Chr. X

På sporet af det tabte samfund?

1. juni 2021
4 minutters læsetid

Genrejsningen af partiet Højre er et opgør med politiseringen af den almindelige danskers liv og en drøm om Danmark som et samfund bygget på sandhed og menneskeligt fællesskab, skriver Ole Lyngvåg i denne måneds kronik.

Af Ole Lyngvåg

Tilværelsen er asymmetrisk. Det gode er mere værd end det onde, det rette er mere værd end det forkerte. I det menneskelige, asymmetriske sprog symboliserer den højre side det gode og det rette. Pointen med partinavnet Højre er ikke placeringen på et mere eller mindre vilkårligt politisk spektrum. Navnet skal derimod udtrykke, at partiet vil arbejde for at det gode og det rette kan gro frem i Danmark. Højre kan ikke fyldestgørende beskrives som et konservativt parti, selvom det på mange punkter er konservativt. Højre er det godes og det rettes parti.

Kongen eller massen?

Som sådant tog partiet også sin begyndelse i det 19. århundrede. Højre blev oprindeligt til som et forsvar for den gode og rette samfundsorden, som bygger på, at Kongen – i et samarbejde med det folk, hvis øverste myndighed han er – er ansvarlig for almenvellet. Højre blev til som et forsvar mod den onde og forkerte samfundsorden, som ”bygger på”, at den anonyme masse skal sikre samfundet mod tyranni.

Det er frygten for tyranniet, der danner baggrunden for den moderne opfattelse af parlamentarismen som den eneste legitime styreform. Den moderne samfundsforståelse bygger på forestillingen om en urtilstand, hvor der overalt hersker fjendskab mellem mennesker. Suverænen må da, ifølge forestillingen, tage magten og gennemtvinge freden. Fordi moderne politisk bevidsthed i overensstemmelse med denne dystre forestilling har opgivet håbet om et virkeligt menneskeligt samfund, så står vi tilbage med parlamentarismen som det mindste af forskellige onder; den mindst tyranniske af forskellige tyranniske styreformer.

Fred, ikke vold og fjendskab

Men hvad nu, hvis vi turde tro på et virkeligt menneskeligt samfund? Mon ikke også vi da ville kunne tro på en god konge; ikke en suveræn, men hovedet i den organisme, som er samfundet? Mon det ville ende helt galt, hvis nu Margrethe II, som vores samfunds rette hoved, i overensstemmelse med Grundloven nøje udvalgte rigets bedste mænd og kvinder til at bestride de forskellige ministerposter, og hvis Folketinget så måtte acceptere disse ministre? Ville det ikke snarere skabe en hårdt tiltrængt dynamik og kontur i landets ledelse?

Højre vil vække troen på, at det danske samfund kan tage udgangspunkt i en forestilling om fred og venskab og ikke i en forestilling om vold og fjendskab. Det betyder ikke et samfund uden konflikt, eller et samfund, hvor der ikke slås ned på konflikt, men derimod et samfund, hvor konflikt ikke passer ind. Vores nuværende samfund er struktureret omkring konflikt: Staten, suverænen, forhindrer konflikt mellem borgerne ved at sørge for, at alle er nogenlunde tilfredse. Vores nuværende samfund er bygget på afhængighed af staten og ikke på indbyrdes venskab mellem de mange forskellige medlemmer af folket.

Politisering af samfundet

Det er netop en af bevæggrundene for parlamentarismens indførelse, at den medfører at ingen bliver snydt, at alle bliver tilfredse! På sin vej mod dette barnlige mål har parlamentarismen revet almindelige mennesker ud i det evige skænderi som er parlamentarisk politik, og for så vidt fjernet dem fra deres egentlige liv, fra det nære liv i dets sorg og dets glæde, men også fra det fjerne land, ”hvor glasset ej rinder med tårer som sand”. Denne politisering af tilværelsen er meget skadelig, ikke alene for det enkelte menneskes liv, men også for folkets fælles liv. Politiseringen af tilværelsen er en hindring for et samfund, der bygger på indbyrdes venskab mellem samfundets medlemmer.

