Af Adam Wagner
Lad os gå lige til sagen: Endnu engang måtte serien udelade en hel del på grund af manglende tid. Jeg skal ikke her bruge for megen plads på at beklage det, da jeg også har omtalt problemet i forbindelse med afsnittene om vikingetiden og højmiddelalderen. Men vi fik altså hverken noget at høre om Erik Plovpenning, Abel, Christoffer I eller Margrethe Sprænghest (der en tid regerede på sønnen Erik Klippings vegne).
Og selvom vi hørte om mordet i Finderup lade, hørte vi ikke noget om Erik Menved. På samme måde hørte man efter Magrethe ikke ret meget om Erik af Pommern og slet intet om Christoffer af Bayern, Christian I eller kong Hans. Og om Christian II fik man blot at vide, at han foranstaltede blodbadet i Stockholm med Kalmar-unionens sammenbrud til følge…
Hvad skete der i Sønderjylland?
Og det er ikke bare lige meget, for det, at vi ikke hørte om Abel og hans slægts kampe mod kongemagten, betød jo, at man heller ikke ordentligt fik forklaret, hvordan de sønderjyske forhold udviklede (eller måske snarere: indviklede) sig. Så hvad var det egentlig, som Margrethe I skulle ordne i Sønderjylland, og som hun var den rette til, men som hun ikke nåede, inden pesten tog hende? Lur mig, om vi ikke kommer til at høre mere om Sønderjylland (under navnet hertugdømmet Slesvig) senere, alt andet ville da være sært – men forhistorien fik vi altså ikke.
Selvom man naturligvis ikke kan gøre lige meget ud af det hele, så er kong Hans’ fravær også mærkelig: Burde det i det mindste ikke have nævnt, at den kongelige danske orlogsflåde, den ældste i verden, blev grundlagt af ham? En lille luftfilm med Slotø i Nakskov fjord, hvor flådens første skibsværft lå, havde været fint.
Og hvad angår Christian II, er det da helt utroligt, hvis der ikke skal fortælles mere om ham; kan man virkelig springe fra senmiddelalder til renæssance uden at omtale ham og hans lovgivning? Eller spændingerne mellem lutheranere og pavetro? Vi får se, men jeg frygter en gentagelse af den skæbne, som jernalderen led.
Igen vil jeg sige, at med alle de penge, der er blevet afsat, og med de store ambitioner om at fortælle både folkets, landets og rigets historie, som man har haft, så er det beklageligt, at der ikke er lavet nogle flere afsnit. Fordi der mangler noget. Og fordi det er en god serie!
Alt det, TV kan
For det er det, synes jeg. Det er en bredt anlagt fortælling, som alle skal kunne få noget ud af, læg og lærd, ung og gammel, børn og voksne. Og det lykkes at skabe denne fortælling med Lars Mikkelsen som tidsrejsende, der går ind og ud af folks huse, hvilket for mig at se ikke virker fjollet, men snarere giver næring til en følelse af spænding – at kunne gå ind og ud af tiden.
De levende anskuelsestavler, altså dramatiseringerne, er gennemgående vellykkede med overraskende gode karakterer, selvom der, så vidt jeg kan se, ikke er kendte skuespillere iblandt. Fylder de for meget, disse dramatiseringer? Det har jeg hørt nogen sige, men det mener jeg ikke, for det virker jo fint på den måde, at man ser scenerne for sig, mens man får fortalt. Og disse enkle greb gør virkelig historien levende for seerne, tror jeg.
I dette afsnit lykkedes det at gøre rede for tidsrummet fra pantsættelsen af Danmark og Christoffer II’s død og til Margrethes død på Okseøerne i Flensborg fjord. Selvfølgelig manglede der noget, men det er i orden, når hovedtrækkene træder tydeligt frem, og når der trods alt er mange vigtige enkeltheder med. De mangler, der er kritisable, er nævnt.
Noget af det, der virkelig glæder mig ved serien, er, at seerne kan se billeder af nogle af alle de fortidige genstande og spor i landskabet, som der findes. Som fx der, hvor Gurre vokser frem for øjnene af seerne – næsten som i »Syvsoverdag« af Heiberg. Det er den slags, fjernsynet kan, og jeg både tror og håber, at mange – både familier og enkeltpersoner – på den måde har fået lyst til selv at drage ud i landskabet eller ind på museerne og se disse steder og genstande med egne øjne, nu hvor man måske også bedre end før kan forbinde dem med bestemte personer, begivenheder eller tider i vores fælles historie.
Det glemte Danmark
Derfor ærgrer det mig også stadig noget, at de dele af Danmark, som i dag ligger uden for rigets grænser, har fået så lidt plads. Ja, godt nok fik vi i dette afsnit om senmiddelalderen endelig og umisforståeligt fastslået, at Skåne sådan set hele tiden havde været en del af Danmark, men det er da lidt sent; det kunne man passende have fastslået tydeligt i afsnittet om vikingetiden.
Og godt nok så vi igen Glimmingehus som kulisse, men heller ikke denne gang fik vi at vide, at det er en dansk borg i Skåne. Glimmingehus er oven i købet opført i denne tid, senmiddelalderen, og er Danmarks bedst bevarede middelalderborg, idet den hverken er ombygget eller forfaldet. End ikke da vi fik at vide, at Margrethe opholdt sig på slottet i Varberg fik vi et billede af det flotte Varberghus, som knejser over Kattegat.
Men for resten: Hammershus så vi heller ikke, selvom Bornholm oven i købet forblev dansk i modsætning til Skåne. Kort sagt: Jeg ville meget gerne have haft flere billeder af kendte og vigtige steder. Og det kunne man snildt have gjort, hvis serien havde fået lov at brede sig lidt mere ud. Nå, men lad det i stedet herfra være en opfordring til selv at drage på opdagelse i historien og i landskabet og på museerne – også i Skånelandene og Sydslesvig.
Lad mig til slut slå fast, at alle de kritiske bemærkninger hviler på en grund af tilfredshed med den måde, hvorpå ’Historien om Danmark’ er fortalt, og med det, der fortælles uanset de enkeltheder, der kan påtales. Problemet er sådan set, at der er for lidt af det. Men jeg ser frem til at rejse videre med Lars Mikkelsen ind i renæssancen.
Adam Wagner er mag.art. i historie og forfatter til bogen Danskhed i Middelalderen. Han skriver desuden flittigt om historiske emner på sin blog Fra dunkle væld.