Verdis Il Trovatore lever på alle måder op til de gængse forestillinger om, hvordan italiensk opera er. Det er formentlig også grunden til, at den fandt vej ind i Marx Brothers-filmen A Night at the Opera fra 1935. Den kunne uden besvær tjene som eksempel på alle de genrestereotyper, som brødrene ønskede at gøre grin med, fordi den har det hele udi storladen tenor- og sopransang, store korpassager og melodramatiske optrin. Filmen vises i øvrigt for tiden i Cinemateket som led i en Marx Brothers-serie. Den kan ses igen den 31. oktober 2018.
Trubaduren blev til i 1852 og var dermed den næstsidste af værkerne produceret i Verdis såkaldte ”galejslaveår”, startende i 1842 med Nabucco og sluttende i 1853 med La Traviata, hvor han kombinerede kunstnerisk begavelse og sans for tidens smag med benhård forretningssans. Omend Trubaduren var den mest populære opera i Verdis samtid, har komponisten skrevet væsentligt bedre operaer. Historien rummer ellers et godt potentiale til nogle endog meget interessante karakterer og uforfalskede lidenskaber. Desværre ender det hele alt for ofte i Verids muntre melodier i tredelte taktarter. Selv når vi har at gøre med den traumatiserede Azucena, der har måtte se både sin mor og sit barn lide døden på bålet, bliver det hele leveret i en musikalsk form, der mere bringer mindelser om en operette af Johan Strauß d.y. Musikken er ”vel nok den mest ubekymrede, han har skrevet” skriver Gerhard Schepelern meget præcist og med en slet skjult kritik: For selvom der skam er storladen dramatik og dystre scener, er den overordnede tone lys og ubekymret, hvilket passer dårligt til den dystre historie, og den yder ikke karaktererne fuld retfærdighed. Hvad kunne Wagner eller Strauss ikke have fået ud af materialet?
Dét forbehold nævnt, så er Trubaduren faktisk en glimrende opera, som rummer noget af det bedste, som italiensk opera har at byde på. Det er derfor ikke svært for mig at abstrahere fra den lidt overfladiske behandling af stoffet, som undertiden kendetegner værkerne fra Verdis måske lidt for produktive periode. Trubaduren er med libretto af Salvatore Cammarano og Leone Emanuelle Bardere efter Antonio Garcia Gutiérrez drama ”El Trouador”. Den aktuelle opsætning på Det Kongelige Teater, der netop har haft premiere, har man ladet spanske Francisco Negrín om. Opsætningen er en samproduktion med Opera Monte Carlo og Teatro Real i Madrid.
På trods af den flotte plakat, der viser et kvindeansigt med flammehår, er Franciscos opsætning en anelse kedelig. Ilden er det gennemgående element i værket, både i overført betydning og som noget faktisk eksisterende. Azucena hjemsøges af mindelserne om flammerne, der fortærede hendes mor og barn, grev Luna kan mærke sin forelskelse i Leonora som en ild, der brænder i hjertet osv. Det har man forsøgt at gøre centralt i opsætningen ved at lade en lille flamme være tilstede konstant på scene. Hertil kommer, at noget pyroteknik i tide og utide skyder flammer op fra en firkantet kasse. Ideen er god nok, men det bliver for tamt, og lever ikke op til forventningerne fra plakaten.
Den lidt kringlede forhistorie havde man forsøgt at vise på scene samtidig med, at der blev sunget eller fortalt om den. En god ide, men den blev ikke ordentligt realiseret, fordi man havde valgt at vise fortiden i mere eller mindre abstrakte former med kulørt belysning. Azucenas mor og søn i gengangerskikkelser var tydelige nok, men hvem alle de andre i det kulørte persongalleri på scenen var, stod mig aldrig klart. Det samme gjaldt deres mærkelige opførelse, eksempelvis kravlen rundt på gulvet.
Den øvrige scenografi synes at videreføre stilen fra tidligere års Verdi-opsætninger af hans Shakespeare-værker, hvor det hele foregår i en firkantet kasse. Ideen var dengang, at det skulle afspejle den nøgne opførelsespraksis på Shakespeares tid. Som tidligere beskrevet har jeg aldrig forstået dén ide. Den gør oplevelsen noget kedelig og gør ikke meget for at understøtte dramaet. Scenografien ændre sig kun meget lidt, omend der kommer noget forskelligartet belysning til. Man undgår dog upassende indfald i stil med dem fra sidste uges opsætning af Figaros Bryllup og holder sig faktisk i det store hele til forlægget. Det samme gælder kostumer og personinstruktion. Det er sådan set heller ikke fordi, der er behov for det helt store udtræk, da Trubaduren rummer rigeligt med drama. Men noget til at understøtte handlingerne og personerne, skal der altså være. Ellers kan man ligeså godt tone fuldtonet koncertant.
Hvad iscenesættelsen måske manglede i drama, var til gengæld umådeholdet tilstede hos orkester, kor og sangere. På sangerfronten havde man fået sat et fremragende hold sammen. Diego Cavazzin tenorklang og impulsive fremtoning passede som fod i hose til partiet som trubaduren Manrico; og han dannede godt par med Gisela Stille, der rørende sang partiet som hans elskede Leonora. Den onde grev Luna var i gode hænder hos David Kempster; og det samme gjaldt det lidt mindre parti som grevens høvedsmand, Ferrando, der blev sunget godt af Kyungli Ko. Særligt sidstnævntes parti tilføjer værket noget mørkt og dystert, som klæder det godt. Bedst var dog så afgjort Randi Stene i partiet som den vanvittige og dybt traumatiserede Azucena og hun overstrålede klart de mere berømmede partier som Manrico og Leonora. Også hun tilførte værket et element af mørke og vanvid, som klæder det godt, og som i meget vidt omfang kunne kompensere for den lidt kedelige scenografi.
Det Kongelige Kappel leverede under Eun Syn Kim atter en formidabel præstation. At orkestret er bedst i præcis de store, romantiske værker fik jeg endnu engang bekræftet. Det samme gjaldt måske i endnu højre grad Det Kongelige Operakor, der på trods af den lidt tynde besætning, sagens kunne give orkestret kamp til stregen. Jeg er tilfreds.
Den anmeldte forestilling fandt sted den 6. oktober 2018. Il Trovatore spiller frem til den 20. november 2018
Referencer
Det Kongelige Teaters hjemmeside om forestillingen: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/trubaduren/?id=21249, hvor man også kan se en video med klip fra forestillingen.
Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)
Claus Kirchheiner Hansen, Verdi (1984)
Ida Fredericia, En vaskeægte spøgelseshistorie – interview med Francisco Negrín (programartikel)
Henrik Engelbrecht, Verdis stærke kvinder (programartikel)
Hjemmesiden til Cinematekets aktuelle Marx Brothers-serie:
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/marx-brothers
Den eneste indspilning jeg kan finde af Il Trovatore i min samling er Deccas 1976-indspiling med Pavarotti og Joan Sutherland som henholdsvis Manrico og Leonora. Den er til gengæld fremragende! Hvis man nogensinde bliver i tvivl om, at italiensk opera overhovedet har sin berettigelse, kan man bare lytte til Pavarottis legendariske tenorklang:
