Over en kirsebærøl faldt jeg i snak med en liberal føderalist. Spørg mig ikke, hvordan de to ting hænger sammen. Altså ikke kirsebær og øl, for det gik egentlig overraskende godt, men liberalisme og føderalisme. For mig at se er det umuligt både at gå ind for frihed og selvbestemmelse, mens man samtidig støtter dybt unødvendig centralisering af magt i Bruxelles. Nå, men den liberale føderalist begyndte at rose EU’s forslag om øremærket barsel. Det havde jeg ikke frygteligt meget pænt at sige om, og så faldt ordene: “Når nu Danmark ikke kunne tage sig sammen, var det godt, at EU gjorde noget ved problemet”. Det var anden gang på en dag, jeg hørte det argument: “Når nu Danmark ikke kunne tage sig sammen”
Sætningen er et meget godt billede på, hvordan mange mennesker i og omkring EU ser EU’s rolle. Målet er ikke længere kun at løse de grænseoverskridende problemer, men også i høj grad at gennemtvinge et dybt venstreorienteret formynderisk projekt med de midler, der nu engang skal til. Kønsneutralt sprog, øremærket barsel, minimumsskat, hele baduljen. Som om det er et legetøj, som man kan benytte sig af efter forgodtbefindende.
Demokrati kræver national homogenitet
Ofte hører man, at formynderiet er demokratisk legitimt, fordi beslutningen er truffet af et flertal i EU. Har man den holdning, skylder man sig selv at sætte sig selv ind i, hvad demokrati i grunden er for en størrelse. Demokrati har sit naturlige udspring i en nationalstat, hvor folk minder om hinanden, fordi de deler kultur, historie, sprog og værdier. Denne ensartethed skaber en tillid imellem mennesker, som medfører, at vi kan have et funktionelt demokrati med en grundlæggende tillid til magthaverne. Tilliden til hinanden og institutionerne øger helt naturligt magthavernes legitimitet og tillader landets magthavere at træffe bindende beslutninger på vegne af dem, der har valgt dem.
Anderledes ser det ud i lande, der ikke er nationer. Europas åbenlyse eksempel er Belgien, som dybest set er to lande plus nogle byer samlet i en stat. En belgier identificerer sig ikke primært med Belgien, men med Flandern, Vallonien, Bryssel eller et helt fjerde område. Denne opdeling af en befolkning går selvfølgelig ud over magthavernes legitimitet. Vallonerne identificerer sig ikke med flanderne, flanderne identificerer sig ikke med vallonerne, og indbyggerne i Bryssel identificerer sig slet ikke med nogen af dem. Sådan noget kan selvfølgelig mærkes på et lands politik, som begynder at tjene en bestemt nationalitets interesse. Det er ikke tilfældigt, at netop Belgien har verdensrekorden i længst tid uden en regering. En sådan situation er nærmest utænkelig i en nationalstat.
Nationens betydning for demokratiet træder også tydeligt frem i sagaen om Brexit. Da Danmark stemte nej i 1992, fandt vi et nationalt kompromis, mens briterne med deres nej er blevet kastet ud i rendyrket kaos. En stor del af forklaringen er naturligvis deres defekte valgsystem, men en lige så stor del af forklaringen findes i, at Brexit er stærkt præget af nationale særinteresser inden for statens grænser: Den nordirske grænse, det skotske fiskeri osv.
Manglende legitimitet
Og helt anderledes ser det ud i EU, der jo hverken er en stat eller endsige en nation. Her er vi ved kernen af problemet: legitimiteten. Hvad er legitimiteten bag EU? Det kan jo naturligvis ikke være at træffe beslutninger, som nationalstaten lige så godt selv kunne have truffet. Når EU lovgiver på områder, hvor nationalstaterne selv kan råde, savner denne lovgivning den demokratiske legitimitet, der kommer af at være et folk og en nation. Og så er det i øvrigt underordnet, at et flertal af udenlandske parlamentarikere og ministre er enige i forslaget. EU’s legitimitet som grænseoverskridende samarbejde ligger selvsagt i at løse de problemer, som landene ikke enkeltvist kan løse.
Og så tilbage til kirsebærøllen: ”Når nu Danmark ikke kunne tage sig sammen”. Den form for argumentation forudsætter jo, at der slet ikke skal være nogen grænser for, hvad der kan besluttes i EU. Det forudsætter, at det grundlæggende er lige meget, hvor beslutninger træffes, og at nærhedsprincippet er ubetydeligt. Hermed smider man den demokratiske legitimitet i skraldespanden. For den naturlige ramme om et demokrati er og bliver nationalstaten. Hvis man ikke engang har blik for det, er det da klart, at man ikke forstår, hvorfor EU’s identitetskrise er opstået.