Ildmagiker

Et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner

19. juli 2017
3 minutters læsetid
Følgende tekst blev indsendt til Berlingske Tidende som gensvar til Niels Jespersens indlæg “Kongemærkehipsternes ubehagelige krigsretorik”, der blev trykt som modsvar til min kommentar ”Hvorfor lader vi vores fjender vade rundt iblandt os”. Berlingske havde ikke plads til et gensvar fra min side, så derfor bringes teksten her.

Berlingske bragte den 19. juli kommentaren ”Kongemærkehipsterens ubehagelige krigsretorik”, hvori Niels Jespersen gav et modsvar til min kommentar ”Hvorfor lader vi vores fjender vade rundt iblandt os” fra 12. juli. Hans grundindvending er, at jeg og andre – med hans venlige benævnelse – ”begavede unge kulturkonservative” er på farligt farvand med vores fremførelser af en hård ven-fjende-skelnen i spørgsmålet om islams tilstedeværelse i Europa. Jespersen afviser ikke, at den vestlige verden har sine fjender blandt de kæmpende islamister, som han også mener, skal nedkæmpes militært, men han frygter følgerne af en mere alment gennemført skelnen mellem os og dem – mellem europæerne og de nytilkomne. Udover min kommentar henviser Jespersen også til et foredrag, jeg holdt ved den islamkritiske sommer-komsammen ”Folkefest for frihed”. I foredraget – som er tilgængeligt på internettet – udtrykte jeg den opfattelse, at Europa i vores tid ikke bare gennemlever et sammenstød med den islamiske verden, men er udsat for kolonisationsbestræbelser fra den tredje verden, hvor mennesker, der ikke ønsker at blive en del af vores livsverden, gives adgang til vores territorier og på sigt vil kunne overtage dem, hvis den demografiske udvikling fortsætter som hidtil, hvor de nytilkomne sætter langt flere børn i verden end europæerne.

Jespersen bider mærke i, at jeg i foredraget anvendte begrebet ”mental AIDS” til at beskrive det sygelige i, at vi europæere bliver ved med at tage imod mennesker, der er grundlæggende forskellige fra os og for størstedelens vedkommende ønsker sig noget ganske andet af livet end os og dermed udgør en langsigtet trussel mod opretholdelsen af vores orden, fred og frihed.

Begrebet er, som Jespersen påpeger, blevet udbredt af den franske højre-intellektuelle Guillaume Faye, der tilhører det såkaldte ”Nye Højre”, som er en voksende anti-liberal strømning på tidens europæiske idépolitiske scene. Fayes – og min – hensigt med dette metaforisk-diagnostiske begreb er at pege på det basalt selvdestruktive i, at vi i Vesten hylder tanken om universel menneskelig værdighed i så høj grad, at det er en trussel mod vores egen overlevelse. Vi lider – således billedet – af en immunforsvarslidelse, der gør os ude af stand til at afværge de udefrakommende anslag, som en sund organisme ellers let ville kunnet have ryste af sig.

I forlængelse af denne metaforiske diagnostik handlede foredraget om, hvordan det kun er en fortsættelse og intensivering af de islamiske angreb, der vil kunne ruske europæerne vågne – og at det faktisk er en god ting, at vi nu igen får kniven for struben og tvinges til at ranke ryggen. For livskampens genopblussen er – for nu at udtrykke det oldnordisk – vores mulighed for at undgå at synke ned i strådøden. Uden kamp forfalder menneskelivet til et skyggeliv. Uden ydre pres forrådner folkeslag i tidsfordriv og terningspil.

Denne tankerække opfatter Jespersen som en højre-intellektuel revolutionsfantasi, hvor jeg og mine ligesindede forestiller os kampen mod islam som en rensende ild, der kan skabe en ny guldalder. Denne beskrivelse af mit ståsted rammer en smule forbi, for drømmen om en fremtidig idealtilstand er meget langt fra min tankeverden. Javist, jeg tror, at ven-fjende-forholdets genkomst kan puste liv i de trætte europæiske folk, men det betyder ikke, at et gunstigt udfald af den civilisatoriske kamp skulle medføre en efter-revolutionær lykketilstand; den slags fantasier lagde jeg fra mig, da jeg i sin tid forlod venstrefløjen og det universalistiske rettighedsparadigme.

Det er følgerne af en sådan afsked med universalismen, Jespersen er ængstelig for. Han frygter barbariet og mener, at vi bør vare os for at slutte fra de voldsberedte islamister til muslimerne som helhed. Grundlæggende skal kampen vindes ved, at ”islamismen besejres i massernes sind”.

Ja, her har vi grunduenigheden mellem den medievante socialdemokrat og den neo-reaktionære hipster. Jespersen tror, at det vil lykkes at få masseret den vestlige universalisme ind i de islamiske sind, inden demografien forskydes, og vores samfund forvrides til uigenkendelighed. Det gør jeg ikke. For jeg tror slet ikke på disse højpolerede værdiers anvendelighed over for mennesker, der ønsker sig en ganske anden verden end os. Jeg frygter ikke så meget barbariet som fornedrelsen og udslettelsen, og modsat Jespersen tror jeg faktisk, at det er flertallet af muslimerne i Danmark – de 77%, som ifølge Wilke-målingen fra 2015 mener, at koranens anvisninger skal følges fuldt ud –, der er den virkelige trussel. For anerkendelse forudsætter lighed. Eller ligefremt udtrykt: Jeg tror, at et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner – og lader dem avle inden for voldene.

Men jeg er en håbefuld mand. Jeg forventer, at vi, som tiden går sin tunge gang, vil nå så vidt, at også pæne centrum-venstrefløjsere som Niels Jespersen vil overskride tærsklen til det nye paradigme og lære at skelne håndfast mellem os og dem i kampen for Europas liv og fred.

Johan Christian Nord

Johan Christian Nord, ph.d.-stipendiat i tysk og underviser.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside