi selvfølgelig rent juridisk og rettighedsmæssigt har vores frihed til at gøre, som vi ønsker.

Strukturerne anerkendes i den liberale position ikke som noget, der spiller en rolle for vores valg. Vi er jo frie individer med et frit valg, og det er nu engang bare sådan, at forskellige frie mennesker har valgt at indrette sig på en bestemt måde. Frigørelse synes derfor unødvendigt – vi er allerede frie, og den eneste trussel mod vores frihed er, hvis staten fratager os vores frihed ved lov.

Familiekonstellationer er blot ét eksempel, hvor liberale og venstreorienterede fremfører deres to forskellige analyser. Ifølge de liberale har vi alle lige og frie muligheder for at vælge, som vi vil i alle sfærer af tilværelsen. Og ifølge de venstreorienterede er vi alle bundet af strukturer i alle sfærer af tilværelsen. Analyserne, der udtrykkes, er på denne baggrund de samme, uafhængigt af de konkrete temaer, der diskuteres.

Sådan står de liberale og venstreorienterede altid over for hinanden, og udvikling i diskussionen sker sjældent, for de anerkender slet ikke hinandens grundlæggende menneskesyn og analyser, hvis man da overhovedet kan tale om, at liberalismen fremsætter en egentlig analyse. De to parters udgangspunkter er i den forstand for uforenelige til, at der overhovedet er en egentligt etisk uenighed, for de anerkender slet ikke hinandens udgangspunkt for deres overbevisninger.

Men som det altid er, vinder den analyse frem i samfundet, der lover frihed og egentlig individualitet over for bindende begrænsninger. Den liberale fløj kan nemlig ikke pege på løsninger i forhold til ligestilling.

Den kan blot sige, at vi allerede har det, som vi skal have det, og ikke bør gøre mere. Liberalismen kan ikke give en tilfredsstillende analyse af, hvorfor vi er, som vi er, og kan derfor heller ikke give en medicin, som lover os det bedre, end vi allerede har det.

Det kan drømmen om frigørelse derimod i disse tider, og derfor vinder venstrefløjens analyser frem i diskussioner om familie og ligestilling.

Et tredje perspektiv, jeg mener mangler i hele strukturdiskussionen, er i modsætning til ovenstående uforenelighed mellem liberale og venstreorienterede, at vi har stærke normer, forventninger, og roller i samfundet, som til dels er skabt gennem socialisering.

Men hvor venstrefløjen vil frigøre mennesket fra strukturerne, og de liberale slet ikke anerkender, at de eksisterer, så er det manglende perspektiv, at strukturerne eksisterer, men samtidig er afgørende, vigtigt at fastholde. Det er for mig at se korrekt, når venstrefløjen siger, vi er påvirkede af sociale strukturer, men jeg vil samtidig hævde, at det er korrekt, når liberale siger, at vi ikke skal påtvinge en ændring. Blot af andre årsager end dem, de liberale fremfører.

At anerkende, i hvert fald til dels, de sociale strukturers betydning, er nemlig afgørende, fordi det muliggør en etisk diskussion med venstrefløjen, som de liberale ikke kan indgå i. Det muliggør med andre ord, at vi kan komme til essensen af det etiske spørgsmål; skal mennesket frigøres fra – eller forblive delvist bundet af – strukturerne? Hertil er svaret: Smil i de lænker, strukturerne giver.

Hvorfor skal vi smile i de lænker, strukturerne giver os? Det skal vi af både moralske og eksistentielle årsager. De, der søger at destruere strukturer, fordi de binder den enkelte, overser nemlig, at strukturer har en moralsk og eksistentiel dimension, der muliggør både indgåelsen i fællesskaber og gør os i stand til at foretage moralske handlinger.

På grund af strukturerne, vi vokser op med, og som vi løbende reproducerer i fællesskab med andre, opstår der nogle samfundsmæssige normer, som gør sig gældende, der begrænser det enkelte menneskes livsudfoldelse.

Konsekvenserne ved at ophæve rammerne for vores fælles normer er nemlig ikke, som det ønskes, at individets selvbestemmelse maksimeres. Vi bliver i stedet ude af stand til at navigere moralsk i tilværelsen, fordi vi ikke kender de rammer, inden for hvilke vi skal agere over for hinanden. Vi bliver med andre ord grundlæggende ude af stand til at overholde moralske koder i vores forhold til andre.

Strukturer indeholder nemlig den afgørende betydning, at de muliggør socialisering, hvor den enkelte kan deltage i et grundlæggende normfællesskab, hvor vi på forhånd ved, hvad der forventes og kræves af os. I småtingsafdelingen ved vi f.eks., når vi er inviteret til middag første gang hos et par, vi ikke kender særlig godt, at vi kan tage blomster med til kvinden og en flaske vin med til manden som værtsgave.

Om den specifikke kvinde kan lide blomster, og om manden egentligt kan lide vin, er ikke det centrale i den handling, det er at give værtsgaven. Det centrale er, at vi på forhånd har nogle kategorier, vi kan handle efter, så vi kan opfylde vores del af de sociale forventninger og krav, nemlig at komme med en værtsgave, der anerkender parterne i det sociale fællesskab.

hvor venstrefløjen vil frigøre mennesket fra strukturerne, og de liberale slet ikke anerkender, at de eksisterer, så er det manglende perspektiv, at strukturerne eksisterer, men samtidig er afgørende, vigtigt at fastholde

Det er i den forstand irrelevant, om det er en social konstruktion, at kvinder kan lide blomster, og mænd kan lide vin, og det er irrelevant, at disse sociale konstruktioner har skabt forventninger og krav, der gør, at kvinder føler sig nødsaget til at gå op i blomster og mænd gå op i vin, selvom de måske ikke ville gøre det, hvis strukturerne ikke var sådan.

Strukturerne er nemlig ikke til for, at den enkelte kan gøre, hvad han vil. De er til for, at vi muliggør, at andre kan interagere moralsk med os. Strukturer er i den forstand et krav om selvopofrelse. Vi påtager os interesser og præferencer skabt af strukturer for at kunne være genstand for andres handlinger, der gør os gensidigt i stand til at være moralske over for hinanden.

Strukturerne i samfundet er i den forstand en forhåndsgivet ramme, hvor det at handle efter strukturernes forskrifter gør, at andre og os selv ikke behøver at bekymre os unødigt meget over vores handlinger. De på forhånd givne strukturer arbejder på den måde ved at reducere kompleksiteten i sociale fællesskaber.

Det kan være kønsstereotypisk, men dermed også kompleksitetsnedsættende, og deri ligger de faste strukturers største bedrift: De giver mulighed for socialisering med hinanden og sætter os i stand til at indfri hinandens forventninger.

Udover at strukturer muliggør, at vi kan navigere i de moralske koder, der eksisterer, så virker strukturer også grundlæggende kompleksitetsnedsættende.

For selve forudsætningen for, at det skal kunne lade sig gøre at ophæve strukturerne i vores liv, er, at mennesket grundlæggende har kapaciteten til at kunne navigere i den kompleksitet, et sådan samfund vil få uden strukturer.

Desto færre strukturer, vi har, desto mere forøges kompleksiteten i samfundet, og følgelig stilles der højere krav til menneskets kapacitet. Hvis man skulle lade være med at tage blomster med til kvinden og vin til manden, fordi det ville reproducere begrænsende kønsstereotyper at gøre det, så bliver konsekvensen ikke, at man i stedet undersøger grundigt, hvad man skal give den enkelte. Konsekvensen bliver i stedet, at vi stopper med at tage værtsgaver med, fordi kompleksiteten bliver for stor til, at den enkelte har kapaciteten til at overskue det.

Strukturer, kompleksitet og kapacitet er i den forstand uløseligt forbundet. Kønsstereotyper er funktionelle rammer, fordi de både gør os i stand til at foretage en moralsk handling over for hinanden (at tage gaver med), men også fordi de reducerer kompleksiteten i vores socialisering, som derved sænker kravene til vores sociale kapacitet, hvilket i sidste ende gør, at vi kan fungere i fællesskaber. Et angreb på strukturer er derfor ikke at maksimere den enkeltes frihed; det er et angreb på vores evne til overhovedet at kunne indgå i sociale sammenhænge.


Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.fil. fra Handelshøjskolen i København. Han har i en årrække arbejdet som gymnasielærer. I dag er han redaktør ved Årsskriftet Critique og arbejder som politisk konsulent på Christiansborg