Hvem kan mod dig vel stande, som slynger lynets pil?
Hvem vover at forbande, når du velsigne vil?
Et menneske er en levende gåde, en sammenslyngning af støv og ånd, et mellemværende med kræfter, som vi ikke forstår – af egen kraft. For mennesket lever sit liv i spændingen mellem erfaring og længsel. Mellem erfaringernes tvetydighed og længslen efter en kommende entydighed. En varende glæde.
Men foreløbig er intet entydigt. Sorgen og glæden knytter deres sideløbende tråde gennem vores tid. Vore hjerter svulmer af jubel, og de vrider sig i smerte. Vi spirer og gror. Vi udsynger vore glædessange mod den åbne Himmel, og vi takker for alt det gode, som vælter frem fra livets inderside, når vi endelig giver slip på os selv og deler glæden med hinanden.
Men samtidig visner vi. Vi knuses under virkelighedens vægt. Vi spærres inde i vores eget mørke. Vi ser Himlen sortne, når stormen griber den – og vi græder med ansigtet mod muren.
For vores erfaringsliv er tvetydigt. I vores verden går sorgen og glæden altid side om side. Og midt i alt dette, midt i sorgens og glædens samtidighed går selve tiden jo sin gang – øjeblik for øjeblik rykker livets Fjende længere frem i mod os.
For det er ikke kun os, der nærmer os Døden ved vores gennemvandring af livets lande, nej, det er også Døden selv, der nærmer sig os. Det er Døden selv, der trænger ind i vores liv. For livets Fjende arbejder altid. Nogle gange sniger han sig frem imod os. Andre gange stormer han frem imod os. Han nærmer sig altid. Han arbejder altid, og det er vores undergang, han arbejder på.
Midt i alt dette mærker vi de små stik i hjertet og angstens sammensnøring af struben. Lydløsheden når alt er mørke. Følelsen af at intet er muligt, når nu udgangen allerede er fastlagt. Hvem er vi, når vi dør? Og hvem er vi, når vi véd, at vi skal dø?
Vi må ikke flygte fra disse hjertets stik og strubens kvælningsfornemmelser. For angsten har sine hemmeligheder, og gråden har sine mysterier.
Det er stikket i hjertet, der adskiller os fra alle de andre af jordens levevæsener. Det er dét smertens stik, der knuger sjælen og væder øjet, som kan gøre os til dem, vi skal være. For i hjertestikket bor anelsen om, at alt egentlig burde være anderledes – at sorgen og døden er umenneskelige. At mørke og lys ikke rimer på hinanden, og at det er mørket, der er en urimelighed i vores liv.
Når denne anelse vågner, når vi tager til genmæle over for vores vilkår og forbander Døden som livets onde Fjende, så begynder vi at nærme os troens liv. Så er vi på vej ind i den hemmelighedstilstand, som kirken er sat på jorden for at give rum og stemme til.
Dagens gammeltestamentlige læsning begyndelsen på et svar til det menneske, som har taget til genmæle mod sit vilkår – det menneske, som råber til stormen. For det er den levende Guds svar til Job på hans anklage.
Job har set sin glæde visne bort. Han har mistet samlivet med sin Gud – men alligevel nægter han at miste troen på sin Gud. Så han råber til ham, og han råber så længe og så kraftigt, at uvejret rejser sig, og Gud taler til ham fra stormens indre.
Job har råbt til sin Herre: Hvorfor er det hele, som det nu er? Hvorfor græder jeg, når du skulle være min glæde? I det inderste af hans spørgsmål gemmer sig den uhyggeligste tvivl og den ledeste frygt, der findes i vores verden: Tvivlen på, at livets Giver er god – og frygten for, at Gud og Satan i virkeligheden skulle være to navne på den samme tvetydige magt, som i sidste ende ikke vil os det vel.
Den frygt er selve den onde orm i et følsomt menneskes liv, og når den gnaver sig ind mod hjertet, kan man ikke gøre andet end at græde og råbe. Så Job græder, og Job råber – og til sidst går det så underligt til, at Job faktisk får et svar. Den anråbte svarer ham. Men den anråbtes tordentale er noget andet end de svar, vi mennesker forventer af hinanden, når vi stiller et spørgsmål. Den almægtige svarer slet ikke på Jobs spørgsmål om, hvorfor det hele er, som det er. Nej, tordenrøsten tager selv ordet og stiller sine modspørgsmål til den, der har dristet sig til at spørge:
Spænd bæltet om lænden, som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!
Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det?
Hvem spærrede havet inde bag porte, da det brød ud af moderlivet?
Har du været ved havets kilder, har du vandret på urdybets bund?
Er dødens porte blevet åbenbaret for dig, har du set mørkets porte?
Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker?
Kender du lovene for Himlen, bestemmer du dens magt over jorden?
Nej, nej, nej – og atter nej. Det gør Job ikke. Han kender ikke lovene for Himlen, og han har aldrig bestemt dens magt over jorden. Han har ikke magt over stormen.
Han kan ikke gå rette med sin Skaber, for hans røst kan ikke tordne, som Guds røst kan det.
Denne irettesættelse skaber en forandring i Job. Han bliver stille, og han bliver rolig. Vi hører ikke noget om, hvad der sker i hans indre. For han er inde i hemmelighedstilstanden, og hvad, der sker derinde, kan ikke nedfældes på papir. Det kan kun erfares.
Så vi får ingen udredning af Jobs indre liv, men hvis vi læser videre i Jobs bog, så får vi det lille menneskes kortfattede svar til stormen, hvoraf de afgørende linjer lyder sådan her:
Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod; om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked. Jeg sagde: ”Jeg vil tale, jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar”. Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne; derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.
Job kalder alt tilbage. Alle anklager. For han har set sin Gud. Han har set ham og kan derfor ikke længere anklage ham, men hvis han aldrig havde anklaget ham, ville han heller aldrig have set ham. Det er dét, der er hemmeligheden i Jobs bog. Og det er denne hemmelighed, som af kirketraditionens dybe visdom er blevet lagt ind i tekstrækken, så den på denne fjerde søndag efter Helligtrekonger står fast som den rette forforståelse til Evangeliefortællingen om Guds egen søn, der tæmmer stormen og betvinger havet.
Ja, Jobs bog er gudsfrygtens forforståelse til modtagelsen af glædens budskab om den gode Gud, der er kærligheden selv – og som intet menneske skal frygte, fordi han er alle menneskers far. Forforståelsen er nødvendig; gudsfrygten er nødvendig, men den er ikke endemålet.
Disciplene bliver bange, da stormen rejser sig. Men Jesus ligger bare dér og sover så roligt på skibsgulvet midt i de vandmasser, der vælter ind over dem og truer deres liv. De vækker ham: Herre, frels os! Vi går under! Og han svarer – kortfattet som altid: Hvorfor er I bange, I lidettroende?
Og stormen lægger sig på hans ord. Hvorfor gør den det?
Det gør den, fordi han er Stormens egen søn, Guds levende ord i vores verden. Han er afsløringen og udbredelsen af den hemmelighed, som Job fik lov at høre: At både tordenrøsten og faderstemmen tilhører samme gode Gud. Han ejer os, og han elsker os.
Det forstår vi, når vores indre bliver blødt, og vi begynder at lytte med hjertet. Vi må forstå det med vores eget liv – med vores egen glæde og vores egen smerte. Vi må rejse vores egen anklage, og vi må møde op i den fælles menighed. For det er i det gudstjenestefejrende menighedsfællesskav, han selv vil svare os. Ikke når vi sidder i vores indelukke – eller ligger i sengen med ansigtet mod muren – og forsøger at gennemtænke det hele, men når vi lader os overmande af hans Ord og selv får kraft til at åbne vores egen mund, så sangene om ham kan leve i os.
Vores sangglade tyske reformator, Martin Luther, har engang skrevet, at Djævlen hader musik, og det er ganske sandt; det har de kristne længe vist: Den onde fyrste hader den skønne musik, for han kan ikke udstå det, når munden og hjertet slutter pagt og trodser hans list og hans løgn.
Han hader al slags musik, for han hader vores glæde. Men mest af alt hader han salmesang. For når mennesker synger salmer, kan han ikke gøre dem noget. Når hjertet slutter pagt med munden og bevæger den til sang, er der ikke plads til ham.
For den onde er magtesløs over for Guds kor. Hans syngende folk kan aldrig gå til grunde, for når Gudsfolket synger, véd det, at Dødens fyrste allerede har fået sin dom, og at der kun skal et ord til for at fælde ham: nemlig Guds eget, levende ord; det ord, som han lægger i munden på os, når vi giver slip på vores eget – og vinder modet til at tro på, at vi føres af hans Ånd.
Når vi synger sammen, kan det gå så underligt til, at han faktisk svarer os – ikke som en tordenrøst, men som den stille hvisken, der får hjertet til at svulme og stormen til at lægge sig.
For vores Gud er livets Gud, og han vil knuse dødens magt.
Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu, og altid og i al evighed. Amen.
Læsninger:
Jobs bog, kapitel 38, vers 1-18 og 31-33
Romerbrevet, kapitel 13, vers 8-10
Matthæusevangeliet, kapitel 8, vers 23-27
Salmer
Befal du dine veje, 36
Giv mig, Gud, en salmetunge, 4
Vor Herre, til dig må jeg ty, 652
Luk øjne op, al kristenhed, 243
Nu titte til hinanden, 750