Lenins magtovertagelse i Rusland bragte et regime af hidtil uset ondskab til magten. Imidlertid var den ikke et nødvendigt resultat af strukturer udenfor menneskelig indflydelse, men nærmere et produkt af menneskelige handlinger, viser historiker Bent Jensen i bogen Ruslands undergang. Ifølge vores anmelder en både uhyggelig og opbyggelig pointe.
Af Jon A.P. Gissel
Historikeren Bent Jensen har skrevet en meget vigtig bog under titlen Ruslands undergang i videreførelse af de andre vigtige, han har skrevet. Han fremfører i sit forord to vigtige synspunkter: At bolsjevikkernes erobring af magten var en katastrofe for Rusland og for verden, samt at denne katastrofe var menneskeskabt, og at det derfor kunne være gået anderledes, hvis mennesker havde handlet anderledes, truffet andre valg.
Menneskets frie vilje
Denne anden pointe står i forbindelse med, forudsætter det store historisk-etisk-filosofiske spørgsmål om menneskets frie vilje. For Bent Jensen er der tale om en menneskeskabt russisk katastrofe, og historieskrivningen om den kan ikke være værdifri: “Historikere beskæftiger sig med menneskeskabte ting, dvs. ting, som kunne have været anderledes, hvis mennesker havde handlet anderledes i situationer, hvor valget stod mellem forskellige beslutninger. Alle menneskeskabte handlinger er naturligvis åbne for bedømmelser og vurderinger.” Hvis man ikke vurderer, er det som en tavs godkendelse, også af forbryderiske handlinger. Dette tema om menneskelige handlinger og menneskeligt ansvar går igennem hele bogen. Hvordan står omgivelsernes betydning over for menneskelige valg? Endelig vil han fortælle om danskeres vidnesbyrd og indgriben i begivenhederne.
Titlen er interessant: Hvor meget har den på sig? S. 482 får man en forklaring med udtrykket “det gamle Ruslands undergang”. Men det må dog siges, at Rusland lever i dag, om end på mange måder mærket, og Den russisk-orthodoxe Kirke, som blev så stærkt forfulgt af Sovietstyret, er kommet stærkt igen ikke alene efter Soviettiden, men allerede under de senere årtiers fortsatte tryk.
Grusomheden kom allerede med Lenin
Bogen er inddelt i kapitler, der hver indledes med en sammenfatning og et citat. Bent Jensen samler opmærksomheden om 1917-23 og lægger dermed vægt bag opfattelsen af, at grusomheden og undertrykkelsen ikke først kom med Stalin. Lenin er bogens hovedperson. Han portrætteres som tyskeren Marx’ russiske elev, som bolsjevismens skaber, fortaler for vold som politisk instrument og med foragt for mennesker. Således bruger han snavs- og skadedyrsmetaforer. Lige efter magtovertagelsen skulle Ruslands jord renses for rige mennesker, præster, bureaukrater og hysteriske intellektuelle, der efter hans definition alle var skadedyr. En betegnelse som “forhenværende mennesker” taler også sit uhyggelige sprog (s. 279). Det er vigtigt, ja brændende for Bent Jensen at levere dokumentation for uhyrlighederne, således dokumenter om udryddelseskrig mod kosakkerne s. 261. Af sproglige træk kan man bemærke brug af fremmedord som “imperium” i stedet for rige.
Bogens sidste kapitel handler om historie, kilder og litteratur s. 485-95, men de forskellige vurderinger er allerede foregrebet i de foregående “Tilbageblik og Status”. Et samlet og mere indgående kapitel om historieskrivningen savnes. Udgangspunktet er, at beskrivelser og vurderinger af bolsjevismen er meget forskellige, modsat nazismen. Bolsjevikkerne søgte at kontrollere, hvad der blev skrevet om deres erobring af magten. Trotskij og Lenin offentliggjorde taktisk forskellige versioner, og amerikaneren Reed blev ansat af styret, og hans beskrivelse var afhængig af Trotskijs.
Hidtil uset ondskab
Alexander Solsjenitsyn nævnes som eksempel på ikke-socialistiske emigranter med den opfattelse, at marxismen var importeret fra Vesten og grundlæggende i modstrid med traditionelle russiske værdier. Bent Jensen betegner Gulag-Øhavet som et stort historisk-litterært værk og citerer en række tankevækkende spørgsmål, begyndende med “Hvor var kz-lejrene før 1917?” Her er budskabet, at Sovietstyret befandt sig i en kategori af grumhed, som overgik alt tidligere, også i Rusland. I Vesten kom en tid lang akademiske værker ud fra en kritisk grundholdning, men den engelske historiker E.H. Carr nævnes for et forsøg på at beskrive bolsjevikkernes styre som “et autoritært moderniseringsregime i et underudviklet land”. Hans og andre senere fremstillinger afspejlede vestlig modetænkning og sympati for det sovietiske projekt. Terroren blev bagatelliseret, og man så bort fra væsentlige dele af det tilgængelige kildemateriale. Sammenbruddet i 1991 medførte, at mange forskere nu så systemet som en blindgyde. Resultaterne fik betydning for vurderingerne.
Jeg vil gerne føje til dette, at Carrs bog What is History? gennem i hvert fald et par årtier blev brugt til at undervise historiestuderende i “Historiesyn og historisk metode” og anbefalet som læsning; således oplevede jeg det selv på Københavns Universitet i anden halvdel af 1980’erne, og en del unge historikere er tænkeligt blevet påvirket af hans i 1970’erne og 80’erne moderigtige syn. Carr var modstander af at fælde ”moralske domme”, som han kaldte det. Resultatet blev, at en kritisk vurdering af revolutioners forbrydelser ikke blev mulige, hvis man fulgte hans tankegang.
Arkivforholdene er vigtige for emnet: I Soviet selv var der censur og lukkede arkiver. De blev delvist åbnede efter systemets sammenbrud og mange fortrolige dokumenter offentliggjorte. Vigtigt arkivmateriale bl.a. om hemmelige tjenester, om udenrigspolitik og om militæret er fortsat under lås og slå. Bent Jensen slutter kapitlet med sætningen: “Kilder er uundværlige for troværdig historieskrivning, men ædruelig fortolkning og vurdering er lige så vigtig.“
Afviser determinismen
Bent Jensen skriver s. 470 i kapitlet “Tilbageblik og Status” om årsager. Han understreger, at resultatet var blevet anderledes, hvis forudsætninger og forhold havde været det, herunder at der var truffet andre politiske beslutninger (dette er lige efter, at han har omtalt Nicolai II). “Hvis man afviser denne logik, afviser man samtidig enhver årsagssammenhæng og dermed også alle bestræbelser på at forklare årsagerne til alle de begivenheder, der er sket i hele menneskehedens historie. – kort sagt alt det, historikere beskæftiger sig med. Så snart man spørger efter årsager til det, der er sket, implicerer alene spørgsmålet, at andre årsager ville have medført en anden udvikling.” Denne udtalelse peger ligesom andre i bogen på en afvisning af determinisme, at alt sker af nødvendighed og ikke kan ændres af menneskelig handling. Dommen over zar Nicolai er her som tidligere i bogen meget kategorisk. Bent Jensen ser, ligesom forfatteren Solsjenitsyn, meget positivt på indenrigsminister Pjotr Stolypin og dennes reformer, ikke mindst på landbrugsområdet (s. 70-73).
Nødvendigheden afvises ved, at bolsjevikkerne ikke var “tvunget til” eksperimentet på grund af vanskelighederne (s. 479). De kunne have handlet anderledes. Lenin og hans håndgangne mænd byggede på abstrakte principper og ventede hele tiden på “verdensrevolutionen”.
Den russiske baggrund skildres i to kapitler om “Gammelrusland” og “Reformrusland 1861-1917”. Den russiske bondebefolkning og landsbyernes jordomfordeling (miren) får betydelig opmærksomhed i bogen. S. 37-41 fortælles om “intelligentsija”. Bent Jensen betoner forskellen til Vesteuropa. “Radikal modkultur” – men denne tendens fandtes også i Vesteuropa, hvor den i hvert fald gik tilbage til Den franske Revolution; “drømte ligesom Karl Marx”.
Ja netop, marxismen stammede fra Vesteuropa, og det blev Ruslands ulykke, at personer, teoretikere, som i en bestemt krise fik magt, som de havde agt, tog den til sig. Hadet til kristendommen fandtes i uhyggelig grad i Vesteuropa, også i Danmark, hvor man ud over litteraten G. Brandes kan nævne filologen (ikke digteren) J.L. Heiberg fra samme tid. Det bør bemærkes, at terror også fandtes i Vesteuropa i den senere del af 1800-tallet, om end ikke i samme omfang som i Rusland. De konservative slavofiles forhold til “intelligentsija” bliver ikke ganske klart i fremstillingen. Dækker ordet alene de antitraditionelle og zarstyrets modstandere? Jensen beskriver, at både socialistiske og konservative nærede ønsketænkning om bondebefolkningen.
Rester af determinisme?
Kapitlet om Februarrevolutionen og om den midlertidige regering frem til kommunisternes kup slutter med et afsnit om “Aleksander Kerenskij og den personlige faktor i historien“, s. 147ff. Det begynder med spørgsmålet, om det var gået anderledes, hvis Kerenskij havde handlet anderledes. Bent Jensen besvarer spørgsmålet, idet han igen går ind på mere principielle betragtninger: “Den slags overvejelser må man gøre sig, hvis man som historiker ikke vil forskrive sig til en fuldkommen deterministisk historieopfattelse om, at intet kunne have været anderledes. På den anden side må den slags spekulationer naturligvis have et solidt grundlag i det, vi ved om de mennesker og de begivenheder, der kendetegnede den historiske periode, der beskrives. Ellers bliver det tale om tomme spekulationer. Den personlige faktor spiller eller kan spille en afgørende rolle. Man kan blot tænke på Kerenskijs modspiller i 1917, Vladimir Lenin. Ingen sætter spørgsmålstegn ved hans fænomenale betydning for begivenhedernes udvikling i 1917 og de nærmeste år efter det demokratiske Ruslands undergang i oktober 1917. Men Kerenskij var altså ikke Lenin. Han havde ikke Lenins hensynsløse, ja, dæmoniske mentalitet og ustyrlige vilje til magt for enhver pris. Kerenskij var både demokrat og patriot og kunne derfor ikke have handlet på samme brutale måde som Lenin og på den måde måske have stabiliseret situationen i imperiet. Man kan også sige det på denne måde: Hvis Kerenskij skulle have handlet anderledes, ville han ikke have været Kerenskij. Han handlede inden for de rammer, som hans opdragelse, mentalitet, uddannelse og almindelige opfattelse af tingenes sammenhæng – hans værdier, om man vil – tilsagde ham at handle.”
Denne passage er overordentlig interessant med sit principielle grundlag; man må også stille spørgsmålet, om den er rimelig. Hvis omgivelserne, “rammerne”, forhindrede Kerenskij i at handle anderledes, måtte det samme så ikke gælde Nikolaj II (se dommen over denne s. 130) og for den sags skyld Lenin? Havde de valg, som han ikke havde? Når man afviser den deterministiske historieopfattelse, må man så ikke gå ud fra, at et menneske, i dette tilfælde i en ledende, rigtignok vanskelig stilling, i princippet har mulighed for at handle anderledes, har en fri vilje? Ikke som om rammerne ikke eksisterer, men ud fra den betragtning, at en historisk situation rummer flere muligheder. De ord, som Bent Jensen sætter i kursiv, “må”, “kunne” og “kunne”, angiver som det første en form for etisk forpligtelse, dernæst afvisning af en 100% nødvendighed; endelig at Kerenskijs personlighed og idealer hindrede ham i at handle anderledes. Han var ikke en Cicero over for Catilina.
Det følgende kapitel, nr. 5, fortæller, hvordan bolsjevikkerne på få måneder voksede som politisk magt og blev i stand til at tage magten. Også dette kapitel ender med en sammenfattende vurdering, der her hedder “Havde det liberale/moderat-socialistiske Rusland en chance?” s. 172ff. Her skriver Bent Jensen: “Det, der rent faktisk sker, bliver ofte tillagt en betydning af nødvendighed – tingene kunne ikke være sket på anden måde, hedder det. En sådan determinisme må naturligvis afvises. Udviklingen er altid åben og påvirkelig af menneskers valg. Utallige begivenheder i historien er sket på grund af bestemte beslutninger, truffet af magtfulde personer, som kunne have truffet andre beslutninger. Tilfældigheder har spillet ind og ændret historiens gang. Hvad nu, hvis Lenin var blevet arresteret om aftenen den 24. oktober 1917? Når alt dette er sagt, må det dog samtidig fremhæves, at de liberale kræfter i Rusland var meget svage og eftergivende i 1917, og at de moderate socialistiske kræfter ikke var i besiddelse af den fornødne realisme eller vilje til magt til at forhindre de hensynsløse bolsjevikker under Lenins og Trotskijs ledelse i at slippe af sted med det væbnede kup. Der var også kun en svagt udviklet middelstand i Rusland som socialt rygstød for de liberale politikere.”
Afsnittet begynder dermed som det ovenfor citerede med en afstandtagen til ren deterministisk synsmåde, og det udvikler sig i nogen grad på samme måde, men Bent Jensen konkluderer dog ikke om de liberale eller om mensjevikkerne, at de ikke havde kunnet handle anderledes. Når man skriver, at nogle optræder svagt og eftergivende, og andre ideologisk på en sådan måde, at det svækkede fronten mod Lenin og co., må det forstås sådan, at de havde et valg, at de havde kunnet handle anderledes. Noget direkte udsagn herom giver Bent Jensen os ikke. Spørgsmålet er, om de to kapitelslutninger ikke sammenlagt giver et ret bestemt indtryk af nødvendighed.
Abstrakt idealisme
Kapitel 7 handler om borgerkrigen som idé, som noget der var tilstræbt af Lenin og hans meningsfæller. Det var (s. 220) “regimets krig mod befolkningens traditionelle levevis. Skildringen af denne periode er en dokumentation af bolsjevikkernes udryddelse af den daværende russiske civilisation og kultur.” De insisterede på, at deres politik var “videnskabeligt funderet” (s. 272 ). Det kommunistiske Manifests anvisninger blev brugt som rettesnor og ansvaret placeres hos Lenin og hans nærmeste kammerater. Den intellektuelle Lenin var fjern fra det land, han ville forandre. Det er vigtigt, at den kontrollerede og censurerede sovietiske historieskrivnings billede, med udelukkelse af terroren, blev overtaget af den ikke-censurerede vestlige historieforskning, der skrev sejrherrernes historie og underbelyste ofrenes (s. 216f.). Peter Scheibert, Vladimir Brovkin og Igor Narskij fremhæves fortjenstfuldt som historikere, der tog udfordringen op, men man får ikke meget at vide om dem. Likvideringen af zaren og hans familie foregik uden retssag, bevidst skjult og med efterfølgende desinformation, i modsætning til tidligere henrettelser af monarker i Europa. Kapitel 8 handler om den militære borgerkrig, man måtte genoprette en gammeldags hær med stram disciplin.
Bogens kapitel 9, s. 319-52, er centralt og hedder “Krigen på Kulturfronten”. “Hovedmålet med regimets kulturpolitik var udryddelsen af Rusland traditionelle kultur med kirken og religion som hovedfjende”, og midlet hertil var en ny socialistisk kultur, en ny socialistisk livsstil, fortæller den indledende sammenfatning, mens det modstillede fotografi viser rødgardister, der skænder og plyndrer en kirke i Moskva i 1923.
Det marxistiske menneske
Den nye kultur skulle konstrueres og udtrykkeligt være ideologisk-politisk, bygge på marxismen. Der blev taget fat fra lige efter magtovertagelsen: Forbud mod “kontrarevolutionære” aviser, udrensning af “forældet” litteratur og “skadelig” musik. Censuren var helt blevet afskaffet under zarstyret, som Bent Jensen kalder “zarismen”, i 1906, og den blev genindført af Lenin. Han ville udbrede en kultur, der øgede arbejdernes og bøndernes produktivitet. Kulturen skulle for ham være et samfund, hvis medlemmers liv helt blev styret af videnskab og teknologi. Trotskij ville konstruere en helt ny mennesketype. En alfabetiseringskampagne blev iværksat, men havde svært ved at nå målene. Den nye kunst blev propaganda, politisk og ideologisk styret. De mest yderliggående kunstnere ønskede et totalt brud med fortidens kunst, mekanisering af sproget, numre i stedet for navne på mennesker. De kom dog hurtigt i konflikt med det herskende parti. Plakatkunsten blev et grovkornet politisk redskab. Religion og kapitalisme blev angrebet, hængning et udbredt symbol. B. Russel fremføres som vidne om kommunismen som religion. Moderne arkitektur, film, radio blev udnyttet af styret. Bolsjevikkerne påstod, at deres verdensanskuelse var videnskabelig, men styret begyndte hurtigt at arrestere akademikere. S. 327 fortælles om bogens omslag et maleri “Bolsjevikken“ af Boris Kustodiev, der betegnes som dystert. Hvad ikke omtaltes i Soviettiden var f.eks. en magtfuld censurinstitution Glavlit, s. 322.
Krigen mod kristendommen
Den russisk-orthodoxe Kirke blev udpeget som hovedfjenden, men de andre nationers religioner gik ikke ram forbi. Der blev udstedt forbud mod kirkelig ejendom, kampagner mod helligdage; kun indendørs gudstjenester var tilladte. I 1921 blev en særlig antireligiøs kommission oprettet. I 1921 blev patriark Tikhon og andre erklæret for “folkefjender”, og året efter udnyttede styret hungersnøden til et generalangreb på Kirken med skueprocesser, således blev Petrograds metropolit Venjamin henrettet efter en sådan.
I denne sammenhæng bringes en kilde frem, et hemmeligt memorandum fra Lenin, der først blev offentliggjort efter styrets sammenbrud. Hungersnøden skulle udnyttes til at beslaglægge Kirkens værdier og kvæle al modstand. Det gjaldt om at få henrettet så mange repræsentanter for borgerskab og præsteskab som muligt. Tonefaldet er selv for Lenin usædvanlig hadefuldt. De beslaglagte værdier skulle ikke bruges til de nødlidende, men til at dække styrets løbende udgifter. Bent Jensen understreger, at soldaterne, som udførte ordrer om plyndring, blasfemi og vold mod Kirken og de troende, for langt de flestes vedkommende var etniske russere. Bolsjevikkernes hovedangrebsmåder var “videnskabelig” propaganda og parodi, latterliggørelse. Jødisk religion blev også ramt, i begyndelsen ikke islam, men senere.
Ingen forskel på løgn og sandhed
Ligestilling, også ved hårdt fysisk arbejde, ægteskabets lette opløselighed, legitimering af provokeret abort, statslige fælleskøkkener m.m. hørte også til styrets politik. “Alle menneskelige samfund og deres kultur i videste forstand hviler på nogle grundlæggende moralforskrifter,” skriver Bent Jensen s. 351 og fortæller, at i Rusland havde disse forskrifter deres rod i Den russisk-orthodoxe Kirkes lære. Bolsjevikkerne ønskede at forkaste alt dette som “metafysik” og “småborgerligt”, således forskellen på løgn og sandhed. Alt var for dem moralsk rigtigt, for så vidt det tjente revolutionen.
Bent Jensen påpeger, s. 344, at de fleste vestlige forskere, som har skrevet om bolsjevikkernes regime, har været helt eller delvis tavse om styrets antireligiøse politik: Det er overordentlig vigtigt, at dette bliver påpeget, og man ville gerne se eksempler. Påpegningen viser, hvor ensidig faglitteraturen kan være, hvor meget der kan være udeladt i fagligt højt anset historieskrivning. Bent Jensen skriver: “Denne manglende interesse skyldes formentlig moderne vestlige historikeres personlige fremmedhed over for religion, hvilket imidlertid gør dem blinde for den kendsgerning, at deres forsknings objekter var mennesker, som var dybt religiøse. For hovedparten af disse mennesker – det russiske og senere sovjetiske imperiums indbyggere – var religion selve livets omdrejningspunkt.”
Ansvar
S. 352 fælder Bent Jensen den dom, som efter beskrivelsen må være fuldt berettiget, at lederne slog millioner af uskyldige mennesker ihjel med deres utopiske eksperiment og bragte nød og elendighed til andre millioner, og hos ingen af “disse ansvarlige ledere” er dokumenteret mindste samvittighedsnag. Ansvarlige var disse ledere for politikken og dens ugerninger, og Bent Jensen fastslår hermed, at mennesker er ansvarlige for deres handlinger. Hertil må dog anføres s. 349, hvor der tales om, at Verdenskrig og borgerkrig havde forrået mange af de unge soldater.
Efter en redegørelse for omverdenens reaktioner, hvor danskeren Harald Scavenius spiller en interessant rolle, følger kap. 13 om udviklingen i Soviet efter 1922, da Lenins system, prototypen på den totalitære stat, var skabt. Harald Scavenius vidnesbyrd bruges både om 1905 og 1917. Han anbefalede militær intervention.
Andre mulige perspektiver
Ingen historiker kan have alt med. Nu vil jeg nævne nogle punkter, som kunne være interessante at få med. Det er godt og vigtigt, at Bent Jensen har danske udsagn med. Måske ville man vente, at danske konservative ville have set positivt på zarstyret; det er ikke så enkelt: En konservativ kulturel skikkelse som Ernst von der Recke skriver i forbindelse med Carl Ploug under enevælden om “den russiske Regering – ’de østlige Diplomater’ – hvis Spionsystem alt dengang var lige saa udviklet som i vore Tider…”[1] I 1915 skildrede den danske Ruslandskender A.J. West Rusland som en meget ung stat, og fremhævede intelligensen og de ikke-russiske folkeslag som vigtige momenter, og disse kommer også frem i Jensens fremstilling. Den tredje Duma er den, som blev indledt med Stolypins valglov fra 1917; den grundlagde et forfatningsliv med partidannelse. Den viste sig selvstændigere, end man havde ventet. Skolelov og landbrugslov gennemførtes, Dumaen har stor glæde af reorganisationen af Ruslands forsvar samt bedre forståelse mellem regering og folk i udenrigspolitik, tonen er således positiv, og dette vidnesbyrd må være relevant, da det er skrevet, da ingen kunne vide, at zarstyret ville falde to år senere. Dermed kan det være med til at understrege, at der var flere muligheder i situationen, at Bent Jensens pointe, at det ikke med nødvendighed skulle gå, som det gik, dermed styrkes.
Splittelse i det russiske sind
Oktobermanifestet fra zar Nikolaj 17.-30. okt. 1905 efter nogle revolutionære tilstande, lovede en række rettigheder.[2] Også Bent Jensen mener, at der skete egentlige forandringer, skønt utilstrækkelige, således blev censuren afskaffet, og i 1906 kom en forfatning med et tokammersystem (s. 63). I 1928 udtrykte den socialdemokratiske filolog og historiker Hartvig Frisch en vestlig udviklingsorienteret tankegang ved at omtale Peter den Stores virke således: ”Det var som en knitrende elektrisk Udladning af positiv vesteuropæisk Energi i den træge russiske Masse, kortvarig og frygtelig.”[3] Det kan også udtrykkes sådan, at med Peter den Store blev Rusland en europæisk stormagt, men hans brutale indførelse af vesteuropæisk kultur gav en dyb splittelse i det russiske sind, en splittelse som er en del af baggrunden for 70 års lidelser under Soviet-styret, og som vedvarer til i dag.
Bogen har gode kort. En undtagelse: Floden Sura nævnes, men findes ikke på noget kort i bogen.
Bogen har person- men ikke sagregister, derfor kan læseren ikke søge på f.eks. “Intelligentsija”. Hvordan forholder det sig med denne? Hvor stor er egentlig forskellen til vestlig intellektualisme? Videnskaben som religion og som polemisk påstand. Det ville være muligt at tegne en linje fra Den franske Revolution (det yderliggående parti jakobinerne) til bolsjevikkerne: Robespierre – Marx – Lenin, og ikke nøjes med de to sidste: Rationaliteten går amok, fornuften i tyranniets tjeneste. Betegnelser som “afkosakiseringen” og ”afkulakiseringen” vidner ligesom tanken om numre (ikke gennemført) på mennesker i stedet for navne om umenneskeliggørelsen af mennesker. S. 275 tales om, at befolkningen skulle være skruer i en maskine.
Modernitetens iboende farer
Berdjajev citeres for at kalde bolsjevismen “rationelt vanvid” s. 470, men Christian Gottliebs disputats om ham er ikke nævnt, heller ikke i litteraturlisten, og da den handler om reaktionens dilemmaer i Lenins Rusland, og et kristent svar på Lenins tanker og handlinger, kunne den være af betydning for sagen.[4] Betegnelsen “rationelt vanvid” kunne meget vel danne udgangspunkt for en beskrivelse af bolsjevismen som udtryk for en ekstrem udgave af tendenser, som ligger i moderniteten i almindelighed. Begivenhedens enestående karakter understreges af Bent Jensen s. 478; det er aldrig tidligere sket, at et samfund på grundlag af et ideologisk skema er blevet underkastet så voldsomme forandringer. Her må man vel sige, at Den franske Revolution nåede langt i den retning, skønt de to situationer ikke er identiske.
Moderniteten er fikseret på forandring som en værdi i sig selv, og som dermed kan legitimere alle midler. Det er mig påfaldende, at Trotskij truede med “alle midler inklusive guillotinen” s. 264. Bemærk, at ovennævnte Hartvig Frisch sætter et billede af guillotinen foran sit kapitel om “De borgerlige Revolutioner”, og at han bortforklarer Den franske Revolutions rædselsperiode; en bortforklaring der så formentlig også må gælde rædslerne under Lenins diktatur.[5] Bent Jensen går ikke ind på nogen samlet sammenligning af de to situationer. Men hans synspunkt, at der findes personligt ansvar i historien, har lighed med Julius Paludans, som i 1800-tallet omtalte det i forbindelse med Den franske Revolution.[6]
Undervurdering af Verdenskrigen?
En mulig sammenligning er Det habsburgske Rige, Østrig-Ungarn, som indtil efteråret 1918 var det næststørste rige i Europa, og som var et forbillede på en civiliseret stat i Centraleuropa, på mange måder veladministreret og velfungerende, men samtidig svækket af indbyggede nationale modsætninger. Bent Jensen sammenligner s. 23 Rusland med Storbritannien, Danmark, Frankrig samt Tyskland og fremhæver, at disse stater havde en etnisk langt mere homogen befolkning, men han nævner ikke Det habsburgske Rige, som ikke havde det. Både Rusland og Det habsburgske Rige var et kejserrige snarere end en nationalstat. Det ville være muligt at sammenligne administrationen i de to riger med skyldigt hensyn til Ruslands langt større areal.
Bent Jensen skildrer zarens Rusland til 1917 som underadministreret, og det er et interessant synspunkt, og sandsynligvis vil mange betegne Tyskland og Østrig-Ungarn som velordnede stater i sammenligning, men også de brød sammen under Første Verdenskrigs enorme tryk. Østrig-Ungarn så meget, at det ophørte med at eksistere som rige. Mens Det russiske Rige mødte katastrofen i skikkelse af et ensidigt og fanatisk partis voldsherredømme, gik Østrig-Ungarn under ved opløsning i en række nationalstater, som siden er blevet yderligere delte (Tjekkoslovakiet, Jugoslavien). En nærmere sammenligning kunne tænkeligt styrke og nuancere billedet. Og vel tog bolsjevikkerne ikke magten i Tyskland i slutningen af 1918 og derefter, skønt alle de tyske troner faldt, men der var dog en høj grad af både statsligt og alment kulturelt sammenbrud også der. Det gennemgående mønster i Verdenskrigen var, at russerne slog østrig-ungarerne og selv blev slået af tyskerne.
Bent Jensen omtaler ikke de russiske sejre over Østrig-Ungarn. Gør Bent Jensen Ruslands militære stilling i Første Verdenskrig svagere, end der er belæg for? Under borgerkrigen strømmede zartiden officerer ind i Den røde Hær (s. 298). Man havde brug for dem, det tyder vel på, at de havde værdi? I begyndelsen af krigen led østrig-ungarerne et alvorligt nederlag til russerne, og herefter havde riget brug for tysk hjælp resten af krigen. I Slaget i Karpaterne i 1915 og i det store angreb på Østfronten i 1916 havde Rusland sandsynligvis løbet Østrig-Ungarn over ende, hvis sidstnævnte ikke havde fået tysk hjælp.[7] Bent Jensen peger (s. 121) på, at “et usædvanligt stort antal” russiske soldater overgav sig og blev krigsfanger, noget tal får vi ikke, men hvad med det store antal østrig-ungarske krigsfanger i Rusland (s. 301)? Forsigtigt udtrykt var der halvanden million. Når der her bruges udtrykket, “da krigslykken var med den russiske hær”, tyder det vel også på, at den ikke var entydigt dårlig? Om storfyrst Nikolai Nikolajevitsch, der var øverstkommanderende til september 1915, skrev modstanderen den tyske general Ludendorff i sine erindringer, at han var “fuldt ud en Mand og Feltherre”, og det er værd at bemærke, at da han fik kommandoen i Kaukasus i efteråret 1915, fik russerne også stor fremgang over for tyrkerne.[8] Han nævnes i bogen kun i en billedtekst s. 27, foruden i registret. Det forekommer mig derfor, at der mangler noget i Bent Jensens regnestykke, at Verdenskrigens betydning var større, end hans fremstilling giver indtryk af, og at en sammenligning mellem Rusland og Det habsburgske Rige vil kunne bringe en hel del af det manglende frem.
Personregistret dækker den omhandlede tids personer godt, men en så væsentlig skikkelse i russisk historie som Peter den Store optræder ikke deri; han er f.eks. nævnt s. 340. På s. 31 nævnes, at den russiske elite var blevet europæiseret i 17-1800-tallet, men zar Peters store betydning nævnes ikke. Med Peter den Stores regering o. 1700 blev et styre, som naturligvis var primitivt i mange henseender, men som også var forbundet med nogle værdier gennem Den orthodoxe Kirke, afløst af et langt mere bureaukratisk zarstyre, hvor Kirken stadig levede og havde betydning, men hvor den blev underlagt en stat i vesteuropæisk forstand, som var ved at blive opbygget i Vest- og Centraleuropa efter 1600. Forskellen ses meget tydeligt i patriarkatets nedlæggelse og oprettelsen af Den hellige Synode, som klart lagde Kirken direkte ind under statens administration. Dette perspektiv i russisk historie forekommer mig at være vigtigt som baggrund i forhold til det, Bent Jensen skildrer. Peter den Store og Den franske Revolution er en indre og en ydre baggrund, som begge står i forbindelse med en vestliggørelse.
Hvad gik ikke under?
Jeg skal i og for sig ikke kritisere Bent Jensen, fordi han ikke nævner store åndelige skikkelser som Serafim af Sarov (1759-1833), Johannes af Kronstadt (1829-1908), klosteret Optina og den russiske vækkelse i 1800-tallet helt frem til 1917.[9] Tikhon (1866-1925), der blev patriark af Moskva i 1917, som den første i 200 år, nemlig siden Peter den Store havde ladet embedet stå tomt, omtales meget kort s. 340-42, 346-7; hans fængselsophold nævnes, som en måned, mens andre siger et år,[10] og det pres, som derved blev lagt på ham. Det omtales ikke, at han døde pludseligt, under uafklarede omstændigheder.[11] Men jeg vil dog gøre opmærksom på, at det havde været muligt at skrive bogen på en anden måde, som ville gøre det mere forståeligt, at Den russisk-orthodoxe Kirke kunne overleve de mange års forfølgelse, i lang tid af uhørt brutal art. Hermed er vi så tilbage ved titlen Ruslands Undergang; hvad gik ikke under?
Der har været splittelser og frygtelige ødelæggelser i Rusland, men landet har bagefter stadig vist livskraft. Kirken, som blev voldsomt undertrykt, til dels underjordisk og i eksil, er kommet til syne igen. Der er tale om et land med en stærk tradition, som har været udsat for et forfærdelig, bevidst, indædt og morderisk forsøg på at ødelægge traditionen, men må vi ikke sige, at martyrierne har styrket kirken? Bogen Everyday Saints,[12] som er oversat fra russisk til engelsk, kan nævnes som en række værdifulde vidnesbyrd om situationen for Den orthodoxe Kirke i Soviettiden, ikke mindst den senere, men også tilbage til kuppet i 1917. Forfatteren havde med fuld dækning kunnet bruge en titel som “Ruslands Ulykke” eller “Den russiske Katastrofe”.
Er det noget håb?
Bent Jensens bog er en historisk fremstilling, men findes der noget håb i den? Udtrykkes et sådant nogetsteds direkte? Der må ligge et håb i den tanke, at selv et så systematisk brutalt og menneskeforagtende system, så fjendsk over for den kristne tro og over for et lands tradition, dog ikke kunne sejre i den sidste ende. At en så hadefuld og forførende ideologi endte med at tabe grebet om mennesker. Selv frygten var til sidst ikke nok. Der må også ligge et håb i, at Bent Jensen arbejder med spørgsmålet om menneskets frie vilje, om menneskers handlinger og ansvar. Han lægger afstand til en ren determinisme, thi den frie vilje betyder, at det nytter at kæmpe, og at bolsjevismens ofre ikke alene var ofre i et samvittighedsløst maskineris vold, men at de var mennesker, som havde mulighed for at sige nej, skønt den pris, de betalte for det, vækker ens rædsel. Læren, at det er muligt at kæmpe, at et vidnesbyrd ikke er forgæves, skønt de mødes med ubeskrivelig vold og mord, er vigtig, også i dag. Den siges ind i en tid, da visse kræfter gerne vil bortforklare kommunismens forbrydelser. Og et andet nutidigt perspektiv: Fordi det er vigtigt at vende sig imod den ekstreme og materielle kollektivisme, er der ingen, der siger, at man skal kaste sig i armene på en ekstrem individualisme, der er lige så materiel i mange henseender.
Bent Jensen er en omstridt historiker. Bogen er en imponerende præstation på kort tid – opfordringen kom i foråret 2016 – og den er en sammenfatning af et langt, udholdende og modigt forskerlivs virke, præget af hans meget store indsigt og kyndighed i russiske forhold. Emnet er så grusomt, at det er svært for mig at beskæftige mig med, men det er et emne, man bør vide besked med. Jeg anbefaler derfor denne bog, som jeg … “fornøjelse” er ikke det rigtige udtryk, men som jeg hermed har haft den ære at anmelde.
Bent Jensen: Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921. Gyldendal, 2017.
Jon A.P. Gissel er dr.phil i historie og forfatter til bøgerne Konservatisme og kulturkamp samt Gud, livet og menneskene.
[1] Ernst von der Recke: ”Charakteristik” i Plougs Efterladte Digte, København 1895, s. XXV.
[2] A.J. West: ”Den tredje Duma” Festskrift til Johs. C.H.R. Steenstrup, København 1915, s. 213-232, noter s. 261f.
[3] Hartvig Frisch: Europas Kulturhistorie II, København 1928, s. 310.
[4] Christian Gottlieb: Dilemmas of Reaction in Leninist Russia. The Christian Response to the Revolution in the Works of N.A. Berdyaev 1917-1924, Odense 2003.
[5] Frisch op.cit., s. 311 og 369.
[6] Julius Paludan: ”Den revolutionaire Historieskrivning”, Nær og Fjern 1877, nr. 258, 1-6; 259, 6-9; 260, 3-10; 261, 7-10; 262, 5-7.
[7] Gudmund Schnitler: Verdenskrigen 1914-1918, København 1939, s. 174f og 234f.
[8] Sst., s. 190 og 315.
[9] Timothy Ware: The Orthodox Church, 1993, s. 118-22. J. Meyendorff: The Orthodox Church, Crestwood, NY 1996, s. 107-9.
[10] J. Meyendorff s. 120f.; Ware s. 150.
[11] Ware s. 151.
[12] Archimandrite Tikhon (Shevkunov): Everyday Saints and Other Stories, 2012.