Jacob Munks En langt bedre vej er en bog spækket med tilbundsgående og originale etiske analyser, som stimulerer og provokerer læseren. Repliques anmelder fremhæver særligt forsvaret for ægteskabet.
Af Rasmus Ulstrup Larsen
For et år siden blev Jacob Munk genstand for en offentlig shitstorm. Hans brøde var at have skrevet bogen En langt bedre vej om seksualitet og seksualmoral.
For at forstå opstanden over bogen, er det nødvendigt at forstå, hvordan den offentlige debat (ikke) fungerer, når der diskuteres emner af principiel etisk karakter. For det er faktisk sjældent, vi gør det herhjemme. Vi vil hellere diskutere politik og kommunal forvaltning, hvor vi kan beklage os over politikeren eller kommunedamen, end vi vil diskutere grundlæggende etiske spørgsmål.
Årsagen til fraværet af etiske diskussioner skal findes i vores danske frisind: Moral er et personligt anliggende, og det er ikke op til andre at fælde dom over nogen.
Mens det er rigtigt, at man ikke skal gå rundt på gader og stræder og dømme andre for personlige anliggender, så betyder det ikke, at vi skal stoppe med at foretage normative analyser og indgå i etiske diskussioner. Vi skal simpelthen lære at skelne mellem analysen og dommen og fokusere på førstnævnte.
Desværre evner vi ikke at fokusere på analysen og se bort fra dommen, eller tage del i diskussionen og være ligeglad med konklusionen. Men det skal vi, også selvom det nu engang ikke er muligt at foretage en normativ analyse uden også at fælde en dom. Hæfter man sig ved dommen, er det fordi, det er den, man vil undgå. Dette dræber enhver form for diskussion af etiske spørgsmål.
Karaktermord på en bog
Det var netop, hvad vi oplevede med modtagelsen af Munks bog En langt bedre vej sidste år. Her var ingen interesse for de analyser, der blev fremført og ingen interesse for de argumenter, der blev præsenteret. Der var kun fokus på, om resultatet af hans analyser og argumenter førte til en dom over nogen.
Og mens det som sagt er uundgåeligt, at en normativ diskussion også med nødvendighed indeholder en dom, så er dommen også i dette tilfælde uinteressant.
Munk er først og fremmest interessant, fordi han argumenterer lødigt, foretager stimulerende analyser og går til selv de mest følsomme emner med en åben refleksion. Munk er derimod ikke interessant, fordi han konkluderer, at kristne homoseksuelle bør afholde sig fra sex. Det er en åbenlyst uinteressant konklusion, han kommer frem til. Den er blot afledt af de foregående interessante analyser. Men medierne hæftede sig selvfølgelig kun ved dommen og aldrig analyserne.
Patriarkatet og ægteskabet
Hvis man går til bogen med den tilgang, at det er argumenterne og analyserne, der er det relevante, så viser den sig som en glimrende bog, der først og fremmest tager livtag med moderne feminister og progressive normkritikere.
Bogen excellerer her på flere punkter. Først og fremmest fordi Munk forstår, at det interessante ved enhver kontroversiel udtalelse er, hvorvidt analysen er velbegrundet og original i forhold til den herskende opinion. Dernæst fordi Munk forstår at tage gængse opfattelser og vende dem på hovedet.
Et eksempel på ovenstående: Det er i dag et almindeligt feministisk standpunkt, at ægteskabet historisk set har været og stadig er en social opfindelse, hvis formål var at binde kvinden til manden ved at stille kvinden både skam og udstødelse i udsigt, hvis hun fik barn udenfor ægteskabet eller blev skilt. Ægteskabet havde på den måde til formål at forhindre kvinden i at forlade manden. Derfor er ægteskabet og kristendommen patriarkalske, i og med deres understøttelse af mandens ejerskab over kvinden.
Ægteskab som forsvar for kvinden
Imod den slags historieløse vrøvl fremfører Munk den åbenlyst rigtige indvending, at ægteskabet har haft den stik modsatte funktion: Det har været en beskyttelsesmekanisme for kvinden. Ægteskabet har bundet manden til et ansvar for kvinden, som han ikke kunne stikke af fra.
I naturtilstanden er kvinder nemlig ilde stedt: Da det er dem, der bliver gravide, er det dem, der bærer konsekvenserne af sex. I modsætning hertil kan mænd fra naturens side have konsekvensløs sex og efterlade alle de befrugtede kvinder alene med graviditet og spædbørn.
Ud af denne kendsgerning om den barske naturtilstand for kvinder opstår ægteskabsinstitutionen som et forsøg på at sikre kvinden. At man ikke skulle have sex før ægteskabet handlede nemlig ikke om, at sex blev set som ondt og syndigt i sig selv, men derimod om, at kvinden var hjælpeløs hvis ikke manden var bundet til hende både juridisk og samfundsmoralsk. Ægteskabsinstitutionen pålagde på den måde manden, at han først måtte befrugte kvinden hvis han havde indgået juridisk og religiøst løfte om ikke at forlade hende uden at skulle betale for hendes og barnets opretholdelse og forbryde sig mod Gud.
Hvis man i dag er en frigjort feminist, så er det selvfølgelig sjovere at tro på, at den kristne civilisationshistorie bare er patriarkalsk og træls for kvinder.
Bogen er fyldt med analyser og argumenter af denne slags, som er interessante i en tid, hvor alt er vendt på hovedet og løgne er blevet til sandheder, og der er næppe nogen der ikke vil finde bogen både provokerende og stimulerende. Og hvis man ikke kan lide de mere sekteriske konklusioner rettet mod eget kirkemiljø, så kan man bare ignorere dem. Det gør hverken bogen dårligere eller bedre, og så kan man måske lære en ting eller to.
Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) og podcast-redaktør på aarsskriftet-critique.dk.