Det, der karakteriserer et virkeligt samfund, ligesom et virkeligt venskab, er pligt snarere end rettigheder. Et lidt uanseeligt eksempel på en god, samfundskonstituerende pligt findes i Lov om private fællesveje § 80, hvori der står: ”Grundejerne skal rydde færdselsarealer for sne snarest muligt efter snefald.” Denne uanseelige lov fortæller også om et andet vigtigt træk ved at leve i et virkeligt samfund: den indbyrdes afhængighed mellem samfundets medlemmer.

Man må savne dengang, hvor der faldt mere sne end nu, og man må savne dengang, hvor det danske samfund i højere grad var gennemtrængt af den ånd, der stadig kommer til udtryk i Lov om private fællesveje § 80. Men hvorfor skulle denne ånd ikke kunne komme til at herske igen!

Hvad med velfærdsstaten?

Nu kunne nogen måske finde på at spørge: er vores nuværende velfærdsstat ikke netop bygget på pligt? Vi har jo pligt til at betale skat! Hertil bliver at svare: pligten til at betale skat er for løsrevet fra vores faktiske liv til at den kan konstituere noget egentligt samfund med andre mennesker.

Det betyder ikke, at vi ikke bør betale skat, eller at det ikke hører til statsmagtens opgave at tage sig af dem, der ikke kan tage sig af sig selv og som ingen andre kan tage sig af. Men den sekulære, liberale velfærdsstat er langt mere end et sikkerhedsnet. Den er en erstatning for et egentligt samfund. Derfor må vi begynde forfra med at udforme strukturen for det offentlige sikkerhedsnet, så ikke velfærdsstaten kvæler det menneskelige fællesskab, og så den ikke, i dens forhippethed efter at ingen må udsættes for besværlige begrænsninger af deres velfærd, kvæler moralen.

Målet med en revision af velfærdsstaten er på ingen måde øget profit. Vi er hverken interesserede i et samfund, hvor folk motiveres af egen profit til at arbejde hårdt, eller i, at samfundet som helhed skal skabe maksimal profit. Det må være slut med, at vi ikke kan forestille os noget højere mål i livet end at få levestandarden i vores samfund til konstant at stige.

Kapitalismen og socialismen har begge udspillet deres roller. Ingen af dem har nogen varig plads eller varig betydning i menneskehedens historie. Hvorfor ikke? Fordi de begge er åndløse. De har intet virkeligt at give mennesket, for mennesket er et åndsvæsen, hvis længsler rækker ud over dagen og vejen, ud over hus og hjem, ud over liv og død, helt ind i evigheden. Menneskets længsel går til virkeligt fællesskab og samfund, dvs. til kærlighed, offer og selvfornægtelse.

Familien er grundcellen

Højre vil igen gøre Danmark til et samfund. Grundcellen i det menneskelige samfund er familien. Familien konstitueres derved, at manden binder sig uigenkaldeligt til kvinden. Ud af denne enhed springer alt menneskeligt liv og på denne enhed må ethvert velfungerende menneskeligt samfund være bygget. Der har i den seneste epoke fra alle sider været ført en særdeles indædt kamp mod denne enhed. Nu må det efterhånden være tid til, at det gode og rette på dette område bliver bragt til ære og værdighed igen.

Det er Højres udgangspunkt, at det gode og rette aldrig på noget som helst område vil kunne blive bragt til ære og værdighed igen i det danske samfund, så længe det regeres af politikere, som i et desperat spil med og mod hinanden forhandler sig frem til at kunne forlænge deres karrierer og til at kunne få fantasiløse mærkesager delvist gennemført. Det gode og det rette virkeliggøres ikke gennem studehandler. Men tro kan flytte bjerge!

Hvor går vejen hen for Højre? Det vil tiden vise. Alle behjertede danske mænd og kvinder opfordres til at give partiet en vælgererklæring og til at kontakte undertegnede og bede om at modtage en invitation til den generalforsamling, som forventes afholdt i løbet af sommeren.

Ole Lyngvåg er cand.theol.  

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr