Dræb en politimand – det hele er alligevel EU’s skyld!

24. maj 2018
3 minutters læsetid

Vi har netop markeret 25-årsdagen for det danske ja til Edinburgh-aftalen. Danskerne havde i 1992 forkastet Maastricht-traktaten, og således skulle vi den 18. maj 1993 stemme om Edinburgh-aftalen, som indeholdt de fire forbehold, der stadig er så omdiskuterede den dag i dag. Under afstemningen opstod der heftige mængder vold på Nørrebro – i det store og hele orkestreret af de voldsparate fascister fra Antifascistisk Aktion (Antifa).

Hvem var skyld i optøjerne?

Alt fra politikernes ageren til politiets håndtering har i disse dage været endevendt, og mens de fleste indlæg har været ganske læseværdige, har visse indlæg alligevel forårsaget en blanding af grin og gråd. Et af de værre indlæg i denne kategori leverede Erik Høgh-Sørensen i en blog under overskriften “Nu løber EU-jasiden igen fra ansvar: 18. maj 1993.” Pointen synes at være, at de etablerede partier var stærkt medskyldige i det venstreorienterede voldsorgie, der bredte sig for 25 år siden, fordi de udskrev en demokratisk legitim folkeafstemning om Danmarks forhold til EU.

På sin Facebookside skriver Erik Høgh-Sørensen, at EU-jasiden var med til at bane vejen for vold 18. maj 1993, i sit blogindlæg uddyber han, hvordan vejen banes for politisk vold: Den udspringer gerne af, at en gruppe mennesker (med rette eller ej) føler, at de har retten 100 pct. på deres side, og at denne ret undertrykkes af autoriteterne. Pointen i indlægget er ganske kort fortalt, at politikerne ved at udskrive en folkeafstemning om Danmarks forhold til EU var direkte årsag til, at voldelige venstreorienterede valgte at endevende en hel bydel og forsøge at slå danske betjente ihjel.

Proportionerne på plads

Vi skal altså lige have proportionerne på plads her. Politikerne udskrev en demokratisk legitim folkeafstemning. Et flertal af danskerne stemte ja til den plan, som politikerne lagde frem. I mellemtiden valgte nogle voldelige venstreekstremister at gå på gaden med brosten og molotovcocktails med det ene formål at sprede politisk terror og om nødvendigt slå sagesløse politibetjente ihjel. Det er ikke politikernes ansvar. Den slags vanvid skal ikke mødes med forståelse. Det skal mødes med knippelsuppe og – hvis betjentenes liv eller førlighed er i fare – med trukne våben.

På trods af Erik Høgh-Sørensens forkølede afstandtagen til volden og forsøget på at slå uskyldige betjente ihjel, kan man alligevel ikke opfatte indlægget som en stor undskyldning for massevold og forsøg på drab af betjente. I sidste ende var det jo de ansvarlige politikernes ansvar, som man kan læse af overskriften. Er det også Københavns Borgerrepræsentations ansvar, at det selvsamme Antifa valgte at sætte ild til det halve af København i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset? Det er måske ligefrem også G20-landenes skyld, at Antifa valgte at sætte ild til halvdelen af Hamborg under topmødet i 2017.

Og måske er det oven i købet Pia Kjærsgaards skyld, at hun blev overfaldet af 20 medlemmer af Antifa under det danske årsmøde i Flensborg i 2001. Der var jo med Erik Høgh-Sørensens ord bare tale om, at præcis den samme gruppe mennesker (med rette eller ej) føler, at de har retten 100 pct. på deres side, og at denne ret undertrykkes af autoriteterne. Det vil Erik Høgh-Sørensen dog næppe være enig i, men når snakken falder på EU, må man ikke forspilde en eneste mulighed for at kritisere politikerne – heller ikke selv om man går venstreorienterede voldsmænds ærinde.

Usmagelig legitimering af voldsmænd

Der er masser af grunde til at kritisere den måde, EU-samarbejdet sidenhen har udviklet sig på. Fokus er flyttet fra et nødvendigt og gavnligt handelssamarbejde til en unødvendig overregulering af almindelige forbrugsvarer, om tvangsmæssig fordeling af flygtninge og om unødvendige ensretninger af landenes arbejdsmarkeder. Der er masser af emner at kaste sig over, når den tiltagende centralisering skal kritiseres. Men at kritisere en demokratisk folkeafstemning og forsøge at fjerne ansvaret fra en gruppe voldspsykopater og flytte det over på landets politikere, er intet mindre end usmageligt.

Her kunne man foranlediges til at tro, at kvoten for legitimering af voldsmænd er opbrugt, men i det fald kan man godt tro om igen. Voldspsykopaterne fra Antifa minder nemlig Erik Høgh-Sørensen om folkestrejken i 1943. Her må læseren forstå, at det var partierne Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og til dels Det Konservative Folkeparti, som med deres “samarbejdspolitik” lagde kimen til opstand i Danmark. Det kan således drages en direkte historisk parallel fra danskernes opstand mod nazismen til forsøg på at slå betjente ihjel på baggrund af en demokratisk folkeafstemning. Voldsmændene fra Antifa kan måske ligefrem sammenlignes med frihedskæmperne under Anden Verdenskrig.

Kontraproduktiv EU-kritik

Naturligvis er ingen partier helgener i historien om samarbejdspolitikken, og dette er ingenlunde et forsøg på at omskrive historien og hylde De Konservative ensidigt under besættelsen. Det er blot en konstatering af det mærkelige i, at Erik Høgh-Sørensen på denne dybt unuancerede måde kaster sin vrede på selvsamme konservative bevægelse, som mistede talrige medlemmer i kampen mod tyskerne, og som i John Christmas-Møller talte en af modstandskampens væsentligste skikkelser. Alt dette er trængt i glemmebogen, og i dag gentager de fire partier så de historiske fejl. Nuancer er der ikke plads til, når det er tid til at fremhæve sig selv som en ægte moderne frihedskæmper på alle andres bekostning.

Man må håbe, det på et tidspunkt har strejfet Erik Høgh-Sørensen, at netop denne form for kritik af EU er direkte kontraproduktiv. Det er lige netop den form for indholdsløs patos, der muliggør, at diverse føderalister kan stemple alle anderledes tænkende som verdensfjerne demagoger. Grib dog i stedet fat om substansen – så slipper du også for at finde på undskyldninger for venstreorienterede voldsmænd.

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside