I sit indlæg ”Singlemødre – et forfærdeligt moderne fænomen”, der blev bragt den 23. juli i Berlingske Tidende, prikkede Rasmus Ulstrup Larsen til en af de afgørende bylder i tidens vesteuropæiske menneskesyn. Han anfægtede individets suveræne ret til eget liv og deraf følgende ret til at få skabt liv i sig. Det affødte de forventelige reaktioner – begejstring fra konservativ stue og forargelse fra feministisk fælleskor. Eller kort sagt: Ulstrup Larsen fik afleveret sit indstik, og de snakkende klasser fik bekræftet billedet af en provokationslysten reaktionær ungdom, der ikke frygter at støde individuelle skæbner.
Så vidt, så godt, kunne man tænke som kulsort konservativ – men så alligevel ikke. For debatten forblev på overfladen uden at nå ned til de virkelige familiepolitiske spørgsmål, som bør stilles til vores forvirrede tid.
For tidens grundskade er ikke kvinder, hvis håb om at finde en far til deres børn er bristet, men hvis lyst til moderskab alligevel er levende. Javist, nogle af dem er givetvis indskrænkede individualister, men mon ikke lige så mange er endt som enlige mødre, fordi de jævnaldrende handyr brugte så lang tid på at blive mænd, at far-kandidaten aldrig bød sig til? For hanner er i al almindelighed bøvede, hvis de ikke optugtes til ridderlighed, og alle drengerøve véd, at de har biologien i baghånden og snildt kan vente; for man kan jo altid finde sig en yngre kvinde. Eller – måske gik det bare, som det gik. Hvem véd? Menneskelivet har jo sin tragik.
Så nej, for en livskraftig familiepolitik bør hovedsagen ikke være at anfægte uheldigt stillede kvinders drift mod moderskab eller at udtænke glidebane-argumenter om det moralsk korrumperende i disse kvinders mulighed for at avle uden at tilpasse sig en mand. Hovedsagen bør altid være at pege på de virkelige faresignaler – nemlig de høje skilsmisserater og det lave børnetal, som på sigt kan bringe folkefællesskabet i knæ og efterlade territoriet indflytningsklart for en anden, mere levedygtig stamme.
Alt andet er overfladesnak. For det er skilsmisser, der forhærder hjerter og knuser hjem – og det er barnløshed, der sluger folkeslag. En offensiv familiepolitik bør derfor beskæftige sig langt mere med disse kernespørgsmål end med kvindeskæbner, der blev, som de nu engang blev. Eller mere ligefremt udtrykt: Kernefamiliens venner bør ikke mætte sig med frugtesløse provokationer, men mande sig op og give klare fremtidsbud på, hvordan folkets liv og trivsel kan sikres gennem positiv særbehandling af børnerige danske familier.
Hvad med at overveje en statslig pengegave ved tidlige og frugtbare ægteskaber? Hvad med et skattefradrag, der øges per barn og efter hver ædelmetal-fejring af bryllupsjubilæerne? I stedet for blot at drømme om tiden før alting gik af lave, ville den slags tiltag faktisk bidrage til at få sat leddene på plads, så både kvindelige og mandlige individualister kunne finde hinanden noget tidligere – og skabe sunde hjem for danske børn.
– – – – – – – – – – – – – –
Eller sagt mellem os: Jeg tror, vores kamp er bedre tjent med at åbne nye fronter end at forsvare tabte skanser. Det bør vi overveje – hvis vi faktisk ønsker at vinde.
Og hvordan alting så kan ende med at se ud på den anden side af den liberale verdens(u)orden – ja, det er, i sagens natur, et spørgsmål for den tid, der kommer.